8. juni 2023

Udenrigsministeriet holder fast i støtte til kritiseret kenyansk NGO

Klimakreditter udbudt af en dansk-støttet NGO i Kenya bliver i øjeblikket kulegravet efter hård kritik. Udenrigsministeriet afventer resultaterne.

Kan man virkelig lagre betydelige mængder CO2 i den kenyanske jord ved at ændre lokale kvæghyrders praksis for græsning? Inde bag udenrigsministeriets glasmure afventer man resultatet af den undersøgelse. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Den 26. marts 2023 suspenderede Verra – en international organisation, der certificerer klimakreditter – Northern Kenya Carbon Project og indledte en nærmere undersøgelse af projektet. 

Det skete efter udgivelsen af en særdeles kritisk rapport fra den britiske NGO Survival International, der såede tvivl om projektets lovede klimagevinster.  

Som Danwatch tidligere har afdækket, er Danmark en af hoveddonorerne bag Northern Rangelands Trust, organisationen, der driver Northern Kenya Carbon Project.

Og indtil Verra har afsluttet sin undersøgelse, vil Udenrigsminsteriet ikke foretage sig yderligere i sagen.

“I mellemtiden følger Udenrigsministeriet og ambassaden i Nairobi sagen, blandt andet gennem kontakt med Northern Rangelands Trust, de kenyanske myndigheder samt dialog i den fælles donorkreds, som blandt andet også tæller Sverige, USA og EU”, skriver ministeriet i en mail.

Hvad er klimakreditter?

  • Northern Kenya Carbon Project er en del af et voksende marked for såkaldte klimakreditter.
  • En klimakredit er en form for aflad. Selskaber, stater eller personer, der har svært ved at reducere deres egen CO2-udledning, kan kompensere ved at finansiere – eller købe om man vil – en CO2-reduktion et andet sted i verden. For eksempel i det nordlige Kenya hos Northern Rangelands Trust.
  • Siden 2012 har Northern Kenya Carbon Project tilbudt klimakreditter, og de har nogle af verdens største virksomheder som deres kunder. Både Netflix og Meta – virksomheden bag Facebook og Instagram – har investeret i projektet

Risiko for øgede udledninger

Northern Kenya Carbon Project baserer sig på en præmis om, at de lokale kvæghyrders gammeldags græsningsmetoder har udpint jorden og ødelagt vegetationen. 

Ved at modernisere og systematisere græsningen mener Northern Rangelands Trust dermed at kunne beskytte jorden bedre og forbedre dens evne til at lagre kulstof. 

Men ifølge både danske eksperter og Survival Internationals rapport mangler det videnskabelige belæg. 

“Projektet refererer til, at den traditionelle kvægdrift ødelægger jorden, men det er alene en antagelse. Der er ingen ordentlig dokumentation for, at det rent faktisk er sket”, har Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, tidligere sagt.

Dermed risikerer Northern Rangelands Trust at sælge klimakreditter, der ikke har nogen klimaeffekt.

“Opkøberne af kreditterne vil typisk øge deres egne udledninger i troen på, at de har lavet en reel reduktion i Kenya. Hvis de ikke har det, kan sådan et projekt her i værste fald føre til en forøgelse af CO2-udledningen på globalt plan. Det må selvfølgelig ikke ske”, vurderede Kåre Press-Kristensen 1. maj.

Ingen deadline

Danmark har støttet Northern Rangelands Trust siden 2012. 

“Danmark yder generel fleksibel støtte til Northern Rangelands Trust (NRT), som organisationen udmønter inden for aftalte tematiske indsatsområder. Det inkluderer blandt andet græsningsprogrammer. Med afsæt i NRT’s græsningsprogrammer, har NRT blandt andet igangsat det særskilte karbonkreditprojekt”, oplyser Udenrigsministeriet.

To og en halv måned efter Verra standsede udstedelsen af klimakreditter under Northern Kenya Carbon Project, er organisationen stadig i gang med sin kulegravning af projektets videnskabelige grundlag. 

“Verra kommenterer ikke igangværende undersøgelse”, skriver de i en mail til Danwatch. 

Der er ikke blevet givet en deadline for offentliggørelsen af resultaterne.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right