Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund
- Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
- Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
- 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
- Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.
Den amerikanske virksomhed Greenland Energy, der planlægger at bore efter olie i Østgrønland, har hentet en erfaren profil fra den amerikanske rum- og forsvarsindustri ind i bestyrelsen.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi adgang til energi og råstoffer i Det Hvide Hus betragtes som et spørgsmål om national sikkerhed. Ansættelsen peger i retning af forbindelser til de strategiske og militære kredse, der – ligesom den amerikanske præsident – ser Grønland som et område med stor geopolitisk betydning.
“Carol Craigs indtræden i Greenland Energys bestyrelse understreger, hvor vanskeligt det er at adskille de forskellige amerikanske interesser i Grønland”, siger Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier(DIIS).
Carol Craig er administrerende direktør for de amerikanske forsvarsvirksomheder Sidus Space og Craig Technologies.
Begge virksomheder har millionkontrakter med det amerikanske militær og er godkendt som leverandør til Pentagons enhed for missilforsvar, Missile Defense Agency.
Det er Missile Defense Agency, som via SHIELD-programmet varetager Trump-administrationens vision om et missilforsvar – det såkaldte Golden Dome program.
Virksomhederne leverer desuden teknologi, satellitter, sensorer og overvågningssystemer til både den amerkanske flåde og luftvåben – U.S. Navy og U.S. Air Force.
“USA’s fossile industri har en vigtig plads i MAGA-bevægelsen, som det blandt andet sås i administrationens seneste sikkerhedspolitiske strategi fra 2025, der placerer fossil energi som en hjørnesten i amerikansk sikkerhed”, siger Jakob Dreyer, postdoc og forsker i international politik ved Københavns Universitet, om olieselskabets nye bestyrelsesmedlem.
Danwatch har i en række artikler dokumenteret, hvordan Greenland Energy er ved at planlægge et grønlandsk olieeventyr i Jameson Land med de første efterforskningsboringer allerede til oktober.
Grønland spiller via militærbasen Pituffik Space Base – tidligere Thule Air Base – en meget central rolle i USA’s missilforsvar.
Med den tidligere pilot og officer i den amerikanske flåde får Greenland Energy nu tilført et stort netværk, viden og erfaring med store offentlige militærkontrakter samt et samarbejde med den amerikanske forsvars- og rumindustri.
Carol Craig er hyret af Greenland Energys bestyrelsesformand Larry Swets, der er arkitekten bag selskabets finansielle strategi, som sikrede 70 millioner dollars fra nye investorer ved en børsnotering d. 7. april.
Også Anne Merrild, der er professor på Aalborg Universitet og tidligere har arbejdet med olieefterforskning i Vestgrønland, ser en klar rød tråd i Greenland Energys udvikling mod mere strategiske ansættelser.
“Greenland Energy er ved at opbygge et netværk, der rækker langt ud over oliebranchen. Det placerer selskabet i krydsfeltet mellem energi, sikkerhedspolitik og amerikansk stormagtsinteresse i Arktis”, siger hun.
Dr. Phil – tv-vært, mediepersonlighed og Trump-allieret
Greenland Energys administrerende direktør, Robert Price, har konstant løftet fortællingen om olieprojektet til geopolitiske højder.
Det har han gjort ved at argumentere for, at Grønland kan blive en stor olieleverandør fra et mere stabilt sted verden – i en tid præget af voksende international usikkerhed om energiforsyninger og geopolitiske spændinger.
Og til at formidle Greenland Energys planer for olieudvinding og ambitionen om at sikre energiforsyningen i USA, har virksomheden indgået et samarbejde med den amerikanske tv-vært Dr. Phil McGraw.
Gennem sin medievirksomhed Envoy Media skal McGraw, bedst kendt som Dr. Phil, lave en dokumentarserie om selskabets planer i Grønland og fortælle historien om Jameson Land som et projekt med særlig betydning for amerikansk energisikkerhed.
“Charmeturen”, som Frihedsbrevet i en artikel har døbt planerne, fremgår af en pressemeddelelse fra 16. juni på Greenland Energys hjemmeside.
Her præsenteres dokumentarserien som en fortælling om både olieefterforskning og en historie om Grønlands betydning for fremtidig energisikkerhed.
Tv-værten er mere end en berømt medieperson. De seneste år har han opbygget tætte forbindelser til Donald Trump og hans stab gennem interviews, offentlige optrædener og besøg på Mar-a-Lago – Trumps resort i Palm Beach i Florida.
“Jeg synes, det er meget bemærkelsesværdigt og også ret usædvanligt, at en olievirksomhed, der skal undersøge undergrunden i Grønland, synes det er nødvendigt at hive en af USA’s største og mest velkendte tv-personligheder ind over”, siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Med millioner af seere, mange blandt konservative amerikanske vælgere, kan Dr. Phil være med til at placere Greenland Energys fortælling om energiforsyning og sikkerhed centralt i den amerikanske debat og gøre USA “great again”, vurderer Rasmus Sinding Søndergaard:
“Det er ret “Trumpsk”, fordi han jo opbyggede sit brand og imperium med realityprogrammer, og Dr. Phil falder ned i den samme kasse – han er en nærmest absurd figur, der har en enorm tiltrækningskraft på enormt mange mennesker”.
Jakob Dreyer mener, at samarbejdet med TV-kendissen ikke bare handler om at legitimere oliejagten, men også skal ses som et forsøg på at placere Greenland Energys projekt tættere på de politiske og sikkerhedsmæssige interesser, som Trump fortsat grad knytter til Grønland.
“Dr. Phil-samarbejdet viser, at selskabet er klar til at bruge betydelige ressourcer på at sælge en fortælling særligt til Trumps støtter om USA som en både energipolitisk og arktisk stormagt. Den fortælling ræsonnerer med Trump-administrationens egen heroisering af fossil energi”, siger Jakob Dreyer.
Anne Merrild mener, at Dr. Phil som eksponent for Greenland Energy er et forsøg på at skabe politisk opmærksomhed i USA.
“Det er et udtryk for, at kampen om Grønlands ressourcer i stigende grad også er en kamp om offentlig opmærksomhed og politisk legitimitet”, siger hun.
Hun peger på, at det samtidig er vigtigt at skelne mellem den politiske fortælling og den praktiske virkelighed.
“Selv hvis der er betydelige olieforekomster i Østgrønland, er der stadig meget langt fra ambitioner og medieopmærksomhed til reel produktion,” siger Anne Merrild.
Grønlandsk olie passer ind i Trumps energipolitik
Optakten til samarbejdet med Dr. Phil udfoldede sig tre uger efter børsnoteringen, hvor Donald Trump tilføjede et nyt politisk kapitel til fortællingen om, at Grønlands olie og USA sikkerhedsmæssige interesser er to sider af samme sag.
Trump erklærede nemlig, at han ville “forny amerikansk dominans som global leder inden for olie- og gasproduktion”.
Og han bakkede d. 20. april det op med at udstede tre nye direktiver, der giver præsidenten mulighed for at fremskynde og finansiere energiprojekter uden om embedsapparatets normale beslutningsprocesser.
Dermed fik Robert Price og Larry Swets næring til forretningen, fordi USA’s nationale sikkerhed dermed blev et spørgsmål om sikring af energiforsyning – netop det som Greenland Energy overfor investorer hævder, at Greenland Energy snart kan levere.
Robert Price har sammenlignet potentialet med et af USA’s største oliefund nogensinde, Prudhoe Bay-feltet i Alaska. Han håber at finde mere end 13 milliarder tønder olie i den østgrønlandske undergrund.
Trumps særlige udsending, Jeff Landry bekræfter interessen
I kølvandet på erhvervskonferencen Future Greenland, der blev afholdt d. 19. maj i Nuuk, fik Greenland Energy også politisk opbakning fra Trumps særlige udsending, Jeff Landry,
Jeff Landry er staten Louisianas republikanske guvernør som den amerikanske præsident har udpeget specifikt til opgaven om at finde en vej til amerikansk kontrol over Grønland.
På Fox News den 22. maj hævdede Landry, at Grønland vil være i stand til at eksportere to millioner tønder olie om dagen, hvis Grønland indgår en aftale med USA.
“Vi kunne vitterligt have de tønder i produktion inden for cirka 10 måneder,” sagde Landry.
Selv om udsagnet, ifølge eksperter, forekommer svært at forene med realiteterne med olieudvinding i Grønland, illustrerer det, hvordan grønlandsk olie i stigende grad bliver set som en strategisk nødvendighed af folk helt tæt på Trump, påpeger eksperterne.
















