30. jan '25Udvinding og minedrift

Lækkede dokumenter: Minegiganten FLSmidth vil betale mindre skat i fattige lande

FLSmidth indfører en ny skattemodel, der skal reducere minegigantens skattebetaling i de lande, hvor virksomheden opererer. Eksperter advarer mod store konsekvenser for nogle af verdens fattigste lande.

FLSmidth grafik
FLSmidths nye skattemodel kan få konsekvenser for en række af verdens fattigste lande, hvor selskabet opererer. I DR Congo i det centrale Afrika, eksempelvis. Illustration: Stine Mørch

Formålet med FLSmidths nye skattemodel er klart: Profitten fra FLSmidths mineforretninger rundtomkring i verden skal i mindre grad beskattes lokalt. I stedet skal profitten kanaliseres til Danmark, hvor den vil blive beskattet til en relativt lavere skattesats.

Det fremgår af en intern powerpoint-præsentation, som Danwatch og Finans har fået adgang til.

FLSmidth, der traditionelt har været en cementforretning, men i dag satser på mineindustrien, havde i 2024 en samlet omsætning fra deres minevirksomhed på over 15 milliarder kroner.

Virksomheden servicerer miner med teknologi og services i hele verden. Flere af dem ligger i nogle af verdens fattigste lande, der er dybt afhængige af indtægter fra mineindustrien. Det gælder både i Sydamerika, Afrika og Asien.

Dermed kan den nye skattemodel få store fordelingsmæssige konsekvenser, vurderer eksperter, der har set den interne powerpoint-præsentation.

“Multinationale virksomheder vælger i nogen grad selv, hvor og hvor meget de betaler i skat. Det afhænger af den skattepolitik, de vælger. Konsekvensen af FLSmidths nye skattemodel er, at de vil betale mindre skat lokalt og mere i skat i Danmark. Det står sort på hvidt”, siger postdoc og skatteekspert ved CBS, Rasmus Corlin Christensen.

Juridisk er skattemodellen “helt inden for skiven”, pointerer Rasmus Corlin Christensen.

“Men den rejser nogle etiske spørgsmål, fordi den kan få store fordelingsmæssige konsekvenser for de lande, hvor FLSmidth opererer”, siger han.

Powerpoint Slide
Her er et uddrag af den interne powerpoint-præsentation, som Danwatch og Finans har fået adgang til.

FLSmidth vil være en “ansvarlig” skatteyder

FLSmidths seneste skatterapport er ikke til at tage fejl af: I den skriver selskabet, at det er “af største vigtighed” at være en “ansvarlig skatteyder”.

“FLSmidths 2030-mål understøtter FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Specifikt bidrager vi gennem vores tilgang til og betaling af skatter til verdensmål 16.6; udviklingen af effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner. Vi anerkender, at direkte og indirekte skatter bidrager væsentligt til regeringens budgetter. At være en ansvarlig skatteyder er derfor af største vigtighed for os”, skriver selskabet.

Danwatch og Finans har forsøgt at få et interview med FLSmidth om deres etiske overvejelser i forbindelse med den nye skattemodel, og om hvordan denne stemmer overens med ordlyden i deres seneste skatterapport.

FLSmidth har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail, at deres nye skattemodel er indført som et led i en “simplificering” af virksomhedens overordnede struktur for at skabe “mere organisatorisk effektivitet, styrke eksekveringsevne og forbedre indtjeningen”.

“Vores skattepolitik er uændret, og vi ønsker at støtte de samfund, vi opererer i, ved at betale skat i de lande, hvor vi er til stede. Vores skattestruktur afspejler den til enhver tid fungerende forretningsmodel”, lyder det videre.

Mulige konsekvenser for uddannelse og sundhed

FLSmidth servicerer blandt andet miner i DR Congo i det centrale Afrika, herunder kobberminen Kamoa-Kakula, der er en af verdens største.

Råstofferne er essentielle for DR Congo, som ifølge Verdensbanken er blandt verdens fem fattigste lande. Mineindustrien er den primære årsag til, at internationale virksomheder og investorer er tilstede i landet.

Færre indtægter fra mineindustrien kan dermed få mærkbare konsekvenser for nationer som DR Congo, siger Ole Therkildsen, der er emeritusforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han undersøger beskatning og offentlige serviceydelser i Afrika.

“For nogle lande vil en reduktion af mineindtægter betyde, at finansiering af offentlige tjenester som undervisning, sundhed, vand og infrastruktur må reduceres – eller at gælden må øges”, siger han.

Ifølge Alexandra Readhead, chef for afdelingen Tax and Sovereign Debt hos tænketanken International Institute for Sustainable Development, er der tale om et strukturelt problem.

Hun ønsker ikke at kommentere direkte på FLSmidths nye skattemodel, men siger, at minendustrien generelt bør tage et større skatteansvar.

“Industrien må oppe sig over hele verden. Alene i Afrika syd for Sahara går lande glip af minedriftsindtægter på 470 til 730 millioner dollars årligt som følge af skatteundgåelse, viser IMF’s estimater. Alt for ofte fremhæver virksomheder gerne deres værdi som skatteydere, alt imens de udnytter smuthuller og komplekse ordninger for at reducere, hvor meget de betaler i skat”, siger hun.

NGO frygter øget ulighed

FLSmidths nye skattemodel er særligt problematisk, netop fordi virksomheden har forretninger i nogle af verdens fattigste lande, advarer NGO’en Oxfam, der arbejder for at mindske den globale ulighed.

“Virksomheder som FLSmidth skal ikke betale mere skat, end loven kræver, men hvis man laver kunstige omlægninger for at mindske sit skattebidrag i nogle af verdens fattigste, så begynder vi at bevæge os ud i en gråzone af, hvad der kan forsvares,” siger Christian Hallum, skattespecialist hos Oxfam.”, siger Christian Hallum, skattespecialist hos Oxfam.

“FLSmidth har kontorer i en række udviklingslande, hvor der et kæmpe behov for, at multinationale selskaber betaler en fair skat lokalt, der kan finansiere skolegang, hospitaler og andre basale tjenester, og ikke laver regnskabsmæssige krumspring for at mindske deres skattebidrag lokalt”, lyder det videre fra Christian Hallum.

Han mener, at sagen rejser en række spørgsmål, som FLSmidth burde besvare.

“Hvad betyder det her for deres samlede skattebetalinger samt for, om skatten forsat betales der hvor FLSmidth skaber deres værdi? Og hvordan harmonerer den nye skattemodel med ambitionen om at bidrage i de lande, de opererer i?”, siger Christian Hallum.

42 procent af FLSmidths mineindtjening i 2023 kom fra lande i Sydamerika, Afrika syd for Sahara, Mellemøsten og det sydlige Asien.

Samme år betalte FLSmidth godt 23 procent af sin samlede skat i Danmark, svarende til godt 200 mio. kr. De resterende 77 procent blev betalt i udlandet. Hvordan fordelingen vil se ud fremover med den nye skattemodel er uvist.