Kakaosække svøber Charlottenborg i samfundskritik

Hanan Chemlali


Husk at dele
Branche
Land
Den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama er aktuel med en ny udstilling på Charlottenborg, der åbner i dag. Værket viser, hvor forskellige forudsætninger mennesker og varer har for at rejse tværs over landegrænser.
Hanan Chemlali


Kongens Nytorv i København er vendt på vrangen. En stor gruppe mennesker står i Nyhavn klar til at gå ombord på Kanalrundfarten, men deres blikke vender undrende i den anden retning. Kunsthal Charlottenborgs æstetiske facade i barokstil er fuldstændig dækket til med hullede, nedslidte, asymmetriske kaffe-, kul- og kakaosække. Et særsyn uden lige, som bestemt vækker opsigt, og det er præcis dét kunstneren Ibrahim Mahama ønsker.Danwatch har mødt den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama, for at komme bag om værkets sækkebeklædte ydre og blive klogere på de tanker, Mahama har gjort sig i forbindelse med sit værk.“Råvarer, der produceres af hårdt arbejde og sved, har meget let ved at bevæge sig på tværs af forskellige rum, men når kroppen, som står bag det hårde arbejde selv befinder sig i en bestemt krise, er det meget vanskeligt at bevæge sig på tværs af grænser”, siger Ibrahim Mahama.Ibrahim Mahama problematiserer gennem hans værk, hvordan vi som samfund har langt strengere krav til menneskers bevægelse på tværs af lande, end vi har til de varer, der krydser vores grænser. Han er særligt fascineret af, hvordan materialer er blevet fremstillet, men også hvilken fortælling de bringer med sig.Og det er så her, at kaffe-, kul- og kakaosækkene kommer ind i (by)billedet. Gennem sin kunst ønsker Mahama ikke alene at skubbe grænserne for konventionel kunstpraksis, men også måden, hvorpå vi som globalt samfund ser på cirkulationen af varer kontra mennesker.

Ibrahim Mahama. Foto: Hanan Chemlali / Danwatch

Historien bag sækkene

Ibrahim Mahama forsøger gennem sit værk at illustrere, hvordan hver enkelt sæk bærer på sin særegne fortælling men samtidig en samlet historie.

Sækkene hænger tungt som draperet gardiner og har et råt og nedslidt udtryk. De er ikke kun medtaget efter deres rejse fra Sydøstasien, hvor de er blevet produceret, videre til Ghana, og videre igen på distributionsruten. De sække, Mahama bruger, har nemlig også været i intern cirkulation i Ghana. Her genbruges sækkene blandt andet af lokale majs- og risproducerende landmænd.

Eksaminerer man sækkene med sit blik, kan man se, at nogle af dem er mere afvasket og lysere, hvor andre er mørkere og mere slidte. De mørke dele af værket er produceret i Ghana, hvorimod de mere afvasket dele er fra en tidligere Mahama udstilling fra La Biennale di Venezia, hvor det havde regnet en del.

“Når jeg flytter mit materiale fra et rum til et andet, er jeg meget interesseret i, hvordan det påvirker det nye rum. Det tidligere rum har unægteligt overført noget til sækkene. Hver sæk kommer fra et andet sted, også internt i Ghana. De tekster man eksempelvis kan se på de sække jeg bruger, er meget vigtige i forhold til følelsen af ejerskab og repræsentation af de mennesker, der har brugt dem. Jeg er interesseret i, hvordan sækkene, ligesom mennesker, ændrer sig over tid.”

Foto: Hanan Chemlali / Danwatch

Kunst, varer og mennesker i bevægelse

Ghana har som så mange andre lande også været vidne til en migrationsbevægelse fra land til by. Mahama fortæller om, hvordan disse migranter historisk set har skrevet deres navne på deres kroppe som et slags ID, da det var deres eneste mulighed for identifikation.

“Tanken var, at hvis man døde i forsøget på at migrere fra land til by, så kunne man, ved hjælp af teksterne på kroppen, blive identificeret. Sækkene er ligesom kroppene dengang, også markeret med navne.”

Det særlige ved Mahamas værk er, at han tilbage i Ghana har gjort brug af en større gruppe migranter som han kalder for hans samarbejdspartnere. Helt uden at besidde kunst kundskaber er de blevet bedt om at sy sækkene sammen og skrive deres navne på. På den måde bliver deres migrationshistorie viderebragt på sækkenes rejse.

Mahama tager ivrigt sit kamera frem og bladrer igennem sit fotogalleri. Han viser et billede af en større syning, som er gået op på hjørnet af Charlottenborg.

“Jeg giver mine samarbejdspartnere ansvar for at træffe beslutninger og disse beslutninger vil påvirke produktionens endelige udseende. Den æstetiske natur er altså baseret på den manglende erfaring eller også bare den tilstand, disse mennesker er i. Når de syr sækkene sammen, så har de ikke noget kendskab til det materiale de sidder med, så nogle gange vil en syning have en åbning. Jeg er interesseret i, hvordan denne proces udvikler sig”, siger Ibrahim Mahama.

Tilblivelsen af Ibrahim Mahamas værk i Ghana. Sekondi-Takoradi 2016 Foto: Ibrahim Mahama

 

Selvom sækkenes oprindelige funktion er funderet i at indbringe profit, så er Mahama meget mere optaget af at give sækkene en ny funktion som historiefortællere. En kompleks historie om den rejse og det system, de har været igennem, på tværs af rum og på skift imellem forskellige hænder.

Fra arbejdernes hænder i Sydøstasien, hvor sækkene er blevet produceret, til de hænder, som har plukket kakaobønnerne. Bevægelsen af varer bliver ifølge Mahamas kritik langt fra lige så meget kigget efter i sømmene, som bevægelsen af mennesker der migrerer eller er på flugt. Dette til trods for, at varekæden for eksempelvis kakaobønner har været under hård kritik for udbredt ulovligt brug af børnearbejde.

An Age Of Our Own Making

An Age of Our Own Making, der former sig som en skulpturrute gennem Holbæk, et performanceprogram i Roskilde samt en gruppeudstilling på Kunsthal Charlottenborg i København, giver et indblik i, hvordan vores handlinger – på godt og ondt – har formet den verden, vi lever i. Målet med udstillingen er at skabe en ramme for refleksion over den tid, vi står midt i, og menneskets plads i verden – derfor kaldes hver udstillings-del også en “refleksion”. Udstillingen kører til og med 20. november 2016.

Refleksion I handler om, at økologi i en global ramme ikke nødvendigvis er det samme som økologi i Danmark.

Refleksion II handler om at se migration fra begge sider af grænsen–inde- og udefra.

Refleksion III handler om mennesket som engageret borger; som en aktiv medskaber af byens rum.

Udstillingen er en del af det landsdækkende kunstprogram IMAGES 2016 
Kilde: An Age Of Our Own Making 

An Age Of Our Own Making

An Age of Our Own Making, der former sig som en skulpturrute gennem Holbæk, et performanceprogram i Roskilde samt en gruppeudstilling på Kunsthal Charlottenborg i København, giver et indblik i, hvordan vores handlinger – på godt og ondt – har formet den verden, vi lever i. Målet med udstillingen er at skabe en ramme for refleksion over den tid, vi står midt i, og menneskets plads i verden – derfor kaldes hver udstillings-del også en “refleksion”. Udstillingen kører til og med 20. november 2016.

Refleksion I handler om, at økologi i en global ramme ikke nødvendigvis er det samme som økologi i Danmark.

Refleksion II handler om at se migration fra begge sider af grænsen–inde- og udefra.

Refleksion III handler om mennesket som engageret borger; som en aktiv medskaber af byens rum.

Udstillingen er en del af det landsdækkende kunstprogram IMAGES 2016 
Kilde: An Age Of Our Own Making 

De multinationale chokoladeproducenter er stærkt afhængige af Vestafrikas kakaoproduktion. Her løber Elfenbenskysten med førstepladsen, hvor de står til at producerer 1,7 millioner tons kakaobønner i 2015/16. Ghana indtager en andenplads på verdensranglisten med et estimeret 840,000 tons kakaobønner i 2015/16.

Tulane University viser i en undersøgelse fra 2015, finansieret af det amerikanske arbejdsministerium, at 2,1 millioner ghanesiske børn i aldersgruppen 5-17 år arbejder på kakaoplantagerne.

Læs om: Børnearbejdere vil sagsøge Nestlé,Børnearbejdere i Thailand

“Kunstnere har også et ansvar i et samfund i krise. Politiske og økonomiske kriser har formet en masse ting. I Ghana er det hovedsageligt økonomisk. Her i Danmark har I flygtningekrisen. Meget mere nu, end nogensinde før er vi nødt til at tage ansvar for vores fremtid.”

Mahama er ikke meget for give et aggressivt opråb og han mener, at han igennem sit værk giver en mere subtil kritik. Han sænker blikket og tager fat i hans stofpose, hvori der ligger to sakse og en stor hobbykniv. Han skifter fra at tale om samfundskritik, til det helt lavpraktiske – de sidste små detaljer mangler nemlig, før værket er helt på plads.

Mahamas værk er en del af ‘An Age of Our Own Making’. Projektet har udover Mahama, 25 andre kunstnere fra Asien, Afrika og Mellemøsten, som alle forsøger at undersøge og udfordre menneskeskabte problemer, såsom de spor mennesker og materialers liv og cirkulation sætter sig verden over.

Relaterede nyheder
Mere om samme ...
Branche
Land

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.