Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Et giftigt spor
- En teflonfabrik trækker et spor af forurening efter sig på tre adresser i Nordsjælland. Alle tre steder er der fundet PFAS tusindvis af gange over grænseværdien.
- Det eneste, der knytter adresserne sammen, er teflonfabrikken. Alligevel står myndighederne magtesløse.
- Folketinget har netop vedtaget en plan mod PFAS, men endnu er der kun lovgivet om fire ud af 12.000 PFAS-stoffer. Derfor stiger den giftige røg stadig op af fabrikkens skorstene.
Giftig røg, der bølger fra skorstene ind over skoler, daginstitutioner og folks huse, skal forbydes her og nu.
Sådan lyder det fra SFs formand, Pia Olsen Dyhr:
“Danmark har allerede besluttet at indføre et nationalt forbud mod PFAS i tøj. I SF ønsker vi at gå længere for at beskytte miljøet og danskerne mod PFAS-stofferne. Vi kan ikke vente på at et forbud – måske engang i fremtiden – bliver vedtaget i EU”, siger Pia Olsen Dyhr,
SF’s forslag præsenteres onsdag i den lille nordsjællandske by Kvistgård, hvor Danwatch i sommer dokumenterede et giftigt spor af PFAS og andre kemikalier på tre forskellige adresser med det eneste til fælles, at Nordens største teflonfabrik, Accoat, har haft aktiviteter der.
Accoat hævder, at udledningen af PFAS og andre kemikalier fra deres skorstene overholder alle love og regler. Der er nemlig ingen lov, der regulerer PFAS i luften, og derfor heller ikke røgen fra Accoats skorstene.
Alligevel fik Accoat i oktober et påbud fra Helsingør Kommune om at dokumentere, at røgen, der kommer op af deres skorstene, ikke er sundhedsskadelig.
“Et meget vigtigt skridt”, sagde Paula Hammer, miljømediciner ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg klinik om påbuddet.
Allerede i juni, da Danwatch henvendte sig til Paula Hammer med forureningsrapporterne efter Accoat, sagde hun:
“Der er et mønster i forureningen, og det skal stoppes”.
Trine, en mor til tre børn i Rudolf Steiner skolen, der er nabo til Accoat, sagde dengang til Danwatch:
“Der er sådan en nagende tvivl. Skal jeg fortsat udsætte mine børn for den fabrik i fem timer hver dag?”
Miljøminister Magnus Heunicke (S) skrev i et mailsvar til Danwatch, at han “forstod borgernes bekymring”, og at han ville se på grænseværdier for PFAS, når den nationale handlingsplan skulle evalueres. Det vil sige efter 2027.
Og det er ikke hurtigt nok for SF.
“Der er ingen gode argumenter for, at regeringen stædigt vil afvente EU, hvor et forbud i værste fald kan blive så udvandet, at det vil begrænse Danmarks mulighed for at regulere og forbyde PFAS-stofferne”, udtaler Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.
Vi har spurgt flere miljøordførere, hvad de mener om SF’s forslag.
Erling Bonnesen, miljøordfører for Venstre, skriver i en mail, at Venstre vil afvente processen i EU:
”Der er ingen tvivl om, at PFAS er en udfordring, da det er evighedskemikalier, der kan ophobes i miljøet, dyr og mennesker og udgøre en sundhedsrisiko. Derfor indgik vi tidligere i år også en politisk aftale om en national handlingsplan for PFAS. Hertil blev der afsat 404 mio. kr. Planen skal danne grundlag for både at afværge, inddæmme og oprense PFAS-forurening”.
“PFAS vil derfor fortsat være et område, som vi kommer til at have fokus på. Planen indeholder derfor også et punkt om, at vi i Danmark vil arbejde for et generelt forbud mod PFAS i hele EU”, skriver Erling Bonnesen og maner til besindighed.
“Det er kun et halvt år siden, at et samlet Folketing indgik en aftale om national handlingsplan mod PFAS. En del af PFAS-handlingsplanen er et forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler. Nu synes jeg, at vi skal se resultaterne af den handlingsplan, før vi begynder at snakke om et evt. straksforbud”.
Artiklen er siden udgivelsen blevet opdateret med Erling Bonnesens citat.