Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Fodbold bag facaden
- Danwatch sætter fokus på fodboldens magtspil uden for banen og kigger nærmere på FIFA’s beslutninger, DBU og danske virksomheders dilemmaer - samt de aktører, som i disse år forsøger at vinde indflydelse i verdens største sportsgren.
- VM i 2026 viste, at politiske spørgsmål i høj grad er forbundet med fodbolden, og med de kommende to slutrunder - 2030 i Marokko, Spanien og Portugal og 2034 i Saudi-Arabien - tyder intet på, at det vil ændre sig.
- Fra værtskaber og sponsorater til menneskerettigheder og staters imagepleje bliver fodbolden i stigende grad en arena, hvor politiske interesser udspiller sig, og hvor sport, politik og økonomi smelter sammen.
Det er med at sætte vækkeuret, når VM for klubhold sparkes i gang i Miami på søndag klokken 2 dansk tid. I åbningskampen møder Messis Inter Miami det egyptiske mesterhold Al-Ahly, og i alt deltager 32 hold fra de seks kontinentale fodboldforbund.
Også en lille håndfuld danske spillere deltager i turneringen: Mads Bidstrup, Adam Daghim, Maurits Kjærgaard og nyindkøbte Jacob Rasmussen er at finde i truppen for RB Salzburg, Filip Jørgensen hos Chelsea og dansk-palæstinensiske Wessam Abou Ali for Al-Ahly.
Herhjemme er det dog langt fra det sportslige, som trækker overskrifter. I stedet står turneringen for mange som det perfekte eksempel på en støt stigende politisering og kommercialisering af international fodbold.
Kritikpunkterne er mange og illustrerer den voksende magtkamp mellem FIFA og det europæiske fodboldforbund UEFA. Turneringen, der er genopstået i et nyt og udvidet format, kommer i forlængelse af en allerede tætpakket kalender for spillerne, som plejer at bruge første del af sommeren på restituering. Udover klub-VM har UEFA også udvidet den europæiske Champions League fra at omfatte 32 hold til nu at være 36 hold.
Sidste år lød det derfor fra Manchester City-spilleren og Ballon d’Or-vinder Rodri, at spillerne var tæt på at indlede en strejke i protest mod det stigende antal kampe, som ifølge ham er på bekostning af deres helbred. Få uger efter sin kritik, blev den 28-årige spanier ramt af en korsbåndsskade, der har holdt ham ude af det meste af sæsonen.
I juli 2024 indgav sammenslutningen af europæiske topligaer, European League, og den europæiske spillerforening, FIFPro Europe, en klage til EU-Kommissionen over FIFA’s ret til egenhændigt at oprette og placere nye turneringer i kalenderen. Klagen nævner ikke klub-VM, men udspringer af en bredere bekymring for, at FIFA ikke tager hensyn til nationale ligaer og belastningerne for spillerne.
Betyder det så, at klubberne stiller med reserver, så stjernerne kan få et velfortjent hvil? Formentlig ikke, da præmiepengene er enorme: En milliard dollars er samlet på højkant og vil blive fordelt til holdene ud fra, hvor langt de når i turneringen.
Den slags beløb højner sikkert incitamentet ude hos klubberne til at gå efter guldet, men det betyder også, at potentialet for økonomisk at skævvride de nationale ligaer yderligere, hvor nogle hold bliver (endnu) rigere end de øvrige, vokser.
Med en astronomisk præmiesum er det også nærliggende at undersøge, hvem der betaler for gildet, og her skriver klub-VM sig ind i en tendens, hvor Golfstaternes indflydelse i international sport er vokset markant de senere år.
Golfstaternes partnerskaber på og udenfor banen
5. juni – blot ni dage før turneringens start – meddelte FIFA, at fodboldforbundet har indgået et partnerskab med PIF – Saudi-Arabiens offentlige investeringsfond – for klub-VM i 2025. Hvad partnerskabet helt nøjagtigt indebærer, kan man ikke læse ud fra pressemeddelelsen, men mon ikke PIF sender en anselig mængde penge af sted til FIFA.
Nyheden om partnerskabet blev delt på Instagram af FIFA-præsident Gianni Infantino, og han har da også selv været i Saudi-Arabien for nylig sammen med den amerikanske præsident Donald Trump. Danwatch har skrevet om besøget her.
Den saudiske investeringsfond er allerede en aktiv aktør inden for sport, hvor PIF også har indgået strategiske partnerskaber med blandt andet tennisorganisationerne ATP og WTA.
PIF’s primære opgave er at bidrage til omstillingen af den saudiske økonomi, så landet på sigt bliver mindre afhængig af olieindtægter. Kritikere mener, at investeringsfondens engagement i sport bruges til at forbedre Saudi-Arabiens internationale omdømme og aflede opmærksomheden væk fra landets menneskerettighedskrænkelser.
Efter at Saudi-Arabien blev tildelt VM i 2034, advarede Amnesty International om, at værtskabet vil være på bekostning af menneskerettigheder og potentielt kan koste menneskeliv, særligt for den store gruppe af migrantarbejdere i landet.
Som Danwatch tidligere har beskrevet, har PIF været nødt til at reducere deres budget, fordi oliemilliarderne svinder ind, men millioner til FIFA har der tilsyneladende alligevel været råd til.
Foruden det nylige partnerskab med FIFA, er investeringsfonden også mere indirekte involveret i klub-VM. SURJ Sports Investments, en virksomhed under PIF, købte i februar en minoritetsandel i DAZN – en streamingtjeneste, der har tv-rettighederne til klub-VM.
Men det er ikke kun uden for banen, PIF spiller en rolle. I 2023 købte investeringsfonden 75 procent af aktierne i den saudiske fodboldklub Al-Hilal. Klubben deltager i årets VM for klubhold, fordi de vandt den asiatiske Champions League i 2021.
Saudi-Arabien er ikke den eneste golfstat, der både kan indgå partnerskaber med FIFA og være involveret i klubber, der deltager i turneringen.
I starten af juni annoncerede FIFA, at Qatar Airlines var udnævnt som officiel “airline partner”. Luftfartsselskabet fra Qatar sponsorerer også klubberne Paris Saint-Germain og Inter Milan, der spiller med om trofæet.
Turneringens reklamebannere kan også være et udtryk for en magtkamp mellem Europa og resten af verden.
Blandt de øvrige sponsorer af klub-VM er kinesiske Hisense og Lenovo samt amerikanske giganter som Coca-Cola, Visa og Bank of America.
Som nyhedsbrevet GeoSport på Substack påpeger, er Budweiser den eneste sponsor, der med lidt god vilje kan kaldes europæisk – ølmærket ejes i dag af en belgisk-amerikansk bryggerikoncern.
Fraværet af europæiske virksomhedssponsorater kan skyldes, at de ikke har samme økonomiske muskler som asiatiske virksomheder og investeringsfonde. Det kan også være, at virksomhederne har vurderet, at et sponsorat af turneringen ikke er pengene værd, fordi interessen på det europæiske marked er begrænset.
Svingende interesse
Noget tyder nemlig på, at mange europæiske fans ikke gider klub-VM, som finder sted, mens der er U21-EM i Slovakiet. Spørgsmålet er også, hvorvidt det amerikanske hjemmepublikum har en interesse for soccer.
Ifølge mediet The Athletic har det været svært at sælge billetter. Angiveligt skulle der i starten af juni være solgt færre end 20.000 billetter til åbningskampen på Hard Rock Stadium, der har en kapacitet på 65.000. Tal, der må give panderynker hos FIFA, da næste års verdensmesterskaber også finder sted i USA.
Som konsekvens har man gjort billetterne billigere for at lokke flere til, men det har vakt kritik: “FIFA, I har svindlet os!” skrev en vred Al-Hilal fan på det sociale medie X.
Angiveligt havde han betalt 100 dollars for en billet i den billigste kategori til holdets kamp mod RB Salzburg, men nu koster en billet til de bedste pladser på stadion 90 dollars, og der er ingen mulighed for at få pengene tilbage.
Manglende interesse kan være én forklaring på det sløve billetsalg, men det kan også være, at amerikanske fodboldfans prioriterer Concacaf Gold Cup: Den officielle mesterskabsturnering for landshold i Nord- og Centralamerika samt Caribien (traditionen tro er der også inviteret et hold med uden for regionen, og i år er det Saudi-Arabien). Turneringen begynder samme dag som klub-VM.
Det er dog ikke alle steder, at turneringen møder sure miner.
“I Sydafrika glæder man sig meget til klub-VM, hvor Mamelodi Sundowns FC repræsenterer landet. Det er en mulighed for klubben at måle sig med de bedste,” fortæller Buster Emil Kirchner, freelancejournalist med base i Zambia.
“Samtidig åbner turneringen for kommercielle muligheder, hvor afrikanske klubber kan gøre deres spillere attraktive for større ligaer og styrke deres brand over for potentielle sponsorer.”
Mamelodi Sundowns er ejet af milliardæren Patrice Motsepe, som også er præsident for det afrikanske fodboldforbund CAF. Ifølge Kirchner er klubbens dominans i hjemlandet en af grundene til, at en debat om økonomisk skævvridning ikke fylder meget i Sydafrika:
“Klubben har vundet ligaen otte år i træk, så uligheden eksisterer allerede, ligesom i mange andre lande.”
Han peger på, at manglende pressefrihed kan have betydning for den måde, som turneringen dækkes på. Samtidig understreger han også, at sporten af mange i Sydafrika ikke opfattes som et politisk redskab, og at Saudi-Arabien og Qatars involvering dermed ikke afføder samme kritik som herhjemme:
“Der er ikke tradition for at se sporten som et udenrigspolitisk værktøj, som man kan bruge til at kritisere andre lande med – modsat i Danmark, hvor vi er vant til, at fodbold skal indeholde nogle særlige værdier.”
Spørger man den danske journalist, ser de afrikanske klubber, som befinder sig i periferien af international fodbold, i stedet turneringen som en mulighed for sportslig og kulturel anerkendelse.
“Mange fodboldfans har aldrig hørt om Mamelodi Sundowns eller Espérance de Tunisie, og nu får holdene en chance for at vise sig frem foran et stort publikum. Ved VM i fodbold samler folk sig som regel om det afrikanske hold, der klarer sig bedst, og jeg tror, vi vil se det samme ske under klub-VM.”
