Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben07/10/2025

Dokumenter afslører: Sådan sender Danmark reservedele til israelske kampfly, der bomber i Gaza

Regeringen har mørklagt forsendelserne, men nu viser fragtdokumenter, at det danske forsvar så sent som i august sendte reservedele til israelske kampfly direkte fra Sønderjylland til Israel.
Israeli attack hits abu hasira street in gaza city
En palæstinensisk dreng samler ejendele sammen efter et israelsk luftangreb den 30. september i Abu Hasiri Street i Gaza By. FN vurderer, at mere end 90 procent af Gazas boliger er smadret efter de sidste to års bombardementer.Foto: Abaca/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Dansk militært udstyr bidrager til krigen i Gaza

  • Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma eksporterer dele til F-35 kampfly, som Israel bomber med i Gaza.
  • De dansk-udstyrede fly anvender megabomber, som FN advarer imod at bruge i tætbefolkede områder.
  • Eksperter vurderer, at eksporten er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
  • De danske myndigheder er blevet sagsøgt for våbeneksporten til Israel.

Trods anklager om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og et muligt folkedrab fortsætter det danske forsvar med at sende reservedele til israelske F-35-kampfly, der bomber i Gaza.

Leverancerne er omgærdet af dyb fortrolighed. Men nu kaster hidtil ukendte dokumenter lys over, hvordan det danske forsvar bidrager til at holde Israels mest avancerede kampfly på vingerne. 

Mindst fire gange denne sommer har Danmark sendt reservedele til kampfly med modtageradresse i Israel. 

Det viser fragtdokumenter, som Danwatch i samarbejde med Information og det irske medie The Ditch har fået adgang til.

Flere af forsendelserne har haft modtageradresse på Nevatim – en israelsk militærbase cirka 65 km fra Gaza By, der huser Israels F-35-fly. 

Herfra letter de israelske F-35-fly, der bomber Gaza.

  • Jeg synes egentlig, at det er ret grotesk, at Danmark bliver ved med at sende de her kampflydele, imens beviserne for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og også et muligt folkedrab hober sig op.
    Jacques Hartmann
    Professor i International Ret

Siden Hamas for to år siden udførte et terrorangreb, der dræbte over tusind mennesker i Israel, har Israel haft en ekstraordinært stor efterspørgsel efter reservedele for at holde sine avancerede F-35-fly på vingerne. 

Kampflyene spiller en helt central rolle i luftangrebene i Gaza, hvor titusindvis af mennesker er døde, og hvor der nu er erklæret hungersnød.

Som Danwatch og Information tidligere har afdækket, indsamler kampflyene data til udpegelsen af bombemål, kaster kontroversielle megabomber og forvolder massive ødelæggelser i den tætbefolkede landstribe.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere orienteret Folketinget om, at forsvaret i “enkelte tilfælde” for halvandet år siden, i februar og marts 2024, har sendt reservedele til F-35-fly til Israel. 

Det var på samme tid, som en hollandsk domstol satte en stopper for forsendelser af reservedele fra et regionalt F-35-reservedelslager i Holland, der betjener Europa og Israel, fordi der var en klar risiko for, at forsendelserne kunne bidrage til krigsforbrydelser.

Siden har de danske myndigheder afvist at svare på spørgsmål fra både journalister og Folketinget om reservedelene. 

Heller ikke da Danwatch og Information afdækkede, at den danske regering gennemførte en lovændring for at kunne sende reservedele til Israel uden militær eksportkontrol – alt imens at Danmarks allierede i blandt andet Norge og Storbritannien nægtede at sende reservedele til israelske kampfly – ville regeringen svare på, hvorvidt der var sendt reservedele fra Danmark til Israel efter foråret 2024. 

Nu kaster fragtdokumenter så lys over sagen og viser, at der stadig bliver sendt reservedele af sted til israelske kampfly – midt under det som regeringspartiet Moderaternes egen udenrigsordfører betegner som et folkedrab. 

Danwatch og Information har i alt identificeret fem forsendelser til Israel, der har fundet sted i år. 

Det gælder blandt andet to forsendelser af reservedele til F-35-flyene, der forlod Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland i juni, hvorfra de blev fragtet i lastrummet under intetanende passagerer på et rutefly fra Billund. Den 16. juli ankom de to forsendelser til Nevatim-basen.

Fra Sønderjylland til Israel

F 35 bb02
Illustration: Louise Kock.
  • To forsendelser med reservedele til israelske F-35-kampfly blev i juni fragtet fra Flyvestation Skrydstrup til Billund.
  • Herfra blev de sendt med rutefly til Frankfurt, hvor de blev lastet på et anonymt udseende fragtfly indregistreret i miniputstaten San Marino, som det israelske flyselskab El Al havde chartret, og fløjet til Tel Aviv.
  • Den 16. juli ankom reservedelene til deres endelige destination: Den israelske luftbase Nevatim, hvorfra F-35-flyene, der bomber Gaza, letter.

Også to gange i august måned sendte forsvaret reservedele til kampfly af sted til Israel, denne gang med modtageradresse i Tel Aviv. 

Fælles for forsendelserne er, at indholdet beskrives som »Military A/C spares«, det vil sige reservedele til militære fly. 

Forsendelser af reservedele til kampfly fra Sønderjylland til Israel

Forsvarsministeriet hemmeligholder, hvor mange gange det danske forsvar har sendt reservedele til Israels kampfly under krigen i Gaza. Fragtdokumenter dokumenterer nu fem forsendelser af reservedele, der har fundet sted i år. Det er uvist, hvor stor en andel af de samlede forsendelser til Israel, de fem eksempler udgør. Her er et overblik over, hvornår de fem forsendelser har fundet sted:

  • Forsendelse 1: Afsendt 28. januar, ankom til Nevatim 5. februar
  • Forsendelse 2: Afsendt 11. juni, ankom til Nevatim 16. juli
  • Forsendelse 3: Afsendt 12. juni, ankom til Nevatim 16. juli
  • Forsendelse 4: Afsendt 7. august, ankom til Tel Aviv 13. august
  • Forsendelse 5: Afsendt 15. august, ankom til Tel Aviv 21. august

De nye oplysninger vækker hård kritik fra menneskeretsorganisationen Amnesty International Danmark. 

“Det er utrolig problematisk, at der for kun få måneder siden blev sendt våbendele fra dansk grund til Israel”, siger Annette Stubkjær Rimmer, der er politisk rådgiver i Amnesty.

“Israel bruger en taktik om både at udbombe og udsulte befolkningen, som samtidig presses sammen på et mindre og mindre område. Der er meget klar dokumentation for, at Israel begår folkedrab i Gaza”, mener hun.

I december sidste år konkluderede Amnesty International i en rapport, at Israel begår folkedrab. Siden har blandt andet en FN-kommission, flere juridiske eksperter samt to israelske menneskerettighedsorganisationer vurderet, at Israel har folkedrabshensigter i Gaza. 

Den danske regering vil afvente Den Internationale Domstols afgørelse, mens det israelske militær IDF i et skriftligt svar til Danwatch og Information kalder rapporterne om folkedrab for “grundløse”.

“Påstandene om folkedrab og forsætlig skade er ikke kun ubegrundede, men ignorerer også Hamas’ overtrædelser af international lov, herunder brugen af ​​civile som menneskelige skjolde og bevidste angreb på israelske civile”, skriver IDF.

Amnesty International publicerede i december 2024 en rapport, der konkluderer, at Israel begår folkedrab mod palæstinenserne i Gaza. 

I september i år konkluderede en uafhængig FN-kommission det samme. 

Også juridiske eksperter i “International Association of Genocide Scholars” samt de israelske menneskerettighedsorganisationer B’Tselem samt Physicians for Human Rights – Israel har vurderet, at Israel har folkedrabshensigter. 

Den danske statsminister udtalte for nylig at Israel “bruger sult som våben” i Gaza, men regeringen vil afvente Den Internationale Domstols vurdering af, om Israel begår folkedrab. 

Det israelske militær IDF afviser anklagerne om folkedrab som “fuldstændig grundløse”. Læs deres fulde svar fra IDF til Danwatch og Information her:

“Påstandene er fuldstændig grundløse og tager ikke højde for de operationelle realiteter, som IDF står over for. Siden Hamas’ hidtil usete angreb den 7. oktober 2023 har IDF arbejdet aktivt på at afvikle Hamas’ militære infrastruktur, samtidig med at IDF overholder sine forpligtelser i henhold til international lov.

IDF træffer alle mulige foranstaltninger for at afbøde skader på civile under operationer. Disse omfatter at give forudgående advarsler til civile i kampzoner, når det er muligt, og at fremme sikker bevægelse til udpegede områder.

IDF’s indsats – ledet af Civilian Harm Mitigation Unit – for at give civile forudgående advarsler, fremme bevægelse for civile, der følger forhåndsadvarslerne, og sørge for disse civile, når de har nået de udpegede zoner, har været enorm. Desuden har IDF høstet erfaringer i løbet af krigen for konstant at forbedre disse eksisterende processer.

Påstandene om folkedrab og forsætlig skade er ikke kun ubegrundede, men ignorerer også Hamas’ overtrædelser af international lov, herunder brugen af ​​civile som menneskelige skjolde og bevidste angreb på israelske civile. IDF forbliver forpligtet til at udføre sine operationer i overensstemmelse med international lov.”

Juridiske eksperter, som Danwatch og Information har konsulteret, vurderer, at Danmark bryder sine internationale folkeretlige forpligtelser ved at sende reservedele til de israelske kampfly.

“Det er en overtrædelse af EU og FN’s regler for våbeneksport”, siger den danske jurist Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Storbritannien, og har en baggrund som jurist i Danmarks udenrigsministerium.

“Jeg synes egentlig, at det er ret grotesk, at Danmark bliver ved med at sende de her kampflydele, imens beviserne for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og også et muligt folkedrab hober sig op”, siger han.

Modtager reservedele “Just-in-time”

F-35-programmet er organiseret som en såkaldt “just in time” global forsyningskæde, og de højteknologiske fly kan selv give besked, når tiden nærmer sig for, at en reservedel skal udskiftes. 

Herefter placerer det amerikansk-ledede F-35-program en såkaldt plukkeordre til en base, der har den pågældende reservedel på lager – for eksempel Flyvestation Skrydstrup. 

Reservedele til flyene leveres lige før, de skal bruges, sådan at hver enkelt land og hver enkelt base ikke skal have unødigt store lagre af reservedele, forklarede direktøren for F-35-programmet, den amerikanske generalløjtnant Michael Schmidt, under en militærkonference i USA i april 2023.

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) skriver til Danwatch og Information, at de ikke har mulighed for at oplyse, hvilken funktion de reservedele, der fremgår af fragtdokumenterne, har.

 I dokumenterne er delene omtalt med kortfattede beskrivelser som “Filter element kit”, “PIN”, “DUCT ASSY, INLET – WARM” og “COVER COUPLING”. Den sparsomme information gør det ifølge eksperter, som Information og Danwatch har været i kontakt med, svært at sige med sikkerhed, hvilke flydele der helt konkret er tale om. Det hænger også sammen med, at F-35-flyets præcise opbygning er en militær hemmelighed. 

En reservedel beskrevet som “EDU NO. 2 – DATA MODULE” med en vægt på 17 kilo er dog efter alt at dømme et datamodul til en skærm, der kan vise piloten relevante oplysninger under flyvningen. 
F-35-flyenes evne til at indsamle, analysere og dele data gør dem ifølge flyenes producent til  en “force multiplier”. De indsamlede data bruges blandt andet til at udpege nye bombemål, forklarede militæranalytiker Andrew Curtis, der er Associate Fellow ved the Royal United Services Institute og tidligere officer i det britiske luftvåben, sidste år til Danwatch og Information.

Danwatch og Information har stillet en række spørgsmål til Forsvarsministeriet om forsendelserne, der fremgår af fragtdokumenterne. 

Vi har blandt andet spurgt, hvordan myndighederne vurderer risikoen for, at reservedelene kan bidrage til krigsforbrydelser og andre alvorlige brud på folkeretten i Gaza.

  • Jeg kan bekræfte, at Auditørkorpset har modtaget en anmeldelse og indledt en efterforskning om muligt brud på tavshedspligten. Da der er tale om en verserende sag, har Auditørkorpset ikke yderligere kommentarer til sagen.
    Claus Skov Petersen
    Efterforskningschef i Forsvarets Auditørkorps

“Som Forsvarsministeriet tidligere har oplyst, er der sendt amerikanskejede F-35-reservedele fra lageret i Skrydstrup til Israel”, lyder det i et skriftligt svar fra Forsvarsministeriet.

“Som led i F-35-samarbejdet er det aftalt, at USA kan forhåndsplacere reservedele på lageret i Skrydstrup, der enten kan anvendes i danske F-35-kampfly, eller efter amerikansk beslutning flyttes til et andet lager i et F-35-land”, skriver Forsvarsministeriet.

Myndighederne vil dog ikke svare på, om der er sendt yderligere reservedele af sted end dem, der fremgår af fragtdokumenterne.

“For så vidt angår nærmere detaljer om amerikanske flytninger af reservedele, er der tale om operative detaljer, som behandles under fortrolighed”, skriver Forsvarsministeriet.

Dokumenter, som Danwatch og Information har fået aktindsigt i, indikerer dog, at der løbende er sket forsendelser af reservedele. 

I hvert fald har Forsvarsministeriet siden september 2024 på månedlig basis bedt om “opdaterede oplysninger fra Flyverkommandoen ved Flyvestation Skrydstrup til den samlede oversigt over antal modtagne plukkeordrer og afsendelser af F-35-reservedele, som er blevet påsat pakkelabel med modtageradresse i Israel”. Forsvarsministeriet har afvist at udlevere oversigten i aktindsigten med den begrundelse, at “det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed og rigets forsvar”.

Efterforsker kilden til Danwatch og Informations afsløringer

Syv dage efter, at Danwatch og Information første gang rettede henvendelse til Forsvarsministeriet om de forsendelser, der fremgår af fragtdokumenterne, blev Danwatch ringet op af Forsvarets Auditørkorps, der stillede flere spørgsmål til kilden til vores informationer. Forsvarets Auditørkorps er Danmarks militære anklagemyndighed.

Danwatch har afvist at svare på spørgsmålene med henvisning til princippet om kildebeskyttelse. 

Danwatch og Information har spurgt Forsvarsministeriet, om det er dem, der har rettet henvendelse om sagen. Det vil de ikke svare på, men Forsvarets Auditørkorps bekræfter, at de har startet en efterforskning. 

“Jeg kan bekræfte, at Auditørkorpset har modtaget en anmeldelse og indledt en efterforskning om muligt brud på tavshedspligten. Da der er tale om en verserende sag, har Auditørkorpset ikke yderligere kommentarer til sagen”, skriver efterforskningschef Claus Skov Petersen i en mail.

Aftermath of an overnight israeli strike on a house, in gaza city
Palæstinensere inspicerer ødelæggelserne efter israelske luftangreb i Gaza By den 16. september i år. Foto: Ebrahim Hajjaj/Reuters/Ritzau Scanpix

Eksperter afviser argument om “amerikansk ejendom”

I det danske embedsværk har der været tvivl om lovligheden af forsendelserne af reservedele fra Skrydstrup til Israel. Ifølge våbenloven er det nemlig forbudt at udføre militært udstyr af landet, uden at der først er udstedt en eksporttilladelse til det. 

Og når de danske myndigheder behandler ansøgninger om eksporttilladelse, skal de overholde de internationale regler for våbeneksport, der blandt andet forbyder eksport, hvis der er en “klar risiko” for krigsforbrydelser. 

Men der er på intet tidspunkt søgt om eksporttilladelse til at sende reservedele fra Skrydstrup til Israel. Da sagen oprindeligt kom frem i juni 2024, indledte Forsvarsministeriet derfor i samarbejde med Udenrigsministeriet og Justitsministeriet en juridisk udredning. Et halvt år senere konkluderede Forsvarsministeriet, at den hidtidige praksis var lovlig, men at der var en “bestående uklarhed” om juraen. 

  • Regeringen forsøger juridisk at fraskrive sig alt ansvar.
    Annette Stubkjær Rimmer
    Politisk rådgiver i Amnesty

Derfor var det ifølge ministeriet “nødvendigt” at ændre lovgivningen. Det skete i forbindelse med den såkaldte baselov, der blev vedtaget af Folketinget i juni i år. Med lovændringerne bliver det gjort klart, at forsendelser af reservedele til F-35-kampflyene er undtaget fra våbenlovens krav om eksporttilladelse. Dermed sker forsendelserne helt uden om de regler og kontrolprocedurer, som normalt gælder i sager om eksport af militært udstyr. 

Forsvarsministeriet bekræfter til Danwatch og Information, at der ikke er søgt eksporttilladelse for de reservedele, der er blevet sendt til Israel i år. 

“Flytning af amerikanskejede F-35-reservedele fra lageret i Skrydstrup er undtaget fra våbenlovens krav om eksporttilladelse, idet de forbliver amerikansk ejendom på tidspunktet for flytning. Såfremt USA efter en flytning fra Skrydstrup måtte lade ejerskabet overgå til en anden stat og således eksporterer reservedelen, har USA ansvaret for at udføre eksportkontrol”, skriver de.

Argumentet om, at der ikke skal søges eksporttilladelse for reservedelene, fordi de er amerikansk ejendom, afvises blankt af den danske jurist Jacques Hartmann. 

“Det er enten en misforståelse eller en bevidst omgåelse af reglerne. Det virker til, at regeringen i den her sag prøver at finde alle mulige juridiske omveje omkring sine internationale forpligtelser”, siger han. 

Regeringens argumentation er også blevet afvist af fire juridiske eksperter, som Danwatch og Information tidligere har interviewet om sagen.

Eksperterne mener, at de danske forsendelser, uanset den danske lovændring om at undtage reservedelene fra våbenlovens krav om eksporttilladelse, bryder med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s våbenhandelstraktat og EU’s regler for våbeneksport.

Også Amnesty vurderer, at forsendelserne af reservedele til israelske F-35-fly, der bomber i Gaza, er et brud på Danmarks internationale forpligtelser. Annette Stubkjær Rimmer understreger, at USA ikke har ratificeret FN’s våbenhandelstraktat, ligesom Danmark har.

“Danmark tilsidesætter sine forpligtelser under EU og FN’s regler for våbeneksport ved at undlade at føre dansk eksportkontrol på disse F-35-reservedele. Regeringen forsøger juridisk at fraskrive sig alt ansvar med den begrundelse, at man stoler på, at USA udfører den rette våbeneksportkontrol, men det mener vi ikke, regeringen kan, da udstyret afsendes fra dansk grund”, siger hun.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.