24. februar 2023

Efter Rusland-afsløringer: Rockwool sletter sine spor

Umiddelbart efter, Danwatch og Ekstra Bladet stillede kritiske spørgsmål til Rockwools handler med det russiske forsvarsministerium, begyndte koncernen at slette gamle artikler og opslag på sociale medier.


Helt frem til den 21. februar kunne man på Rockwools hjemmeside og sociale medier læse om, hvordan Rockwool har deltaget i konferencer med Vladimir Putin, og hvordan selskabet i 2015 lydisolerede det russiske forsvarsministeriums ikoniske hovedkvarter i Moskva.

Men så snart Danwatch og Ekstra Bladet begyndte at spørge ind til de konkrete begivenheder, fik Rockwool travlt med at finde den digitale slettelak frem. Det kommer i forbindelse med afsløringerne om, at Rockwool har tjent millioner på, at deres produkter er solgt til Ruslands militær.

Hovedkvarteret

Her ses et af National Defense Control Center (NDCC) kontrolrum i Forsvarsministeriets enorme kompleks, som Rockwool har lydisoleret. Foto:  Ruslands Forsvarsministerium

Det er ikke en hvilken som helst bygning, Rockwool har lydisoleret med akustiske plader.   

Udover, at landets forsvarsminister, Sergej Sjojgu, regerer herfra, så huser det enorme bygningskompleks også over de vigtigste afdelinger under det russiske forsvarsministerium, herunder hjertet i Putins krigsmaskine: National Defense Control Center (NDCC). 

Det er herfra krigen i Ukraine bliver koordineret, analyseret og planlagt, og det er samtidigt NDCC, som Putin har gjort ansvarlige for den nationale sikkerhed. 

En vigtig del af centrets opgave er i den forbindelse også at overvåge alt, der sker ude i verden lige nu –  og som en ansat siger ifølge en en artikel i mediet Izvestia, der i 2019 fik lov til at besøge centret: 

“Vi ser alt. Fra en raket, der letter i USA, til om soldater i Khabarovsk (by i det østlige Rusland, red.) spiser morgenmad til tiden”.

Herudover står en af verdens kraftigste “supercomputere” også i kompleksets datacenter, der med en ydeevne på 16 petaflops blandt andet kan forudsige udviklingen af ​​væbnede konflikter, og som kan analysere konfliktsituationer og drage konklusioner baseret på informationen om tidligere militære konflikter.

Således har Rockwool blandt andet været otte år tilbage i historikken på koncernens russiske side på VKontakte, en russisk pendant til Facebook, og fjernet opslag, hvor de praler med arbejdet for forsvarsministeriet. 

Selv forklarede Rockwool i en pressemeddelelse, som heller ikke er at finde online længere, men som findes i en arkiveret version, at virksomheden stod “tavshedsvagt” i det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter, der indeholder over 1.500 kilometer kommunikationslinjer, og som kan modstå et atomangreb.

Rockwool har ifølge dem selv lydisoleret ministeriets vægge, skillevægge og lofter med “højeffektive lydisoleringsmaterialer”, der “opfylder alle moderne krav til støjbeskyttelse”.

Rockwool har ikke oplyst, hvad selskabet har tjent på opgaven med at lydisolere hele forsvarsministeriet.

Her er opslaget fra 2015, du ikke længere må se. Foto: Screenshot fra VKontakte.

“En farlig strategi”

Ifølge professor i virksomhedsetik ved RUC, Jacob Rendtorff er det klart, at man som dansk virksomhed ikke ønsker at skilte med sine forbindelser til Rusland. Men når man begynder at slette sine digitale fodspor, risikerer man at virke uhæderlig.

“Hvis de sletter det, men folk alligevel ved, at det er sket, så fremstår det jo, som om de har haft lyssky forretninger med Rusland. Så det er en farlig strategi”, siger han.

Jacob Rendtorff forklarer, at det er et typisk træk, hvis man som virksomhed forsøger at undgå en offentlig konfrontation.

“Og det er hvert fald heller ikke godt for offentligheden. Man kan ikke slette alle spor – det er fuldstændigt umuligt – så nissen flytter med, og det dukker alligevel op på en anden måde”.

Rockwool benægter at have slettet

Da vi konfronterer Rockwool med, at materialet er forsvundet fra deres hjemmeside og sociale medier umiddelbart efter vores henvendelse, afviser kommunikationschef Michael Zarin at kende til sagen.

“Nå, det er nyt for mig, det var jeg ikke klar over. Men okay. Jeg mener, jeg vidste det ikke, men okay. Jeg kan vel… Hvad er dit spørgsmål helt præcist?”

Mit spørgsmål er bare, hvorfor I har fjernet de her ting, efter vi spurgte ind til dem?

“Jamen, som jeg sagde, okay, jeg kan ikke svare på dit spørgsmål. Jeg var ikke klar over, at vi havde fjernet noget. Så okay, jeg mener, jeg kan spørge”.

Kort tid efter vender han tilbage og forklarer i en sms:

“Angående det, du siger er blevet fjernet fra nettet, så er der umiddelbart ingen, der ved, hvad du refererer til. Så vidt vi ved, i hvert fald baseret på, hvordan jeg forstod dit spørgsmål, så er der ikke noget, der er blevet fjernet for nylig”, skriver han.

Da vi atter fremlægger beviserne på, at de konkrete sider og opslag er blevet fjernet fra Rockwools russiske sider, svarer han på mail:

“Som vi tidligere har sagt, så opererer det russiske datterselskab uafhængigt af hovedkvarteret. I det omfang, at informationer er blevet fjernet fra de lokale hjemmesider og andre platforme, er det ikke noget, vi ville være opmærksomme på eller have nogen indflydelse på fra hovedkvarteret”.

Danwatch og Ekstra Bladet har ikke været i kontakt med Rockwools russiske datterselskab i forbindelse med de aktuelle historier, og Michael Zarin forholder sig ikke til, hvordan det kan være, at lige netop de sider, vi kun har spurgt ham personligt om, er forsvundet.

Til bords med Putin

Den anden begivenhed, som offentligheden tilsyneladende ikke længere må kende til, drejer sig om en artikel fra på Rockwools russiske hjemmeside fra 10. juni 2019. 

Den handler om konferencen Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum (SPIEF), hvor  Rockwools CEO, Jens Birgersson, deltog. Her mødtes han blandt andet sammen en række andre udenlandske direktører til en rundbords-snak med præsident Putin. 

I artiklen, som man ikke længere kan komme ind på, skriver Rockwool blandt andet:

“Som en del af SPIEF deltager præsidenten for ROCKWOOL også i mødet mellem præsidenten for Den Russiske Føderation Vladimir Putin og  repræsentanter for udenlandske virksomhed. Diskussions-programmet omfatter arbejdet med iværksættere i Rusland, spørgsmålene om at tiltrække og aktivere udenlandske investeringer samt oprettelse og udvikling af højteknologiske industrier i Rusland.”

Rockwools CEO, Jens Birgersson, sad blot fire stole fra Vladimir Putin under en konference i 2019. Det er en af de begivenheder, Rockwool ikke længere ønsker, at offentligheden kender til. Foto: Kreml (pil indsat af Danwatch).

På trods Jens Birgersson sad relativt tæt på Putin – 4 stole fra –  så understreger Rockwool i dag, at de to herre ikke talte personligt sammen:

“Jens deltog sammen med ca. 70 – 100 andre personer i en roundtable session, hvor blandt andet præsident Putin talte. Han har aldrig mødt ham på tomandshånd eller i mindre forsamlinger,” skriver kommunikationschef Michael Zarin i en mail, da Danwatch spørger ind til mødet.  

Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right