Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Den syge laks
- Danwatch undersøger verdens største producenter af laks. Millioner af laks dør årligt i industriens havbrug, inden de nogensinde når slagteriet.
- Industrilaksene rammes af parasitter, og millioner dør af de hårde behandlinger. De, der overlever hele vejen til din tallerken, lider og lever et miserabelt liv.
- Havbrug i Skotland og Norge rammes af rømninger, hvor tusindvis af syge industrilaks slipper ud. Det medfører genetisk forurening, der truer vildlaksen og økosystemerne.
Coop Danmark, der står bag Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount, mener ikke, at Danwatchs afsløring af brud på dyrevelfærdsregler samt optagelser af døende laks fra et Mowi-havbrug strider mod kædens egne etiske principper.
Danwatch kunne den 7. december fremvise billeder og videooptagelser fra et norsk kontrolbesøg hos Mowi, der er storleverandør af laks til danske dagligvarekæder. Optagelserne afslørede, hvordan tusindvis af syge laks blev presset sammen i et tætpakket område, mens ilten hurtigt slipper op.
På optagelserne var mange fisk livløse med bugen i vejret, mens de overlevende gispede desperat efter luft. I tusindvis ventede de på at blive pumpet op i slagtebåden Norwegian Gannet, som kort efter satte kurs mod Danmark med lasten.
Iltmangel og livløse fisk
Mowis håndtering af pumpningen strider direkte mod de norske regler for dyrevelfærd og akvakultur, som specifikt kræver, at iltniveauet kontrolleres, når laks presses sammen for at blive skibet til slagtning – også kaldet en trængning.
Optagelserne var så voldsomme, at Dyrevernalliansen i Norge gør sig kraftige overvejelser om, hvorvidt de skal politianmelde Mowi.
Selv har Mowi forklaret, at iltmanglen og de livløse fisk var et “yderst sjældent” tilfælde, der fandt sted efter et algeangreb – og det er en forklaring, som Coop køber ind på.
“I forhold til de billeder der refereres til, så er vi orienteret om, at de stammer fra et akut sygdomsudbrud, som blev håndteret og indberettet korrekt. Hvilket også er bekræftet af ASC (certificeringsordning for opdrættet fisk, red.), hvorfor hændelsen ikke har påvirket sitets ASC certificering,” skriver Coop.
Danwatch har sendt videooptagelser af de døde og gispende fisk og spurgt supermarkedskæden, om den vurderer, at høsten, der ses på billederne, kan forsvares i forhold til dyrevelfærdsloven. Men det får heller ikke Coop til at stille spørgsmål ved samarbejdet med den norske fiskegigant:
“Vi er fortsat i dialog med Mowi og udfører løbende audits, ligesom ved vores øvrige leverandører. Men på nuværende tidspunkt er vi ikke bekendte med forhold, hvor Mowi ikke lever op til vores generelle krav, som er beskrevet i vores leverandør Code of Conduct samt vores krav til dyrevelfærd”, siger ESG og bæredygtighedschef Trine Rubæk Olsen fra Coop Danmark.
Mattilsynet: Stemmer ikke med god dyrevelfærd
Den norske fødevarestyrelse, Mattilsynet, bekræfter lovbruddet i deres tilsynsrapport, hvor de skriver at “opdrætter (Mowi, red.) oplyste, at der ikke måles ilt (oksygen)”.
I en uddybende mail til Danwatch bekræfter Mattilsynet, at det er i strid med god dyrevelfærd.
“Ud fra billederne kan jeg ikke sige, om fisken i overfladen er død eller meget lidende. Uanset hvad, er det langt ud over, hvad jeg kender som normalt, og det stemmer ikke overens med kravene til god velfærd eller kravene ved slagtning af fisk”, skriver en talsperson fra tilsynet.
Den manglende kontrol med iltniveauet er en klokkeklar overtrædelse af reglerne, vurderer også Norges største dyrevelfærdsorganisation, Dyrevernalliansen.
“Når Mowi forsømmer at kontrollere iltniveauet, kan den norske storleverandør af laks til danskerne heller ikke overvåge fiskenes tilstand og “iværksætte nødvendige tiltag for at sikre fiskenes velfærd”, som det formuleres i loven.
“Kravet om iltmåling gælder altid, men bliver særligt vigtigt, når fiskene er syge. Når man arbejder med gællesvag fisk, er det helt afgørende, at vandet har tilstrækkeligt ilt, og at det overvåges og dokumenteres, så tiltag kan sættes ind hurtigt”, siger Monica Nordberg, fagrådgiver og fiskehelsebiolog for Dyrevernalliansen.
Hos Salling Group er man også i dialog med Mowi, selvom virksomheden afviser, at de sælger laks fra netop den omtalte farm.
“Vi har på nuværende tidspunkt ingen indikation af, at de nævnte hændelser kan relateres til de produkter, vi modtager. Det ændrer dog ikke ved, at vi forventer, at hele Mowi-koncernen har ordentlig praksis, når det gælder opdræt af fisk”, siger Christoffer Roslyng Green, pressekonsulent for Salling Group.
Han oplyser, at Salling er i dialog med Mowi og løbende følger op på dokumentationen.
“Det er afgørende for os at følge op på disse problemstillinger, da vores dyrevelfærdspolitik forpligter os til at sikre, at leverandører efterlever gældende lovgivning og de standarder, vi stiller. Vi monitorerer udviklingen tæt og vil iværksætte yderligere tiltag, hvis det bliver nødvendigt”, siger Christoffer Roslyng Green.
Mowi erkender, at fiskene var syge og derfor skulle slagtes, forklarer Ola Helge Hjetland, direktør for Governmental and Public Affairs hos Mowi, til Danwatch.
“På anlægget Rundereimstranda oplevede vi i efteråret en akut hændelse grundet alger eller mikromaneter i vandet. Sådanne algeangreb sker yderst sjældent, men når det opstår, går det desværre ud over fiskens velfærd, fordi den får problemer med gællerne. Vi besluttede øjeblikkeligt at aflive og slagte fisken så hurtigt som muligt”, siger Ola Helge Hjetland.
Ola Helge Hjetland mener, at hændelsen var uden for Mowis kontrol: “Sådanne hændelser er desværre uden for vores kontrol (syge fisk, red.), men det er vigtigt at håndtere dem på en så god måde som muligt. De ansatte på Rundereimstranda og vores samarbejdspartnere håndterede hændelsen meget godt”, siger han.
Den udlægning er Dyrevernalliansen lodret uenig i.
“Det er en uansvarlig drift fra ledelsen i Mowi: de svigter på risikostyring, de svigter på intern kontrol, de svigter på ansvar. Dermed står opdrættere ved netburet, som er tæt på fisken hver dag, tilbage med konsekvenserne af beslutninger truffet højere oppe i systemet – og fisken betaler prisen”, siger Monica Nordberg.















