Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Et giftigt spor
- En teflonfabrik trækker et spor af forurening efter sig på tre adresser i Nordsjælland. Alle tre steder er der fundet PFAS tusindvis af gange over grænseværdien.
- Det eneste, der knytter adresserne sammen, er teflonfabrikken. Alligevel står myndighederne magtesløse.
- Folketinget har netop vedtaget en plan mod PFAS, men endnu er der kun lovgivet om fire ud af 12.000 PFAS-stoffer. Derfor stiger den giftige røg stadig op af fabrikkens skorstene.
Har du et tip?
Grå skyer trækker ind over basketballbanen og den lille flok mennesker, der er samlet foran Steinerskolen i Kvistgård. Bag skolen stiger røgen op i himlen fra fem skorstene, der tilhører teflonfabrikken Accoat. Og dén røg er grunden til, at vi onsdag står og fryser i solen.
“Jeg vil ikke stå her og berolige jer”, siger én af de inviterede Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi på Københavns Universitet. “Vi står med en reel sundhedsfare, og det skal stoppes”.
Professoren er inviteret til Kvistgård sammen med lokale politikere, Danmarks Naturfredningsforening, lokale beboere og så en håndfuld journalister.
I juni afdækkede Danwatch et giftigt spor efter Accoat. Tre adresser har det til fælles, at myndighederne har fundet omfattende forurening med blandt andet PFAS, og at teflonfabrikken har haft aktiviteter på alle tre grunde. Når man laver teflon, udleder man PFAS.
I dag ligger Accoat på en fjerde adresse, klods op ad Steinerbørnehaven og -skolen, hvor børnene leger i sandkassen, sover til middag og spiser grøntsager fra køkkenhaven.
“Det er helt hul i hovedet”, siger SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr, “at man tillader en fabrik at udlede PFAS i et boligkvarter som her”.
Vidunderkemikaliet
Hvide birketræer fører op til Steinerskolen i Kvistgård, og et skilt viser mobilfri zone. Der er snart julebazar. Forældre, der henter børn fra skole og børnehave, strækker hals efter partiformanden, der lyser op i sin røde jakke.
“Vi flyttede til området, fordi vi drømte om den her skole”, siger Bellis Maria Bornø Clausen.
Hun og hendes mand vendte hjem til Danmark efter ti år i USA og valgte Steinerskolen Steinerskolen i Kvistgård på grund af pædagogikken, de grønne områder og skoven omkring skolen.
“Nu ved jeg ærligt ikke, om jeg kan blive ved med at sende mine børn i institution. Det er jo ikke forsvarligt”, siger Bellis Maria Bornø Clausen.
Hvad er PFAS egentlig?
- PFAS er 12.000 menneskeskabte kemikalier, der er berømte og berygtede, fordi de er vandafvisende, og næsten intet sidder fast på en PFAS-behandlet overflade. Teflonpander og gummistøvler, pizzabakker og store metalplader til industrielt brug som dem, der bliver overfladebehandlet på Accoat.
- Industrien har været en stor kilde til PFAS i mindst 50 år, herunder teflonbelægning på grund af teflons vand- og smudsafvisende overflade. Et andet ord for teflon er PTFE, der er et af de mest udbredte PFAS-stoffer i gruppen af knap 12.000 PFAS-stoffer.
- Stofferne kaldes evighedskemikalier, fordi de forurener miljø og mennesker i meget lang tid. PFAS er ikke akut skadeligt, men over tid kan PFAS-forurening føre til dårligere immunforsvar, hormonforstyrrelser og øget risiko for kræft.
Kilde: Miljøstyrelsen.
Rygterne om PFAS fra fabrikken har fået skolen til at tage affære. De har fået lavet analyser, som beroligede en del af forældrene, og de har fjernet toplaget af jorden. Men forældrene har al mulig grund til at være bekymrede, siger Lisbeth E. Knudsen.
“Man skal grave mindst en meter ned i jorden for at fjerne PFAS”, siger Lisbeth E. Knudsen og forklarer den lille gruppe mennesker om stofferne, vi ikke kan se, selvom de tilsyneladene er overalt omkring os.
“PFAS var et vidunderkemikalie”, siger Lisbeth E. Knudsen og ser på røgen, der bølger op fra skorstenene.
Det var i begyndelsen. Så begyndte forskere at se forandringer, som havde skræmmende perspektiver. PFAS bliver i naturen og i kroppen, og de påvirker immunsystemet og fertiliteten. Forskere undersøger også sammenhænge mellem PFAS og ADHD.
“Forhåbentligt er PFAS-niveauerne så lave, så vi kan få bugt med det, men det kræver selvfølgelig, at fabrikken stopper med at udlede PFAS”, siger Lisbeth E. Knudsen.
Flokken stamper varme i fødderne.
“Lad os gå op til fabrikken”, siger Emil Nielsen (SF).
Ikke filme gennem hegnet
Solen bryder frem over jernbaneskinnerne, og toget til Kvistgård kører forbi. Ved siden af banen bor en ældre mand, der ikke længere bryder sig om at gå tur med sin hund om aftenen. Røgen fra Accoat er særligt slem om aftenen, forklarer Brian Boserup, der også er med i gruppen.
En lokal aktivist, der i tre år har kæmpet en kamp for at stoppe røgen fra Accoat, som han frygter, er giftig. En kamp, som i virkeligheden handler om hans kæreste Mari Drews og familien. Maris fire søstre er vokset op ved siden af Accoat, dengang fabrikken lå i Tikøb, og alle fire kvinder har haft autoimmune sygdomme.
En søster er død af kræft og var i flere år syg med en tumor i hjernen.
Da Mari Drews og Brian Boserup for tre år siden begyndte at grave i Accoats miljøtilladelser, fandt de mest af alt ubesvarede spørgsmål. Hvorfor har tilsynet med fabrikken ikke fanget den forurening, som myndighederne i dag har fundet på tidligere adresser? Kan forureningen skyldes andre fabrikker? Hvorfor er der ingen, som stopper forureningen?
Vi stopper ved et højt hegn. På den anden side er en parkeringsplads, halvt fyldt med biler, flade fabriksbygninger og ellers ikke et øje at se.
“Jeg har spurgt, om vi måtte komme på besøg, eller om Accoat ville være med”, siger Emil Nielsen, der er folketingskandidat for SF, “men jeg fik det venlige svar, at de ikke havde lyst til at deltage, og at vi af sikkerhedsmæssige årsager ikke må filme ind gennem hegnet”.
Accoats direktør Susie Ann Spiegelhauer har Danwatch forgæves forsøgt at få et interview med flere gange. Journalisterne fra de lokale medier nikker. Accoat taler ikke med pressen.
I en mail til Danwatch i juni svarede direktøren:
“Hvad angår Accoats produktion i dag, har vi ikke grund til at tro, at der sker forurening af miljøet omkring fabrikken”.
Blåt støv
“Hvorfor har kommunen ikke grebet ind?” spørger en ung kvinde, Maria, der bor sammen med sin mand og to børn ved siden af fabrikken.
Hun har gråd i stemmen og blanke øjne.
“Vi gør rent hver eneste dag, og alligevel ligger der blåt støv overalt i vores hus”.
Hendes søn har været alvorligt syg med en kræftsygdom, og den yngre datter har allergi og eksem. Der er ingen tvivl om, at angsten for det blå støv har grebet om familien.
Det tager fire til fem år, før niveauet af PFAS er halveret i blodet, forklarer Lisbeth E. Knudsen.
“Men det kræver jo, at man flytter sig fra forureningskilden. Man skal stoppe med at spise grøntsager og æg fra høns på forurenet jord, og så kan man rense drikkevandet. Ellers skal man ganske enkelt flytte væk fra området, forklarer professoren.
“Vi kan ikke flytte”, siger den unge kvinde – “der er ingen, som vil købe et hus ved siden af en kemikaliefabrik. Jeg har kontaktet kommunen så mange gange, og hver gang får jeg at vide, at de ser på det. Intet er sket”, fortsætter hun.
Den 8. november gav Helsingør Kommune Accoat besked på at måle PFAS-stoffer i røgen fra deres skorstene. Kommunen har tilsynspligten med fabrikken, og de skriver i påbuddet, at de har “kraftig mistanke om, at der kan være PFAS i afkastluften hos Accoat”.
Det betyder, at kommunen med Miljøbeskyttelseslovens §72 i hånden kan beordre Accoat til at undersøge PFAS fra deres egne ovne – og rydde op, hvis det viser sig, at fabrikken forurener.
Miljøbeskyttelsesloven er fra 1991. Cirka lige så længe har Accoat ligget på virksomhedens nuværende adresse. Brian Boserup og Mari Drews undrer sig derfor over, hvorfor Helsingør Kommune først nu har fået en “kraftig mistanke om PFAS-udledning”.
“Vi har gjort det før”
Der er gået en time. Emil Nielsen og Pia Olsen Dyhr forsikrer, at de vil gøre, hvad de kan for at stoppe udledningen af PFAS fra Accoat. Teflonfabrikken er blevet en mærkesag for Emil Nielsen, der er SFs kandidat til Folketinget fra Helsingør Kommune, og Pia Olsen Dyhr er med for at støtte projektet.
“Vi beder om et strakspåbud fra Helsingør Kommune”, siger SF formanden, “og hvis det ikke hjælper, så stiller vi spørgsmål til ministeren, indtil der sker noget. Vi har gjort det før, så vi kan gøre det igen”.
Efter redaktionens deadline har skoleleder på Rudolf Steinerskolen i Kvistgård, Anette Jørnung gjort opmærksom på, at hun ikke var inviteret og derfor ikke deltog på mødet. Dette er derfor rettet i artiklen.
