Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Kommunernes kontroversielle investeringer
- Trods ambitioner om social ansvarlighed har danske kommuner og regioner investeret millioner af skatteborgernes penge i kontroversielle virksomheder.
- Investeringerne inkluderer også statsobligationer fra skattelylande og andre kontroversielle stater.
- Store forskelle: København har investeret i kun elleve problematiske selskaber, imens Kalundborg har 286 værdipapirer udstedt af mere end 70 problematiske virksomheder.
30-11-2024/09.49: Opdateret med citat fra Rødovre kommune. Og rettede tal for Odense kommune.
17 millioner kroner fra kommunale og regionale pengekasser havner i aktier og obligationer i virksomheder, der er udpeget af FN som aktive i de ulovlige israelsk besatte områder i Palæstina – Vestbredden, Gazastriben og Østjerusalem.
Odense Kommune og Region Nordjylland er på listen med henholdsvis 1,2 og 2 millioner kroner investeret i virksomheder, der har aktiviteter i israelsk besatte områder.
Det afslører den første kortlægning nogensinde af landets 98 kommuner og fem regioners investeringer, som Danwatch i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik har foretaget.
Den Internationale Domstol (ICJ) betegner i en ny vurdering Israels handlinger i de palæstinensiske områder som en ulovlig besættelse, og det bør få kommunerne til at stoppe investeringerne, mener Amnesty.
“Danmark bør derfor stoppe alle statslige investeringer, som understøtter besættelsen. Og her er kommuner og regioner en del af staten”, siger Annette Stubkjær Rimmer, politisk rådgiver hos Amnesty Danmark.
Nordjylland: Investeringer i overensstemmelse investeringspolitik
Velkendte internationale rejsebureauer som TripAdvisor, AirBnb og Booking.com er blandt selskaberne på FN’s liste over virksomheder, der opererer i israelsk besatte områder.
De markedsfører udlejning af ejendomme og boliger beliggende på besatte palæstinensiske områder.
Who Profits Research Center, et uafhængigt forskningscenter, som bl.a. arbejder på at afsløre israelske virksomheders aktiviteter i Palæstina, har dokumenteret, at både Booking.com og Tripadvisor vildleder forbrugere ved at markedsføre bosættelser som israelske.
Region Nordjylland mener ikke, at investeringerne overtræder regionens politik.
“Vi er opmærksomme på den seneste omtale af investeringer og kan oplyse, at regionens investeringer bliver forvaltet i overensstemmelse med vores vedtagne investeringspolitik”, oplyser Kristian Gull Pedersen, pressekonsulent i Region Nordjylland
Alligevel har regionen nu rettet henvendelse til kapitalforvalteren for at få bekræftet, at investeringerne lever op til regionens retningslinjer.
Odense og Fanø oplyser kortfattet til Danwatch, at kommunerne vil tage kontakt til deres kapitalforvaltere på baggrund af de nye oplysninger.
FAKTA
Sådan investerer din kommune i ulovlige bosættelser
Klik på kortet og få flere detaljer.
Sådan investerer din region i ulovlige bosættelser
Kilde: Gravercentrets database
Overtræder internationale retningslinjer
De israelske bosættelser i Palæstina strider mod FN’s resolution 446, der henviser til Genevekonventionen om beskyttelse af civile personer. Men ansvaret er retsligt svært at placere hos virksomheder, vurderer Jacques Hartmann, som er professor i folkeret ved Dundee University i Skotland.
“Selvom bosættelserne er klart ulovlige, er det mindre klart, hvordan virksomheder, der investerer eller udfører aktiviteter i de besatte områder, og derfor indirekte bidrager til at opretholde eller støtte den ulovlige situation, kan bringes til ansvar”, siger han.
Ifølge Jacques Hartmann overtræder selskaberne, som FN har udpeget som aktive i de besatte områder, internationale retningslinjer, der gælder for virksomheder.
Retningslinjerne skal sikre, at risikoen for krænkelser af menneskerettigheder begrænses via kontroller og dokumentation.
“Der er ingen tvivl om, at man overtræder FN og OECD's retningslinjer, hvis man har aktiviteter i bosættelserne eller investerer i firmaer, der har. Reglerne forpligter virksomhederne til at gennemføre en due diligence, hvor man bl.a. er forpligtet til at overholde menneskerettighederne”, siger Jacques Hartmann, der har skrevet bogen "Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention".
Skærpede krav til kommunerne
Søren Larsen, tidligere chef for ansvarlige investeringer i Nykredit og nu uafhængig ESG-konsulent, mener, at FN-listen stiller skærpede krav til kommunerne, når de agerer som investorer.
“FN har begrænset juridisk beføjelse, men listen gør, at en investor, der vil respektere FN, skal udføre en særlig due diligence. Investor skal have afklaret, at selskabet ikke modarbejder FN's afgørelser og i øvrigt respekterer menneskerettighederne”, siger Søren Larsen.
Fra NGO'en Amnesty International er udmeldingen mere kontant til de danske kommuner.
“Vi mener, at situationen i det besatte Palæstina gør risikoen for medvirken til brud på menneskerettighederne så stor, at danske virksomheder og investorer bør trække sig eller undgå at opstarte nye samarbejder”, siger Annette Stubkjær Rimmer.
Investeringer i israelske banker
FN's liste inkluderer flere israelske banker. Det gælder Bank Leumi, Israel Discount Bank, Mizrahi Tefahot Bank og Bank Hapoalim, som har finansieret flere bosættelser.
Det har medført, at mindst otte danske pensionskasser har sat de israelske banker på eksklusionslisten.
”Risikoen ved de banker er, at de finansierer enten udvidelse af bosættelser eller infrastruktur i bosættelserne. Det er besatte områder, og det harmonerer ikke med FN’s vejledende principper, som vi læner os op ad”, forklarede Mikkel Bro Petersen, pressechef i Velliv i forbindelse med pensionskassens eksklusion af israelske banker.
Alligevel har Fanø, Rødovre og Rudersdal investeringer i israelske banker.
“I udgangspunktet bør der ikke være problematiske investeringer i Rødovre Kommunes portefølje (...). Vi har bedt Danske Bank (kommunens kapitalforvalter, red.) om en gennemgang af de investeringer, som ifølge listen er problematiske", siger kommunikationschef i Rødovre Kommune, Peter Starup.
På FN-listen er også det franske konglomerat, Alstom, som blandt andet har leveret togsystemer, der forbinder besatte områder i Øst-Jerusalem. Den franske virksomhed er ligeledes finansieret af Rødovre og flere andre danske kommuner.