Drik alkohol eller ryg i fængsel.
Over 10.000 kilometer fra Danmark, i Kinas nordvestlige Xinjiang-provins, er det et valg, som mange uighurer siden 2010’erne har stået overfor.
Presset kommer fra den kinesiske regering, der i det sidste årti har smidt det muslimske folkeslag i interneringslejre, udsat dem for tvangssterilisation og masseovervåget dem på grund af deres kultur og tro.
Læk og vidneudsagn viser, at alkohol har spillet en vigtig rolle: Drikker du alkohol, går du fri; vælger du islam og siger nej tak, må du måske betale prisen.
I omtrent samme periode, fra 2015 og frem, har den danske bryggerigigant Carlsberg gennem deres lokale ølmærke Wusu Beer drevet forretning i samme provins.
En forretning, som eksperter nu vurderer, at den kinesiske regering har brugt til at undertrykke de cirka 12 millioner uighurer, der bor i Xinjiang.
Det gør de på baggrund af en omfattende research af åbne kinesiske medier, lækkede dokumenter og flygtede uighurers vidneudsagn, som Danwatch har foretaget i samarbejde med TV2.
Eksperterne kritiserer ikke mindst, at Carlsberg er med til at sponsorere en ølfestival i en provins, hvor alkohol bliver brugt som en markør for at vurdere, om man er radikal fundamentalist eller ej.
“Carlsberg har gjort sig selv til redskab for den kinesiske regering i deres undertrykkelse i Xinjiang”, siger Rune Steenberg, der er en af Europas førende uighur-forskere og blandet andet har boet, forsket og lavet antropologisk feltarbejde i Xinjiang.
Carlsberg vil ikke stille op til interview. I et mailsvar skriver Carlsbergs kommunikationsdirektør at Wusu’s rolle er “begrænset til sponsorering, herunder levering af smagsprøver, reklame og salg af øl under festivalen”.
Carlsberg kommunikationsdirektør skriver, også det ikke er dokumenteret, at deres sponsorering af ølfestivalen er med til “at undertrykke den oprindelige uighurske kultur”.
I de seneste otte år har Carlsberg ejet fem bryggerier i Xinjiang-provinsen, der bliver betragtet som en af de mest kontroversielle og lukkede steder i verden.
En af bryggerierne ligger i Wusu by, som hvert år afholder Wusu Beer Festival. I de programmer og billeder på nettet, som Danwatch og TV2 har fundet, ligner festivalen den slags, vi kender herhjemme: Koncerter med populære musikere og optog gennem byen. Alt sammen flankeret af Wusu Beers logo.
Men som med alt andet i Xinjiang, skal den slags festival ses i den kontekst, den bliver afholdt i, forklarer antropolog Adrian Zenz, som var med til at lække “Xinjiang Police Files, der afslørede den kinesiske stats undertrykkelse af provinsens uighurer.
“En aktivitet som en ølfestival er designet til at flytte folk væk fra deres religion, regler og levevis”, siger Adrian Zenz.
Dertil kommer det problematiske i, at festivalen blander traditionel uighursk dans og dragter, der klart kommer fra en muslimsk tradition, der er imod alkohol, med øl, forklarer Rune Steenberg.
“Det er provokerende og respektløst”, mener Rune Steenberg. “Det svarer til, at en dansk slagter-virksomhed var med til at lave en bacon-reklame med ortodokse jøder, der danser og gumler flæsk, i Israel”.
For at forstå det, skal man forstå, hvad der sker i Xinjiang.
I de seneste år er meldinger om undertrykkelse af etniske minoriteter i Xinjiang strømmet ud i offentligheden.
Især fra 2017 og frem har der været beretninger og læk, der bekræfter en systematisk forfølgelse af særligt uighurerne, der udgør cirka 45 procent af befolkningen i provinsen.
Mest central for Beijings hårde linje har været oprettelsen af flere hundreder interneringslejre, hvor op mod en million mennesker højst sandsynligt har været indespærret. Ifølge utallige vidneberetninger er de her blevet udsat for tortur, voldtægter, tvangssterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.
Interneringer har betydet, at familier er blevet splittet ad, og uighurske børn er blevet sendt på kinesiske børnehjem, hvor de lærer at elske det kinesiske fædreland og dets regering.
Tusindvis af moskeer og religiøse symboler er også blevet jævnet med jorden, mens den kinesiske regering i vid udstrækning overvåger indbyggerne i Xinjiang. Hvad de foretager sig, hvor de er, og hvem de er sammen med.
Direktør for organisationen Nomogaia, Kendyl Salcito, som er medforfatter til to rapporter om vestlige forretningsforbindelser i Xinjiang, kalder Kinas behandling af uighurer “en stille udslettelse”.
“Jeg tror, det er vigtigt for folk at forstå, at den type undertrykkelse, der foregår i Xinjiang, ikke er af den type, som vi så under Srebrenica-massakren eller folkemordet i Rwanda. Dette er ikke et pludseligt udbrud af vold. Dette er en langsom, systematisk, bevidst udrensning af kultur og mennesker”, siger Kendyl Salcito.
USA, en række parlamenter og NGO’er har samme opfattelse, og de har kaldt Kinas behandling af uighurerne for et folkemord. I september 2022 kom FN også på banen, hvor de efter stor palaver kunne konkludere, at Kina har begået så alvorlige menneskerettighedskrænkelser, at det kan svare til forbrydelser mod menneskeheden.
Kina selv har konsekvent kaldt alle anklager “århundredets løgn”. I stedet, lyder det fra kommunistpartiet, bekæmper de religiøs ekstremisme og fattigdom i den hovedsageligt muslimske provins.
I praksis har det ført til, at muslimsk kultur og livsstil i en provins, hvor godt halvdelen bekender sig til islam, praktisk talt er gjort ulovligt, forklarer Adrian Zenz.
“Hvis islam siger, at man ikke må drikke eller spise svin, så vil staten få folk til at gøre præcis det for angiveligt at bekæmpe religiøs ekstremisme”, siger Adrian Zenz.
Ifølge Adrian Zenz har det haft den konsekvens, at uighurer nu lever med den bevidsthed, at de kan risikere at blive sendt i en interneringslejr, hvis de nægter at deltage i arrangementer, som staten forventer af dem
“De ved, at de kan stemples som religiøse ekstremister. Sådan fungerer systemet. Det er en politistat”, siger Adrian Zenz.
Lækkede dokumenter, vidneudsagn fra flygtede uighurer og kinesiske medier bekræfter samme historie: Uighurer er i stor stil blevet interneret eller smidt i fængsel for at gro et lidt for langt skæg, for at bede, for at faste og ikke mindst: For ikke at ville drikke alkohol.
Og netop alkohol har spillet en stor rolle i Kinas kriminalisering af islam i Xinjiang, lyder det fra antropolog Rune Steenberg.
“Alkohol har uden tvivl været et aktivt redskab i undertrykkelsen af uighurerne. Især i at skabe en situation, hvor man ikke har kunnet forblive uighur i nogen stærk forståelse uden at blive stemplet som islamist eller radikal fundamentalist”, siger Rune Steenberg
Et uddrag fra et lækket datasæt over personer, der var interneret fra 2010’erne op til 2018 i Konasheher-området i Xinjiang, som Danwatch og TV2 har fået eksklusiv adgang til af Adrian Zenz, illustrerer alkohols rolle i provinsen.
Datasættet, som kun dækker en brøkdel af alle internerede i Xinjiang, viser, at 175 mennesker var i interneringslejr med den begrundelse, at de blandt andet ikke drak alkohol.
En af dem er Memeteli Turghur, der blev interneret, fordi han ikke røg eller drak, som det står anført i datasættet.
Nedenfor kan du se 10 personer, som er blevet fængslet for ikke at ville drikke alkohol.
Op mod en million menes at have været indespærret i de såkaldte interneringslejre i Xinjiang. Nogle af dem for ikke at drikke alkohol. Læs om få af dem her:
Uighureren og børnebogsforfatteren Abduweli Ayup har også oplevet, hvordan alkohol bliver brugt mod uighurer i Xinjiang.
Danwatch og TV2 har besøgt ham i den norske by Bergen for at høre, hvad han overværede en sommerdag tilbage i 2015 i en forstad til Kashgar, som ligger i Xinjiang.
Her – midt under ramadanen, hvor muslimer ellers faster om dagen – var 20 mennesker blevet linet op i en hestesko for at deltage i en drikkekonkurrence.
“Hvad er der galt her?, tænkte jeg. Normalt ville man ikke se folk spise på gaden her under ramadanen, og det er utænkeligt, at folk ville drikke alkohol offentligt”, siger Abduweli Ayup om episoden.
Ikke lang tid efter gik det op for ham, hvad der var på færde. Konkurrencen var, fortæller han, arrangeret af officielle embedsmænd og militæret, og de deltagende tilhørte primært en minoritet: Uighurer som ham selv.
For enden af hesteskoen stod en kinesisk kvinde med en megafon, som hun brugte til at sige opmuntrende ord til de drikkende folk.
“I er modige, I udfordrer religiøs ekstremisme”, gengiver Abduweli Ayup.
Bag kvinden stod paramilitære styrker og politibetjente med synlige våben, og Abduweli Ayup havde en klar fornemmelse af, at mændene, der drak, følte sig truet og tvunget.
“De så virkelig bange ud. Mange prøvede at skjule deres ansigter, og nogle af dem kunne næsten ikke holde ordentligt på deres krus, fordi deres hænder rystede så meget. Det lignede, at de torturerede sig selv”, siger Abuweli Ayup til Danwatch og TV2.
“Det lignende ikke, at de drak øl, men gift”.
En lignende seance er blevet rapporteret i Xinjiang samme sommer, og flere videoer online viser angiveligt lignende handlinger i provinsen.
Ifølge Abduweli Ayup minder videoerne om det, han oplevede. Han fortæller også, at øllene de drak, var fra Wusu Beer.
I datasættet over internerede uighurer, som Danwatch og TV2 har fået adgang til, fremgår det også, at folk er blevet fængslet, fordi de ikke ville sælge alkohol eller cigaretter i deres forretning.
I 2015 kunne Berlingske fortælle om en lignende praksis. I den lille by Aktesh havde kommunistpartiet indført en kampagne, der skulle “svække islam”, som det lyder fra en unavngiven lokal partisekretær til Berlingske.
Ifølge avisen gik kampagnen ud på, at butiksindehavere i landsbyen nu blev pålagt at have mindst fem forskellige alkohol- og cigaretmærker på hylderne, hvis ikke de ville risikere at “få deres butik lukket, forretning suspenderet og blive mødt med sagsanlæg”.
I 2015, samme år som det kinesiske styre kørte deres “sælg alkohol”-kampagne i Aktesh, købte Carlsberg sig til det fulde ejerskab af ølmærket Wusu Beer i Xinjiang. I et indslag på kinesisk stats-tv fortæller journalisten, at Wusu har 85 procent af markedet i provinsen.
At Carlsberg har været til stede og drevet forretning på et tidspunkt, hvor jerngrebet om de muslimske mindretal har taget til i styrke, vækker kritik.
Ifølge Adrian Zenz og Rune Steenberg må Carlsberg og Wusu Beer have været vidende om det statslige pres for at drikke alkohol.
”De ved godt, at der er mange uighurske butikker og restauranter, som ikke solgte alkohol før for syv år siden. Wusu er nogle af de øl, der er blevet tvunget ind i uighurske virksomheder. Og netop fordi der er så mange, der har været tvunget til at sælge alkohol, må vi også gå ud fra, at Carlsberg kan se det i deres overskud”, siger Rune Steenberg.
Adrian Zenz mener, der er en mulighed for, at Carlsberg før 2019 ikke har været bekendt med, hvordan deres øl blev brugt af de kinesiske myndigheder. Men derefter må det have været indlysende for dem:
“Enhver virksomhed anno 2023 er fuldstændig klar over situationen i Xinjiang, og at det er umuligt at skelne mellem tvang og ikke-tvang i provinsen”, siger Adrian Zenz.
Danwatch og TV2 har spurgt Carlsberg, hvordan de forholder sig til at have så stor en markedsandel i en provins, hvor muslimer idømmes sanktioner for ikke at drikke alkohol.
Vi har også spurgt, hvordan de forholder sig til, at deres øl ifølge et øjenvidne er blevet brugt til, hvad Abduweli Ayup betragter som tvangsdruk.
Carlsberg har ikke svaret konkret på spørgsmålene. Carlsbergs kommunikationsdirektør skriver – helt generelt – at TV 2 og Danwatch ikke har fremlagt “nogen form for fakta eller beviser til støtte for anklagerne”.
“Ingen af historierne indeholder nogen beviser for specifikke handlinger, som vores lokale virksomhed angiveligt skulle have foretaget. Siden vi modtog henvendelsen fra jer, har vi grundigt undersøgt alle beskyldninger, og vi har ikke fundet nogen beviser, der understøtter påstandene”, lyder det blandt andet.
Carlsbergs kommunikationsdirektør skriver også, at de tager menneskerettighederne meget alvorligt.
“Carlsberg har forpligtet sig til at overholde internationalt anerkendte menneskerettigheder uanset hvor, vi opererer i verden. Derfor har vi en omfattende menneskerettighedspolitik, som udtrykkeligt forbyder brug af enhver form for tvangsarbejde i overensstemmelse med FN’s vejledende principper for virksomheder og menneskerettigheder (UNGP)”, skriver Carlsbergs kommunikationsdirektør.
Netop spørgsmålet om tvang eller ikke tvang er afgørende for at forstå, hvad der foregår i den ellers lukkede provins, påpeger begge forskere.
Selvom Beijing tilbage i 2019 meldte ud, at alle de internerede nu var “genopdraget”, viser Telegraph-undersøgelser, interviews med tidligere fanger og politilæk, at mange af dem bare blev sendt videre til et andet fængsel, i husarrest eller ud i tvangsarbejde.
Der er også forlydender om, at der stadig eksisterer lejre fjerntliggende steder, mens overvågningen af uighurer er intensiveret.
Abduweli Ayup kender til den slags overvågning. Efter 2014 var hans oplevelse, at overvågningskameraerne var her, der og alle vegne.
“De kunne se, hvem du var, din adfærd, og hvor du er på vej hen”, siger Abduweli Ayup.
Den latente trussel om fængsling og den konstante overvågning betyder ifølge forskerne, at det ikke længere er muligt at skelne mellem, hvem der deltager frivilligt i offentlige arrangementer eller ej.
Det gælder også for den sommerdag i 2015 i forstaden til Kashgar, hvor Abduweli Ayup så muslimerne drikke Wusu øl midt under ramadanen.
Af frygt for at komme i problemer spurgte han ikke mændene, hvorfor de drak, men han er overbevist om, de ikke gjorde det frivilligt.
Rune Steenberg mener også, at det er klart det mest sandsynlige scenarie, fordi det at drikke i det offentlige rum før i tiden var forbundet med social udstødelse.
“Dem, der ville drikke, gjorde det i det skjulte”, siger Rune Steenberg, Men, uddyber han, det betyder ikke, at de er blevet direkte truet til at drikke.
“Det kan godt være, at nogle har valgt at være med, fordi de så bliver set i et bedre lys af myndighederne. Det kan muligvis føre til en forfremmelse. Uanset hvad vil jeg gå ud fra, at de ikke kan lide at drikke offentligt”, forklarer Rune Steenberg.
TV 2 og Danwatch har ikke fundet informationer om, at Carlsberg og Wusu har været vidende om den slags seancer, som Abduweli Ayup oplevede i 2015.
Til gengæld, mener Rune Steenberg, burde Carlsberg vide, hvordan deres øl kan blive brugt til den store ølfestival i Wusu.
“Undertrykkelsen er efterhånden så velkendt, at det må være indlysende, at myndighederne registrerer, hvem der deltager, og at det er umuligt at vide, hvem der deltager frivilligt”, siger Rune Steenberg.
Han mener derfor også, at Carlsberg er med til at understøtte Kinas undertrykkelse af uighurerne. Han henviser til, at Carlsbergs Wusu-øl er over det hele i uighurske forretninger, der aldrig før har villet sælge alkohol, at deres øl anvendes i offentlige drikkeseancer som den Abduweli Ayup var vidne til, og at de sponsorer en øl-festival, som mange lokale er imod, men tvunget til deltage i på grund af frygten for fængsling.
“På den måde er Wusu og Carlsberg bevidst med til at skabe et miljø, hvor menneskerettighedskrænkelser finder sted”, siger Rune Steenberg,
Carlsberg har ikke svaret på beskyldningen om, at de med Wusu øl festival er med til at skabe et miljø, hvor der foregår menneskerettighedskrænkelser.
Tilbage i Bergen falder sneen udenfor vinduet. Vejret er køligt, himlen er grå og det samme er Abduweli Ayups forhold til Carlsberg.
“Jeg er rigtig skuffet, fordi Danmark er min nabo. Lande i Europa og Skandinavien taler altid om miljø og menneskerettigheder, men tusind kilometer væk er Carlsberg med til at undertrykke uighurerne”, siger Abduweli Ayup.
Han vender blikket mod vinduet og kigger ud på det snedækkede landskab. Vejret i Norge er godt, siger han. Solen skinner ikke så meget men det er okay.
“Jeg kommer fra et sted, hvor der er meget solskin, men ingen frihed”, siger Abduweli Ayup. “Nu har jeg næsten ingen sol men derimod frihed. Nogle gange har du mere af noget, og mindre af andet. Jeg har frihed”.
Stenulds-giganten Rockwool afviser nu blankt i et svar til Erhvervsstyrelsen at have brudt nogen sanktioner i forbindelse med selskabets aktiviteter i Rusland.
“[Det er] vigtigt for os at slå fast, at ROCKWOOL A/S har overholdt, og naturligvis fortsat vil overholde, enhver russisk relateret sanktion; både post-2014 annekteringen af Krim-halvøen og post-2022 invasionen i Ukraine”, lyder det.
Rockwool erkender dog samtidigt at have kendskab til, at selskabets produkter er havnet i Putins flåde.
Det sker i en fem sider lang redegørelse til Erhvervsstyrelsen, der i sidste uge meldte ud, at Rockwool skal undersøges for sanktionsbrud.
Undersøgelsen kommer efter, at Danwatch og Ekstra Bladet blandt andet har kunne dokumentere, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter for sammenlagt 123 millioner rubler (cirka 11,5 millioner kroner) til skibsværfter, som udfører store ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.
I redegørelsen skriver Rockwool om salgene til flåden:
“ROCKWOOL A/S har kendskab til, at almindelige isoleringsprodukter – samt isoleringsprodukter til brug i civile applikationer til skibsfarten solgt via de Russiske Datterselskabers eksterne distributører – i visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer”.
Rockwool skriver også, at alt salg fra de selskabets fire russiske fabrikker foregår via eksterne russiske distributører, og at selskabet derfor aldrig selv indgår kontrakter direkte med slutkunden.
Danwatch har ad flere omgange spurgt Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, om virksomheden stiller krav til deres russiske distributører i forhold til hvem, produkterne sælges til, og i hvilken sammenhæng de skal bruges.
Det har Michael Zarin ikke ønsket at svare på.
Et af de flådefartøjer, som en af Rockwools faste samarbejdspartnere har leveret til, er det 95 meter lange ‘Vsevolod Bobrov’. Det tilhører Ruslands Sortehavsflåde og spillede en aktiv rolle i det blodige slag om den strategisk vigtige ø Zmeiny Island, også kendt som Slangeøen, som Rusland invaderede på invasionens første dag.
Danwatch har også bedt Michael Zarin specificere, hvilke andre fartøjer fra den Russiske flåde, man har kendskab til.
“Vi har kendskab til de projekter, Danwatch refererer til i deres artikel”, skriver han i en kortfattet mail.
Rockwool oplyser til Erhvervsstyrelsen, at virksomheden stoppede al produktion og salg af produkter til skibe i Rusland kort tid efter invasionen i februar sidste år.
I redegørelsen kommer Rockwool også med en hård kritik af, at Erhvervsstyrelsens udmelding om en undersøgelse kom ud i medierne, inden Rockwool selv var orienteret.
Det afskar Rockwool, som børsnoteret selskab, fra at “vurdere om, undersøgelsen ville medføre en forpligtelse for selskabet til straks at orientere markedet i form af en selskabsmeddelelse”.
“At vi fremhæver dette, skyldes, at Erhvervsstyrelsens uvarslede offentliggørelse førte til et fald i ROCKWOOL A/S’ markedsværdi på over 11 procent. (Hertil kommer de afledte konsekvenser for koncernens omdømme som følge af den – på ovennævnte baggrund helt forståelige – kritiske mediedækning)”.
Rockwool forventer, at Erhvervsstyrelsen færdiggør sin undersøgelse senest mandag d. 20. marts.
Undersøgelsen af forholdene i den italienske kiwi-industri er gennemført i samarbejde med det undersøgende italienske medie IrpiMedia og det uafhængige indiske medie The Wire.
I løbet af sommeren og efteråret 2022 har vi ad flere omgange besøgt Lazio-regionen i Italien, hvor vi har interviewet tolv indiske migrantarbejdere om deres arbejds- og leveforhold, heraf ti som arbejder på forskellige kiwi-plantager, hvis frugt eksporteres til Danmark.
Af hensyn til deres sikkerhed og jobafhængighed optræder arbejderne under pseudonym i vores artikler. Eneste undtagelse er Balbir Nikah Singh, der har valgt at stå frem med navn.
Af samme grund har vi ikke navngivet de frugtplantager, hvor arbejderne er ansat.
Kiwi-arbejderne fortæller, at:
For at fortælle hele kiwi-arbejdernes historie, rejste vi også til Punjab for at interviewe nogle af de familier, der har sendt deres mænd og sønner til Italien og for at tale med nogle af de lokale rejseagenter, der tjener store summer på at formidle migrationsrejser til Italien.
Vi har desuden interviewet en række eksperter i migrantarbejderes vilkår i Italien, danske og udenlandske eksperter i moderne slaveri og virksomhedsansvar, italienske fagforeningsrepræsentanter samt repræsentanter for politi og carabinieri.
Derudover har vi læst og anvendt en lang række videnskabelige rapporter, artikler og dokumentarer om forholdene i den italienske landbrugssektor samt gennemgået italiensk, europæisk og dansk lovgivning på området.
Ved hjælp af avanceret internetresearch (OSINT) har vi fået adgang til registre over kiwi-plantager i hele Italien samt oplysninger om, hvilke grossister, der aftager deres produktion.
En omfattende gennemgang af firma-websites og konti på sociale medier tilhørende grossister, eksportører og supermarkedskæder samt oplysninger fra danske supermarkedskæder har derefter gjort det muligt at kortlægge kiwiernes vej fra Lazios frugtplantager til hylderne i Lidl, Salling, Føtex, Netto, Bilka, Spar, Menu, Letkøb, Min Købmand og Rema 1000.
Alle firmaer, som optræder i artiklerne, har haft mulighed for at kommentere forholdene og redegøre for, hvad de har tænkt sig at gøre for at rette op på dem. Ingen af dem har ønsket at stille op til interview og har i stedet svaret på mail.
Projektet har modtaget økonomisk støtte fra Journalismfund.eu.
Den venlige, lidt korpulente mand med hornbrillerne og den bløde stemme ligner alt andet end en hårdkogt aktivist. Og det er han faktisk også. Han er nemlig først og fremmest sociologiprofessor, ansat ved La Sapienza universitetet i Rom og forfatter til en ph d, utallige forskningsartikler og hele tre bøger om udnyttelsen af indiske migrantarbejdere i det italienske landbrug.
I mere end ti år har 48-årige Marco Omizzolo brugt de fleste af døgnets vågne timer på at gøre opmærksom på de arbejdsforhold, som mere end 30.000 indere udsættes for i Lazio-området syd for Rom, hvor han oprindelig kommer fra.
Her kan du få et indblik i de metoder, der er anvendt i denne undersøgelse og hvilke data, der er fremkommet.
En indsats, som har skaffet ham talrige beundrere men også mange fjender. For de indiske migrantarbejdere i Lazio, hvor Marco Omizzolo kommer fra, er han en slags folkehelt – eller en “blodsbror”, som de kalder ham. En beskytter, som altid er parat til at forsvare og hjælpe dem, der har brug for det. For det officielle Italien er han respekteret forsker, som i 2019 blev tildelt den ærefulde titel som Ridder af den Italienske Republik. For FN er han en anerkendt menneskerettighedsforkæmper.
Men for andre han en farlig fjende, som skal bringes til tavshed. Chikane og trusler fra ukendte gerningsmænd har tvunget ham til at forlade den lille by Sabaudia i Lazio, hvor han ellers har boet – og i lange perioder udstyret ham med politibeskyttelse.
I dag bor og arbejder han på en hemmelig adresse og møder helst journalister på tilfældige, offentlige steder.
Vores interview med den berømte og berygtede sociologiprofessor finder sted i Parco Europa i byen Aprilia, i Lazio syd for Rom.
Samme dag skal signere sin seneste bog Per motivo di giustizia, (For retfærdighedens skyld, red), der handler om nogle af de mange indiske migrantarbejdere han har mødt, enten i forbindelse med sin forskning eller via hjælpeorganisationen InMigrazione, som han stiftede i 2015
Selv om Marco Omizzolo har mange fjender fra det, han betegner som “den italienske landbrugsmafia” – virker han overraskende rolig, da vi mødes i den lille bypark for at høre nærmere om hans forskning og mangeårige indsats for de indiske migrantarbejdere.
Det viser sig hurtigt, at interessen for de indiske migrantarbejderes forhold opstod for mange år siden, da han som ung sociologistuderende første gang lagde mærke til de mange indere, som fyldte vejene, når han tog en morgencykeltur gennem Lazios grønne marker og landsbyer.
For rigtigt at forstå, hvem de var og hvordan deres kultur og liv så ud, her midt i Italien, mere end fem tusinde kilometer borte fra Punjab, besluttede han at blive en af dem.
Under et falsk navn søgte han job på de lokale plantager i Lazio og arbejdere i flere måneder sammen med inderne.
“Jeg ville møde alle disse unge mænd i Terracina, Sabaudia og Latina. Jeg vidste intet om deres religion eller deres samfund, jeg besluttede at bo og arbejde blandt dem i nogen tid for bedre at forstå dem”, fortæller han.
Tiden som landbrugsmedhjælper og hans unikke kendskab til det indiske samfund i Lazio greb den unge forsker om hjertet og blev ikke bare en del af hans ph.d, det blev også startskuddet til en forskerkarriere, der siden har kredset om forskellige aspekter af migrantarbejderne forhold i Italien og Europa.
Og vilkårene var i sandhed forfærdelige, fortæller han. Dengang lå timelønnen for de indiske arbejdere på 2-2,5 euro, og arbejdsdagene var om muligt endnu længere end de 10-11 timer, som er normen i dag.
Overalt var der en atmosfære af frygt, vold og undertrykkelse, fordi arbejdere var overladt til plantageejerens forgodtbefindende og til lokale forretningsfolk eller mafiosi, som udnyttede deres sårbarhed til at afkræve dem høje gebyrer for usle boliger, mad og transport til og fra markerne.
I dag er forholdene lidt bedre, timelønnen er oppe på 5-5,5 euro (37-42 kr) i timen og afhængigheden af lokale banditter er blevet mindre, fortæller han.
“Udnyttelsen af de indiske migrantarbejder er fortsat alvorlig og udbredt,” siger han og understreger, at han ikke kun taler om økonomisk udnyttelse. Mange af de indiske arbejdere i Lazio udsættes fortsat for både fysisk og psykisk vold, viser hans forskning.
“Volden er systematisk og tæt forbundet med udnyttelse af deres arbejdskraft” siger han.
“Faktisk bøjer jeg volden i flertal, for der er tale om flere forskellige former for vold. Der er selvfølgelig fysisk vold, hvor arbejdsgiverne eller deres håndlangere tænker arbejder, der vover at kræve deres ret, men der er også verbal vold, hvor de indiske migranter bliver nedgjort, og udsat for racistiske fornærmelser,” fortæller han.
“Formålet med fornærmelserne er at tvinge de indiske arbejdere til at sænke hovedet og acceptere deres status som underlegne.Det er en måde at forberede dem på den udnyttelse, der sker. Budskabet er: Du er underlegen, jeg beviser det for dig, du accepterer det og du accepterer mine ordrer”, forklarer han og understreger, at det en en praksis som dyrkes både af indiske og italienske arbejdsledere.
I det hele taget bliver de indiske migrantarbejdere udnyttet fra alle sider, siger Marco Omizzolo. Udnyttelsen begynder allerede hjemme i Punjab, hvor de fleste af migrantarbejderne i Lazio kommer fra.
“Mange af de indiske migrantarbejder er også ofre for moderne menneskehandel. De bliver lokket til Lazio af folk, der tjener store summer på at få dem til området, og som oftest får de kun en brøkdel af det, de bliver lovet”, siger han.
For at kortlægge denne del af migrantproblematikken tog den italienske forsker selv til Indien i 2010, hvor han i flere måneder boede hos en indisk menneskehandler for at forstå, hvordan den del af processen foregår i praksis.
Undervejs boede han hos en menneskehandler i en lille landsby uden for Jalandhar, og sidenhen rejste han rundt i Punjab-provinsen sammen med ham for at møde unge nogle af de unge mænd, der forsøgte at komme til Italien og arbejde.
“Jeg fandt ud af, at mange af dem bliver tvunget til at rejse af deres familier. Det er familierne, der ville have dem til at rejse, ikke de unge mænd selv og nogen gange betalte familierne dem endda penge for at acceptere opgaven,” fortæller han.
Han bekræfter, at de unge må betale store summer til menneskehandlerne, ofte mellem 100.000-135.000 kroner for at komme til Europa. Penge, som bagefter må betales tilbage af dem selv og deres familier.
“Når migrantarbejderne på den måde er ofre for menneskehandel, kan man roligt sige, at udnyttelsen af dem starter allerede i Indien”, konstaterer han.
I Italien er der tale om en blanding af udnyttelse og rå kapitalisme, understreger han og retter en anklagende finger både mod plantageejerne, men også mod mod hele landbrugsindustrien i Italien.
Det er ikke en populær anklage i Italien, og derfor har den samvittighedsfulde sociolog også fået mange fjender fra det, han selv betegner som “landbrugsmafiaen”.
Hvem der mere præcist er, viger han behændigt uden om, måske af frygt for konsekvenserne ved at pege på toneangivende personer eller organisationer i den italienske landbrugssektor, eller måske fordi der er tale om et indviklet virvar af økonomiske interesser, som alle har en aktie i den lukrative landsbrugsbranche?
I flere omgange har han da også oplevet at blive chikaneret, få sin bil ødelagt og modtaget trusler, som har ført til, at han i lange perioder har måttet leve under politibeskyttelse.
Hvem der står bag truslerne, har politiet indtil videre ikke fundet ud af.
Da vi møder Marco Omizzzolo i Aprilia, er der ingen vagter i sigte, men han fortæller, at han har været nødt til at flytte fra Lazio til et hemmeligt sted for ikke at risikere noget.
“Jeg kan godt gå på gaden i Rom nu og i andre større byer i Lazio, men jeg kan ikke længere bo her”, fortæller han.
På det personlige plan har Omizzolos engagement også kostet flere venskaber og det er sjældent, han oplever folk der støtter ham åbenlyst.
“Jeg har på den ene side betalt med min frihed, men på den anden side har det givet mig en professionel frihed til at fokusere på problemet og koncentrere mig om at arbejde for andre” siger han.
En af dem, han har hjulpet er den nu 49-årige folkeskolelærer Balbir Nikah Singh, som i seks år var fanget under slavelignende forhold på en gård i Lazio.
Efter at have hørt om den indiske migrantarbejders brutale skæbne i 2017, besluttede Marco Omizzolo at hjælpe ham – og efter flere ugers indsats lykkedes det at få det italienske politi til at befri ham.
Og sidenhen har Marco Omizzolo hjulpet ham med at lægge sag an mod den tidligere arbejdsgiver og med at opnå et såkaldt retfærdigsvisum til Italien.
Det er en særlig permanent opholdstilladelse, som Balbir Nikah Singh er den første migrantarbejder, der nogensinde har opnået – en slags undskyldning fra den italienske stat på grund det, han har været udsat for.
“Det er rigtigt, at jeg har reddet Balbirs liv, men på en måde har han også reddet mit. Min mulighed for at hjælpe ham giver mit eget liv mening og jeg håber inderligt, at vi sammen kan være med til ændre systemet” siger Marco Omizolo.
For det er et helt system, der skal ændret, mener den italienske sociologiprofessor.
“Det der foregår på de italienske frugtplantager er moderne kapitalisme i dens mest rå form” siger han. “Men det er ikke kun her i Lazio, eller her i Italien, det foregår. Udnyttelsen af migrantarbejdere fra den tredje verden foregår over hele Europa, ja i hele verden. Det er et globalt problem. Vi må ikke glemme, at mennesker fra den tredje verden udnyttes også i USA, Canada, Australien og Kina”, siger han.
En løsning kræver ifølge Marco Omizzolo et opgør med hele systemet, med kapitalismen og med vores måde at tænke på. Et system, som han understreger, at vi alle nyder godt af i dag, fordi det skaffer billig frugt og grønt til forbrugerne, også i Danmark.
“Det handler både om at ændre det politiske og økonomiske system, som gør den her udnyttelse muligt. men det handler også om at ændre vores holdninger,” siger han.
Og med det mener han især den racisme, som får mange til at acceptere udnyttelsen af f.eks. mennesker fra Indien eller Afrika.
“Vi må stoppe med at gradbøje menneskerettighederne og de sociale rettigheder” siger han.
“Det bør ikke være nogen forskel på, hvor folk kommer fra. Alle i Europa bør have de sammen rettigheder, uanset om de er mænd eller kvinder, europæere eller ikke europæere” siger han.
“Og i praksis kan vi begynde med at kræve det af de gårdejere, der hver dag udnytter migranterne på deres plantager.”
Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.
Det er tydeligt, at Gurjinder Singh var en smuk mand, da han var yngre.
I dag er han stadig høj og slank med markante ansigtstræk og et charmerende og drenget smil. Men den ene af hans fortænder mangler, resten er gule. Og smilet når ikke rigtig øjnene.
For femten år siden besluttede hans familie i Punjab, at han var den søn, der skulle opfylde familiens drøm om et bedre liv.
Selv om han var 35 år, gift og far til fire små børn, var han den udvalgte, der skulle rejse til Italien for at finde en gylden fremtid og sende penge hjem til forældre, søskende og naturligvis også sin egen kone og børn.
Havde han vist, hvad der ventede ham, var han nok aldrig taget af sted.
Sammen med det italienske undersøgende medie, IRPI, og det indiske webmedie, The Wire, har Danwatch været i Italien for at undersøge forholdene i kiwi-industrien og i Indien. Vi ville undersøge, hvad der får tusindvis af unge fra Punjab, trods moderne slaveri og udnyttelse, til at arbejde under kummerlige forhold på den anden side af kloden.
Gurjinder Singh hedder i virkeligheden noget andet til fornavn. Af hensyn til hans sikkerhed og nuværende job optræder han her som Gurjinder. Men som alle sikher fra Punjab bærer han efternavnet Singh.
Det har ikke været muligt at efterprøve alle dele af hans historie, men dette er hans version af fortællingen om, hvordan en landsbydreng fra Punjab endte som landarbejder i Lazios skoldhede kiwimarker.
Hans rejse til det forjættede Europa fulgte det, folk i Punjab kalder æsel-vejen. Det er et udtryk, der dækker over smuglerruter, som foregår med alle mulige ulovlige metoder.
Men før han nåede så langt, måtte Gurjinder Singh først betale mere end 100.000 kroner til den rejseagent, der skulle skaffe ham til Italien. Hvad han ikke vidste var, at ruten til det Europa skulle tage mere end et år og føre ham gennem både Rusland, Hviderusland og Ukraine.
Første del af rejsen foregik med fly til Moskva, men derfra var det slut med al luksus. Sammen med 25 andre vandrede Gurjinder Singh til fods gennem sneen til Hviderusland og videre endnu.
Da de krydsede grænsen ind i Ukraine, blev de arresteret for forsøg på ulovlig indvandring og måtte tilbringe næsten et år i et uhumskt fængsel i nærheden af hovedstaden Kiev.
For Gurjinder Singh var målet stadig Italien, så da han endelig slap ud, fandt han en smugler, der kunne få ham videre. Og det var her, at det for alvor var ved at gå galt.
Han lå bag i en lastbil og forsøgte at trække vejret roligt. En smule luft strømmede gennem et enkelt hul, skåret i siden af lastbilen.
Rundt om ham lå andre mænd, tavse i mørket. Den varme stank af uvaskede kroppe, ekskrementer og rådnende grøntsager lå tungt over ham.
“Vi var stablet oven på hinanden på kryds og tværs, og ovenpå os lå sække med majs og blomkål, så ingen kunne se os”, fortæller Gurjinder Singh på punjabi, da vi møder ham på det lokale torv i Cisterna di Latina.
Det er hovedstaden i Italiens kiwi-rige Lazio-region, 65 kilometer syd for Rom.
Her har Gurjinder Singh siden 2009 boet og arbejdet og været med til at plante, passe og plukke de kiwier, som de seneste årtier er blevet en del af det den italienske presse ynder at betegne som Italiens Kiwi-revolution. Det grønne guld, som har gjort landet til Europas største eksportør af den lille, grønne frugt.
”Vi var rigtig mange mennesker i den lastbil”, fortæller han og viser med hænderne, hvordan han og de andre migranter fik besked på at lægge sig i lag på tværs af dem, der lå i laget nedenunder.
Der gik mange timer og derefter dage, mens han lå der i mørket og troede, at han skulle dø af mangel på ilt, kvalt af vægten af grøntsager og de andre mænd. Der gik næsten fire dage, før lastbilen blev åbnet.
“Vi var allesammen halvdøde. Flere af os var ude af stand til at stå og faldt om på jorden. Flere af dem, der var med i bilen, klarede den ikke. De blev efterladt af smuglerne og dækket med sne”.
Gurjinder Singh fortæller om sin æselrejse uden de store følelser. Som om det er noget, han fortrænger, fordi det er for ubærligt at tale om.
For Gurjinder Singh og tusindvis af de andre sikher fra Punjab blev den brutale rejse til Europa begyndelsen på et hårdt liv som landarbejder.
Uden uddannelse, sprog og forbindelser var et job i markerne den eneste mulighed. Og det hastede, for de 100.000 kroner, han havde lånt til rejsen, skulle betales tilbage.
Og så var der jo også familiens forventning om, at han skulle finansiere et bedre liv.
I 2009 lå timelønnen mellem 22-30 kroner, så der gik næsten fire år, før gælden var betalt, og Gurjinder Singh kunne begynde at sende penge hjem.
Da vi møder ham i Cisterna de Latina kommer han lige fra marken, giver høfligt hånd og undskylder, at de stadig er beskidte.
“Jeg skrubber dem med shampoo og citron, men jeg kan simpelthen ikke få det af”, siger han og skjuler næverne, så vi ikke ser skidtet og de seneste sår fra arbejdet i marken.
I fjorten år har han arbejdet på landbrug og kiwi-plantantager i Lazio-området, og han ved om nogen, hvordan man overlever 11-12 timers arbejde om dagen i solstegte marker med emsige bosser, der råber og skriger, at man skal arbejde hurtigere og skaber problemer, hver gang man vil have en tår vand eller på wc.
Gurjinder Singhs opskrift er at dukke nakken og lade som om, at han ikke taler et ord italiensk.
I virkeligheden forstår han det meste, men det giver kun problemer, hvis man forsøger at tale sproget eller forsvare sig, fortæller han.
Især hans seneste arbejdsgiver har været en plage.
Det er som om, at den store mand over for mig skrumper, mens han fortæller, hvordan han er blevet behandlet i de tre år fra 2019-2022, hvor han har været ansat på en af Italiens største kiwi-plantager.
Tårerne triller ned af de solbrændte kinder og rammer den blåternede skjorte, som han også bruger i marken.
“Bossen råbte af mig hele tiden, kaldte mig grimme ting, truede med at slå mig og klagede over mig til chefen,” fortæller han, men kan ikke få sig til at gentage de ord, den kvindelige leder brugte.
“Hun påstod, at jeg ikke var hurtig nok. Hun filmede mig med sin telefon og sendte optagelserne til chefen. Det skete, hvis jeg hentede min vandflaske eller stoppede op blot et øjeblik for at få noget skidt ud af øjet.”
“Det skete for mig flere gange. Så blev jeg kaldt op til chefen, når arbejdsdagen var forbi og fik at vide, at jeg ikke ville få nogen løn den dag.”
Gurjinder Singh skammer sig over, at han ikke svarede igen eller kæmpede for sin ret.
Men alle vidste, at hvis man gjorde det, så blev man fyret.
På den vakkelvorne caféstol sidder en knækket mand. De mange års hårde slid, usikkerhed og overgreb har kostet ham både helbredsmæssigt og gjort ham permanent deprimeret, fortæller han.
Kort før vi møder ham, er det lykkedes Gurjinder Singh at finde et nyt job hos en anden plantageejer, som han håber vil behandle ham bedre og overholde løfterne om ansættelseskontrakt, en timeløn på fem-seks euro og otte timers arbejdsdag.
Flere af de 50-60 andre landarbejdere på plantagen har fortalt ham, at det er et tåleligt sted. Men om det passer, ved han ikke.
I dag er Gurjinder Singh 50 år og har endnu aldrig oplevet at tjene mere end 52 kroner i timen.
Mange steder har han hverken haft en kontrakt eller en regulær lønseddel. I stedet har han fået udbetalt hyren i kontanter, når arbejdsdagen var slut.
“Jeg havde jo håbet at kunne give mine børn en uddannelse, men det er ikke lykkedes for mig,” fortæller han. “Og jeg har heller aldrig tjent penge nok til at få min familie hertil”.
Tre gange har han forsøgt at få familiesammenføring, men uden tilstrækkelig indtjening har det ikke været muligt.
Selv om han godt ved, at den aftalte mindsteløn er ni euro, og at han har krav på både kontrakt og retvisende lønsedler, er det ikke noget, han tør kræve.
Han tør heller ikke lade os skrive navnet på den store kiwi-plantage, hvor han blev videofilmet og hans dagsløn blev stjålet. Eller for den sags skyld sige navnet på den kiwi-leverandør, han arbejder for nu.
Men Danwatch kender begge arbejdsgiverne og har set dokumentation for hans ansættelser begge steder.
At den personlige pris for at følge drømmen om et bedre liv i Europa har været enorm, er der ingen tvivl om.
“Jeg så ikke mine børn og min kone de første 13 år, og så kom corona. Nu håber jeg at rejse hjem på ferie om et par måneder,” fortæller han.
Når besøget i Punjab er forbi, er der imidlertid ingen anden mulighed end at vende tilbage til Cisterna de Latina
“Jeg er nødt til at vende tilbage til Italien. Jeg kommer fra en meget fattig familie. Mine tre ældste børn er gift nu, men jeg har stadig min kone og en søn på 18, som bor hjemme og er afhængig af min indtægt.”
Én ting er dog lykkedes for Gurjinder Singh. Ingen af hans børn er endt som frugtplukkere på en kiwi-plantage i Lazio.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.
De kom om morgenen, lige inden solen stod op. Mørket lå stadig tæt over den afsidesliggende gård uden for landsbyen Borgo Sabotino syd for Rom.
Det var den 17. marts 2017. En dato, Balbir Nikah Singh aldrig glemmer.
Pludselig dukkede tolv bevæbnede mænd op i mørket.
“Jeg blev virkelig bange. Gårdejerne råbte, at jeg skulle stikke af. Men det gjorde jeg ikke”.
Og det er Balbir Nikah Singh lykkelig for i dag.
De tolv civilklædte mænd viste ham deres ID-kort. De var fra det italienske politi, carabinieri og bad ham venligt følge med.
“Mit tøj var møgbeskidt og fuld af kolort. Jeg var i en sørgelig forfatning. Mine hænder og fødder havde dybe sår, og mine negle blødte på grund af det hårde arbejde. Men det var en stor dag. Inden vi kørte, så jeg, at politiet arresterede gårdejeren og hans kone”.
For den tidligere engelsklærer og mangeårige landarbejder, Balbir Nikah Sing, var seks års udnyttelse med vold, dødstrusler, tilsvining, manglende løn, sult og afsavn endelig slut.
“Mine seks år i helvede”, som han kalder det i dag.
Det, Balbir Nikah Singh blev udsat for som landarbejder i Lazio-provinsen, er ekstremt, men hans historie viser, hvor sårbar han og mange tusinde andre indiske landarbejdere er, når de kommer til Italien for at knokle i de italienske kiwi-marker; uden penge, uden at tale sproget og uden at kende deres rettigheder.
Og så er Balbir Nikah Singh en af de få, der har gjort modstand, trukket sine tidligere chefer i retten og ændret sin egen skæbne.
Sammen med italienske undersøgende medie, IrpiMedia, og det indiske webmedie, The Wire, har Danwatch været i Italien for at undersøge forholdene i kiwi-industrien. Og vi har været i Indien for at undersøge, hvad der får tusindvis af unge fra Punjab til at trodse moderne slaveri og udnyttelse, for at arbejde under kummerlige forhold på den anden side af kloden.
Dette er Balbir Nikah Sings historie, som han og hans familie fortæller den til os, og som den fremgår af de retsdokumenter og anden dokumentation, vi har set, samt de oplysninger, som vi har fået fra andre kilder med kendskab til forløbet.
I starten var arbejdet og opholdet på gården ellers nogenlunde. Lønnen var ganske vist lav, ofte kun 4.500 kroner om måneden, men der var også måneder, hvor den sneg sig op på 6.000 kroner, fortæller Balbir Nikah Singh.
Men så begyndte gårdejeren og hans familie at presse deres ansatte. Arbejdsdagene blev længere, lønnen mindre. Nogen gange helt ned til 375 kroner om måneden.
“Hvordan kunne jeg leve af det. Jeg havde hverken penge til mad eller tøj!”
Da Balbir Nikah Singh på et tidspunkt vovede at tale med en lokal fagforeningsmand om forholdene, blev gårdejeren rasende på ham.
“Han skød op i luften og grinede. Han sagde, han kunne gøre, lige hvad han ville, med mig. Han kunne endda slå mig ihjel og begrave mig ude på marken. Ingen ville nogensinde finde mig”.
Balbir Nikah Singh er ikke meget for at fortælle detaljer fra sine seks år under slavelignende forhold. Men lidt efter lidt får vi historien listet ud af ham.
En historie, der ikke blev ved truslerne om vold.
“To gange tæskede de mig. Da det skete, tænkte jeg meget på, hvordan jeg kunne slippe væk. Men jeg havde hverken papirer eller penge, så hvor skulle jeg gå hen?”
“I Italien er der arbejdsgiveren, der skal søge om opholdstilladelse for sine ansatte, og det gjorde min chef aldrig”, fortæller Balbir Nikah Singh.
En smart måde at holde på arbejderne og samtidig undgå at betale skat, siger han.
Som tiden gik, blev forholdene på gården værre og værre.
“Jeg arbejdede 12-13 timer hver eneste dag, syv dage om ugen. Jeg havde aldrig en eneste fridag, og den løn, jeg fik, blev mindre og mindre. Til sidst var der flere måneder, hvor jeg slet ikke fik løn”, fortæller han.
I lange perioder måtte han derfor spise gammelt brød, som han fandt i familiens skraldespand og lave mad til sig selv af madrester, som familien havde smidt ud til gårdens grise og høns.
I alle årene boede Balbir Nikah Singh i en gammel campingvogn uden gas, el eller varme.
Hvis han skulle i bad, måtte han gøre det i stalden, når alle andre var gået i seng, eller før de stod op om morgenen.
“Hvis jeg skulle vaskes, måtte jeg bruge en vandslange, vi havde i stalden. Det var den samme, som jeg også brugte til køerne. Det var meget ydmygende”.
Om aftenen i den kolde eller stegende varme campingvogn lå han i mørket og drømte om en bedre fremtid, hvor planen om at få hans kone Surinder Kaur og parrets tre børn til Italien.
“Jeg drømte om en lys fremtid for mig og min familie. Det var meningen, at min kone også skulle komme til Italien, men den drøm blev knust af chefen”, siger Balbir Singh.
I Balbirs Nikah Singhs hus i det nordlige Indien tager hans kone Surinder Kaur imod os på traditionel vis. Rosenblade viser vej op ad havegangen til huset i landsbyen Garhshankar i Punjab, hvor hun venter sammen med parrets ældste datter Amandeep Kaur og Balbirs mor.
Indenfor dufter huset af røgelse og eksotiske dufte.
Halvdelen af rummene i huset er ikke færdige, der mangler møbler og maling. Men gæstfrihed er der masser af, og lejligheden til at tale om den fraværende familiefar virker velkommen.
Surinder Kaur kender godt til hendes mands vanskeligheder i Italien.
“Han fortalte os selvfølgelig sandheden”, fortæller Surinder Kaur.
“Men han gik ikke i detaljer. Han mente, det ville gøre for ondt på os, hvis han fortalte os alting. Han fortalte f.eks., at han var nødt til at spise tørt brød, som blev smidt ud, men ikke så meget mere”.
Surinder Kaur ser ud som om, hun vil tilføje noget, men tier og slår blikket ned.
Surinder Kaur har ikke set sin mand i ni år. Hun sukker dybt.
“Det har ikke været let. Jeg er jo hans kone og savner ham hele tiden. Han ringer til mig og vores døtre hver dag på WhatsApp, når han har en pause i arbejdet. Han fortæller os om sit arbejde og viser os markerne og de sår, han har på hænderne fra arbejdet med at plukke kiwier”, fortæller hun.
Men det er åbenlyst ikke det samme som at have ham hjemme i Garhshankar.
I begyndelsen af 2017 lykkedes det Balbir Nikah Singh at få kontakt over Facebook til en anden arbejder fra Punjab og få fortalt om sulten, ydmygelserne og truslerne. Og det blev begyndelsen til enden på hans liv i helvede.
Hans redningsmand blev Marco Omizzolo, der er professor i socialantropologi og migration ved La Sapienza Universitetet i Rom, men også har involveret sig i forholdene for de indiske arbejdere i Lazio.
I sin bog Per motivi de guistitia (Af retfærdighedsgrunde, red.) fortæller Marco Omizzolo om, at han blev dybt berørt over Balbir Nikah Singhs skæbne, hvordan han holdt kontakt med ham gennem flere uger, bragte mad ud til gården i nattens mulm og mørke, og om, hvordan han til sidst fik det lokale carabinieri til at gribe ind.
“En aften ringede Balbir til mig og græd. “Hvad sker der, Balbir”, spurgte jeg og forsøgte at lyde beroligende. “Chefen har slået mig hele dagen. Jeg er så træt, Marco. Det her er ikke et liv. Det er noget lort. Noget lort og flere tårer og hulk”, skriver Marco Omizzolo i sin bog.
“Jeg blev så vred og skamfuld. Denne, grædende indiske mand var næsten lige så gammel som mig. Født på den anden side af jorden var han kommet til Italien for at arbejde på jagt efter en bedre fremtid for sig selv og sin familie. I stedet fandt han udnyttelse, vold og racisme”, skriver han.
I dag, flere år efter befrielsen, viser Balbir Nikah Singh os sin ydmyge bolig i provinshovedstaden Latina.
Et baghus med et enkelt værelse, et lille køkken med spisebord og eget bad.
Simpelt, men ikke desto mindre et kongerige sammenlignet med den campingvogn, han boede i, mens han var fanget på gården.
Men som den første migrantarbejder i Italiens historie har han fået permanent opholdstilladelse på grund af det, han har været udsat for.
Og som en af de første indiske gæstearbejdere nogensinde har han trukket sin tidligere arbejdsgiver i retten, både for at opnå retfærdig for de ydmygelser, han har været udsat for, men også for at skabe opmærksomhed om migranternes forhold.
“I dag er jeg en fri fugl, og jeg giver ikke op”, erklærer han.
Hvordan sagen bliver afgjort er uklar, for den kan ankes opad i det italienske retssystem, hvor det kan tage flere år at nå frem til en afgørelse.
Men på dagen for det første retsmøde, erklærer Marco Omizollo på Facebook, at han nok skal være der for Balbir Nikah Singh hele vejen.
“Kom så Balbir, du er ikke alene!”, skriver Omizzolo.
I dag er Balbir Nikah Singh blevet en slags rollemodel for både Omizzolo, de lokale fagforeninger og mange af de andre landarbejdere fra Punjab.
Og så er han ikke mindst blevet en helt i sin egen familie.
Hjemme i Garhshankar lytter hans datter Amandeep Kaur til sin mor, der fortæller om livet uden sin mand, og om huset, der nu måske en dag bliver færdigt.
Amandeep Kaur bor stadig hjemme og er i gang med en læreruddannelse, så hun på mere end én måde kan gå i sin fars fodspor.
“Jeg er nok den, der står ham nærmest af os børn, måske fordi jeg er den yngste”, siger hun og viser sit værelse frem, skrinet med farverige similismykker og den kjole, som hun skal have på, når hendes far kommer hjem.
“Jeg ved, hvad min far har været igennem, og for mig er han en helt, en person med stor værdighed og integritet”, siger hun med et alvorligt blik bag de stålindfattede briller.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.
“Arbejdslederen råber af mig hele tiden, kalder mig grimme ting og klager over mig til chefen. Hun påstår, at jeg ikke er hurtig nok”.
Den store mand over for os skrumper, mens han fortæller om hverdagen på en af Italiens største kiwi-plantager. Tårerne triller ned af de solbrændte kinder.
“Hun filmer mig med sin telefon og sender optagelserne til chefen, hvis bare jeg henter min vandflaske eller stopper et øjeblik for at få noget skidt ud øjet. Så får jeg ingen løn den dag”.
Den knækkede mand på den vakkelvorne caféstol i udkanten af Cisterna di Latinas centrale torv, lidt syd for Rom, hedder Gurjinder Singh.
Her kan du få et indblik i de metoder, der er anvendt i denne undersøgelse og hvilke data, der er fremkommet.
Efter fjorten år som landarbejder i Italiens solstegte kiwi-marker er han mærket.
Især de seneste tre år har kostet ham både helbred og ligevægt.
Kort før Danwatch møder Gurjinder Singh, er det lykkedes ham at slippe væk fra en stor kiwiplantage i Lazio. Det er her, han er blevet udsat for den konstante chikane og overvågning.
Selvom han er videre, tør den 50-årige Gurjinder Singh ikke stå frem med sit rigtige navn.
Han tør heller ikke lade os skrive, hvad plantagen hedder af frygt for, hvad plantageejeren kan finde på. Om han for eksempel kan få ham fyret fra hans nye arbejdsplads.
“Jeg har min familie og børn i Indien. De har brug for alle de penge, jeg kan sende”, siger han.
Sammen med det italienske center for undersøgende journalistik IrpiMedia og den uafhængige indiske avis The Wire har Danwatch været i Lazio, syd for Rom for at undersøge forholdene i den italienske kiwi-industri.
Her midtvejs mellem Roms ruiner og Middelhavets hvide strande ligger et af Italiens mest frugtbare landbrugsområder, hvor kiwiproduktionen ifølge FNs fødevareorganisation FAO de seneste tyve år er steget støt og forsyner store dele af verden med de saftige frugter.
Men Italiens søde kiwi-succes bygger på en bitter hverdag.
En lang række kiwi-arbejdere fra forskellige plantager i Lazio tegner et entydigt billede af, hvordan indiske migrantarbejdere fra Punjab udsættes for gældsslaveri, underbetaling og udnyttelse for at sikre friske forsyninger af den lille behårede frugt til blandt andet danske supermarkeder.
Og billedet bekræftes af lokale fagforeninger, politimyndigheder og eksperter, som Danwatch, IrpiMedia og The Wire har talt med.
Både forskere, NGO’er og fagforeninger anslår, at mindst 30.000 indiske migranter arbejder i Lazios frugtplantager, hvor de knokler 10-11 timer om dagen, seks dage om ugen til en timeløn på mellem 37 og 42 kroner. Det er lidt over halvdelen af mindstelønnen.
De fleste migrantarbejdere i Lazio kommer fra Punjab i det nordlige Indien.
Men for at nå så langt, må de typisk betale mellem 100.000 og 135.000 kroner for at komme til Italien - en gæld, som det typisk tager dem mellem tre og fire år at betale tilbage.
Det gør det meget svært at forlade kiwi-plantagerne uanset, hvor umenneskelige forholdene er.
Både fagforeinger, NGO’er og uafhængige eksperter i menneskehandel siger, at forholdene i den italienske kiwi-industri på flere punkter kan betegnes som moderne slaveri.
“Både lønvilkårene og det faktum, at arbejderne må sætte sig i gæld for at komme til Italien, er elementer af moderne slaveri“, siger Sine Plambech, ekspert i menneskehandel og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
"Hvis migrantarbejderne er fanget i en situation, hvor de ikke har råd til at sige op, for eksempel på grund af gælden, og fordi de kontrolleres på forskellige måder af arbejdsgiveren, er det bestemt en form for moderne slaveri", siger Natalia Ollus, seniorforsker med speciale i menneskehandel og direktør for European Institute for Crime Prevention and Control i Helsinki.
Gurjinder Singh kommer lige fra marken for at tale med os og undskylder, at han ikke kan få det indgroede skidt af næverne.
“Jeg skrubber dem med shampoo og citron, men jeg kan simpelthen ikke få det af", siger han og skjuler de sorte næver, der ser lige så sårede ud som hans sjæl.
Blot to dage før interviewet i provinshovedstaden Cisterna di Latina er Gurjinder Singh begyndt på et nyt arbejde hos en anden plantageejer, som han håber vil behandle ham bedre og overholde løfterne om ansættelseskontrakt, en timeløn på 5-6 euro og otte timers arbejdsdag.
Flere af de 50-60 andre landarbejdere har fortalt ham, at det er et tåleligt sted. Men om det passer, ved han ikke.
Mens Gurjinder Singh fortæller om livet som kiwi-arbejder, sidder to af hans nye kolleger ved siden af nikker. For hans historie er også deres.
Med små variationer fortæller ti forskellige kiwi-arbejdere om, hvordan plantageejerne systematisk svindler med deres lønsedler for at undgå at betale de omkring ni euro i timen, som er den aftalte mindsteløn.
Fidusen er egentlig ret enkel, forklarer de.
Hver måned skriver arbejdsgiverne langt færre dage og timer på lønsedlen, end de ansatte reelt arbejder. Og så får de i stedet udbetalt en del af timelønnen ved siden af til en langt lavere tarif og ofte i kontanter.
Den gennemsnitlige timeløn ender herefter med at være 5-6 euro i timen - en tredjedel mindre end den løn, som plantageejerne egentlig skulle have betalt.
Og vips, slipper arbejdsgiverne både for at betale fuld løn for arbejdet og for at betale en masse skat. Det forklarer blandt andet Giovanni Gioia, formand for fagforeningen La Confederazione Generale Italiana del Lavoro (CGIL) i Lazio.
Han vurderer, at fidusen hvert år koster den italienske stat milliarder i mistede skatteindtægter, men der findes ingen sikre tal.
På hans kontor i Latina hænger plakaterne med røde slagord og knyttede næver tæt. Han fortæller, at svindlen med lønsedler er meget udbredt i hele italienske landbrugssektor, og at det er meget svært for myndighederne og fagforeningerne at komme svindlen til livs.
“Op mod 90 procent af de lønsedler, vi ser, er falske. Plantageejerne skriver for eksempel tre dages arbejde på om ugen af 6,5 timer, men virkeligheden er en helt anden. Langt de fleste landarbejdere knokler seks eller syv dage om ugen fra solopgang til solnedgang”, siger Giovanni Goia.
De mange arbejdere, vi har talt med, bekræfter samstemmende, at arbejdstiden typisk er 11-12 timer om dagen, seks dage om ugen.
Giovanni Gioias stolthed på kontoret i provinshovedstaden Latina er et stort billede fra den ene gang i 2016, hvor det lykkedes GCIL at få flere tusinde indiske landarbejdere til at gå på gaden for at protestere over forholdene,
Siden da er lønnen steget fra tre euro til 5,5 euro i gennemsnit. Men ellers er forholdene stort set de samme, siger han.
Ligesom Gurjinder Singh kommer resten af de indiske landarbejdere, som passer, vander, plukker og pakker de saftige, grønne kiwier i Lazio fra den indiske delstat Punjab.
Vi tog til det nordlige Indien for at besøge nogle af de landsbyer, hvor familier hver dag sender mellem 400 og 500 sønner, ægtemænd og fædre til USA, Canada og Europa for at arbejde.
Selv om Punjab er kendt som Indiens brødkurv, er de seneste årtiers økonomiske fremgang ikke nået frem til de afsides landsbyer, og de penge, som migranterne sender hjem, spiller en stor rolle for især de fattige bønder.
Det er søndag i det store Shaheed Baba Bihal Singh tempel i landsbyen Talhan uden for Jalandhar, Punjabs tredjestørste by.
Fra alle sider strømmer turbanklædte mænd, kvinder i farverige sarier og børnefamilier til templet at deltage i dagens bøn.
Indenfor mellem tempelsøjlerne leger flere af børnene med farvestrålende modelfly, som de har købt på markedet uden for templet. 13 kroner for de mindste, 40 for de dyreste.
De fleste fly er stadig pakket ind i knitrende cellofan, for det er slet ikke meningen, at de skal leges med. Flyene skal nemlig ofres i templet for at sikre, at en storebror, far eller onkel kan få et af de eftertragtede visa til Vesten. For de veluddannede er det USA og Canada, der kalder, fordi de ufaglærte er det Portugal og Italien.
Et efter et bliver de fine fly lagt i en bunke foran den blomstersmykkede forhøjning, hvor templets præst Baljit Singh om lidt skal prædike.
“Hver dag ofrer de besøgende op mod 1.000 fly, om søndagen kan der være op til 3.000-4.000", fortæller han.
Flyene symboliserer drømmen om at rejse væk, drømmen om et bedre liv i USA eller Europa. En drøm, som deles af stort set hver eneste barn og voksen, vi taler med i landsbyen.
Og det er en drøm, som mange forsøger at udleve: Indiske medier anslår, at alene Italien huser mere end 220.000 arbejdere fra Punjab.
“Folk ser, at det virker for andre at ofre et fly. Og så tænker de, hvorfor ikke prøve selv”, siger præsten.
“Om det virker? Ja, selvfølgelig virker det” siger han med et smil. “Hvis du ofrer et fly i oprigtig tro på Gud og på dig selv, så skal det nok virke".
I Punjabs landsbyer vidner store villaer om, at det er gået godt for nogle af de familier, der har sendt deres sønner og døtre til Vesten. Én villa er kendt som Italy waleya di Kothi, “Huset, hvor dem, der er i Italien, bor”, et andet som England Wale “Dem fra England”.
Men Baljit Singh ved godt, at det langt fra er alle, som opnår det, de drømmer om, når de kommer til Europa.
“Det er jeg klar over. Men det er blevet en kultur for os at rejse ud", siger han og understreger, at det er en tradition, som gør ham trist.
“Jeg synes ikke, at dem, der klarer sig godt her, bør rejse. Men der er mange unge, som ikke har nogen fremtid her. Selv hvis du er veluddannet, er det meget svært at finde arbejde. Det er derfor, folk rejser. De håber på en lysere fremtid og på bedre livskvalitet”, siger han.
Men ét er at ofre et modelfly i templet, noget helt andet er at komme afsted.
Og her får de fleste brug for lidt mere jordnær hjælp end den, præsten kan tilbyde.
I provinshovedstaden Jalandhar, der tæller omkring halvanden millioner mennesker, annoncerer rejsebureauer i hundredvis med rejser til job og en lys fremtid i Europa.
Vi beslutter os for at kontakte fem forskellige bureauer for at høre, hvad de skal have for at sende en ung mand til Italien.
Vi fortæller rejsebureauerne, at det drejer sig om journalistens bror Manjit Singh og spørger, hvad det koster at sende ham afsted, og hvordan det i praksis foregår, hvis han f.eks. vil arbejde i de italienske kiwi-marker.
Alle fem agenter er meget ivrige efter at sende journalistens bror afsted, men både priserne og metoderne er meget forskellige. Hos det ene bureau vil agenten have mindst 13,5 lakh for at skaffe et visa til Schengen-området - og dermed også til Italien.
Det svarer til cirka 125.000 danske kroner.
“Hvis din bror får et Schengen-visa, kan han rejse frit, hvorhen han vil, også til Italien”, lover agenten.
Hos et andet rejsebureau vil de have 8,5 lakh for at sende Manjit Singh til Malta. Det svarer til cirka 75.000 danske kroner. Hvordan han derefter skal komme fra Malta til Italien er op til Manjit Singh selv, forklarer agenten.
Ingen af rejsebureauerne kan imidlertid love, at journalistens bror får et job, når og hvis han ankommer til Italien.
“Det må han selv skaffe, når han kommer frem”, lyder svaret.
Selv om prisen for et visum og en flybillet til Italien er så høj, anslår den indiske regering, at omkring 487.000 unge har forladt Punjab for at arbejde i udlandet i perioden 2016-februar 2021.
Og det er som oftest et familieprojekt, hvor den ældste søn bliver udpeget til at være den, der skal afsted for sikre hele familiens fremtid, fortæller flere af de familier, vi møder i Punjab. Og det bekræfter flere af de indiske kiwi-arbejdere, vi har interviewet i Lazio også.
Måske lykkedes det den udvidede familie at samle pengene ind, men i andre tilfælde låner de unge penge af landsbyens rigeste familier eller af en lånehaj. Ofte med pant i familiens ejendom, forklarer de.
For Gurjinder Singhs vedkommende kostede det mere end 100.000 kroner at nå frem til Italien. En gæld, som det tog ham næsten fire år at betale tilbage.
På torvet i Latina fortæller han, at han ikke havde noget valg. Det var familien, der besluttede at han skulle afsted, selv om han allerede dengang havde kone og fire børn.
I dag næsten 16 år senere har han heller ikke noget valg, fortæller han. På grund af corona har han ikke set sin familie de seneste tre år, og før det gik der tretten år, hvor han ikke havde penge til at rejse hjem. Om det er rigtigt, har det ikke været muligt at kontrollere. Men her i foråret 2023 ser det angiveligt bedre ud, og han regner med at kunne rejse til Punjab på ferie.
Når ferien er slut, kalder de italienske kiwi-marker imidlertid igen, fortæller han.
“Jeg er nødt til at vende tilbage til Italien. Jeg kommer fra en meget fattig familie. Mine tre ældste børn er gift nu, men jeg har stadig min kone og en søn på 18, som bor hjemme og er afhængig af min indtægt”, fortæller han.
I dag er Gurjinder Singh gældfri, men samtlige indiske arbejdere, som vi har talt med i Lazio og i Punjab, fortæller, at de har været nødt til at betale mellem 100.000 og 133.000 kroner for at komme til Italien.
Og uanset hvor pengene kommer fra, er pligten til at betale tilbage den samme, fortæller de.
Ellers risikerer familien hjemme i Punjab at sidde med ågerrenter til en pengeudlåner, eller hvis det går helt galt, risikerer de at miste deres hjem og jord. Og derudover er det også en æressag at betale tilbage.
Ligesom Gurjinder Singh har samtlige andre indiske kiwi-arbejdere, som vi har mødt, brugt mellem tre og fire år på at betale af på de lån, de har måttet tage for at komme til Italien.
Og det får både fagforeningsfolk som Giovanni Goia og eksperter i menneskehandel til at tale om gældsslaveri.
“Moderne slaveri handler ikke længere om, at man skal være lænket og tvunget mod sin vilje som under den transatlantiske slavehandel. I dag handler det om sårbare mennesker, der for eksempel har sat sig i gæld og derfor ikke kan forlade deres job, selv om de bliver udnyttet", siger seniorforsker Sine Plambech fra DIIS.
En af dem, der har oplevet moderne slaveri i ekstrem grad, er den nu 49-årige Balbir Nikah Singh, som vi møder, også i provinshovedstaden Cisterna di Latina.
I dag bor han i et baghus med et enkelt værelse, køkken og bad i Latina. Men så godt har han aldrig boet før. I mere end seks år var han det, han selv kalder “slave” på en gård i nærheden af den lille kystby Borgo Sabotino.
Når de de lange arbejdsdage som landbrugsmedhjælper var forbi, boede Balbir Singh i en gammel campingvogn uden hverken lys, varme, vand eller gas.
“Hvis jeg ville have et bad, måtte jeg bruge den vandslange, vi havde i stalden - den, jeg også brugte til køerne. Og hvis jeg var sulten, måtte jeg rode i families skraldespand eller spise af de madrester, de brugte til at fodre gårdens høns og grise”, fortæller Balbir Nikah Singh.
Hans fortælling bekræftes af flere andre kilder med kendskab til forholdene samt en række retsdokumenter og fotos, som Danwatch har set.
Men det værste var, at den løn, som skulle have sikret hans eget ophold i Italien og gjort det muligt at få hans kone Surinder Kaur og deres to døtre til Europa, blev mindre og mindre.
“Jeg drømte om en lys fremtid for mig og min familie. Det var meningen, at min kone også skulle komme til Italien, men den drøm blev knust af min arbejdsgiver", siger Balbir Singh
“Jeg arbejdede 12-13 timer hver eneste dag, syv dage om ugen. Jeg havde aldrig en fridag, og den løn, jeg fik, blev mindre og mindre. Nogle måneder fik jeg kun 50 euro eller 100. Til sidst var der flere måneder, hvor jeg slet ikke fik løn".
Den dag i dag skammer den tidligere folkeskolelærer fra Punjab sig over, at han fandt sig i forholdene. Men gårdejeren havde taget hans pas. Og uden en gyldig opholdstilladelse kunne han ikke rejse nogen steder hen.
“Hvor skulle jeg gå hen uden pas og papirer. Og desuden truede sønnen i huset med at slå mig ihjel, hvis jeg forsøgte at stikke af”.
Heldigvis lykkedes det til sidst for Balbir Nikah Singh at slippe væk.
Den 17. marts 2017 om morgenen, endnu før det blev lyst, stormede carabinieri, det italienske politi, pludselig gården i Borgo Sabotino, arresterede hele familien og befriede Balbir Singh.
I dag er Balbir Singh stadig landarbejder, men nu på en kiwi-plantage, hvor forholdene trods alt er bedre. Arbejdsdagene er stadig mange og lange, og timeløn overstiger ikke 41 kroner.
Men som den første migrantarbejder i Italiens historie har han fået permanent opholdstilladelse på grund af det, han har været udsat for.
Og som en af de første indiske gæstearbejdere nogensinde har han trukket sin tidligere arbejdsgiver i retten, både for at opnå retfærdighed for de ydmygelser, han har været udsat for og for at skabe opmærksomhed om migranternes forhold.
“Jeg håber virkelig ikke, at selv min værste fjende nogensinde bliver udsat for det, jeg har været igennem”, siger han.
Derudover håber han også, at hans tidligere arbejdsgivere bliver tvunget til at betale for alle måneder, hvor de ikke betalte løn.
“I dag er jeg en fri fugl, og jeg giver ikke op", erklærer han. “Men får livet i gave fra sin mor, men hvad man opnår i livet, det afhænger udelukkende af ens personlighed og ens handlinger".
Selv om Balbir Nikah Singhs skæbne hører til de ekstreme, viser hans oplevelser, hvor udsatte de indiske migranter er, når de lander på en tilfældig italiensk plantage, ofte uden at kunne sproget eller kende deres rettigheder.
Marco Omizzollo er professor i socialantropologi og migration ved La Sapienza Universitetet i Rom har gjort forholdene for de indiske migranternes i Lazio til sit speciale.
Ud over at forske i emnet har han selv arbejdet undercover i området.
I tre måneder boede og arbejdede han sammen med de indiske migrantarbejdere i landsbyen Bella Farnia syd for Latina og har siden udgivet flere bøger om sine erfaringer og det system af rejseagenter, plantageejere og andre, som tjener penge på at udnytte de fattige arbejdere fra Punjab.
Det har gjort ham ret upopulær, og efter en række trusler fra det, han betegner som “den italienske landbrugsmafia”, bor og arbejder han i dag på en hemmelig adresse.
Vores møde med ham foregår derfor i Parco Europa i Aprila, en af områdets mindre byer.
“Udnyttelsen af de indiske migrantarbejder er alvorlig og udbredt. Det er især landarbejderne, der bliver udnyttet, men mange af dem er også ofre for moderne menneskehandel", siger den italienske forsker.
“De bliver lokket til Lazio af folk, der tjener store summer på at få dem til området, og som oftest får de kun en brøkdel af det, de er blevet lovet", siger han.
Derudover udsættes mange af de indiske arbejdere i Lazio for både fysisk og psykisk vold, viser hans forskning.
Det er imidlertid ikke kun i kiwi-industrien eller i Lazio provinsen, udnyttelsen af gæstearbejdere foregår.
Ifølge Urmila Bhoola, FN’s særlige rapportør om moderne slaveri, befinder op mod 400.000 landarbejdere i Italien sig i en situation, hvor de er i fare for at blive udnyttet.
Det fremgår af en omfattende rapport, hun har lavet til FN's Menneskerettighedsråd om problemet. Her konkluderer hun også, at næsten 100.000 lever under det, hun betegner som “inhumane forhold".
Marco Omizzolo har været involveret i migrantarbejderes rettigheder i mere end ti år og blev i 2019 slået til ridder for sit “modige arbejde” med at afsløre arbejdsforholdene i Lazio.
Han mener, at forholdene er blevet en smule bedre de seneste år - særligt hvad angår lønnen. Men samtidig at udnyttelsen af arbejderne blevet mere sofistikeret.
“F.eks. udbetaler en del plantageejere såkaldte yo-yo lønninger, et udtryk som dækker over, at arbejdsgiveren først udbetaler fuld løn, men kræver, at arbejderne dagen efter hæver 200-300 euro og leverer dem tilbage i kontanter".
Som fagforeningslederen Giovanni Goia fra CGIL bekræfter, har plantageejerne været dygtige til at tilpasse sig øget kontrol og gøre en del af udnyttelsen usynlig.
Han er dog enig med Omizzolo i, at forholdene er blevet en smule bedre de senere år.
Efter at have interviewet ti forskellige indiske kiwi-arbejdere om deres forhold ville
IrpiMedia, The Wire og Danwatch meget gerne have talt med nogle af de plantageejere, som bliver beskyldt for at underbetale arbejderne, fifle med lønsedler, råbe, nedgøre og i et nogle tilfælde også filme og fyre deres indiske ansatte.
Men trods flere forsøg lykkedes det ikke at komme i kontakt med ejerne eller blot få en rundvisning på deres plantager.
“Ring på et andet nummer". “Ring igen” “Kom igen en anden dag". “Ejeren er ikke hjemme”.
“Der er ikke andre, som kan tale med jer”, lyder svarene, både når vi ringer op, og når vi i flere tilfælde møder op på adressen for at komme i snak med dem.
Ifølge FN’s Principper for Menneskerettigheder og Erhverv slutter ansvaret imidlertid ikke her. Ifølge retningslinjerne er alle virksomheder i varekæden medansvarlige for eventuelle negative påvirkninger af menneskerettigheder og miljø.
Næste skridt i varekæden er en række italienske grossister, som opkøber kiwier fra de mange plantager i Lazio og eksporterer dem til resten af verden.
De arbejdere, vi har talt med, er ansat på kiwi-plantager, der leverer til blandt andre Apofruit, Kiwi Pontino, Salvi, Zani Granfrutta og Zeolifruit, som alle leverer kiwier til danske supermarkeder.
Men ingen af de fem har ønsket at stille op til interview.
FAKTA
Ifølge FNs retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) er alle led i varekæden ansvarlig for, hvad der foregår på de italienske frugtplantager. Under grafikken kan du læse reaktionerne i deres fulde længde fra de enkelte grossister og danske supermarkedskæder, som sælger kiwier fra Lazio.
Apofruit fralægger sig alt ansvar og henviser kort til, at alle deres leverandører har den såkaldte GRASP certificering, som stiller en række krav til gennemsigtighed og arbejdsforhold.
Zeolifruit afviser at medvirke, og Salvi svarer slet ikke på vores henvendelser.
Hos Zani Granfruttai er man dog mere lydhør.
Kvalitetschef Enrico Foschin skriver i et mailsvar, at de gennemfører stikprøvekontroller hos de 80 procent af deres leverandører, som i øjeblikket er GRASP-certificerede.
“Her inspicerer vi kontrakter, lønsedler, tjekker respekten for arbejdernes rettigheder og arbejdsforhold, gennemfører regelmæssige møder mellem arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsgivere, herunder interviews med arbejdere”, skriver han.
“Hvis vi finder etiske og sociale problemer på gårdene, kan det i de alvorligste tilfælde føre til at vi opsiger samarbejdet".
Enrico Foschin forholder sig ikke til beretningerne om timelønninger på 37-42 kroner, verbale overgreb, fifleri med lønsedler eller problemerne med migrantarbejdernes gældsætning og store afhængighed af plantageejerne.
Hos Kiwi Pontino afviser en unavngiven projektchef til gengæld pure, at problemerne skulle have noget med dem at gøre.
“Disse anklager kan ikke omhandle forholdene hos Kiwi Pontino”, skriver han.
“Vores medarbejdere bliver behandlet i fuld overensstemmelse med reglerne, men frem for alt respekterer vi dem. Det er jo vores medarbejdere, der står for den daglige produktion og de er en vigtig del af vores forretning”.
Derudover henviser Kiwi Pontino til, at de italienske myndigheder fører tilsyn med virksomheden, og at de altid har samarbejdet med dem og givet myndighederne adgang til alle dele af virksomheden.
På den anden side af jorden, i nærheden af den udslukte vulkan Maunganui i det nordlige New Zealand ligge verdens største eksportør af kiwier, Zespri International.
Det er et verdensomspændende firma, som de seneste år har sat sig på en stor del af kiwi-produktionen og eksporten fra Italien.
Ifølge FN's landbrugsorganisation FAO, der samler landbrugsstatistik fra det meste af verden, er Italien i dag verdens trediestørste producent med en årlig produktion på 420.000 tons kiwi.
Og den udvikling spiller Zespri en hovedrolle i, forklarer firmaets kommunikationschef Yannis Naumann. Hvert år investerer Zespri i etableringen af et stort antal nye kiwiplantager, og i 2023 opkøber og eksporterer Zespri derfor kiwier fra ikke mindre end 1.200 plantager i Italien, som de sælger videre til en lang række lande, primært i Europa, heriblandt Danmark.
Ifølge Zespris hjemmeside går det globale kiwi-firma meget op i bæredygtighed, også for de ansatte. Det fremgår blandt andet, at Zespri vil “arbejde for, at alle ansatte bliver værdsat, beskyttet og støttet i deres arbejde".
“Vi vil tiltrække talentfulde mennesker og sikre, at vi inden 2030 har en arbejdsstyrke, der trives gennem hele vores værdikæde. At man trives vil sige, at vi løbende forbedrer de sociale forhold både med hensyn til arbejdsforhold, løn, sundhed og sikkerhed, udvikling, mangfoldighed og inklusion", som firmaet skriver i en bæredygtighedserklæring.
Men hvordan hænger det sammen med gældsslaveri,, underbetaling og udnyttelse af indiske migrantarbejdere i de italienske kiwi-marker?
Vi ville gerne have spurgt Zespris direktør Daniel Mathieson, hvad de som storspillere på det italienske marked gør for at sikre ordentlige forhold i kiwi-industrien.
Men det har Zespri afvist. I stedet svarer Nick Kirton, Zespris chef for blandt andet Europa på mail:
“Vi tager anklagerne om udnyttelse ekstremt alvorligt og har indledt en undersøgelse af forholdene, herunder hvordan vi bedst kan støtte de arbejdere, det handler om", skriver han.
“Vi har blandt andet kontaktet alle vores italienske leverandører og udtrykt vores bekymring over den påståede praksis og gentaget kravene omkring arbejdstagernes velfærd som betingelse for at kunne levere til Zespri”.
Nick Kirton understreger ligesom de italienske grossister, at alle deres leverandører har den såkaldte GAP-certificering. “Og derudover har Zespri også et sæt kerneværdier, som alle vores leverandører skal leve op til”, siger han og fortæller, at også de organisationer, der certificerer for Zespri i Italien er blevet kontaktet.
“Langt de fleste arbejdsgivere i kiwi-industrien tager sig godt af deres folk”, pointerer Nick Kirton.
“Men der kan være en lille minoritet, som ikke gør. Enhver form for udnyttelse af arbejderne er uacceptabelt og vi vil sikre, at de involverede bliver holdt ansvarlige ligesom vi fortsat vil forbedre vores kontrolsystemer for at sikre, at det ikke sker", siger han og opfordrer alle med information om dårlig arbejdspraksis inden for den italienske kiwi-industri til at kontakte Zespri via firmaets fortrolige hotline EthicsPoint - Zespri International.
Men varekæden stopper ikke hos de italienske grossister eller den internationale storeksportør Zespri.
For ifølge Danmarks Statistik kommer to ud af tre danske kiwier fra Italien. Faktisk importerer danske butikker hvert år mindst 2000 tons kiwi herfra.
Ved hjælp af oplysninger fra de danske supermarkedskæder, søgninger på hjemmesider, sociale medier, i tilbudsaviser, besøg i diverse butikker og producentlister, som vi har fundet frem til på internettet, er det lykkedes Danwatch, IrpiMedia og The Wire af stykke kiwi-kæden sammen, hele vejen hjem til Danmark.
Og her viser det sig, at både Lidl, Salling Group, Dagrofa og Rema 1000 sælger kiwier, som stammer fra Lazio. Tilsammen ejer de fire detailkoncerner supermarkederne Lidl, Netto, Føtex, Bilka, Meny, Spar, MinKøbmand, LetKøb og Rema1000, der alle importerer kiwier fra Lazio - enten direkte fra de italienske grossister eller fra den internationale storeksportør Zespri.
Trods utallige forespørgsler ønsker ingen af de fire fødevarekoncerner at stille op til interview om forholdene i Lazios kiwi-plantager.
På Lidls danske hovedkontor i Kolding nægter kommunikationschef Thomas Sejersen at fortælle, hvem der leverer kiwier til Lidl, ligesom han heller ikke ønsker at svare på spørgsmål om kiwi-arbejdernes forhold,
Af Lidls internationale hjemmeside fremgår det imidlertid, at Zespri er leverandør af kiwier til Lidl. Og det er da også fra Lidls centrale kommunikationsafdeling i Neckarsulm i det sydlige Tyskland, at det efter mange forsøg endelig lykkes at få et mailsvar.
Ligesom flere af grossisterne forklarer en unavngiven talsmand for Lidl, at alle deres producenter af friske råvarer skal udfylde en erklæring på at være certificeret efter ordningen GAP.
“Lidl har en nultolerancepolitik over for enhver form for menneskerettighedskrænkelser i vores forsyningskæder”, skriver kommunikationsafdelingen og understreger, at Lidl tilslutter sig FN's vejledende principper om Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP).
Derudover skriver den tyskejede kæde, at de har en whistleblower hotline, hvor man kan henvende sig, hvis man har klager, og Lidl lover, at de vil undersøge alle konkrete anmeldelser om overtrædelser af deres etiske retningslinjer.
Vi har spurgt kommunikationsafdelingen, om de forestiller sig, at de indiske kiwi-arbejdere i Lazio kan finde frem til, at Lidl er opkøber af de kiwier, de plukker, og kan se en mening i at klage til netop deres hotline.
“Vi har brugt systemet i flere år og kan opsummere, at systemet er accepteret og bliver anvendt”, skriver Lidl. Til dato har Lidl dog ikke modtaget nogen klager over kiwi-leverandører eller plantager i Italien.
Også det norskejede Rema 1000, der i øjeblikket har 363 supermarkeder i Danmark, bekræfter, at de får en del af deres kiwier fra Lazio.
Ifølge kommunikationschef Jonas Schrøder er der tale om ni forskellige producenter og grossister, heriblandt Zani, som eksporterer kiwier fra Lazio-provinsen.
I et mailsvar skriver han dog, at Rema 1000 ikke kan genkende beretningerne om gældsslaveri, underbetaling, uretmæssige fyringer, verbale overgreb eller fusk med lønsedler.
“Vi har ikke fundet nogen overtrædelser, og vores leverandør mener bestemt ikke, at der er overtrædelser i hans leverandørkæde”, skriver Jonas Schrøder, men erkender, at Italien ikke har det bedste ry, når det kommer til arbejdernes forhold.
“Vi har tæt kontakt med vores leverandører af kiwi, og vi har vurderet at Italien er et medium-risk land i forhold til overtrædelser af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder”, skriver han.
“Da vores leverandører af kiwier er GRASP certificeret og har underskrevet vores Code of Conduct, har vi tillid til, at arbejdsforholdene er i orden".
Hvad denne tillid bygger på, uddyber han ikke nærmere.
Hos Dagrofa-koncernen, der i øjeblikket har 511 butikker, heraf 111 Menu supermarkeder, 124 Spar, 163 Min Købmand og 113 LetKøb henter man også sine kiwier i Italien, her i blandt økologiske kiwier fra Lazio.
Det skriver Dagrofa i et mailsvar til Danwatch.
Noget interview om problemerne i den italienske kiwi-sektor, er der imidlertid ingen chefer fra den store koncern med mere en 13000 ansatte, som vil stille op til.
Henrik Johannsen, Dagrofas CSR-chef, skriver dog i et mailsvar, at koncernen vil gå videre med sagen.
"Vi tager Danwatchs observationer fra området til efterretning og arbejder videre med den begrænsede information, som I har gjort tilgængelig for os. Hertil har vi lagt op til et fællesmøde faciliteret af Dansk Initiativ for Etisk Handel Danmark for en yderligere dialog", skriver han.
Hvad formålet med mødet mere præcist er, eller hvem der i givet fald skal deltage, vil Dagrofa ikke at uddybe, men netværket Dansk Initiativ for Etisk Handel har efterfølgende inviteret Danwatch med til mødet for at diskutere mulige løsninger på problemet arbejdsforholdene i Italien.
En anden supermarkedskæde, som også køber kiwi i Lazio er Salling Group, der driver mere end 1.700 butikker fordelt på kæderne Bilka, Føtex, Netto og Salling.
Ifølge Salling Groups hjemmeside har koncernen tilsluttet sig både FN principper for menneskerettigheder og erhverv (UNGP), OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder samt flere andre lignende regelsæt, som aller understreger virksomhedens forpligtelse til at respektere menneskerettighederne.
Danwatch har derfor spurgt, hvad Salling Group gør for at sikre sig, at arbejdsforholdene er i orden i kiwi-produktionen, og hvad de gør for at rette op på de vilkår, som vores undersøgelse viser.
“Vi er opmærksomme på, at der i hele Europa, og særligt i sydeuropæiske lande anvendes migrantarbejdere i landbrugssektoren” skriver Henrik Vinther Olesen, vicechef for kommunikation og bæredygtighed.
Han forsikrer, at Salling Group tager Danwatchs fund “meget seriøst” men kan ikke genkende de forhold, vi beskriver.
“Vi er i løbende dialog med vores leverandører, og alle vores producenter er underlagt krav om dokumentation for social audit, og her er der ikke observeret denne type afvigelser", skriver henrik Winther Olesen, men lover alligevel at undersøge sagen nærmere.
Hvordan Salling Group har tænkt sig at gøre det, uddyber Henrik Vinther Olesen ikke.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.
I tirsdags fik Rockwool smæk på børsen, og nu rasler flere investorer også med sablen efter Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer af, at selskabets produkter i perioden fra 2015 til 2020 er blevet solgt til diverse militære projekter under det russiske forsvarsministerium.
Fire store pensionskasser, der sammenlagt repræsenterer 3,5 millioner danskere, har sammen med ATP aktier for knap en halv milliard kroner i Rockwool – og flere af dem er nu stærkt kritiske over for den hæderkronede danske koncern, der lige nu undersøges af Erhvervsstyrelsen for sanktionsbrud.
”Vi ser med stor alvor på den seneste udvikling samt de beskrevne forhold, som nu undersøges af Erhvervsstyrelsen. Eventuelle sanktionsbrud kan ikke legitimeres, og vi vil derfor også følge op på Erhvervsstyrelsens konklusioner, når disse foreligger”, siger Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed hos PensionDanmark, der har investeret knap 50 millioner kroner i Rockwool.
Danwatch og Ekstra Bladet har blandt andet dokumenteret, at Rockwool er solgt til flere skibe i den russiske flåde, og at Rockwool har lydisoleret det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter i Moskva, hvorfra den nuværende militære indsats i Ukraine bliver koordineret.
Hos PFA, der har en aktiebeholdning i Rockwool på 130 millioner kroner, ser man helst, at danske virksomheder som Rockwool forlader Rusland.
”Vi mener ikke, at virksomheder skal blive i Rusland. Men vi anerkender også, at det er en meget kompleks situation, som vi er i kritisk dialog med Rockwool om, da vi først og fremmest gerne så, at de trak sig hurtigere ud af Rusland”, siger Rasmus Bessing, direktør for PFA Asset Management.
I ATP, der har investeringer for 202 millioner kroner i Rockwool, følger man også sagen tæt:
”Den komplekse situation i Rusland følger vi tæt, og i ATP har vi selvfølgelig en forventning om, at Rockwool lever op til internationale konventioner og sanktioner,” siger Claus Berner, som er ATP’s vicedirektør for danske aktier.
Du kan læse pensionskassernes svar nederst i artiklen eller ved at klikke her.
Selv om de de danske pensionskasser sammenlagt ejer under én procent af Rockwool, så mener professor i finansiering Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet, at deres kritik vil blive bemærket i Rockwool.
“Det ser ud til, at der er en konsensus i pensionsselskaberne om, at det her er man utilfredse med, og det må alt andet lige betyde noget for Rockwool, at storaktionærer kommer med en sådan kritik”.
“Men sagen presser også pensionsselskaberne. De fleste af dem har fået en markant profil på bløde værdier som bæredygtighed og social ansvarlighed, og der passer det rigtig dårligt ind, at man har penge i et selskab, der lige nu opererer i Rusland”, siger han.
Carsten Tanggaard påpeger også, at Rockwools fortid i Rusland kan komme til at belaste selskabet, fordi mange investorer i dag forventer, at et selskab som Rockwool ikke ‘bare’ overholder loven men også har handlet etisk ansvarligt.
“Da Rusland invaderede Krim i 2014, var der jo mange som forventede en reaktion, men Rockwool og andre kørte bare videre derovre. Og så vælter det hele pludselig her i 2022, og de bliver taget på det forkerte ben, når det kommer frem, at de i årevis har handlet med et militær, der har begået alverdens overgreb på ukrainerne,” siger han.
Rockwool har fået en ordentlig lussing på børsen efter Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer af, at selskabet har tjent millioner af kroner på militære projekter under det russiske forsvarsministerium.
Klokken lidt over 9 tirsdag formiddag var kursen på Rockwool-aktien faldet hele 12 procent, og det sker ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, som en direkte konsekvens af, at Erhvervsstyrelsen mandag besluttede at gå ind i sagen.
“Dagens kursfald skyldes væsentligst, at Rockwool måske kommer i negativt søgelys for potentielt at have brudt sanktioner i forhold til Rusland”, skriver han i en kommentar til Ritzau.
Kursfaldet er også blevet bemærket hos Sydinvest og internationalt af Reuters. Euroinvestor skriver blandt andet også, at ved børsåbningen tirsdag lå faldet på 6 procent, hvilket svarer til at aktionærerne har måtte vinke farvel til 2,6 mia. kr. i markedsværdi.
Erhvervsstyrelsen skal blandt andet undersøge, om Rockwool har brudt sanktioner eller reglerne om dual-use, som omhandler produkter, der kan bruges til både civile og militære formål.
Rusland blev i 2014 ramt af en række sanktioner efter landets ulovlige annektering af Krim-halvøen. Hvis Erhvervsstyrelsen konkluderer, at der er en konkret mistanke om, at Rockwool har begået regelbrud, vil det typisk føre til en politianmeldelse.
Danwatch har i samarbejde med Ekstra Bladet blandt andet dokumenteret, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter for sammenlagt 123 millioner rubler (cirka 11,5 millioner kroner) til skibsværfter, som udfører store ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.
I en af kontrakterne fra september 2017 fremgår det eksempelvis, at der er leveret Rockwool-materialer til værftet Severnaya Verf, der skulle bruge det til flådeskibet ‘Vsevolod Bobrov’.
Skibet er en del af Ruslands Sortehavsflåde og spillede en aktiv rolle i det blodige slag om den strategisk vigtige ø Zmeiny Island, også kendt som Slangeøen, som Rusland invaderede på krigens første dag.
Rockwool i Rusland har også tidligere reklameret med, at selskabets produkter i 2015 blev brugt til at lydisolere det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter i Moskva, hvorfra den nuværende militære indsats i Ukraine bliver koordineret.
Danwatch og Ekstra Bladet har desuden fundet billeddokumentation fra skibsværftet Vympel, der viser, at store mængder Rockwool er blevet brugt i konstruktionen af fire bevæbnede anti-sabotageskibe, der i 2017 overgik til den russiske flåde.
Efter det voldsomme fald i morges på Rockwool-aktien har den op ad tirsdagen vundet lidt ind, og klokken 13.30 var faldet skrumpet ind til 5,7 procent.
Fredag kunne Danwatch og Ekstra Bladet afsløre, at den danske koncern Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter i perioden fra 2015 til 2020 er havnet i diverse militære projekter under det russiske forsvarsministerium.
Mandag oplyser Erhvervsstyrelsen til Danwatch og Ekstra Bladet, at man har iværksat en undersøgelse af Rockwool for at klarlægge, om EU’s sanktioner mod Rusland er blevet overtrådt – eller om der er sket overtrædelser i forhold til dual use-reglerne. Dual use-produkter er komponenter, der både kan anvendes civilt og militært.
”Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen vil undersøge de konkrete forhold nærmere,” oplyser styrelsen i en mail.
Rusland blev i 2014 ramt af en række sanktioner efter landets ulovlige annektering af Krim-halvøen. Hvis Erhvervsstyrelsen konkluderer, at der er en konkret mistanke om, at Rockwool har begået regelbrud, vil det typisk føre til en politianmeldelse.
Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, skriver i et skriftligt svar om den kommende undersøgelse af selskabets russiske aktiviteter:
“Vi svarer ikke på spekulationer.”
”Vi er ikke blevet kontaktet af Erhvervsstyrelsen.”
Danwatch har i samarbejde med Ekstra Bladet blandt andet dokumenteret, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter for sammenlagt 123 millioner rubler (cirka 11,5 millioner kroner) til skibsværfter, som udfører store ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.
I en af kontrakterne fra september 2017 fremgår det eksempelvis,at der er leveret Rockwool-materialer til værftet Severnaya Verf, der skulle bruge det til flådeskibet ‘Vsevolod Bobrov’.
Skibet er en del af Ruslands Sortehavsflåde og spillede en aktiv rolle i det blodige slag om den strategisk vigtige ø Zmeiny Island, også kendt som Slangeøen, som Rusland invaderede på krigens første dag.
Rockwool i Rusland har også tidligere reklameret med, at selskabets produkter i 2015 blev brugt til at lydisolere det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter i Moskva, hvorfra den nuværende militære indsats i Ukraine bliver koordineret.
Danwatch og Ekstra Bladet har desuden fundet billeddokumentation fra skibsværftet Vympel, der viser, at store mængder Rockwool er blevet brugt i konstruktionen af fire bevæbnede anti-sabotageskibe, der i 2017 overgik til den russiske flåde.
Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Essex Law School i England, mener, at det er helt på sin plads, at Erhvervsstyrelsen går ind i sagen:
“I betragtning af situationens alvor er det vigtigt, at offentligheden er forsikret om, hvorvidt Rockwool overtrådte EU-sanktioner eller ej. Det kan jeg ikke vurdere udefra, og derfor bør danske myndigheder undersøge det,” siger hun.
Erhvervsstyrelsen behandler i øjeblikket også en sag om Danfoss’ russiske forretninger. Det sker efter, at Danwatch og DR sidste sommer kunne afsløre, at selskabet havde leveret industrielle varmevekslere til militære projekter i den russiske flåde.