Ny bog: Verdens udsatte er forsøgsdyr for ny radikal teknologi

En kvinde i en flygtningelejr går ind i en butik. Hun finder de madvarer, hun mangler og vender sig mod kassen. Her får hun scannet sit øje, købet er registreret, og hun forlader butikken med sine indkøb.

Det er ikke noget fremtidsscenarie. I nogle FN-flygtningelejre kan beboerne betale for mad ved at få scannet deres iris. Hvis de lader sig registrere i en database med biometrisk identifikation, behøver de ikke noget kreditkort, men bliver krediteret gennem databasen. Bogstaveligt talt på et øjeblik.

Den type irisscanning er over fem år gammel og blot én af mange nye teknologiske løsninger, der vinder indpas blandt andet i humanitære indsatser og nødhjælpsarbejde. Og med tendensen følger en række risici.

Det er omdrejningspunktet for en ny bog med titlen Hvordan kan ny teknologi redde verden? Forfatteren, Adam Moe Fejerskov, er seniorforsker ved Dansk institut for Internationale Studier og beskæftiger sig med global ulighed og teknologi. 

I bogen advarer han mod en ukritisk brug af indgribende teknologiske løsninger. Navnlig når det gælder verdens udsatte befolkninger, som ifølge bogen ofte bliver underlagt de teknologiske landvindinger på forsøgsbasis.

“Når det kommer til at afprøve nye radikale teknologier, så er der nogle ting, man bare ikke kan gøre, hvis man er i Danmark eller i USA, eller hvor end man er i Vesten” siger Fejerskov.

Bogen, som er en del af Informations Forlags serie: Moderne Ideer, kommer også med bud på, hvordan vi kan gentænke vores forhold til radikale teknologiers fremtog.

Vi ser ikke, hvad der rammer os

Bogen giver en indføring i hvordan udviklings- og nødhjælpsarbejde og teknologiindustrien de senere år er knyttet tættere og tættere sammen.

FN organisationer og NGO’er, der arbejder med humanitære indsatser og udviklingsarbejde i fattige lande kigger i stadig større grad mod tech-industriens løsninger.

Apps, der hjælper os med at holde kontakt på tværs af tid og rum og kan levere vigtige informationer til sygepersonale i felten. Droner, der gør det muligt at levere medicin eller vacciner til ellers utilgængelige steder. Eller et biometrisk registreringssystem, der muliggør effektiv uddeling af mad og medicin i en flygtningelejr. 

“Grænserne mellem den digitale og den fysiske krop viskes i stigende grad ud, og beskyttelsen af sårbare menneskers liv, integritet og værdighed er derfor af afgørende betydning”, står der i bogen.

Og ifølge Adam Moe Fejerskov forstår vi sjældent konsekvenserne af ny teknologi, før de udspiller sig for øjnene af os. Ikke mindst fordi teknologierne ofte bliver udviklet i én kontekst og brugt i en anden.

Afstand øger sårbarheden

Teknologivirksomhederne tager ikke nødvendigvis hensyn til de mennesker, der skal drage nytte af produkterne i andre sociale sammenhænge eller i andre lande. Og det gør eksempelvis mennesker på flugt ekstra udsatte.

“Det er klart, at når man bor i en flygtningelejr, så har man ikke samme grad af modstandsdygtighed, som man har, hvis man lever et godt middelklasseliv i Danmark”, siger han. 

Derfor taler Fejerskov i bogen om afstande. Både geografiske og sociale afstande mellem de ingeniører, der udvikler teknologien i Silicon Valley, og de mennesker, der ender med at blive konfronteret med den i yderst sårbare situationer. De afstande giver vidt forskellige forudsætninger for at stille krav til eksempelvis beskyttelse af privatliv.

Når tech-verden leverer løsninger, er de også med til at bestemme hvilke problemer, der anses for at være væsentlige på tværs af enorme afstande i en anden virkelighed, som ingeniørerne bag udviklingen ikke nødvendigvis har indsigt i. 

Bekymrer sig ikke

“Jeg er bange for, at Facebook er blevet til et monster”, sagde en af FN’s menneskerettighedsrapportører, om Facebooks rolle i forfølgelsen af det etniske mindretal rohingyaerne i Myanmar.

Facebook lagde platform til massive opfordringer til etnisk udrensning i Myanmar og har ifølge FN spillet en afgørende rolle for, at volden tog fart. En situation som Facebook, ifølge Adam Moe Fejerskovs bog, måtte læse om i nyhederne, før det gik op for dem, at de var involveret i.

Når nye teknologier viser sine mørke sider, så er det ikke et utilsigtet udfald, men ifølge Fejerskov, slet og ret udtryk for en ekstrem arrogance hos virksomhederne. 

“Vi ved at Facebook nærmest ingen ansatte havde, der talte burmesisk. De syntes ikke, at det var noget, de nødvendigvis havde brug for”, siger Adam Moe Fejerskov. 

Han mener det er udtryk for, at for eksempel Myanmar ikke var et vigtigt nok marked for Facebook til følge med i, hvad der foregik. 

“Det var en indbygget arrogance overfor resten af verden, en stærk ligegyldighed over for, hvad der foregik på den anden side af jorden”, lyder det i bogen. 

Til Danwatch siger han: “Den måde det tekniske felt, internettet og services er sat op nu, betyder jo, at Facebook kan løbe fra det ansvar, de potentielt set har haft”.

Et andet eksempel fra bogen er den danske forsvarsvirksomhed Terma. I 2020 blev det påvist, at Terma solgte radarsystemer til de Forenede Arabiske Emirater, og virksomheden bidrog således til menneskerettighedskrænkelser i krigen i Yemen. Den slags handel foregår, ifølge bogen, med åbne øjne og kan ikke forstås som blåøjede uheld.

Afghanistan er en guldmine

Fejerskov mener dog ikke kun, at det er udviklingerne af teknologi i Silicon Valley, der sidder med ansvaret for, at udrulningen af teknologi bliver problematisk. Også de organisationer, der vælger at implementere løsningerne i humanitære indsatser har et ansvar. 

FN-organer som World Food Programme eller NGO’er i udviklingssamarbejder bør forholde sig kritisk til forvaltningen af de systemer og løsninger, som de inddrager i deres arbejde.

USA’s kaotiske exit fra Afghanistan endte med at efterlade både militært maskinel og et biometrisk registreringssystem, der kan identificere civile, som har samarbejdet med koalitionen, til Taliban.

I forbindelse med den USA-ledede koalitions interventionen i Afghanistan forsøgte de afghanske myndigheder i samarbejde med koalitionen at koble alle pengeoverførsler fra det offentlige på et biometrisk system. Det vil sige, at eksempelvis alle skolelæreres løn kunne udbetales via et sådant system, hvilket kræver en massiv indsamling af sensitiv data.

“Afghanistan ender med at blive denne her drøm om et land, hvor alle mennesker, er registreret med deres biometriske karakteristika, og hvor ikke bare den afghanske stat, men også internationale partnere kan bruge denne guldmine af data”, fortæller Fejerskov. 

Det er ikke tilfældigt, at en sådan data-guldmine ikke bare bygges op i EU eller USA, mener han. I de fleste vestlige lande, er der love, der forhindrer denne type teknologi og registrering, fordi det bryder med etiske principper og retten til privatliv. 

Derfor er det ofte verdens fattigste lande, der bliver “legepladser eller laboratorier” for teknologivirksomheder til at prøve deres produkter af, som Fejerskov udtrykker det.

Demokratisér udviklingen

Hvordan kan ny teknologi redde verden? er ikke bare et kampskrift mod teknologiske løsninger. Bogen lægger også op til en række konstruktive bud på forbedringer af, hvordan vi tænker og udvikler teknologi. Og i bogens ånd er det ikke snuptagsløsninger, der skal til.

“Udviklingen skal være inkluderende, deltagende og bedre reflektere både lokale behov og lokale kompetencer”, som der står i bogens tredje del, Alternativ.

Behovet for lokal forankring er væsentligt for Adam Moe Fejerskov. Ikke bare for at sikre, at innovationen rammer rigtigt. Men også fordi det vil ændre på status quo i udviklingen, som ifølge bogen lige nu er en top-down implementering. 

“Det er ikke nok bare at forstå lokale behov. Det handler også om at bruge og udvikle de kompetencer, der er til stede lokalt. Fordi det i sidste ende er det, der vil give teknologier, som vil kunne skabe den største forandring”, forklarer han.

Udviklingen af teknologier til brug i udsatte områder skal med bogens ord demokratiseres.

At invitere indenfor

Derudover opfordrer Adam Moe Fejerskov til at øget opmærksomhed på hvornår og i hvilket omfang, der faktisk er brug for teknologiske løsninger, og han advarer mod at sådanne løsninger ender med at stå i vejen for strukturelle udfordringer.

“Teknologien må aldrig blive et endemål. Det skal altid starte med spørgsmålet: Hvad er det vi vil bruge teknologien til?” siger han og tilføjer, at frem for at skubbe den teknologiske udvikling til det yderste, bør man i mange tilfælde tale om “afteknologisering”, af hensyn til beskyttelse af udsatte borgere.

Adam Moe Fejerskov opfordrer til, at man som samfund husker at spørge, hvorvidt der virkelig er brug for så radikale teknologiske skridt. Et spørgsmål, der sætter fokus på de involverede parter og deres interesser.

“Det er vigtigt”, siger han, “at teknologien ikke bliver anset som noget, der bare kan ligge i det private, og så kan det offentlige sætte det i spil”. 

Han understreger, at i de sammenhænge, hvor teknologivirksomheder bidrager til humanitære indsatser, bliver de inviteret indenfor.

“Når man på den måde åbner døren for samarbejde og inviterer indenfor, så har man også muligheder for at sætte rammerne for, hvordan det skal være. Og derfor kan man sagtens som FN eller som dansk NGO stille krav til hvilken udvikling, man vil se, hvad for en brug af teknologi, der giver mening for os”, siger Adam Moe Fejerskov.