Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Rockwools russiske forbindelser
- Efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen og militære aggression mod Ukraine i 2014 fortsatte Rockwool ufortrødent med at sælge produkter til Ruslands militær.
- Ved at dykke ned i en omfattende samling af russiske dokumenter og kontrakter kan Danwatch bevise, hvordan Rockwool via en snæver kreds af distributører og faste samarbejdspartnere har tjent millioner af kroner på at levere produkter til Ruslands militær.
I ly af mørket indfandt Evgeny Gorigledzhan, der tilhører Putins hemmelige undervandstjeneste GUGI, sig i dansk farvand 14. oktober sidste år.
Skibet, der er specielt designet til at kortlægge kritisk infrastruktur, rørledninger og kabler på havbunden, og som desuden råder over flere mindre ubåde, cirklede derefter rundt ved byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen.
Spionskibets gøren i dansk territorialfarvand har siden været omgærdet af mystik, men nu kaster en nyere tysk dokumentarfilm og myndighedsdokumenter mere lys over sagen.
Efter at have kredset et døgn nær det enorme infrastrukturprojekt sejlede det russiske spionskib under Storebælt og ind i de indre danske farvande. Senere, ud for Anholt i Kattegat, sendte Søværnet patruljeskibet Diana ud for at eskortere det russiske spionskib videre.
Det kunne Danwatch og Ekstra Bladet beskrive i oktober sidste år på baggrund af skibets AIS-lokationsdata og billedmateriale.
Ubåds-øvelsesområdet
En tysk dokumentarfilm fra Deutsche Welle og en aktindsigt fra Forsvaret kaster nu yderligere lys over den mystiske sejlads, der både fik Forsvarsministeriet og tysk politi op af stolene. Samtidig kan Danwatch føje endnu flere mørklagte russiske sejladser til listen.
Kilder i det tyske sikkerhedsapparat fortæller således til mediet, at Evgeny Gorigledzhan – inden turen gik til Danmark – sejlede rundt i mystiske mønstre over et område i tysk farvand, som er øvelsesområde for det tyske forsvars ubåde.
Sådan sejlede skibet rundt i flere timer, inden det skiftede kurs på baggrund af en henvendelse fra tysk politi, lyder det videre i dokumentaren.
Foreholdt de nye oplysninger udtaler forsvarsanalytiker ved Nordic Defence Analysis og orlogskaptajn Jens Wenzel Kristoffersen:
“Hovedkonklusionen er kort og godt, at Ruslands aktiviteter foregår uhindret og systematisk. Området, som Evgeny Gorigledzhan har været i, er fortsat et øvelsesområde, som de tyske oplysninger bekræfter.”
Cirkler ved Femern
Da spionskibet tilbage i oktober 2023 sejlede rundt nær Femern Bælt-byggeriet, forholdt de danske myndigheder sig passivt, mens der gik der mere end otte timer, før det tyske kystvagtskib skib Neustadt sejlede ud til skibet. Det fremgik af skibets egne AIS-lokationsdata, som Danwatch tidligere har beskrevet.

Skibets mystiske rute fik dengang Jens Wenzel Kristoffersen til at spærre øjnene op.
“Jeg kan kun sige, at skibet jo ikke bare har været i transit. Det er heller ikke normalt, at et skib af denne kategori ligger og sejler frem og tilbage på stort set samme modsatrettede kurser gennem længere tid, med mindre der er tale om en afledningsmanøvre og for at tiltrække sig myndighedernes opmærksomhed,” lød det dengang, hvor han samtidig understregede, at det forekom “bestemt mistænkeligt”.
Forsvarskommandoen oplyste dengang til Danwatch, at man havde holdt øje med skibet allerede inden indpassagen til de indre danske farvande. Men Danwatch’ research viste, at det først var kort inden klokken 18 den 16. oktober, at det russiske spionskib fysisk blev ledsaget af patruljeskibet Diana, som tog flere billeder og videoer af skibet, som dog er undtaget aktindsigt af hensyn til billedernes efterretningsmæssige karakter.

En aktliste fra Forsvarskommandoen på sagen viser desuden, at Forsvarsministeriet på baggrund af dækningen sendte flere hastende henvendelser til Forsvarskommandoen. Ministeriet ønsker dog ikke at kommentere på, hvad de henvendelser drejede sig om.
Isoleret med Rockwool
Officielt er Evgeny Gorigledzhan et oceanografisk forskningsfartøj, men det tilhører det såkaldte Hoveddirektorat for Dybhavsforskning, også kendt som GUGI, som er et tophemmeligt spionprogram under Ruslands militær, der refererer direkte til præsident Putin og generalstaben i Moskva.
Evgeny Gorigledzhan blev officielt søsat i august i 2023 på værftet Yantar i Kaliningrad, og det skete blandt andet med danske materialer. Stenuldgiganten Rockwool har således gennem en officiel samarbejdspartner leveret skibsisolering i 2018 og 2020 for cirka 730.000 kroner efter datidens kurs, der skulle bruges i Evgeny Gorigledzhan.
Det fremgår af dokumenter fra Ruslands officielle udbudsdatabase, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af.
På det tidspunkt havde skibsværftet udsendt flere pressemeddelelser om, at skibet skulle indgå i GUGI’s flåde, der udover efterretningsskibe også består af flere ubåde og hjælpefartøjer.
Danwatch og Ekstra Bladet har stillet en række spørgsmål til Rockwool om leverancerne, men dem ønsker Rockwool ikke at svare på og henviser i stedet til selskabets hjemmeside.
Forsvaret afviste undersøgelser
Forsvarskommandoen afviste i kølvandet på dækningen af det mystiske spiontogt, at de kendte til igangværende undersøgelser af, hvad skibet eventuelt måtte have foretaget sig på havbunden – til stor undren for Jens Wenzel Kristoffersen:
“Enhver russisk aktivitet bør monitoreres tæt. Som sagt kan dette være et spørgsmål om myndighederne har de tilstrækkelige ressourcer til at kunne følge disse aktiviteter så tæt, som det kunne være ønskværdigt.”
Han påpegede også, at det krævede fysisk tilstedeværelse, hvis man skulle opdage, at Evgeny Gorigledzhan eksempelvis havde søsat en af dens mini-ubåde nede på havbunden ved Femern.
“Radarer kan ikke se under havoverfladen. Så det, der skulle kunne afsløre dette, ville være, hvis man så skibet sætte sådan en ubåd ud. Det kræver jo, at man er til stede og monitorerer, hvad der foregår,” sagde han dengang.
Heller ikke Forsvarsministeriet ønsker at kaste yderligere lys over, hvad Putins undervandstjeneste foretog sig i dansk farvand.
Sejladser fortsætter
Siden har Danwatch også kunnet løfte sløret for flere mystiske russiske togter gennem danske farvande.
I starten af oktober i år sejlede det sjældent sete russiske spionskib Chusovoy under Storebælt ledsaget af slæbebåden SB-123, som tidligere er blevet obseveret nær Nord Stream-gasrørledningerne dagene op til eksplosionerne i september 2022.

Og de to skibe vakte da også interesse hos Søværnet, som udsendte patruljeskibet Najaden, som overhalede begge de russiske skibe under Storebælt efter længere tids observation.
“Ser man alene på, hvad de to skibe kan, så kan man godt koble det sammen med undervandsoperationer. Chusovoy kan både udsende mini-ubåde og sonarer – og der er ingen tvivl, om at det er et efterretningsskib, der kan lave en hel del ting,” sagde Jens Wenzel Kristoffersen, som også nævnte, at der kan være tale om transit via dansk farvand.
Forsvarskommandoen bekræftede desuden, at også de to skibe blev fulgt minutiøst via sensorer og patruljeskibet Najaden. Forsvarskommandoen vil dog hverken be- eller afkræfte, at de har indsamlet billeder og videoer i forbindelse med at de fulgte skibene, da disse oplysninger har efterretningsmæssig karakter, lyder det i et svar på en aktindsigt.
Efterretningsskib på tur
8. november var der igen bud efter Søværnet, da det russiske efterretningsskib Kildin sejlede gennem dansk farvand og under Storebælt i nordgående retning kort før klokken 10. Det skete med slukket AIS-transponder og med patruljeskibet Diana i halen.

Skibet er specielt designet til elektronisk krigsførsel og signal-indhentning og råder både over avancerede radarsystemer, sonarer og undervands-kommunikationsudstyr. Samtidig fremgår det af billeder af skibet under Storebælt, at det har fået monteret to dækskanoner, som ikke fremgår af optagelser af skibet fra 2021.
“Overvågningen fra Ruslands side foregår fortsat uhindret og med uformindsket styrke,” vurderer Jens Wenzel Kristoffersen.
Samtidig foreslår han, at skrappere midler tages i brug fra dansk hånd, når russiske efterretningsskibe befinder sig i dansk farvand nær kritisk infrastruktur.
“Her kunne man overveje at indføre sejladsforbudszoner, hvor man ikke må sejle ind med skibe af forskellig art eller flyve ind med droner – såvel over eller under vand. Det bør heller ikke være tilladt at gøre ophold her,” lyder det.