En flygtnings fortælling fra Tunesien: “Jeg blev slået, og betjentene brændte mine fødder med et varmt stykke plastik”

I begyndelsen af april sad 24-årige Clémence på et tæppe ved sit hjemmelavede telt af sort plastikdug og pinde med sin to-årige søn. Mellem oliventræerne kom uniformerede tunesiske vagter pludselig gående og gik i gang med at rydde den uformelle lejr, hvor hun og flere hundrede andre flygtninge og migranter havde opholdt sig siden 2023. Enhederne fra politiet og nationalgarden begyndte at sætte ild til de mange telte og ejendele, og Clémence skyndte sig at tage sin søn under armen og trække væk fra området. 

På afstand så hun sine få ejendele forsvinde i flammer og røg, og nogle af menneskerne blev arresteret og taget med af politiet. Ifølge lokale menneskerettighedsorganisationer blev nogle deporteret og efterladt ved grænseområdet til Libyen og Algeriet. 

“Jeg mistede de få ting, jeg havde. Nu har jeg kun det tøj, jeg selv og min søn havde på. Jeg har intet sted at tage hen, og det er svært at finde mad, bolig eller et job,” fortæller Clémence til Danwatch over en Whatsapp-forbindelse her godt en måned efter lejren blev ryddet. 

Clémence ønsker ikke sit fulde navn offentliggjort, fordi hun frygter, hvad myndighederne vil gøre. Danwatch er bekendt med hendes identitet. 

Hændelsen er blot det seneste eksempel på de svære forhold, som flygtninge og migranter lever under i Tunesien. Som Danwatch for nylig kunne beskrive, er der store problemer med krænkelser af menneskerettighederne i det nordafrikanske land. Myndighederne slår hårdt ned på migranter, underminerer deres ret til at få adgang til basale tjenester og nægter dem at registrere sig hos FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Derudover bliver medarbejdere i civilsamfundsorganisationer, der arbejder med migration, anholdt, retsforfulgt og har fået indefrosset deres bankkonti. Alligevel styrker EU og Danmark samarbejdet med Tunesien for at bremse den irregulære migration til Europa. 

Det er ikke første gang, at Clémence oplever myndighedernes hårde behandling. I december blev hun anholdt, da hun tiggede efter mad på gaden. Hun blev taget med på en politistation i kystbyen Sfax og var tilbageholdt i to uger. 

“Jeg blev slået, og betjentene brændte mine fødder med et varmt stykke plastik. De gjorde det hele foran min søn, som sad hjælpeløs og græd på gulvet. Jeg blev behandlet som et dyr. Jeg fik kun lidt brød og vand af og til, som jeg gav til min søn. Til sidst begyndte min søn at blive meget syg. Han hostede voldsomt og var afkræftet, og efter to uger blev vi pludselig løsladt,” fortæller hun. 

Hun mistænker, at politiet var bange for, at hendes søn ville blive alvorlig syg eller dø i deres varetægt, og at de derfor lod hende gå. Danwatch har ikke kunnet verificere hele hendes oplevelse, men har set fotos af ar på hendes fødder, som angiveligt er kommet af brandmærkerne fra plastikken. 

Usikre og farlige forhold

Clémence historie er ikke enestående. Racismen og undertrykkelsen af flygtninge og migranter i Tunesien er ifølge flere menneskerettighedsorganisationer udbredt og tog for alvor til i 2023, da landets præsident Kais Saied holdt tale til nationen, hvor han kom med hadefulde ytringer mod migranter i Tunesien, som flere fordømte som racistiske. Mange migranter og flygtninge især fra lande syd for Sahara blev efterfølgende udsat for chikane og vold og blev smidt ud af deres lejligheder og arbejdspladser. 

Migrationsforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Aalborg Universitet Ahlam Chemlali beskriver, at det er blevet langt mere usikkert og farligt at være migrant i Tunesien. Hun har i en årrække undersøgt migration, grænsekontrol, migranters vilkår i Nordafrika og europæisk migrationspolitik og lige afleveret PhD om blandt andet vilkårene for migranter, der opholder sig i Tunesien.

“Tunesien er et land uden asylpolitik og juridiske rammer i forhold til migration og asyl. Der mangler helt basale rettigheder. Derudover har styret ofte en brutal og krænkende måde at behandle migranter på. Der har været rapporter om, hvordan Tunesiens kystvagt angriber både med migranter, bruger vold og skyder mod dem, ligesom man har set det med de libyske kystvagter. Og myndighederne har af flere omgange opsamlet migranter i eksempelvis kystbyen Sfax og læsset dem af i grænseområderne mod Libyen og Algeriet uden vand eller mad”, siger hun. 

Mens forholdene for migranter bliver dårligere, poster EU og medlemslande som Danmark penge til grænsebevogtningen i landet. Aftalerne er blevet kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer og Den Afrikanske Union, fordi de legitimerer præsident Kais Saied og hans dårlige behandling af ikke bare migranter, men også politikere, journalister, aktivister og civilsamfundsorganisationer. Ahlam Chemlali vurderer, at migrationsaftalerne med de internationale partnere er med til at forværre situationen. 

“Med alle de menneskerettighedskrænkelser, der sker i landet, er det svært ikke at stille spørgsmålstegn ved de samarbejdsaftaler, der er mellem EU og Tunesien. At kalde Kais Saied for en samarbejdspartner, man kan regne med, rejser nogle menneskeretlige, etiske og juridiske spørgsmål, fordi der ikke er garanti for, at menneskerettighederne overholdes, og der er en manglende gennemsigtighed i aftalerne. Man kan ikke være sikker på, hvor pengene havner, og hvad der er med til at legitimere og styrke det autoritære styre”, siger hun og fortsætter: 

“EU og medlemslandene har et medansvar, når de outsourcer håndteringen af migration til et autoritært regime, hvor man kan dokumentere systematiske krænkelser og undertrykkelse af migranter”. 

Samme vurdering har Sarah Yerkes, der er ekspert i tunesiske forhold hos den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace. “Europa er medskyldig i de menneskerettighedskrænkelser, der sker i hænderne på de tunesiske myndigheder”, som hun udtrykker det. 

Tunesien i 2023 en aftale på 255 millioner euro med EU, hvoraf næsten halvdelen er øremærket til at tackle irregulær migration. Den danske regering har over årene haft fokus på at støtte indsatsen mod migration til Europa og har blandt andet bidraget med en finansiering på 26 millioner kroner til et træningscenter, der ligger i den sydlige del af landet, hvor tunesiske grænsevagter og Nationalgarden trænes i at forvalte grænserne og migrantruterne. Det er netop nationalgarden og grænsemyndighederne, der beskyldes for at krænke migranters rettigheder.

Ifølge de to forskere bør EU og Danmark sætte støtten på pause, indtil der er mere monitorering og uafhængige mekanismer, der kan undersøge forholdene. Ahlam Chemlali vurderer, at hvis de europæiske lande for alvor vil gøre noget ved migrationsudfordringerne, bør man genoverveje hele tilgangen. For selvom tallene for ankomster til Italien fra Tunesien er faldet en smule i år, så er antallet af dødsfald i Middelhavet stadig højt.

“EU’s tilgang har ikke løst problemerne. Der er stadig mange, der forsøger at krydse Middelhavet, men nu er det blot blevet en mere farlig og fragmenteret migration. Det har skabt mere utryghed, mere vold og mere usikkerhed for migranterne”, siger Ahlam Chemlali. 

Flugt fra Cameroun

Clémence kom til Tunesien fra Cameroun i 2022. Hun er født og opvokset i Bamenda i den nordvestlige del af landet, men hun følte sig nødsaget til at flygte, da byen var en kampplads for vold og sammenstød mellem regeringsstyrker og separatister, der drev flere hundrede tusinder på flugt. Da hun endelig nåede til Tunesien, forsøgte hun at finde arbejde, og hun fik job på et hotel. Til at begynde med var hendes plan at blive i Tunesien, men i 2023 blev hun udsat for så meget racisme og vold af tunesere og myndigheder, at hun besluttede sig for at forsøge at komme til Europa med en af de mange smuglerbåde. 

Hun brugte sine opsparede penge til at betale smuglerne, og to gange forsøgte hun forgæves at nå til den italienske ø Lampedusa. Hun betalte omkring 4500 kroner for hver tur. Begge gange blev de taget tilbage til Tunesien af den tunesiske kystvagt, men anden gang endte turen med en fatal afslutning. Båden kæntrede undervejs, og Clémence beskriver, hvordan skrig og panik spredte sig i det mørke hav.

“Jeg var højgravid og har aldrig været så bange i mit liv. Der var flere, der druknede, inden kystvagten kom,” siger hun.

Efter myndighederne ryddede hendes simple hjem i olivenlunden i april ved Clémence ikke, hvad hun skal stille op. 

“Jeg kan ikke tage tilbage til mit hjemland, fordi jeg har ingenting der. Jeg overvejer, om jeg skal forsøge at tage mod Europa igen. Jeg vil bare have fred, arbejde og give min søn et godt og roligt liv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”, siger hun.