Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Den syge laks
- Danwatch undersøger verdens største producenter af laks. Millioner af laks dør årligt i industriens havbrug, inden de nogensinde når slagteriet.
- Industrilaksene rammes af parasitter, og millioner dør af de hårde behandlinger. De, der overlever hele vejen til din tallerken, lider og lever et miserabelt liv.
- Havbrug i Skotland og Norge rammes af rømninger, hvor tusindvis af syge industrilaks slipper ud. Det medfører genetisk forurening, der truer vildlaksen og økosystemerne.
Det er ikke blot nogle enkelte, uheldige hændelser, men et dybere systemisk svigt, der ligger bag en række sager om brud på dyrevelfærden hos den norske laksegigant Mowi.
Det slår en ny rapport fast i så klare vendinger, at danske banker, der har investeret milliarder i laksekoncernen, nu har taget kontakt til Mowi for at få en forklaring.
Ifølge revisionsrapporten fra den 27. april, udgivet af de norske myndigheder, har Mowi generelt ikke styr på de systemer, der skal forhindre brud på dyrevelfærdsregler.
“Mange overskridelser af grænseværdier for lakselus, velfærdsmæssige hændelser og flere påbud viser, at risikostyringssystemet ikke i tilstrækkelig grad vægter det forebyggende arbejde”, skriver Mattilsynet i rapporten.
Kritikken kommer efter flere alvorlige sager om dyrevelfærd. Som Danwatch tidligere har beskrevet, har sagerne medført en politianmeldelse af Mowi for grove overtrædelser af reglerne.
Mowis direktør for Governmental and Public Affairs, Ola Helge Hjetland, er ikke helt enig i kritikken.
“Vi forholder os til konklusionerne i rapporten, samtidig med at vi på enkelte områder har en anden faglig vurdering”, siger Ola Helge Hjetland.
“Overordnet mener vi, at kritikken primært handler om forbedringspunkter og ikke om egentlige afvigelser. Vi vil naturligvis arbejde konstruktivt sammen med tilsynet for at lukke den ene afvigelse”, siger han.
Rapporten fastslår, at Mowi fortsat bryder reglerne, og virksomheden formår ikke at iværksætte konkrete tiltag. De mange sager er dermed ikke enkeltstående hændelser, men system- og ledelsesfejl ifølge Mattilsynet.
Den aktuelle rapport og den nylige politianmeldelse har fået Nordeas alarmklokker til at ringe, og banken skærper nu tonen over for Mowi og har bedt om et møde om sagen.
“Vi har anmodet om et møde”
“Vi har anmodet om et møde med selskabet (Mowi, red.) inden for de kommende uger, og udfaldet af den drøftelse vil danne grundlag for, hvordan vi som aktive ejere kan påvirke selskabet”, oplyser presseafdelingen i Nordea Danmark til Danwatch.
Nordea har investeret over to milliarder kroner i Mowi, og et dårligt omdømme og eventuelle bøder kan påvirke værdien af investeringen. Banken, der nu benytter sin magt som aktionær, har tidligere været i dialog med virksomheden om lakseindustriens metoder.
“I Nordea har vi de seneste år haft et dedikeret program for engagement med akvakultursektoren. Vi har haft en aktiv dialog med Mowi som led i vores aktive ejerskab i selskabet siden 2023”, skriver Nordea i en mail til Danwatch.
Nordea oplyser, at de også generelt oplever forbedringer i forhold til den høje dødelighed blandt opdrætslaks, men at der er store regionale forskelle.
“Selvom dyrevelfærd ikke er adresseret eksplicit i vores politik, går vi løbende i dialog med virksomheder på basis af dyrevelfærds-problematikker”, oplyser Nordea til Danwatch.
Samtaler med globale investorer sker løbende hos Mowi, men virksomheden vil ikke fortælle, hvad de handler om.
“Mowi holder løbende møder med investorer, banker og andre interessenter, men vi kan naturligvis ikke gå nærmere ind i indholdet eller udfaldet af disse møder”, siger Ola Helge Hjetland.
Også Danske Bank vil tage dyrevelfærdssagen op med Mowi.
“Vi er opmærksomme på situationen og planlægger at gå i dialog med selskabet på fremtidige investormøder for at følge op på sagens udvikling”, oplyser Danske Banks afdeling for kapitalforvaltning via pressekorpset i banken, som Danwatch har været i kontakt med.
PFA: Vi er i dialog med Mowi
PFA, Danmarks største pensionskasse, overvejer også tiltag mod Mowi. PFA har investeret over 100 millioner i den norske laksekoncern.
“Vi har ikke en selvstændig politik for dyrevelfærd, men forventer generelt at selskaber overholder gældende lovgivning og de internationale standarder”, siger PFA’s direktør for ESG Investments & Products, Rasmus Bessing.
Han oplyser, at PFA allerede indgår i et dialogprogram med Mowi om udfordringer på biodiversiteten fra akvakultur, hvor Mowi er den største globale aktør.
PFA overvejer at udvide dialogen til også at handle om de seneste brud på dyrevelfærd.
“Politianmeldelsen af Mowi for overtrædelse af regler for dyrevelfærd er ikke en sag, som har udløst ejerskabsdialog endnu. Det kan dog ske fremadrettet afhængigt af sagens videre forløb”, siger Rasmus Bessing.














