Fra “harmløse produkter” til “kraftige fordømmelser”

Der er stor forskel på, hvad virksomhederne svarer, når deres forretninger viser sig at være på kant med menneskerettighederne, folkeretten, eller deres egne forkromede politikker om social og miljømæssig ansvarlighed.

Som Danwatch i samarbejde med Ekstra Bladet i dag kan fortælle, er Putins atomubåde udstyret med skibsisolering fra den danske koncern Rockwool. Det er de, fordi Rockwools faste russiske samarbejdspartner, trods den ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014, indgik aftaler om at levere den danske stenuldsisolering til den russiske flåde. 

En dansk professor i virksomhedsetik mener, at sagen er udtryk for en “fuldkommen moralsk blindhed”, men Rockwool selv virker ikke til at være særligt brødebetyngede over sagen.

”Alt i alt er der tale om harmløse produkter”, lyder det i Rockwools svar til Danwatch.

Noget mere ydmygt lød det, da Danwatch tidligere i år kunne dokumentere, at den danske maling-gigant Hempel i årene efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen, har scoret kassen på at sælge deres produkter til Ruslands Sortehavsflåde, broen til det annekterede Krim og efterretningstjenesten FSB.

“Vi fordømmer på det kraftigste, at vores produkter endte på disse aktiver”, lød svaret fra Hempel.

Hvordan virksomhederne vælger at karakterisere deres forretningsforbindelser til det russiske militær efter Krim-annekteringen, er sådan set op til dem selv.

Men anderledes forholder det sig, når det kommer til at svare på, hvilke menneskeretlige vurderinger virksomheden har foretaget, før handlerne er indgået.

Som det også fremgår af dagens historie om Rockwool, svarer virksomheden ikke på spørgsmål fra Danwatch, omkring hvilken såkaldt due diligence Rockwool har foretaget i forbindelse med leverancerne til den faste russiske samarbejdspartner og dennes systematiske salg til den russiske flåde.

“I ROCKWOOL plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold”, skriver virksomheden i sit mail-svar. 

Og den går faktisk ikke, hvis man som virksomhed sælger sig selv på at være en del af det gode selskab, der følger FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. 

Lige netop det gør Rockwool, der på sin hjemmeside bedyrer, at de “i overensstemmelse med FN’s vejledende principper udfører menneskerettigheds-due diligence gennem en dedikeret due diligence-proces”, og at de “stræber efter at identificere og forhindre eller afbøde påvirkninger i vores drift og forsyningskæde og løbende at forbedre vores menneskerettighedstilgang”.

Men “detaljer” om konkrete forhold vil de altså ikke gå ind på. 

Ifølge Lene Wendland, der er chef for menneskerettigheder og erhverv i FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, er sådan en tavshed fra virksomhederne i sig selv et brud på FN’s retningslinjer. 

“Transparens er en forudsætning for FN-retningslinjerne. Det er skrevet ind i dem, at man skal kommunikere offentligt om, hvad man har gjort for at forebygge og afbøde sine forretningers eventuelle negative indvirkninger på mennesker og miljø”, sagde hun til Danwatch, da vi sidste år kunne afsløre, at den danske minegigant FLSmidth, der brander sig på bæredygtig udvinding af mineralerne til den grønne omstilling, i realiteten er storleverandør til klimaskadelige og sygdomsfremkaldende kulminer – blandt dem en storsvinende kulmine i Mozambique.

“Selvfølgelig er det legitimt med nogle fortrolige forretningsforhold, men det er utilstrækkeligt, at FLSmidth ikke fortæller mere om, hvad de rent faktisk har foretaget sig i Mozambique for at leve op til FN-retningslinjerne”, sagde FN-chefen for menneskerettigheder og erhverv, da FLSmidth, ligesom Rockwool, ikke ville tale om de konkrete forretninger.