Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Fodbold bag facaden
- Danwatch sætter fokus på fodboldens magtspil uden for banen og kigger nærmere på FIFA’s beslutninger, DBU og danske virksomheders dilemmaer - samt de aktører, som i disse år forsøger at vinde indflydelse i verdens største sportsgren.
- VM i 2026 viste, at politiske spørgsmål i høj grad er forbundet med fodbolden, og med de kommende to slutrunder - 2030 i Marokko, Spanien og Portugal og 2034 i Saudi-Arabien - tyder intet på, at det vil ændre sig.
- Fra værtskaber og sponsorater til menneskerettigheder og staters imagepleje bliver fodbolden i stigende grad en arena, hvor politiske interesser udspiller sig, og hvor sport, politik og økonomi smelter sammen.
Frem til 2026 har DBU’s investeringspolitik været klokkeklar:
Investeringer i våben var forbudt.
Men nu kan Danwatch afsløre, at DBU har investeret i en række virksomheder, der spiller en rolle i militærindustrien, og dermed har fodboldorganisationen investeret i strid med sin egen politik.
Af DBU’s eget regnskab fra 2025 har Danwatch fundet seks virksomheder, der optræder på Stockholm International Peace Research Institutes (SIPRI) top-100-liste over verdens største våbenvirksomheder samt andre virksomheder, der spiller en rolle i militærindustrien.
Virksomheder, som har leveret flymotorer, komponenter og teknologi, der er blevet anvendt militært i blodige konflikter i blandt andet Gaza, Libyen og Yemen.
En af disse virksomheder er Howmet Aerospace Inc., der på SIPRI’s seneste liste blev rangeret som verdens 94. største våbenvirksomhed.
Af virksomhedens hjemmeside fremgår det, at Howmet bidrager væsentligt til F-35-programmet ved at levere avancerede komponenter til både flyets struktur og motor.
F-35-programmet er et internationalt samarbejde om udviklingen af moderne kampfly, der er designet til både luftkamp og angreb på jordmål.
Flere pensionskasser har ekskluderet virksomheden fra deres investeringer på grund af våbenleverancer, herunder Lærernes Pension herhjemme.
DBU har gennem deres kapitalforvalter investeringer i en lang række sektorer og virksomheder.
De har således ikke store millionbeløb investeret i få virksomheder, men flere mindre beløb placeret i mange virksomheder.
I føromtalte Howmet Aerospace Inc. har DBU en investering på en værdi af cirka 81.000 kroner.
Krigen i Ukraine og den generelle oprustning i Europa fik DBU til at melde ud i marts 2026, at det fremover skal være muligt for organisationen at investere i forsvarsindustrien.
I forbindelse med den nye investeringsstrategi spurgte Danwatch DBU’s administrerende direktør, om DBU allerede havde foretaget investeringer i forsvarssektoren.
“Nej, det tror jeg ikke”, lød det fra Erik Brøgger Rasmussen.
Men DBU har altså allerede foretaget sådanne investeringer, og ifølge eksperter er det problematisk.
“DBU har et særligt ansvar, når det kommer til deres investeringer. Fodboldforbund bærer vigtige samfundsværdier som fairplay, inklusion og ungdomsudvikling, og disse værdier bør afspejles i deres investeringspraksis”, siger Andreas Rasche, professor i virksomhedsansvar på CBS, og tilføjer:
“I min optik understøtter investeringer i forsvarsaktier ikke de værdier”.
Apolitiske våbeninvesteringer?
DBU har investeret omkring 373 millioner kroner og benytter to kapitalforvaltere til at varetage investeringerne.
Omkring halvdelen – 185 millioner kroner – forvaltes af Danske Bank Asset Management.
Det fremgår af DBU’s seneste årsrapport.
DBU har selv fremlagt deres investeringer for 2025, og dem har Danwatch gennemgået og fundet, at fodboldorganisationen er eksponeret mod virksomheder med aktiviteter i forvarsindustrien, og at det således allerede var tilfældet inden udmeldingen fra marts 2026 om, at det fremover skal være en mulighed.
Danwatch har tidligere beskrevet, hvordan DBU helst vil overlade politiske temaer til regeringen.
Men ved at åbne op for investeringer i forsvarsindustrien gør DBU det svært at adskille sport og politik.
Det mener Jacob Dahl Rendtorff, der er professor i virksomhedsetik og ledelsesfilosofi på Roskilde Universitet.
“Våben anvendes jo af stater med politiske formål. Derudover er der også spørgsmålet om, hvilke firmaer man investerer i og hvilke konflikter, de leverer til. De diskussioner kan blive meget følsomme, og folk kan opleve, at DBU vælger side i politiske konflikter”.
DBU oplyser til Danwatch, at fodboldorganisationen har en vidtgående eksklusionsstrategi, når det kommer til deres investeringer, “herunder eksklusion af både kontroversielle våben og militært udstyr”.
Ifølge Jacob Dahl Rendtorff er det et forsøg på at skelne mellem etiske og ikke-etiske investeringer, og at det måske kan være med til at legitimere investeringerne.
“Spørgsmålet er, hvordan man præcist skelner mellem legitime forsvarsvåben og kontroversielle våben og militært udstyr. Nogle våben kan være begge dele”, siger han og påpeger, at nogle virksomheder også producerer begge slags våben.
Der er da også virksomheder i DBU’s investeringsportefølje, hvor det er svært at skelne.
Våben til Israel, Emiraterne og Libyen
Foruden Howmet Aerospace Inc. har DBU også investeret i MTU Aero Engines. De udvikler, producerer og vedligeholder flymotorer til både civile og militære fly.
Den offentlige database ExitArms kortlægger virksomheder, der er involveret i våbeneksport til krigsområder.
I databasen optræder MTU Aero Engines med flere leverancer, herunder til Israels brug i krigen mod Hamas i Gaza.
Bonn International Centre for Conflict Studies har udviklet to værktøjer, der vurderer risikoen for menneskerettighedskrænkelser og ulovlig våbenhandel ved eksport af militært udstyr, og risikoen klassificeres ud fra en tredelt skala: Kritisk, muligvis kritisk eller ikke kritisk.
MTU Aero Engines’ leverancer til Israel bliver vurderet som ‘kritisk’, både hvad angår risikoen for menneskerettighedskrænkelser og ulovlig våbenhandel.
DBU har også investeringer i Eaton Corp Plc., som udvikler såkaldte ‘air refuel’ systemer, der gør det muligt for fly at blive tanket i luften fra et andet fly.
Eaton er rangeret som nummer 75 på SIPRI’s liste.
Virksomheden er ekskluderet af en lang række europæiske banker, forsikringsselskaber og pensionskasser på grund af våbenleverancer.
Også danske Sampension og Lærernes Pension har ekskluderet Eaton, fordi de kategoriserer virksomheden som ‘kontroversielle våben’.
I 2021 leverede Eaton udstyr til De Forenede Arabiske Emirater, og ifølge ExitArms blev udstyret brugt til krigshandlinger i både Libyen og Yemen.
På Bonns skala bliver den pågældende leverance vurderet som ‘kritisk’, når det kommer til risikoen for menneskerettighedskrænkelser og ulovlig våbenhandel.
Udover de seks virksomheder, der er at finde på SIPRIs top-100-liste over de største våbenvirksomheder, er yderligere fire virksomheder i DBU’s investeringer i ExitArms database.
Det gælder blandt andet virksomheden Cummins, der producerer dieselmotorer.
Ifølge ExitArms har Cummins leveret motorer til flere militære konflikter i blandt andet Nigeria, Libyen og Indonesien.
Danwatch har spurgt DBU, hvordan investeringer i virksomheder som Howmet Aerospace Inc. og MTU Aero Engines er foreneligt med politikken om at ekskludere militært udstyr.
DBU skriver, at investeringerne er foretaget i samarbejde med organisationens bankforbindelser, som har ansvaret for at sikre, at investeringer lever op til DBU’s politik.
Til Danwatch oplyser Danske Bank Asset Management, at ingen af de nævnte selskaber falder ind under bankens eksklusionskriterier.














