Nordiske banker tjener på saudiske våbenkøb

Nordiske investeringsfonde, herunder Skandia, Nordea og Danske Bank, investerer over en milliard svenske kroner (800 millioner DKR, red.) i firmaer, der leverer våben til Saudi-Arabien.


Der er penge at tjene på salg af missiler, kampfly og militærhelikoptere til Saudi-Arabien, som ifølge det amerikanske Forbes Magazine er verdens største importør af våben. Det mellemøstlige diktatur, der senest har været kritiseret for piskningen og indespærringen af bloggeren Raif Badawi, importerer topmoderne våben fra en række vestlige virksomheder.

Virksomheder, som 11 nordiske banker, herunder Skandia, Nordea og Danske Bank har investeret mere end én milliard svenske kroner (800 millioner DKR, red.) i. Det viser en ny opgørelse fra det etiske bankinitiativ, Fair Finance Guide, i Sverige.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Ifølge Pieter Wezeman, senior researcher ved Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), har Saudi-Arabiens import af våben alvorlige konsekvenser:

“Det giver dem muligheden for at bruge militær magt til at håndtere oprør, eller endda mere fredelige aktiviteter rettet imod regimet, og det er en del af bekymringen”, siger Pieter Wezeman, og fremhæver, at der er risici forbundet ved den saudiske våbenimport, bl.a. i forhold til den regionale sikkerhed i Mellemøsten, hvor Saudi-Arabien har militære aktiviteter i både Yemen og Syrien:

“Eksport til Saudi-Arabien skal ikke kun ses ud fra, hvad det betyder for demokrati og menneskerettigheder, men også ud fra hvad det betyder for den regionale sikkerhed, og risici ved et muligt våbenkapløb mellem Saudi-Arabien og Iran“.

Et spørgsmål om sikkerhed

Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen (EL) kalder investeringerne for “dybt problematiske” og opfordrer til en lovændring, så det ikke længere er muligt for bankerne at tjene penge i diktaturstater:

“Den saudiske hær spillede en helt central rolle i at kvæle demokrati-opstanden i Bahrain, så det er helt uetisk at investere i våben til det land. I dag har vi et forbud mod investeringer i klyngebomber, og det er derfor helt centralt, at vi ser på muligheden for at forbyde investeringer i våben til diktaturstater”, siger Nikolaj Villumsen (EL) og tilføjer:

“Det er ganske enkelt farligt for både Danmark og verden, hvis vi investerer massivt i våben til de her lande”.

Missiler, granater og jagerfly

Skandia er en af de banker, der investerer i virksomheder, som leverer våben til Saudi-Arabien: United Technologies, Bae Systems og Finmeccanica leverer henholdsvis helikoptere, jagerfly, missiler og granater til Saudi-Arabien, og tilsammen har Skandia’s investeringsfonde 68,8 millioner kroner investeret i de tre virksomheder.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

Skandia har ikke ønsket at deltage i et interview om deres investeringer i saudiske våben. Men Lena Hök, bæredygtighedschef i Skandia Sverige, skriver i et skriftligt svar til DanWatch, at de følger gældende lovgivning i EU og USA, der ikke forbyder salg af våben til Saudi-Arabien.

Det overrasker ikke lektor Steen Vallentin, ekspert i CSR og investeringer fra CBS, at bankerne investerer i virksomheder, der leverer våben til Saudi-Arabien.

“Uanset hvordan man end vender og drejer det, så står Saudi-Arabien jo ikke øverst på listen over de lande, vi synes er problematiske i verden,” siger Steen Vallentin. Han mener ikke, at man kan kræve, at investeringsfonde går længere end lovgivningen kræver, ved eksempelvis at boykotte virksomhederne:

“Det er svært at se for sig med tanke på, hvad deres mandat først og fremmest er, nemlig at generere et højt afkast“, siger Steen Vallentin.

Ifølge Pieter Wezeman fra SIPRI er eksemplet fra Sverige og de nordiske banker langt fra enestående.

“Det er meget sandsynligt, at der, hvor der findes store finansielle institutioner, vil der være banker, der investerer i selskaber, som producerer våben til Saudi-Arabien eller andre tvivlsomme, kontroversielle destinationer. Det er ikke kun sandt i Sverige, jeg tror, man ville kunne lave samme rapport i Danmark”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down