30. marts 2017

Dødstrusler mod aktivist i kølvandet på Danwatchs avocado-undersøgelse

Chilensk aktivist er i sidste uge blevet truet på livet efter at have medvirket i Danwatch-undersøgelse om avocado produktion og vandtyveri i Chile. “Fuldkommen utilstedeligt”, siger supermarkederne, der hidtil har købt avocadoer i Chile.


Mandag i sidste uge modtog Rodrigo Mundaca et anonymt opkald på sin mobiltelefon.

“I røret siger en stemme kort, at jeg skal holde min mund og spørger så: Hvad er din størrelse? Vi skal finde din traje de madera (træhabit red.) På spansk er det en reference til en ligkiste, fortæller Rodrigo Mundaca.”

Rodrigo Mundaca er aktivist og arbejder i organisationen MODATIMA for vandrettigheder i Chile. Vandmanglen i Chile-provinsen Petorca har været stigende de senere år på grund af tørke, men også på grund af en massiv stigning i produktionen af de tørstige avocadoer.

En liberal vandlovgivning og ulovlige dræn fra floder til private brønde har tørret Petorcas floder ud i en grad, hvor lokalbefolkningen får leveret vand i lastbiler, og avocado-plantageejere har fået bøder for brud på vandloven. Et fænomen som Danwatch beskrev i undersøgelsen, Avocadoerne og det store vandtyveri, der udkom dagen før det anonyme opkald. Og hvori Rodrigo udtaler sig.

Rodrigo Mundaca bakkes op af Ingrid Wehr fra den tyske Heinrich Böll Foundation, der i de sidste tre år har samarbejdet med MODATIMA.

“Vores kontor og advokater i Chile siger, at dette er den mest alvorlige trussel, der har været mod Rodrigo Mundacas liv i årevis”, siger Ingrid Wehr, der efter truslen i sidste uge har været med til at sikre advokatbistand og sikkerhedsrådgivning for Rodrigo Mundaca og MODATIMA.

“Vi fortryder ikke”

Danwatchs undersøgelse fik dækning i flere danske og internationale medier, og Dansk Supermarked og Aldi udtalte, at de ikke længere vil handle med plantager dømt for vandtyveri. Chilensk tv bragte reportagen om, at danske supermarkeder kvitter avocadoer, der er produceret under strafbare forhold.

“I dagene efter udgivelsen var der meget opmærksomhed på os, og flere brancheorganisationer og plantageejer var ud for at kritisere og angribe os”, fortæller Rodrigo Mundaca.

“De (avocado-industrien red.) hævder, at jeg og mine kollegaer er ud efter at skade chilensk eksport. Vi er uansvarlige, og vores handlinger vil koste mange chilenere deres job, hævder de. De kalder os økologiske terrorister og siger, at vi modarbejder Chiles interesser”.

Rodrigo Mundaca er tidligere blevet dømt for injurier, fordi han i 2015 påstod i chilenske medier, at plantageejere var dømt for vandtyveri, imens plantageejerne fastholdt, at de har fået administrative bøder for brud på vandloven: 

“Vi fortryder ikke at have medvirket i Danwatchs undersøgelse, og vi vil ikke trække vores udtalelser tilbage. Vi har kæmpet for chilenernes ret til vand, og det fortsætter vi med. Vi er desværre vant til at trusler, overfald og bagvaskelse er prisen for at kæmpe for menneskerettigheder i Chile, hvor straffrihed for de magtfulde desværre er vores hverdag,” siger Rodrigo Mundaca.

Nytteløst at melde til politiet

Rodrigo Mundaca har ingen konkrete beviser, og han har derfor ikke meldt truslerne til politiet.

“De har også ringet til mine kollegaer med samme trusler. Vi ved ikke, hvem der ringer op, og vi har ingen beviser. Vi har en formodning om, hvem der står bag truslerne, men vi har ingen konkrete beviser, og vi har tidligere erfaret, at politiet ikke undersøger sagerne. I 2015 blev jeg overfaldet på gaden midt på dagen. Politiet har intet gjort for at undersøge den sag”, siger Rodrigo Mundaca.

Men det bør meldes til politiet, siger strafferetsadvokat Poul Hauch Fenger, der desuden er juridisk rådgiver for Danwatch:

“Der kan ikke være tvivl om, at der er tale om dødstrusler. Jeg har masser af de her sager. Selv, hvis der var blevet brugt mere diskrete ord end “træhabit”, ville jeg vurdere det som en trussel, der skal meldes til politiet, som bør se meget alvorligt på den her sag”, siger Poul Hauch Fenger.

“Personen, der truer har et strafferetligt incitament, altså truer for at stoppe den her sag, og så er der ingen tvivl om, at der er meget økonomi i det her. Det er en stor industri, og man skyer ingen midler, når den bliver truet. Så medmindre der er andre kontroversielle ting i hans liv, så indikerer navnlig timingen, at han er udsat for trusler på grund af sin medvirken i Danwatchs undersøgelse”.

Supermarkedernes dilemma

Hos Aldi oplyser kommunikationschef Thomas Bang, at man “tager skarpt afstand fra den slags metoder”.

“Vi ønsker på ingen måder at handle med leverandører, der er involveret i ulovligheder af den ene eller anden art”, siger Thomas Bang.

Aldi har tidligere oplyst til Danwatch, at de kun får en meget lille andel af deres avocadoer fra Chile, og at de i fremtiden vil undgå at købe avocadoer fra de pågældende plantager.

I Dansk Supermarked siger kommunikationschef Mads Hvitved Grand, at dødstrusler naturligvis er “fuldstændig utilstedeligt”:

“En sag som den her viser, at der er så meget desto mere grund til at sætte spot på produktionsforhold. Det er altid en balancegang. Det er jo ikke risikofrit at påpege forhold som de her, men det gør det ikke mindre vigtigt – både Danwatchs arbejde, og det ansvar som ngo’erne påtager sig”, siger Mads Hvitved Grand og understreger supermarkedernes dilemma.

“For os består dilemmaet i, at den nemmeste løsning er at forlade området helt, men i det her tilfælde, hvis vi trækker stikket fuldstændigt, så går det ud over andres levebrød, og nu viser det sig, at deres personlige sikkerhed er truet. Det er ikke den rigtige løsning. Så dilemmaet består i, at man fortsætter arbejdet og bliver der. Og derfor skal forholdene først beskrives”.

Avocado industri tager afstand

Én af de chilenske plantager i Chile, som indgår i Danwatchs undersøgelse og har fået bøder for brud på  vandloven er repræsenteret af advokat Juan Pablo Cerda L., der siger til Danwatch:

“Først og fremmest fordømmer vi fuldstændig truslerne fremsat mod  Mr. Rodrigo Mundacas. Vi finder dem komplet uacceptable. Trusler af enhver art er ulovlige, og vi har en stærk tro på, at hvis der er en diskussion, skal den løses juridisk”, siger Juan Pablo Cerda L.

Hos brancheorganisationen for frugt-producenter i Chile, ASOEX, skriver bestyrelsesformand Ronald Bown Fernández i en mail til Danwatch:

“I tråd med vores organisations kerneværdier og principper anerkender og respekterer ASOEX menneskers ret til at udtrykke deres holdninger offentligt uden frygt for indblanding eller trusler, som det er nedfældet i vores forfatning. Derfor afviser ASOEX udtrykkeligt alle udsagn eller handlinger, der er rettet mod at krænke ytringsfriheden”, skriver bestyrelsesformand Ronald Bown Fernandez.

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down