7. okt '24Kemikalier

Miljømediciner om kontrol af røg fra fabrik: “Et meget vigtigt skridt” 

En teflonfabrik i Kvistgård skal nu måle giften i røgen fra deres skorstene. Syv borgeres helbred undersøges nærmere, og næste skridt er måling af forurening i folks hjem, siger ekspert.

Screenshot
Miljø- og Arbejdsmedicinsk Klinik har fået syv henvendelser fra borgere i Kvistgård. Nogle er bekymrede for røgen fra Accoat, andre frygter, at deres helbredsproblemer hænger sammen med det sted, hvor de bor,Anders Palm Olesen / Danwatch
Del af en undersøgelse

Denne artikel er en del af undersøgelsen Et giftigt spor

  • En teflonfabrik trækker et spor af forurening efter sig på tre adresser i Nordsjælland. Alle tre steder er der fundet PFAS tusindvis af gange over grænseværdien.
  • Det eneste, der knytter adresserne sammen, er teflonfabrikken. Alligevel står myndighederne magtesløse.
  • Folketinget har netop vedtaget en plan mod PFAS, men endnu er der kun lovgivet om fire ud af 12.000 PFAS-stoffer. Derfor stiger den giftige røg stadig op af fabrikkens skorstene.

Efter flere års mistanke om farlig forurening, der bølger op af to skorstene i Nordsjælland, reagerer Helsingør Kommune. Nu skal skorstenenes ejer, teflonfabrikken Accoat, dokumentere, at røgen fra deres skorstene ikke er farlig. 

Den nærmere kontrol er velkommen. Det siger læge på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Klinik, Paula Edeusa Cristina Hammer, som kan undersøge, hvordan borgeres sygdomme kan stamme fra forurening, senest fra PFAS-sagen i Korsør. 

“Det er et meget vigtigt skridt”, siger hun. “En ting er forureningen i vand og jord, men hvis det viser sig, at der er sundhedsskadelig forurening i røgen, der kommer op af skorstene fra Accoat, så kan vi gøre noget ved det”. 

Et spor af gift efter Accoat

I juni kunne Danwatch afsløre, at teflonfabrikken Accoat har trukket et spor af forurening efter sig i Nordsjælland. På fabrikkens tre tidligere adresser har miljøundersøgelser fundet store mængder PFAS og giftige kemikalier langt over grænseværdierne.

To miljømedicinere læste miljørapporterne for Danwatch. Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, sagde:

“Der er grund til at være bekymret, når der er tale om en miljøforurening, der ikke forsvinder, og som kan  vokse og vil være til stede i mange år fremover”.

Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi på Københavns Universitet, kaldte rapporterne for “skræmmende læsning”:

“Det korte svar er, at man bestemt ikke kan udelukke en sammenhæng med påvirkning og sygdom hos befolkningen, hvor særligt børn og gravide er følsomme, både fordi de måske er blevet for tungmetaller, men også organiske opløsningsmidler, tjærestoffer og PFAS”, siger Lisbeth E. Knudsen og tilføjer:  

“Umiddelbart bør beboerne ikke dyrke afgrøder på urenset jord, og måske er grundvandet så forurenet, at det ikke kan bruges til havevanding. I blandingseksponeringer som denne er grænseværdier utilstrækkelige, da såkaldte cocktaileffekter kan forekomme”.

Hverken Accoat eller Helsingør Kommune mente i juni, at der var noget, de kunne gøre. For der findes ingen lov, der regulerer PFAS i luften. 

Men det kan ændre sig. Helsingør Kommune skal efter aftale med Miljøstyrelsen komme med forslag til grænseværdier for, hvor meget PFAS en fabrik må udlede i luften. Det skriver DR. 

Sundhedsmyndighederne skal på banen

Målinger af kemikalier, herunder PFAS, fra Accoats skorstene, er et vigtigt første skridt, men det næste er sundhedsmyndighederne, siger Paula Edeusa Cristina Hammer.

På Miljø- og Arbejdsmedicinsk Klinik har de modtaget syv henvendelser fra borgere i Kvistgård. Nogle er bekymrede for røgen, der kommer fra Accoat, andre frygter, at deres helbredsproblemer hænger sammen med det sted, hvor de bor, siger miljømedicineren.

Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling har endnu ikke hørt fra nogle medarbejdere på Accoat, siger hun og tilføjer:

“Jeg kan lave individuelle sundhedsrisikovurderinger, men det næste skridt er, at Styrelsen for Patientsikkerhed kommer på banen blandt andet for at vurdere evt. behov for yderligere undersøgelser i borgernes hjem. Det har jeg som læge begrænsede muligheder for ”.