Er grønne teknologier virkelig så grønne, som vi tror?

Alle mineselskaber i Latinamerika var der. Med champagne i hånden var de i 2017 samlet til den årlige internationale messe for minedrift i Buenos Aires, og på dagsordenen var der især et punkt: Udsigten til litium-udvinding i Argentina. 

Mineselskaberne var begejstrede. Litium er et helt centralt råstof i især elbiler, og med den grønne omstilling i mente lugtede de penge og muligheder. 

Dog, mindede de hinanden om, skulle minedriften være “ansvarlig og følge internationale miljøstandarder”. 

Mens de klingede champagneglassene, stod Greenpeace-aktivister og blokerede indgangen til messen. De havde intet at skåle for:

“Alt, de siger, er greenwashing. Der er ikke noget, der hedder bæredygtig minedrift”, lød det fra aktivisten Gonzalo Strano. 

Det tyder på, at han fik ret. I dag udskældes litium-udvindingen i Latinamerika for at fordrive oprindelige folk og tørlægge hele områder for vand. En virkelighed, der går igen på tværs af langt de fleste råstoffer, der i dag bruges i grønne teknologier. 

I DR Congo forurener udvindingen af kobolt lokalsamfund, mens børnearbejde heftigt anvendes, og i Kina kædes udvindingen af silicium sammen med uighursk tvangsarbejde. 

Og sådan fortsætter det ellers ifølge bogen “The Rare Metals War”, der undersøger, hvordan de helt vitale råstoffer anvendt i grønne- og digitale teknologier påvirker økonomi, miljø og geopolitik. Det centrale spørgsmål er om vindmøller, elbiler og solceller fortjener deres gode rygte?

Ræset om råstofferne 

Svaret er måske ikke så ligetil. Eller så ukompliceret, som vi ellers gerne vil have det til at være. Over ni kapitler udlægger bogen nemlig de problemer, der følger med, når vi hiver råstoffer til grøn omstilling op af jorden. 

Det gælder ikke mindst i forhold til, hvem der sidder på råstofmarkedet, og hvem vi dermed bliver afhængige af i et geopolitisk storspil. 

Lige nu vinder Kina det ræs, hvilket, skriver forfatteren, i høj grad skyldes Kinas benhårde fokus på de essentielle råstoffer. Mens Vesten blev lullet ind i troen på det globale marked, gik Kina all-in på at sikre sig markedsandele.  

Den pris betaler vi nu, hvor Kina ikke er til at komme udenom, når vi skal have solceller i Europa. Blandt andet vurderer Det Internationale Energiagentur i en rapport i 2022, at Kinas andel i fremstillingen af solenergi – fra produktionen af polysilicium til udviklingen af selve panelerne – er over 80 procent. 

Det er alt sammen spændende og relevant, og selvom bogen oplister problemerne med grønne teknologier, er det som sådan ikke en kampskrift mod dem. Mere end opråb til, hvordan vi griber det bedre an. 

Eller som Albert Einstein citeres i bogens sidste sider: 

“Vi kan ikke løse vores problemer ved at bruge den samme tankegang, som skabte dem”.

Guillaume Pitron. The Rare Metals War: The dark side of clean energy and digital technologies. Scribe