Der var stor usikkerhed om, hvorvidt FN’s nu afgåede højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, ville nå at udgive sin længe ventede rapport om menneskerettighedssituationen i den vestkinesiske provins Xinjiang, inden hendes fireårige embedsperiode udløb.
Men få minutter i midnat d. 31. august kom den så, og fordømmelsen er klar. Kina har begået så “alvorlige menneskerettighedskrænkelser” mod etniske minoriteter som uighurerne i provinsen, at det kan svare til forbrydelser mod menneskeheden.
Konklusionen er baseret på den omfattende dokumentation, der allerede findes fra læk, whistleblowere og vidnesudsagn, samt 40 dybdegående interviews med personer, der har førstehåndskendskab til, hvad der foregår i det ellers hermetisk lukkede Xinjiang.
En række menneskerettighedsorganisationer er glade for, at FN endelig har meldt sig på banen. Til The Guardian udtaler den administrerende direktør for Uyghur Human Rights Project, Omer Kanat, at rapporten er “en game-changer for den internationale reaktion på den uighuriske krise”.
“På trods af den kinesiske regerings ihærdige benægtelser har FN nu officielt anerkendt, at der finder forfærdelige forbrydelser sted,” siger Kanat.
Rune Steenberg, der er antropolog ved Palacky Universitet Olomouci i Tjekkiet og som i mange år har studeret uighurerne, beskriver rapporten som velresearchet og velbalanceret. Ligesom organisationerne mener han også, at den kan få stor betydning fremadrettet.
“Rapporten viser, at det ikke er et geopolitisk foretagende at rette opmærksomhed mod Kinas menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang, men en menneskelig og humanitær sag, der er hævet over geopolitiske overvejelser”, skriver Rune Steenberg i en mail til Danwatch med henvisning til, at situationen i Xinjiang har været genstand for en stormagtskamp mellem Kina og Vesten.
“Den vil derfor helt sikkert øge presset på Kina på en måde, der ikke gør det så let for regeringen at affærdige det som politisk motiveret og anti-kinesisk, som de med en vis legitimation har kunnet indtil nu, fordi beskyldningerne især er kommet fra amerikanske og australske tænketanke, der er betalt af militærmidler og amerikanske regeringsmidler”, tilføjer Rune Steenberg.
I løbet af de seneste år har den kinesiske regering stået overfor adskillige anklager om alvorlige menneskerettighedskrænkelser mod etniske minoriteter i Xinjiang-provinsen.
Mens Kina hårdnakket nægter dem alle og kalder deres indsatser mod befolkningen i provinsen for terrorbekæmpelse, dokumenterer en lind strøm af rapporter, beretninger fra flygtede borgere og journalistiske undersøgelser en systematisk undertrykkelse af minoriteterne.
Mest central for Beijings hårde linje i Xinjiang har været oprettelsen af flere hundreder interneringslejre i provinsen, hvor op mod en million mennesker højst sandsynligt har været indespærret ifølge eksperter og organisationer.
Utallige vidnesbyrd fra tidligere internerede beskriver, hvordan hverdagen i lejrene blandt andet bestod af tortur, sterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.
Det er i høj grad også den slags krænkelser, som FN-rapporten nu anerkender og kan dokumentere ud fra “troværdige oplysninger”.
To tredjedele af de tidligere indsatte, som FN har interviewet, kan eksempelvis berette om tæsk med elektriske stave og vandtortur (waterboarding, red.), mens der også er beretninger om voldtægt og andre former for seksuel vold begået mod især kvinder.
Flere fortæller, at de er blevet tvunget til at udføre oralsex i forbindelse med forhør, og at de er blevet udsat for invasive gynækologiske undersøgelser, som fik “gamle kvinder til at skamme sig og unge piger til at græde”, fordi undersøgelserne foregik i grupper.
FN har også interviewet kvinder, som beskriver, hvordan de blevet tvunget til at få en abort eller få sat en spiral op, fordi de havde fået det tilladte antal børn, som Kinas familieplanlægninings-politik tilskriver.
I den forbindelse fremgår det af rapporten, at den gennemsnitlige steriliseringsrate pr. 100.000 indbyggere i Kina i 2018 var på lidt over 32, mens den i Xinjiang var på 243.
Rapporten udtrykker også bekymring for tvangsarbejde i provinsen. Det gælder både i forhold til tvangsarbejde i lejrene, men også via de statsstyrede arbejdsprogrammer.
Sidstnævnte er i de sidste par år blevet undersøgt i en række rapporter, der konkluderer, at de anvendes som et endnu et middel til at undertrykke minoriteter i Xinjiang.
Styret i Beijing beskriver programmerne som nødvendige for at bekæmpe fattigdom og dæmpe religiøs ekstremisme, men ifølge flere forskere involverer de tvangsarbejde, fordi det ikke er muligt at sige nej til at deltage i dem.
Samme bekymring bliver udtrykt i FN-rapporten. Ifølge Michelle Bachelet er der tætte forbindelser mellem arbejdsprogrammerne og internerings-systemet, hvorfor der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt det at deltage i programmerne sker frivilligt.
Som Danwatch kunne fortælle i dagens nyhedsoverblik, har udgivelsen af FN-rapporten været genstand for stor palaver og tovtrækkeri.
På den ene side har USA og lovgivere i vestlige lande anklaget Kina for at begå folkedrab mod minoritetsgrupperne i Xinjiang, mens Kina på den anden side på det kraftigste afviser alle anklager om undertrykkelse i provinsen og kalder det “århundredets løgn”.
Ifølge den nu tidligere højkommissær for menneskerettigheder i FN, Michelle Bachelet, har det medført et “enormt pres” i forhold til, hvorvidt rapporten skulle udgives eller ej.
Den udkom dog i sidste allersidste time, selvom Kina forsøgte at stoppe offentliggørelsen helt indtil sidste minut. Blandt andet modtog Bachelet ”substantielle input” fra Kina, som ifølge standardprocedurerne skal have mulighed for at lave ”faktuelle kommentarer” til rapporten inden udgivelse.
I et officielt svar skriver den kinesiske regering, at rapporten er “baseret på desinformation og løgne fremstillet af anti-kinesiske styrker”, at den “uønsket udskælder og bagtaler” Kina og blander sig i landets indre anliggender.
Med det officielle svar følger desuden en 131-siders rapport fra den kinesiske stat, der fastholder og understreger truslen fra terrorisme, og at det statslige program for “afradikalisering” i Xinjiang har medført stabilitet i provinsen.
Sandra Blenner Rasmussen
