29. august 2022

Novo Nordisk og Algeriet strides om insulinmangel

Algeriets regering kritiserer Novo Nordisk for ikke leve op til sine løfter og bidrage til landets insulinmangel. Novo Nordisk afviser anklagerne. Eksperter advarer mod katastrofale konsekvenser for patienterne.

Jean-Francois Monier/AFP

Har Novo Nordisk forsømt at forsyne Algeriet med tilstrækkelig insulin? Det mener den algeriske regering, der nu har lagt sig ud med den danske medicinalgigant.

Ligesom mange andre lav- og mellemindkomstlande kæmper Algeriet med diabetes, og Novo Nordisk er afgørende for, at det nordafrikanske land kan holde sygdommen i skak.

Men ifølge Algeriets Minister for Medicinalindustrien, Lotfi Benbahmed, har den danske virksomhed andel i, at Algeriet lige nu kæmper med mangel på det livsvigtige diabetes-præparat. 

“I slutningen af 2021 gav vi Novo Nordisk besked på at importere tre millioner doser, men de er vendt tilbage med små mængder, kun 100-200.000 doser per måned”, sagde han i en udtalelse i slutningen af april i år, og tidligere på sommeren gentog Lofti Benbahmed kritikken i forbindelse med et møde mellem Novo Nordisks repræsentanter og den danske ambassadør i Algeriet, Vanessa Saenz. 

Skal man tro ministeren, har der været eksempler på algeriske diabetes-patienter, der har hamstret insulin af frygt for, at de i nær fremtid ikke vil kunne få deres medicin, mens Novo Nordisk insisterer på, at de, i samarbejde med de algeriske myndigheder, gør hvad de kan for at imødekomme landets insulinbehov:

“Novo Nordisk arbejder meget tæt sammen med de algeriske myndigheder om at sikre insulinforsyningerne i landet. Som eksempel indberetter vi på ugentlig basis den aktuelle lagerbeholdning til ministeren for lægemiddelindustrien, og vi er i dialog med ministeriet om, hvilke mulige foranstaltninger, der skal træffes for at sikre stabile forsyninger”, skriver Ambre Morley, vicepræsident for Media & Digital i Novo Nordisk i en mail til Danwatch.

Et spørgsmål om suverænitet

Enhver mangel på insulin, uanset hvad årsagen måtte være, er et ekstremt alvorligt problem, siger Helen Bygrave, der er ekspert i HIV og diabetes hos Læger uden Grænser. 

“For patienter med type 1-diabetes vil det reelt være en dødsdom. De vil ikke kunne overleve mange dage uden medicin”, siger hun til Danwatch. “Patienter med type 2-diabetes er ikke afhængige af insulin på samme måde, men risikerer alligevel en lang række komplikationer, hvis de ikke får deres medicin, fx. hjerte-kar-sygdomme”. 

Algeriet er tilmed et af de lande i verden, der har allerflest diabetespatienter. Ifølge tal fra International Diabetes Federation lever 50.000 børn og unge i Algeriet med sygdommen. Det er sjetteflest i verden. I alt er der registreret over 2 millioner diabetespatienter i landet.

For at sikre mere stabile forsyninger vil minister Lotfi Benbahmed have Novo Nordisk til at producere insulinen lokalt i stedet for at importere den fra virksomhedens fabrik i Kalundborg og så samle og pakke den i Algeriet. Det vil kunne skære 30% af priserne og gøre medicinen mere tilgængelig, har han sagt til algeriske medier. 

“Insulin er et strategisk vigtigt produkt for Algeriet. Vi vil producere det lokalt for at sikre vores uafhængighed. Det er et spørgsmål om sundhedspolitisk suverænitet”, lød det i april. 

Ministeren henviser til, at Novo Nordisk både i 2012 og 2019 skrev under på aftaler, der skulle sikre insulinproduktion i Algeriet. Senest blev den danske virksomhed ifølge Ministeriet for Medicinalindustrien tildelt et stykke land i byen Boufarik, hvor regeringen gerne ser Novo Nordisk bygge en ny fabrik i samarbejde med det algierske medicinalfirma Groupe Saidal.  

Novo Nordisk bekræfter til Danwatch, at de er i dialog med Groupe Saidal om et joint venture, mens virksomheden gør samtidig opmærksom på, at de allerede producerer insulintabletter på en fabrik i Tizi Ouzou øst for hovedstaden Algier. 

Lokal produktion gavner patienterne

Ifølge Access to Medicine Foundation, en organisation, der kæmper for at sikre tilstrækkelig medicin til patienter i lav- og mellemindkomstlande, er lokal insulinproduktion i udgangspunktet til gavn for diabetes-patienterne.

“Vores erfaring er, at lokal produktion kan styrke tilgængeligheden i lav- og mellemindkomstlande. Det gør landene mindre sårbare overfor forstyrrelser i forsyningskæden, og gør det også muligt at få medicinen ud til patienterne hurtigere. Det er især vigtigt, når det drejer sig om  insulin, der skal transporteres på køl for at bevare sin fulde effektivitet”, siger Claudia Martinez, research manager i Access to Medicine Foundation.

Det vil dog alligevel ikke være helt uden risiko, hvis Novo Nordisk ender med at oprette decideret insulinproduktion i Algeriet, vurderer Claudia Martinez:

“Vi ved også, at lokal produktion kræver store investeringer i produktionskapacitet, infrastruktur og logistik. Er de ting ikke allerede det tilstede i landet, bliver det dyrt for virksomheden, og det vil også vise sig i de priser, patienterne betaler”, siger hun.

Et voksende problem

Algeriets præsident Abdelmadjid Tebboune indledte i foråret en undersøgelse af de mere nøjagtige årsager til landets generelle mangel på medicin, herunder insulin. Men uanset hvad algierne måtte nå frem til, er problemet sandsynligvis kommet for at blive. 

International Diabetes Foundation spår, at antallet af diabetikere vil stige fra 537 millioner i dag til 784 millioner i 2045, og stigningen ventes at være størst i netop Afrika. Med 6.500 nye diabetes-tilfælde hvert år i aldersgruppen 0-19 er Algeriet også blandt de lande i verden, hvor sygdommen vokser hurtigst. 

Novo Nordisk har været aktive i Algeriet siden 1999 og vurderer selv, at halvdelen af landets diabetespatienter bruger deres insulin. Sammen med franske Sanofi og amerikanske Eli Lilly sidder den danske virksomhed på 90 procent af det globale salg af insulin. 

Flere artikler om /

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right