Rolando Crispín López blev dræbt en solvarm juli morgen på vej hjem fra arbejde. Skudt i ryggen af en gerningsmand på en rød motorcykel.
López var stoppet op i Benito Juarez gaden i Álvaro Obregón, en forstad til provinsbyen Juchitán de Zaragoza i det sydlige Mexico. Han ville købe lidt ind, inden han skulle hjem og sove efter en lang nattevagt.
Pludselig kom en hætteklædt gerningsmand kørende på en rød motorcykel og skød Lopez flere gange i ryggen. Lopez var død på stedet og en otteårig pige, som tilfældigvis var på vej hen ad gaden, blev såret.
Ifølge øjenvidner forsvandt gerningsmanden på den røde motorcykel og efterlod liget af Rolando Crispín López i vejkanten.
I mere end fem år havde Lopéz brugt alle sine vågne timer på at bekæmpe de mange store vindmølleprojekter, som de seneste år er skudt op overalt i den fattige, vindomsuste stat Oaxaca. Især brugte han tid på at bekæmpe megaprojektet Eólica del Sur, på dansk “Sydvind”, som det danske vindmøllefirma Vestas er hovedentreprenør på.
Lopéz, der tilhører zapatekerne, et af Mexicos oprindelige folk, var aktiv i organisationen Asamblea de los Pueblos Indígenas del Istmo de Tehuantepec en Defensa de la Tierra y el Territorio, APIITDTT.
Han organiserede bland andet fredelige protester mod vindmølleparken. Og han var med til at trække vindmølleprojektet i retten. Han og 1.166 andre zapatekere mente, at de ikke var blevet tilstrækkelig hørt i forbindelse med det store projekt.
De i alt 132 vindmøller er bygget på 736 jordlodder tilhørende fattige bønder omkring Juchitan og nabolandsbyen El Espinal, der hovedsagelig er beboet af zapatekere.
En farlig business
Men det kan være farligt at stå op mod store pengeinteresser i Mexico.
Ifølge en spritny rapport fra NGOen Comité de Defensa Integral de los Derechos Humanos og tre andre lokale menneskerettighedsorgansationer i Oaxaca er antallet af overgreb mod aktivister, der bekæmper vindindustrien, stigende.
I 2016 blev menneskerettighedsaktivister udsat for angreb 124 gange, i 2017 113 gange. Mindst syv aktivister blev dræbt i 2017 og tre i 2018, fremgår det af rapporten Under Attack, Human Rights in Oaxaca 2013-2018. Heriblandt Rolando Crispín López.
Fængsling, trusler og razziaer gennemført af lokale myndigheder hører også til dagens orden, fremgår det.
Billedet bekræftes af blandt andre Amnesty International, der i slutningen af november opfordrede Mexicos nye præsident Andrés Manuel López Obrador til at “anerkende menneskerettighedsaktivisters arbejde som legitimt”, herunder de aktivister, “der forsvarer jordrettigheder, territorialrettigheder og miljørettigheder”.
Amnesty beder også præsident Obrador understrege “vigtigheden af at beskytte” aktivisterne.
Og det er der behov for. Ifølge det London-baserede Business and Human Rights Resource Center blev et offentligt møde om Eólica del Sur projektet i landsbyen San Dionisio del Mar beskudt i marts 2018 og fem deltagere alvorligt såret.
Med døden i hælene
En af de aktivister, der lever med risikoen for at miste livet, er Bettina Cruz Velasquez, som Danwatch har interviewet i forbindelse med en række artikler om vindindustriens fremmarch i Oaxaca.
Hun er medlem af samme organisation som Lopez og har ligeledes været involveret i kampen for oprindelige folks rettigheder i Oaxaca i en årrække.
Hun er ikke overrasket over, at hendes kollega blev skudt ned på åben gade.
“Det er en risiko, vi lever med hele tiden”, siger hun og fortæller, hvordan hun selv jævnligt modtager dødstrusler på grund sit engagement i oprindelige folks rettigheder.
“Der er mange andre aktivister, som også bliver truet. Lopez er ikke den eneste, der er blevet dræbt”, siger hun.
I 2013 blev en anden prominent forsvarer af oprindelige folks rettigheder i Oaxaca slået ihjel.
Héctor Regalado Jiménez var medlem af dem lokale organisation Asamblea Popular del Pueblo Juchiteco, APPJ, og havde blandt andet være aktiv modstander af vindmølleprojektet Bii Hioxho, som det spanske firma Gas Natural Fenosa var i gang med at bygge.
Selv lever Bettina Cruz Velasquez under politibeskyttelse på grund af de mange trusler.
Det betyder, at hun flere gange om ugen får besøg af politiet, så de kan forvisse sig om, at hun fortsat er i live.
Hun får også et telefontilskud, så hun kan ringe til den lokale politistation i tilfælde af overfald og har også forskellige andre beskyttelsesforanstaltninger i sit hjem.
Ukendte gerningsmænd
Senest blev hun truet i forbindelse med en pressekonference i november 2018, da hendes organisation tabte en sag mod Eólica del Sur ved Mexicos Højesteret.
“To mænd kom op til mig og afleverede en flyer med et stort dødningehoved på. Budskabet var ikke til at misforstå. De ville have os til at opgive sagen”, fortæller hun.
To mænd kom op til mig og afleverede en flyer med et stort dødningehoved på. Budskabet var ikke til at misforstå. De ville have os til at opgive sagen
Hvem det præcis er, der truer og angriber aktivister fra lokalsamfundet i Oazaca, ved Bettina Cruz Velasquez ikke.
Men hun peger blandt andet på de bevæbnede vagtværn, som flere af vindmølleselskaberne har sat til at bevogte deres vindmølleparker. Det er i al fald dem, hun selv er bange for.
I forbindelse med mordet på Rolando Crispín López mente flere øjenvidner at have genkendt en lokal politimand som gerningsmanden.
Men indtil videre er hverken mordet på Rolando Crispín López eller Héctor Regalado Jiménez opklaret.
Manglende efterforskning
Ifølge Amnesty International er manglende efterforskning og retsforfølgelse af politisk motiverede forbrydelser et generelt problem i Mexico. “Udenomsretlige henrettelser blev ikke ordenligt efterforsket, og gerningsmænd nød fortsat straffrihed”, hedder det i Amnestys seneste årsrapport om Mexico.
Da flere af de trusler og angreb, som omtales i artiklen her, har været rettet mod aktivister, der har været involveret i protester mod Eólica del Sur projektet, har Danwatch bedt den danske leverandør til projektet, Vestas, om at kommentere de indirekte anklager.
I et mailsvar tager Vestas kraftigt afstand fra angrebene og afviser enhver forbindelse til det danske firma.
“Vestas arbejder løbende med sine kunder, leverandører og partnere for at sikre, at store infrastrukturprojekter som vindmølleparker integreres bedst muligt i lokalsamfundet”, skriver Kresten Ørnbjerg, international kommunikationschef i Vestas.
“Enhver form for vold eller intimidering er i den forbindelse altid uacceptabelt for Vestas. Vi tager derfor på det kraftigste afstand fra artiklens uunderbyggede sammenhænge mellem de beskrevne handlinger og Vestas.”