En ny rapport fra organisationen Worker Rights Consortium (WRC) peger nu på, at det særligt er tekstilarbejderne, de allerfattigste i varekæden, der er endt med at betale.
Udbredt sult
Worker Rights Consortium, der overvåger arbejdsforhold på tekstilfabrikker for amerikanske universiteter, har interviewet næsten 400 tekstilarbejdere fra ni lande, som producerer tøj for nogle af verdens bedst kendte brands.
Af dem siger knap 80 procent, at de har sultet på et tidspunkt siden pandemiens udbrud, mens mere end en tredjedel siger, at de nu ugentligt oplever ikke at have nok at spise.
I september, da interviewene blev lavet, havde knap fire ud af ti af de adspurgte mistet deres arbejde i forbindelse med de mange aflyste ordrer og lukkede fabrikker. 60 procent af de interviewede var stadig ansat på fabrikker, der leverer til udenlandske tøjmærker, men de arbejdere havde i gennemsnit oplevet en lønnedgang på 21 procent i løbet af det halve år, som pandemien på det tidspunkt havde raset.
“De fleste arbejdere er i øjeblikket ikke i stand til at brødføde sig selv og deres familier, og den situation ser kun ud til at blive værre”, siger Penelope Kyritsis, leder af WRC’s researchafdeling og medforfatter til rapporten, til Danwatch.
De interviewede tekstilarbejdere kommer fra så forskellige steder som Myanmar, Cambodja, Bangladesh, Indien, Indonesien, Lesotho, Etiopien, Haiti og El Salvador. Alligevel oplever de meget sammenlignelige konsekvenser af corona-krisen, siger Penelope Kyritsis. For eksempel gælder det 75 procent af de adspurgte, at de har taget lån og er blevet mere forgældede, siden pandemiens start.
“Hele vejen rundt er det tekstilarbejderne i bunden af forsyningskæden, der betaler en meget høj pris for de store brands’ uansvarlige praksis. Tøjindustrien burde ellers være mere end økonomisk i stand til at sikre, at arbejdere langs deres forsyningskæder ikke overlades til at sulte”, siger hun.
Siver ned i bunden af kæden
Efter kritik i medierne er en række tøjmærker i løbet af året gået med til at betale deres leverandører for deres aflyste ordrer. Men en analyse fra Penn State Universitys Center for Global Workers Rights og Worker Rights Consortium konkluderede for nyligt, at leverandører stadig mangler omkring 16 milliarder dollars fra vestlige modebrands’ aflyste bestillinger.
Ifølge Geert De Neve, der som professor i socialantropologi og sydasienstudier forsker i tekstilindustrien ved det britiske Sussex Universitet, tydeliggør corona-krisen de stærkt ulige magtforhold i tøjproduktionen – og dem bliver man nødt til at forstå, hvis man skal forstå arbejdsforholdene på verdens tøjfabrikker.
“Når de vestlige tøjmærker outsourcer produktionen, outsourcer de også en masse omkostninger og en masse risici til deres leverandører. Og de risici siver så ned og ender hos arbejderne i bunden af varekæden”, siger han.
Det ses, når de store mærker vil have ‘just-in-time’ leverancer af tøj, der skal produceres på rekordtid, så den passer til moden, hvilket betyder pludselige korttidsansættelser og store mængder overarbejde hos tekstilarbejderne.
Og det ses, når de store mærker kan aflyse deres egne ordrer fra den ene dag til den anden, og tekstilarbejderne af den grund må fyres eller gå ned i løn, forklarer Geert De Neve.
For mange gik all in på tøj
Mark Anner er professor i arbejds- og beskæftigelsesrelationer og direktør for Center for Global Workers’ Rights ved det amerikanske Pennsylvania State University. Under corona-krisens nedlukning har han fra sit hjem på den amerikansk østkyst siddet og gennemgået handelsdata og regnet på tekstilbranchens aflyste ordrer.
Det er der kommet en række rapporter ud af. Og spørger man professoren, så tegner de et billede af, at den ulige magtbalance mellem de store tøjmærker på den ene side og leverandører og tøjfabrikker på den anden er gået fra at være ”stærkt udtalt før pandemien til generelt at være blevet langt værre nu”.