Forrige tirsdag protesterede ansatte foran det danske stjerne-arkitektfirma BIG’s kontor i London sammen med deres fagforening i Storbritannien. Demonstranternes krævede at virksomheden anerkender deres fagforening, og der blev blandt andet råbt “Shame on BIG!”
De tre bogstaver står for Bjarke Ingels Group. Firmaet er kendt for bygninger i glat beton og glas i næsten alle slags former og har kontorer over hele verden – fra London til New York og Shanghai. I 2024 havde tegnestuen en global omsætning på over en milliard kroner, og i Storbritannien indberettede BIG et overskud på over 2,2 millioner britiske pund. Det svarer til lidt mere end 19 millioner kroner.
Undervejs i demonstrationen kom en af dansk arkitekturs topchefer ud af kontorbygningen i London. Hun havde sin telefon rettet mod demonstranterne og filmede dem, mens hun gik rundt om dem. Det viser flere videoer, som Danwatch er i besiddelse af.
Privatoptagelser fra demonstrationen foran BIG’s kontor i London tirsdag den 3. februar.
Kvinden med telefonen er BIG’s direktør Sheela Maini Søgaard. Hun blev kåret som årets leder af den danske fagforening Lederne i 2022. Dengang lød det fra et af jurymedlemmerne:
“Under hendes ledelse trives medarbejderne og tilskyndes til at lade kreativiteten blomstre vildt.”
Nu har hun og ledelsen dog været i konflikt med ansatte på kontoret i London i snart tre måneder, lyder det fra Joseph Elbourn.
Han er repræsentant for Section of Architectural Workers – også kaldet SAW – der er arkitekternes undergren af den britiske fagforening Unite the Union.
Stor fyringsrunde på trapperne efter aflyst projekt
Protesterne mod ledelsen begyndte ifølge Joseph Elbourn, da BIG annoncerede en stor fyringsrunde omkring 1. december sidste år.
“BIGs største projekt i London, som beskæftigede omkring halvdelen af tegnestuens i alt 203 medarbejdere, blev desværre stoppet med øjeblikkelig virkning i november 2025,” forklarer BIG til Danwatch.
Virksomheden oplyser, at i alt 76 ansatte vil blive berørt.
Ifølge Joseph Elbourn er fyringsrunden udtryk for det, han kalder en “hyr og fyr-kultur”, som han mener er typisk for store selskaber i byggebranchen:
“De her selskaber, som gennemfører masseafskedigelser i slutningen af projekter, får altid gevinsten, mens vi (ansatte, red.) forventes at tage risikoen. Det forventes at vi går, når projektet ryger,” siger han og tilføjer:
“Byggeindustrien i det her land, især i London, tjener millioner og milliarder. Alligevel er vi (arkitekter, red.) nogle af de dårligst betalte i sektoren og har nogle af de mest skrøbelige kontrakter.”
Joseph Elbourn beskylder også BIG for at føre en uigennemsigtig proces, som han mener balancerer på kanten af den britiske arbejdslovgivning. Fagforeningen, der er en af Storbritanniens største, oplyser desuden, at de har modtaget flere rapporter om intimidering af ansatte, som har engageret sig med fagforeningen.
Som eksempel nævner Joseph Elbourn Sheela Maini Søgaards opførsel under demonstrationen:
“At gå ud og filme de ansatte, som gik ud i en helt lovlig protest og helt lovligt udtrykte utilfredshed med ledelsen, det mener jeg er en form for intimidering.”
Arkitektfirmaet skriver til Danwatch: “BIG vil aldrig begrænse medarbejderes ret til at være medlem af en fagforening, og vi er vant til at samarbejde med fagforeninger fra vores tegnestue i Danmark.”
I en personlig kommentar skriver Sheela Maini Søgaard:
“Det er korrekt, at jeg befandt mig på London-kontoret under demonstrationen. Jeg filmede kort bannere og Unite the Unions budskaber for at kunne orientere BIGs bestyrelse, som ikke var til stede. Meningen med at dokumentere 3-4 minutter af den timelange demonstration var ikke at intimidere medarbejdere eller andre. Jeg er naturligvis ked af, hvis det er blevet opfattet sådan.”
Opfordring til fagforeningsanerkendelse
Ifølge Joseph Elbourn har de ansatte flere gange anmodet arkitektfirmaet om at anerkende den britiske fagforening, så en fagforenings-repræsentant officielt vil blive konsulteret i forbindelse med afskedigelserne.

BIG har endnu ikke formelt anerkendt en fagforening i Storbritannien, oplyser virksomheden, som tilføjer:
“Vi har udtrykt, at det står enhver medarbejder frit at søge rådgivning hos en fagforening og at tage en fagforeningsrepræsentant med til individuelle møder.”
At medarbejderne nu kan tage fagforeningsrepræsentanter med til møder betyder dog ikke, at fagforeningen officielt vil blive konsulteret og får formel indflydelse i fyringsrunden. Det forklarer professor i arbejdsret ved Edinburgh Universitet David Cabrelli.
“Når en arbejdsgiver foreslår at afskedige mere end 20 medarbejdere, medfører det juridiske krav til arbejdsgiveren om at informere og derefter konsultere repræsentanter (for medarbejderne, red.)”, siger han og tilføjer:
“Hvis der ikke er nogen fagforening, som er anerkendt af arbejdsgiveren, så vil det ikke være fagforeningens repræsentanter, der bliver informeret og konsulteret.”
I stedet er der “valgt 12 repræsentanter, som indgår i dialog med ledelsen i den igangværende proces,” skriver BIG til Danwatch, som tilføjer, at virksomheden generelt “har fulgt alle markedets foreskrevne regler.”
Tilbud om frivillig fratrædelsesordning og en mødeinvitation
Ifølge Joseph Elbourn fra arkitekternes gren af Unite the Union har medarbejderne dog opnået to ting med deres protester:

“Den største succes ved demonstrationen, og at vi er gået til pressen, er, at ledelsen nu har bekræftet, at de vil tilbyde minimum to måneders løn til dem, der bliver afskediget – hvis de frivilligt tager imod tilbuddet,” siger han.
Dette tilbud bekræfter BIG til Danwatch.
Joseph Elbourn mener dog, at aftalen bliver tilbudt på et urimeligt vilkår:
“Første gang vores advokater så tilbuddet var sent onsdag aften (i sidste uge, red.), og man forventede, at de ansatte underskrev det mandag (i denne uge, red.).
Vejledningerne i Storbritannien siger, at parterne skal have ti dage til at overveje. De har nu rykket deadline for at underskrive til fredag, hvilket stadig er mindre end ti dage,” siger han og tilføjer:
“Det virker måske som en lille ting, men det er repræsentativt for, hvordan hele processen har været: De er meget mere interesserede i at haste tingene igennem end at følge de rette procedurer.”
Som svar til dette skriver BIG:
“Ordningen blev første gang kommunikeret til medarbejderne den 2. februar 2026. Medarbejderne har dermed haft samlet 18 dage til at gennemgå tilbuddet.”
Professor bider mærke i dato
Joseph Elbourn oplyser også, at SAW nu har modtaget en mødeinvitation fra BIG for at drøfte en eventuel anerkendelse af fagforeningen:
“De har tilbudt os et møde om det, men det var med det forbehold, at det skulle være efter, at afskedigelserne havde fundet sted – og tidligst i april.”
At mødet ikke afholdes før april, bider professor i arbejdsret David Cabrelli særligt mærke i.
Han forklarer, at som loven er i Storbritannien lige nu, kræver det en længere proces, hvis de ansatte og fagforeningen vil forsøge at gennemtvinge anerkendelse. De skal først ansøge om det hos et juridisk organ, der hedder Central Arbitration Committee – Det Centrale Voldgiftsnævn på dansk. Derefter skal de afholde en afstemning, hvor mere end 40 procent af medarbejderne skal afgive en stemme.
“Det er en ret lang proces, og kun hvis Det Centrale Voldgiftsnævn er tilfreds, vil de tvinge arbejdsgiveren til at anerkende fagforeningen,” siger han.
Dette ændrer sig dog fra 6. april i år. For Storbritanniens regering har netop vedtaget en ny lov:
“Fra 6. april vil proceduren – på grund af lovændringen – være meget enklere. Fagforeningen vil vinde ved et simpelt flertal, og så vil Det Centrale Voldgiftsnævn være nødt til at tvinge en anerkendelse igennem”, forklarer David Cabrelli.
“Under de nye regler er de (BIG, red.) nødt til at forholde sig til fagforeningen. De ved, at de skal afskedige de 76 ansatte før 6. april, så kan de undgå at konsultere fagforeningen om afskedigelserne.”

På den baggrund kalder David Cabrelli BIG’s invitationer til fagforeningen for et slags “figenblad”:
“Det er ret smart, det, som det danske arkitektfirma gør. De lader fagforeningen komme med til konsultationsmøderne, men ikke som fagforeningsrepræsentant med henblik på konsultation i henhold til lovgivningen. Men som et tegn på god vilje, fordi de ved, at fra april, så skal de forholde sig til dem.”
“Vi tager naturligvis til det møde og håber, at vi kan finde ud af det med en fælles frivillig aftale”, siger Joseph Elbourn.
BIG skriver til Danwatch, at “en formel anerkendelse af en fagforening indebærer en selvstændig og grundig proces, som vi ønsker at håndtere ordentligt og i overensstemmelse med gældende regler.”
Virksomheden oplyser, at de i skrivende stund er ved at afslutte 51 frivillige opsigelser på baggrund af den tilbudte fratrædelsespakke.
BIG har endnu ikke bekræftet, hvilket projekt tegnestuen har mistet. Ifølge mediet Architects Journal er der tale om et stort Dødehavsresort i Saudi Arabien. Her har BIG været involveret i megaprojektet Red Sea Global, som ifølge kilder vil afbryde byggeriet senere i år, skriver mediet New Straits Times.









