I takt med at verden igen åbner sig op, vil rejsende feriegæster igen flokkes til populære destinationer. Nogle af stederne, de såkaldte ‘honeypot’-destinationer, , vil tiltrække så mange turister, at de, (som oftest helt uden at ane uråd) udgør en kæmpe belastning på miljøet og lokalbefolkningen.
Før Covid-pandemiens midlertidige suspendering af turismeindustrien, rejste mennesker fra ressourcestærke lande til rejsedestinationer i øst og i syd som aldrig før. På cruiseskibe, på all-inclusive, på hoteller der er en del af multinationale kæder og på guidede ture strømmede det ind i udviklingslande med turister, der ville nyde en velfortjent ferie fra dagligdagen.
I den nye dokumentarfilm The Last Tourist viser den canadiske instruktør Tyson Sadler, at den slags masseturisme i udviklingslande har enorme konsekvenser for både lokalbefolkning, naturen, dyrelivet og den lokale kultur.
“Den her dokumentar demonstrerer den forfærdelig tilstand (turisme)industrien var i før pandemien og adresserer konkrete måder, hvor rejsende kan bruge deres personlige magt til at have en positiv påvirkning på verden, idet den åbner for internationale rejser igen”, fortæller Bruce Poon Tip, grundlægger af rejseselskabet G-adventures og producer på The Last Tourist til Travel Industry Today.
Turister demonstrerer ulighed
Ifølge Bruce Poon Tip kan turismen bidrage til en global fordeling af den ulige rigdom, da turister som oftest rejser fra vestlige ressourcestærke lande til udviklingslande.
“Vi har altid sagt, at rejser kunne være den største distributør af rigdom verden nogensinde har set”, siger han.
Men som turismen ser ud i dag, fungerer det ikke sådan. De penge, der bliver brugt på ferien, vender nemlig i langt de fleste tilfælde tilbage til vestlige kæder, der har etableret sig omkring turisternes favoritattraktioner.
På den måde bliver lokalbefolkningen og lokalmiljøet ikke integreret i turismens værdikæde. Derimod er der mange eksempler på, at penge, der bliver brugt på ferien, i mange tilfælde flyder tilbage til vestlige aktører.
Rachel Dodds, forsker i bæredygtig turisme, fortæller i The Last Tourist, at kun 14% af de penge, der bliver brugt i Kenya, forbliver i Kenya. De resterende 86% forlader landet i form af udenlandsk ejerskab af fx. hoteller, flyselskaber og mad, der bliver importeret udefra.
Den uautentiske oplevelse
Mange turister rejser syd eller østpå for at opleve steder, der af rejseselskaberne kaldes “eksotiske” og “autentiske”, men masseturismen risikerer at påvirke de populære rejsedestinationer så meget, at de ødelægger netop den kultur og natur, der tiltrækker folk. En kultur og natur– som lokalbefolkningen ironisk nok er afhængig af vil fortsætte med at tiltrække betalingsstærke turister.
“Det er det modsatte af den autentiske oplevelse”, siger Elisabeth Becker, forfatter af Overbooked: The Exploding Business of Travel and Tourism i ‘The Last Tourist’.
Hun fortæller, at multinationale kæder bygger hoteller i udviklingslandes rejsedestinationer og importerer fra internationale leverandører. De etablerer små lommer af vestlig kultur, og fratager derfor de lokale både den økonomiske og kulturelle plads, som de optager.
“Måske skulle vi ikke kalde det at rejse længere. Fordi du bliver bare transporteret fra ét vestligt miljø til et andet vestligt miljø”, siger Bruce Poon Tip i filmen.
Imens vil destinationer i udviklingslande, der er afhængige af turismen som indkomst, gå langt for at skabe det ‘eksotiske’ og ‘autentiske’ besøg, som turister forespørger.
The Last Tourist dokumenterer for eksempel, hvordan der i mange asiatiske og afrikanske børnehjem er børn, der slet ikke er forældreløse. De er derimod placeret på børnehjemmet, fordi det er en attraktion at besøge for feriegæster, og et populært sted at udføre frivilligt arbejde i sin ferie for volonturister.
Michelle Oliel, menneskerettighedsadvokat og grundlægger af Stahili foundation, der beskæftiger sig med beskyttelse af børn, fortæller i ‘The Last Tourist’ om, da hun i sin ungdom var frivillig ved et børnehjem i Kenya.
“Jeg havde alle de bedste intentioner, men i bagklogskabens lys, havde jeg ikke gjort min research. Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad det lokalsamfund havde brug for, hvilken påvirkning jeg ville have på det lokalsamfund, og hvorfor de var der. Da jeg ankom, opdagede jeg, at de ikke var der, fordi de havde brug for det. De var der, fordi jeg gerne ville være der.”
Rejs med omtanke
Imens filmholdet er i gang med post-produktionen af filmen, rammer Covid-pandemien. Den nedlægger store dele af turismeindustrien verden over og det rammer specielt de områder, der i forvejen kæmper med fattigdom og arbejdsløshed rigtig hårdt.
Sadlers budskab er ikke, at vi skal stoppe med at rejse, men med The Last Tourist opfordrer han til, at turister rejser mere bæredygtigt.
Ifølge rejsearrangørerne, forskerne og aktivisterne der bliver interviewet i The Last Tourist, gælder det om, at turister blandt andet skal sætte sig ind i, hvor de er på vej hen inden afrejse; sørge for at berige lokalbefolkningen; begrænse deres ressourceforbrug; og rejse med omtanke for kultur og natur.
The Last Tourist er en kombination af en visuel rejse til nogle af verdens smukkeste lande og benhårde billeder af turismens dominerende og ødelæggende tilstedeværelse.
Man kan godt mærke og høre Sadler og de medvirkendes kærlighed til det at rejse og det er netop ud af den kærlighed, at denne film udstiller turismeindustriens ubekvemmme sandhed.
Filmen vises flere gange i løbet af festivalen. D. 29 marts har CPH:DOX og Politiken inviteret turismeforsker Anders Sørensen‚ rejseprogramvært Tobias Hamann og forfattere Elena Maria Askløf og Peter Laugesen ind til en debat efter visningen i Politikens Hus.
Nadja Touzari