15. november 2023

Professor: Regeringen presset af Rockwool-sag

Rockwools plads på krigssponsor-liste er problematisk for Danmarks image, mener professor.

Her ses statsminister Mette Frederiksen (S) og den ukrainske præsident Zelenskij under et besøg, Mette Frederiksen var på i Kyiv i september i år, hvor hun understregede den danske støtte til Ukraine. Foto: Ukrinform/Shutterstock/Ritzau Scanpix

“Hele Danmark, alle danskere og det danske folketing støtter Ukraine med et fælles ønske: at hjælpe jer så meget så meget som muligt.“

Sådan lød ordene fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i september måned besøgte den ukrainske præsident Zelenskij i Kyiv og holdt tale i parlamentet, hvor hun blev hyldet af en stående sal.  

Her to måneder efter er der for alvor kommet skår i det billede, Mette Frederiksen tegner af Danmark som fuldtonet støtte for Ukraine.

Den danske industrigigant Rockwool kom mandag morgen på de ukrainske myndigheders internationale liste over sponsorer af Ruslands angrebskrig i Ukraine. 

Prædikatet som krigssponsor får den danske virksomhed blandt andet, fordi de har solgt skibsisolering til den russiske flåde mellem 2014 og 2021, som er blevet brugt til alt fra atomdrevne ubåde, destroyere, landgangsfartøjer og spion-skibe. Det har Ekstra Bladet og Danwatch afsløret igennem de seneste måneder.

Og det er en torn i øjet for Mette Frederiksen (S) og regeringen, vurderer professor i international politik og centerleder ved Institut for Statskundskab Ole Wæver fra Københavns Universitet.

“Det må presse eller irritere den danske regering, at Rockwool har leveret deres produkter til den russiske flåde. Danmark gør jo meget ud af at skabe et fuldtonet billede af, at vi støtter Ukraine. Så springer det jo i øjnene, at en af vores store danske virksomheder tjener penge på den russiske krigsmaskine”, siger han.

Første i Skandinavien 

Rockwool er den første skandinaviske virksomhed, der bliver stemplet som krigssponsor. Listen omfatter 46 internationale selskaber, heriblandt velkendte navne som Bacardi, Pepsi, Nestlé og Bonduelle.

Antallet øger alvorligheden for Rockwool og regeringen, mener Ole Wæver, da det på ingen måder er en liste med tusindvis af små og mindre betydningsfulde virksomheder. Det er nogle af verdens største selskaber og ikke en liste, man bare lige bliver smidt ind på, fordi man sælger en lille smule til Rusland.

Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere fortalt, hvordan Rockwool alene i 2022 betalte cirka 130 millioner kroner i overskudsskat til den russiske stat.

Det er Ukraines nationale antikorruptions-agentur, NACP, der laver listen, og her fortæller chefen Oleksandr Novikov, at de fremhævede virksomheder på den måde bidrager til Ruslands budget og finansiering af krigen mod Ukraine.

“Ethvert beløb bidrager til aggressorstaten, der fortsætter med at føre sin uprovokerede krig mod ukrainske civile og infrastruktur”, siger han.

Den danske professor bider mærke i, at Rockwools produkter bliver brugt direkte i de russiske krigsskibe. Det samme gør chefen for NACP Oleksandr Novikov.

“Blodet fra fredelige ukrainere, som er blevet dræbt af russiske missiler affyret fra Ruslands flåde, er blandt andet på Rockwools hænder”, siger Oleksandr Novikov.

Rockwool fortæller selv, at deres produkter ikke er leveret til flåden, siden den fuldtonede invasion i februar 2022. Men NACP fortæller, at der fortsat er leverancer af Rockwool til enheder under det russiske forsvarsministerium. Ligesom leveringerne til flåden fandt sted efter invasionen og annekteringen af Krim i 2014.

Løkke reagerer

NACP har opført Udenrigsministeriet som en af organets samarbejdspartnere på sin hjemmeside.

Chefen for NACP, Oleksandr Novikov, understreger i et interview med Danwatch og Ekstra Bladet, at det naturligvis er op til den danske regering at tage stilling til, hvordan sagen med Rockwool skal behandles.

“En af måderne at overtale danske erhvervsaktører til at gøre det rigtige er at udelukke dem, der stadig arbejder med eller i Rusland fra deltagelse i offentlige udbud i Danmark”, siger han.

De ukrainske myndigheder skal dog ikke umiddelbart forvente, at den danske regering blander sig. Danwatch og Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen, men ministeriets pressetjeneste svarer:

“Vi henviser til Udenrigsministeriet.”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skriver i et svar, at regeringen ikke kan blande sig, når det kommer til at lægge pres på Rockwool.

“Danske virksomheder skal selvfølgelig overholde gældende lovgivning. Det gælder blandt andet EU’s sanktioner. Men den danske regering kan ikke diktere, hvad specifikke virksomheder derudover skal foretage sig”, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Rockwool vil kontakte Ukraine

Selvom ROCKWOOL fortsat overholder alle internationale sanktioner, og den pågældende isolering blev leveret før Rusland angreb Ukraine sidste år, gør det selvfølgelig indtryk, at vi er blevet tilføjet listen. Det siger Jens Birgersson, administrerende direktør i Rockwool.

“Vi forsøger nu at kontakte de ukrainske myndigheder ansvarlige for listen for at sikre, at vi giver al yderligere information, der er relevant i deres vurdering. Også for at forstå mere fuldt ud, om det at blive placeret på denne liste har nogen praktiske konsekvenser i Ukraine”, siger han.

Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right