10. september 2021

Journalister fra Danwatchs samarbejdspartner i Afghanistan tortureret af Taliban

De afghanske journalister Taqi Daryabi og Nemat Naqdi fra det Kabul-baserede medie Etilaat-e Roz blev arresteret af Taleban onsdag og efterfølgende tortureret i timevis, inden de blev løsladt igen samme dag. En ‘virkelig bekymrende udvikling’ for pressefriheden i Afghanistan, lyder det fra International Media Support.

På Twitter har Zaki Daryabi, chefredaktør for Etilaat-e Roz, delt voldsomme billeder og videoer af journalisterne efter Talebans tortur.

Onsdag den 8. september blev journalisterne Taqi Daryabi og Nemat Naqdi arresteret af Taleban i Kabul. Timerne efter udviklede sig til et torturmareridt. 

“En af Talebanerne satte sin fod på mit hoved og knuste mit ansigt mod betonen. De sparkede mig i hovedet. Jeg troede, de ville dræbe mig”, har Nemat Naqdi efterfølgende sagt til AFP.

På Twitter har chefredaktøren for Etilaat-e Roz, Zaki Daryabi, delt billeder og videoer af Taqi Daryabi og Nemat Naqdis blodrøde lår og rygge som et vidnesbyrd om Talebans stramme greb om pressefriheden i Afghanistan.

“The history of #Afghanistan journalism always remember the first day of #Taliban cabinet announcement and this photo of #Etilaat-e Roz journalists who were tortured by Taliban force”, skrev Zaki Daryabi i et tweet lige efter journalisternes løsladelse samme dag.

Samarbejdspartner til Danwatch

Danwatch har flere gange arbejdet sammen med Etilaat-e Rozs søstermedie Kabul Now. Blandt andet har Danwatch og Kabul Now i fællesskab afdækket, hvordan Islamisk stat voksede frem i Afghanistan, mens USA og Danmark var på vej ud af landet. 

Direktør for Danwatch, Jesper Nymark, beskriver Etilaat-e Roz, ‘information of the day’ på engelsk, og Kabul Nows arbejde som noget af det bedste undersøgende journalistik i Afghanistan. 

“De er enormt dygtige til den undersøgende journalistik, og de har været klart nogle af de bedste til det i de 10 år, de har eksisteret. Sidste år vandt deres chefredaktør og stifter, Zaki Daryabi, også Transparency International’s Anti-Corruption 2020 Award”. 

Jesper Nymark besøgte for nogle år siden begge medier i Afghanistan, og dengang som nu opererede journalisterne under farlige forhold. Den aktuelle situation sætter dog de pågældende medier og deres journalisters sikkerhed under yderligere pres, hvilket selvsagt er bekymrende, siger Nymark.

“De har desværre altid arbejdet under en øget risiko for målrettede og dødelige angreb, men situationen er givetvis en helt anden nu. Det er foruroligende, og vi er bekymrede for deres ve og vel”.

Tomme løfter

14 andre afghanske journalister er ligeledes blev anholdt inden for de sidste to dage, skriver organisationen Committee To Protect Journalists, CPJ, i en udtalelse, og de mange arrestationer tegner efterhånden et dystert billede af afghanske journalisters sikkerhed og frihed til at bedrive uafhængig og kritisk journalistik. 

Taleban har ellers flere gange lovet en relativ pressefrihed, og at journalister kan føle sig sikre på, de ikke sætter deres liv på spil, når de udfører deres arbejde. 

“Der er ingen trusler mod journalister i Afghanistan. Taliban sørger for, alle vil være beskyttet”, har talsmanden for Taleban tidligere skrevet på twitter.

Men mere og mere tyder på, at Talebans løfter om pressefrihed har lange udsigter. Ifølge den associerede direktør i Asien for NGO’en Human Rights Watch, Patricia Gossman, er der lige nu ingen sammenhæng mellem Talibans løfter og den nuværende situation for afghanske journalister. 

“Taliban hævdede, at de ville tillade medierne at gøre deres arbejde, så længe de ‘respekterede islamiske værdier’, men de forhindrer i stigende grad journalister i at rapportere om demonstrationer,” siger hun til Human Rights Watch. 

‘Virkelig bekymrende situation’

Udover de sidste dages mange arrestationer har Danwatch også kunnet beskrive, at 50 afghanske medieorganisationer allerede er lukket ned, mens flere journalister er blevet dræbt af Taliban, siden den islamistiske bevægelse overtog magten i Afghanistan.

Den afghanske journalist Aziz Tassal varslede dengang til Danwatch, at Afghanistans medier og journalister kan se ind i en dystopisk medievirkelighed.  

“Hvis Taliban kommer til magten, sværger jeg, at journalister ikke får lov til at kritisere dem. De kan ikke rapportere om Talibans fejl uden at blive arresteret eller forsvinde. Dette er ytringsfrihedens sidste åndedrag i Afghanistan,” sagde Tassal. 

Hvorvidt Aziz Tassals forudsigelse bliver virkeligheden, er stadig uvist, men International Media Support, IMS, der arbejder for at sikre journalisters arbejdsforhold i hele verden, herunder Afghanistan, er bekymret over den nuværende situation, siger kommunikationschef Line Grove Hermansen.

“Journalister, der har fastholdt deres ret til at arbejde, er i stigende grad usikre. Taliban har tidligere sagt, at de er for pressefrihed, men under hvilken ramme, ved vi endnu ikke. Senest har de nedsat et såkaldt ‘Media Council’ og ved den anledning lovet, at overgreb mod journalister vil blive undersøgt”. 

“Det håber både vi og vores partner AJSC, at de rent faktisk også vil gøre – altså vise sammenhæng mellem ord og handlinger. Men tiden går, og vi – og mange andre – vil sørge for at registrere samt dokumentere overgreb. Vi er virkelig bekymrede for udviklingen og situationen”, siger Line Grove Hermansen.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down