Efter modebrands’ aflyste ordrer er sult blevet normalt blandt verdens tekstilarbejdere

Fabrikslukninger og lønnedgang betyder nu udbredt sult blandt verdens tekstilarbejdere, lyder det i ny rapport. De store tøjmærker har sendt regningen for corona-krisen videre til de fattigste i varekæden, vurderer eksperter.

Tekstilarbejdere i Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

Foto: USAID/Flickr

Derfor skal du bruge 7 minutter på denne artikel:

Det ulige magtforhold mellem de internationale brands og tøjfabrikkerne, de køber fra, er kun blevet større under coronakrisen. Ny rapport viser, at verdens tekstilarbejdere betaler en høj pris for tøjbranchens aflyste ordrer.

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Da coronakrisen spredte sig til hele verden i foråret, besluttede mange af verdens største tøjmærker at aflyse bestillinger fra deres leverandører i Sydøstasien, Afrika og Mellemamerika.

Europæiske og amerikanske brands som Topshop, Walmart, Urban Outfitters afbestilte ikke bare kommende leverancer men i høj grad også ordrer, som for længst var sat i produktion, og som leverandøren allerede havde betalt en række udlæg for.

Selvom tøjmærker og tekstilfabrikker havde underskrevet kontrakter, henviste de store brands til force majeure – corona var “en større kraft”; en hændelse, som ingen havde indflydelse på, og som ikke kunne forudsiges. Derfor kunne de store mærker ikke overholde deres kontrakter. Og derfor lå regningen på et tocifret milliardbeløb i aflyste ordrer tilbage hos leverandørerne og tøjfabrikkerne i lande som Bangladesh, Cambodja og Indien.

Tøjindustrien burde ellers være mere end økonomisk i stand til at sikre, at arbejdere langs deres forsyningskæder ikke overlades til at sulte

Penelope Kyritsis, Worker Rights Consortium

En ny rapport fra organisationen Worker Rights Consortium (WRC) peger nu på, at det særligt er tekstilarbejderne, de allerfattigste i varekæden, der er endt med at betale.

Udbredt sult

Worker Rights Consortium, der overvåger arbejdsforhold på tekstilfabrikker for amerikanske universiteter, har interviewet næsten 400 tekstilarbejdere fra ni lande, som producerer tøj for nogle af verdens bedst kendte brands.

Af dem siger knap 80 procent, at de har sultet på et tidspunkt siden pandemiens udbrud, mens mere end en tredjedel siger, at de nu ugentligt oplever ikke at have nok at spise.

I september, da interviewene blev lavet, havde knap fire ud af ti af de adspurgte mistet deres arbejde i forbindelse med de mange aflyste ordrer og lukkede fabrikker. 60 procent af de interviewede var stadig ansat på fabrikker, der leverer til udenlandske tøjmærker, men de  arbejdere havde i gennemsnit oplevet en lønnedgang på 21 procent i løbet af det halve år, som pandemien på det tidspunkt havde raset.

“De fleste arbejdere er i øjeblikket ikke i stand til at brødføde sig selv og deres familier, og den situation ser kun ud til at blive værre”, siger Penelope Kyritsis, leder af WRC’s researchafdeling og medforfatter til rapporten, til Danwatch.

De interviewede tekstilarbejdere kommer fra så forskellige steder som Myanmar, Cambodja, Bangladesh, Indien, Indonesien, Lesotho, Etiopien, Haiti og El Salvador. Alligevel oplever de meget sammenlignelige konsekvenser af corona-krisen, siger Penelope Kyritsis. For eksempel gælder det 75 procent af de adspurgte, at de har taget lån og er blevet mere forgældede, siden pandemiens start.

“Hele vejen rundt er det tekstilarbejderne i bunden af forsyningskæden, der betaler en meget høj pris for de store brands’ uansvarlige praksis. Tøjindustrien burde ellers være mere end økonomisk i stand til at sikre, at arbejdere langs deres forsyningskæder ikke overlades til at sulte”, siger hun.

Siver ned i bunden af kæden

Efter kritik i medierne er en række tøjmærker i løbet af året gået med til at betale deres leverandører for deres aflyste ordrer. Men en analyse fra Penn State Universitys Center for Global Workers Rights og Worker Rights Consortium konkluderede for nyligt, at leverandører stadig mangler omkring 16 milliarder dollars fra vestlige modebrands’ aflyste bestillinger.

Ifølge Geert De Neve, der som professor i socialantropologi og sydasienstudier forsker i tekstilindustrien ved det britiske Sussex Universitet, tydeliggør corona-krisen de stærkt ulige magtforhold i tøjproduktionen – og dem bliver man nødt til at forstå, hvis man skal forstå arbejdsforholdene på verdens tøjfabrikker.

“Når de vestlige tøjmærker outsourcer produktionen, outsourcer de også en masse omkostninger og en masse risici til deres leverandører. Og de risici siver så ned og ender hos arbejderne i bunden af varekæden”, siger han.

Det ses, når de store mærker vil have ‘just-in-time’ leverancer af tøj, der skal produceres på rekordtid, så den passer til moden, hvilket betyder pludselige korttidsansættelser og store mængder overarbejde hos tekstilarbejderne.

Og det ses, når de store mærker kan aflyse deres egne ordrer fra den ene dag til den anden, og tekstilarbejderne af den grund må fyres eller gå ned i løn, forklarer Geert De Neve.

For mange gik all in på tøj

Mark Anner er professor i arbejds- og beskæftigelsesrelationer og direktør for Center for Global Workers’ Rights ved det amerikanske Pennsylvania State University. Under corona-krisens nedlukning har han fra sit hjem på den amerikansk østkyst siddet og gennemgået handelsdata og regnet på tekstilbranchens aflyste ordrer. 

Det er der kommet en række rapporter ud af. Og spørger man professoren, så tegner de et billede af, at den ulige magtbalance mellem de store tøjmærker på den ene side og leverandører og tøjfabrikker på den anden er gået fra at være ”stærkt udtalt før pandemien til generelt at være blevet langt værre nu”.

De store tøjmærker kunne hele tiden flytte produktionen et nyt sted hen og spille landene og deres fabrikker ud mod hinanden for at presse priserne ned

Mark Anner, PennState Universitetets Center for Global Workers’ Rights

Grundlæggende mener Mark Anner, at man skal årtier tilbage for at forstå de ekstraordinært skæve magtforhold i industrien. Op igennem 1990’erne og 2000’erne stod Verdenshandelsorganisationen WTO og en række vestlige stater i spidsen for liberaliseringer af kvotesystemer for tekstiler, samtidig med at en række magtfulde institutioner tilskyndede mange udviklingsøkonomier til at eksportere tøj. 

IMF, Verdensbanken og USAID pegede blandt andet på, at de såkaldte asiatiske tigerøkonomier – Sydkorea, Singapore, Hongkong og Taiwan – igennem 1980’erne havde skabt høje økonomisk vækstrater ved at eksportere tekstiler. Og derfor ansporede man nu flere og flere lande – langt, langt flere end de fire førnævnte økonomier – til at begynde at eksportere tøj, som et naturligt skridt op ad en slags udviklingsstige.

”Så da Myanmar liberaliserer deres økonomi, siger man: ’hey, gå all in på tøj!’ Og da Etiopien gennemgår reformer, lyder det fra de store institutioner: ’Uh, begynd at lav tøj!’”, siger Mark Anner.

”Men der blev allerede produceret alt for meget tøj i mange andre lande. Så det blev et købers marked. De store tøjmærker kunne hele tiden flytte produktionen et nyt sted hen og spille landene og deres fabrikker ud mod hinanden for at presse priserne ned”, siger han.

Tør aldrig lægge sag an

Mark Anner peger på, at en række jurister og organisationer vurderer, at de store tøjmærker i flere tilfælde har brudt deres egne kontrakter med deres leverandører, da de uden varsel aflyste deres ordrer under corona-krisen med henvisning til, at pandemien var force majeure. Hvis en virksomhed bryder sin egen kontrakt, ville man måske forestille sig, at leverandøren bare lægger sag an ved en domstol, siger han.

“Men her er magtforholdet så ulige, så alle ved, at det kommer tekstilfabrikkerne aldrig til at gøre. For selv hvis de skulle vinde sagen, så ved de, at de så måske aldrig får en ordre fra det tøjmærke igen – og måske heller ikke fra andre tøjmærker, der nu ser dem potentielle ballademagere”, siger Mark Anner.

Magtkonsolidering og desperation

I stedet står tøjmærker og leverandører bare i en endnu dårligere forhandlingssituation i forhold til tøjmærkerne nu.

Selvom corona-krisen også har betydet, at en række af de internationale brands har fået økonomiske knubs eller er gået fallit, så har krisen nemlig også konsolideret magten hos en række af de allerstørste spillere på området. Walmart og Amazon er eksempelvis stadig udelukkende kommet styrket gennem krisen, understreger han.

Og på den anden side er flertallet af tekstilfabrikker og leverandører nu blevet så desperate, at de på det seneste er blevet tvunget til at acceptere priser for leverancer, som ligger decideret under deres egne omkostninger til produktionen. Det viser en rapport fra oktober 2020, som Mark Anner også har været med til at forfatte

”Flere fabrikker får nu tilbudt priser, der kun dækker 90 procent af, hvad de allerede betaler for husleje, elektricitet, arbejdslønninger og så videre. Og de ender med at sige ja, fordi situationen er så meget værre, hvis de slet ingen ordrer får”, siger han.

Og det er så ofte her, at fabriksledelserne siger til arbejderne, at de må gå ned i løn, eller at de skal arbejde 10 procent hurtigere, hvis de vil beholde deres jobs, forklarer Mark Anner. For i mange af de tekstilproducerende lande er der også tilpas stor arbejdsløshed til, at de ansatte let kan erstattes og dermed også står i en meget ulige forhandlingsposition overfor industrien.

”Det er det andet meget ulige magtforhold – mellem fabrikkerne og de ansatte. Og sådan ender du altså med, at næsten 80 procent af tekstilarbejderne i dag er underernærede”, siger han.

Hjælp os med at bringe dig tættere på verden

På Danwatch sætter vi ikke bare tingene ind i en større sammenhæng. Vi sætter også dig ind i en større sammenhæng. Vi laver journalistik, der forbinder dig til verden ved at se nærmere på de forhold, vores fødevarer, tøj og teknologi bliver til under. Og vi perspektiverer det til de grundlæggende problemer, det skaber for sårbare mennesker, vores miljø og vores klima.

Vi tror på, at alle skal have fri adgang til kritisk journalistik, der forbinder os til verden. Derfor har vi som et af de eneste medier i Danmark valgt, at vores journalistik skal være gratis. Det holder vi fast i, selvom nedlukningen af vores samfund også har store økonomiske konsekvenser for os.

Vi tror på, at vores journalistik skal være uafhængig af økonomiske og politiske interesser. Vi mener ikke, vi troværdigt og kritisk kan dække danske virksomheder og samtidig være økonomisk afhængige af dem. Derfor er Danwatch fri for annoncer. Det betyder, at du kan læse uden at blive forstyrret, og at vi har friheden til at udfordre de rige og magtfulde.

Danwatch har kun kunnet forblive uafhængige, kritiske, gratis og annoncefri, fordi vi får støtte fra fonde, donorer og støttemedlemmer. Nu mere end nogensinde har vi også brug for din hjælp. Støt Danwatch med et en enkelt donation eller et fast månedligt beløb.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.