Åbner i en ny fane
Fødevarer16/03/2026

Danske fiskefarme har i årevis brugt farlige stoffer i havmiljøet i strid med reglerne

I mere end ti år har danske havbrug benyttet kobberholdige imprægneringsmidler, som kan være højst skadelige for det i forvejen pressede havmiljø, uden godkendelse fra myndighederne. Helt uacceptabelt, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.
BB
Faresymboler fra sikkerhedsdatabladet for kobberholdige produkter, som danske havbrug ulovligt har brugt i havmiljøet i ti år. Illustration: Louise Kock. Foto: Pexels
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Den syge laks

  • Danwatch undersøger verdens største producenter af laks. Millioner af laks dør årligt i industriens havbrug, inden de nogensinde når slagteriet.
  • Industrilaksene rammes af parasitter, og millioner dør af de hårde behandlinger. De, der overlever hele vejen til din tallerken, lider og lever et miserabelt liv.
  • Havbrug i Skotland og Norge rammes af rømninger, hvor tusindvis af syge industrilaks slipper ud. Det medfører genetisk forurening, der truer vildlaksen og økosystemerne.

Kobberbaserede kemikalier er gennem en årrække blevet anvendt ulovligt uden påkrævet godkendelse på flere danske havbrug med opdræt af ørred.

Det afslører en række dokumenter fra Miljøministeriet, som Danwatch har fået indsigt i. 

Sagen vækker nu stor bekymring, fordi for høj koncentrationen af kobber ifølge eksperter kan være direkte alarmerende for havets økologiske tilstand. Især i de områder, hvor havet allerede er belastet.

Det drejer sig om produkterne Netwax NI Gold, som produceres af virksomhed Netkem AS, og AquaNet Ultra fra producenten Steen-Hansen. 

Produkterne, der produceres i Norge, anvendes til at forhindre alger, tang, muslinger og andre organismer i at gro fast på nettene.

De er lovlige i EU, men det kræver en national godkendelse i Danmark for at benytte dem. Stofferne kan nemlig være skadelige, og derfor er det afgørende, at myndighederne vurderer, om de kan bruges sikkert under danske miljøforhold.

Men den godkendelse er aldrig søgt eller givet af myndighederne. 

Brugen af de ikke-godkendte imprægneringsmidler i Danmark er derfor i strid med den såkaldte Biocidforordning, der regulerer brugen af skadelige kemiske midler, herunder tungmetaller som for eksempel kobber. 

Først i 2025, hvor Miljøstyrelsen bliver opmærksom på sagen, stopper myndighederne brugen af midlerne i Danmark.

I et brev dateret 16. maj sidste år til de norske leverandører fastslår Miljøstyrelsens kemikalieinspektion, at produkterne hverken er godkendt eller søgt godkendt i Danmark.

Miljøstyrelsen skriver: “Det er derfor ulovligt at sælge og anvende produktet i Danmark” og indskærper, at salget til danske brugere skal “standses straks”.

Også de danske havbrug har modtaget skrivelser fra styrelsen om den ulovlige anvendelse af produkterne, som fremover skal ophøre i Danmark. Produkterne må dog fortsat anvendes i andre lande, hvorefter nettene kan transporteres til Danmark.

FAKTA

Havbrug i danske farvande

Der er 19 danske havbrug – ejet af seks virksomheder: AquaPri, Musholm, Pedersen Line og Snaptun Fisk Export.

Note: Placeringerne er omtrentlige
Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Høje koncentrationer af kobber

Produkterne, som er benyttet til vedligehold af net i danske havbrug siden 2014, er samme type, som har medført høje miljøskadelige koncentrationer af kobber i og omkring norske laksehavbrug. 

En ny undersøgelse viser, at brug af netop kobberholdige produkter har ført til “svært dårlig miljøtilstand” i flere norske fjorde.

“Hvis det er korrekt, at danske havbrug har anvendt ikke-godkendte kobberholdige produkter til imprægnering af net, så er det helt uacceptabelt”, siger Maria Reumert Gjerding, som er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Det er havbrugene selv, der skal måle og indrapportere koncentrationerne af kobber ved og omkring havbrugene. 

I 2019 brugte for eksempel virksomheden Musholm 1.124 kilo kobber fra godt 5.000 kilo imprægneringsmiddel. I Musholms egenrapportering fra 2024, altså fem år senere, fremgår det, at de stadig udleder kobberforbindelser. 

Alle ejere af de 19 danske havbrug er omfattet af sagen og har ifølge Miljøstyrelsen anvendt et af de ikke-godkendte kobberholdige produkter, der er tilladt i Norge men ikke i Danmark. 

Vandmiljø allerede i dårlig kemisk tilstand

Danwatch har fremlagt havbrugenes egne rapporteringer af kobbercentrationer for Martin Mørk Larsen,  seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og forsker i miljøfremmede farlige stoffer i det marine miljø. 

“Enkelte steder ligger kobberkoncentrationerne lige over den grænse på omkring 30 mg/kg, hvor man internationalt vurderer, at der kan begynde at opstå påvirkninger af sediment og bunddyr omkring havbrugene”, siger Martin Mørk Larsen og uddyber: 

“Det er i sig selv bekymrende, når koncentrationen af kobber ligger over eller på den tærskel. Og hvis området i forvejen er belastet af andre miljøproblemer, kan det være direkte alarmerende”, siger han. 

Søger man i Miljøstyrelsens tilstandsdata for marine og grundvand, fremgår det, at den samlede økologiske tilstand flere steder i nærheden af eksisterende havbrug er “ringe” eller ligefrem “dårlig”. Det samme gælder den kemiske tilstand, som er vurderet til “ikke-god” mange steder.

Det gælder for eksempel for Snaptun Fisk Exports anlæg i Horsens Fjord og ved Samsø samt Musholms anlæg ved Musholm Ø. 

Derudover har Miljøstyrelsen tidligere i første omgang afvist sammenlægninger af anlæg, blandt andet i As Vig, på grund af risikoen for kobber påvirkning i et vandmiljø, der allerede er i dårlig kemisk tilstand – som Martin Mørk Larsen netop peger på. Miljøstyrelsen har krævet yderligere undersøgelser. (*tilføjet).

“Hvis ulovlige produkter har kunnet anvendes siden 2014 uden konsekvenser, så rejser det jo et helt grundlæggende spørgsmål, om tilsynet overhovedet virker”, siger Maria Reumert Gjerding. 

Ingen miljøfaglig vurdering af konsekvenserne

De 19 danske havbrug er ejet af seks virksomheder. Seks er ejet af AquaPri, tre af Musholm, to af Pedersen Line og otte af Snaptun Fisk Export. 

Ingen af dem har ønsket at svare på Danwatchs henvendelser. I stedet udtaler brancheorganisationen sig samlet på vegne af hele branchen, oplyser René Christensen, direktør for Dansk Akvakultur. 

“De danske miljømyndigheder påpeger over for os, at der ikke vurderes at være skadelige virkninger i Danmark for menneskers eller dyrs sundhed eller en uacceptabel indvirkning på miljøet associeret med brug af imprægneringsmidlerne”, siger René Christensen. 

Dansk Akvakultur henviser til en mail fra Miljøstyrelsen, hvor der ikke vurderes at være skadelige virkninger. Danwatch har set mailen.

Men vurderingen er ikke baseret på en konkret miljøfaglig gennemgang af havbrugenes målinger. Den bygger alene på, at produkterne er godkendt i andre EU-lande.

I de dokumenter som Danwatch har indsigt i, oplyser Miljøstyrelsen, at “der ikke findes faglige vurderinger af resultaterne fra havbrugenes egenrapporteringer”. 

Desuden skriver Miljøstyrelsen, at de ikke har haft kontakt til laboratorier og andre, som foretager faglige miljøvurderinger. 

Dermed foreligger der ingen selvstændig miljøfaglig vurdering af, om brugen af midlerne har haft konsekvenser i Danmark.

René Christensen mener ikke, modsat Maria Reumert Gjerding, at sagen kræver nye undersøgelser. 

“Der bliver allerede taget sedimentprøver flere steder, og vi finder ikke, at der skulle være behov for yderligere miljøvurderinger, eftersom imprægneringsprocessen ikke længere er mulig i Danmark,” siger René Christensen.

*(16. marts 2026: Rettelse/tilføjelse: Miljøstyrelsen har ikke kategorisk afvist de nævnte sammenlægninger, men krævet yderligere undersøgelser).

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.