Du ved det måske ikke, men Danmark tog sidste år del i det første store slag i en ny krig.
Ikke en konventionel krig, men hybridkrig, hvor mystik, disinformation og frygt fungerer som masseødelæggelsesvåben.
Danmarks modstander var enten Rusland eller Danmark. Ingen ved det helt, hvis vi skal være ærlige, men indtil videre ser det ud til, at danskerne tabte slaget uanset, om det var mod sig selv eller Putin.
Hvis det lyder forvirrende, så er det forståeligt nok. Og det er egentlig også formålet. Men hold tungen lige i munden, så vil jeg forsøge at give lidt baggrund til min påstand.
Fra den 22. til den 25. september sidste år var der dronepanik i Danmark.
Politiet fik over 500 anmeldelser fra bekymrede borgere, der i kølvandet på nedlukningen af Københavns Lufthavn og skyderiet i Borrislejren var sikre på, at de havde set droner på himlen.
Det store spørgsmål lige siden har ikke været, hvem der så stod bag de mange mulige droner, der blev indrapporteret.
I stedet har det været, om der overhovedet var droner.
I knap ni måneder blev der ikke præsenteret så meget som en lille bid af bevisførelse for påstanden om, at en “kapabel aktør” havde sendt droner ind over landet i en “hybrid hændelse”, som det lød fra regeringen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) slog igen og igen fast, at hvis myndighederne siger, at der var droner, så var der selvfølgelig droner.
Hvis hun havde håbet, at forsvarschef Michael Hyldgaard og den nyslåede forsvarsminister Jeppe Bruus (S) ville underbygge hendes stålfaste dronepåstand, så er hun nok blevet slemt skuffet.
I et krigerisk pressemøde den 19. juni, hvor det til tider virkede til, at især ministeren hellere ville skælde ud på pressen end at redegøre for et muligt droneangreb på dansk jord, blev ingen meget klogere.
Men én ting slog de fast igen og igen: Der var flere eksempler, hvor man vurderer, at øjenvidneberetninger fra soldater i Forsvaret er så troværdige, at der i de påståede tilfælde må være tale om droner.
Hvis man nærstuderer det offentliggjorde resume af den redegørelse, som de baserer deres konklusioner på, er der rigtigt nok flere eksempler – eller nærmere sagt, så nævnes der fire eksempler.
Hyldgaard oplyste selv, at Forsvaret har fået 200 indrapporteringer, og det fremgår ikke, hvor mange af dem, der så har været reelle droner.
Den 25. juni afholdte Københavns Politi et lignende pressemøde, men deres fokus var på den meget omtalte sag om droner over Københavns Lufthavn.
Modsat pressemødet i Forsvarsministeriet åbnede politiet op med en transparent præsentation af deres efterforskning. Man får indtryk af, at de har været grundige – men de kan altså ikke sige, at der har været droner.
Der er nuancer til alt det her, og det er klart, at manglende bevis på droner er ikke nødvendigvis bevis for, at de ikke har været der.
Men uanset, om der var droner eller ej, så har Rusland vundet dette slag i hybridkrigen. Endemålet er at gøre deres modstandere forvirrede og ude af stand til at reagere proportionelt og fornuftigt, skabte frygt og splittelse og så mistillid til myndighederne.
Alt det må siges at være tilfældet i denne her dronesag. Endda muligvis uden, at Rusland overhovedet har været involveret.
For at forstå dronehændelsen i Danmark skal den ses i lyset af Ruslands berygtede hybridsmetoder, som også kaldes Gerasimov-doktrinen efter general Valerij Gerasimov.
Det hele kan koges ned til det, som russerne kalder kontrolleret kaos. Det handler groft sagt om at bombardere borgerne i et land som Danmark med misinformation i en sådan grad, at virkelighedsbegrebet bliver udvandet, og frygten dominerer.
Slutmålet er at ødelægge fundamentet i et samfund for til sidst at få det til at kollapse.
Her er et tillidsbaseret samfund som det danske særligt udsat, og det er måske også derfor, at man fra myndighedernes side besluttede sig for at reagere så hårdt, da de første meldinger om droner kom.
Et kollaps af samfundet er nok ikke lige det, som dronesagen kommer til at ende med, men mange bække små gør en stor å.
Vi lider alle under det her kontrollerede kaos, der gennemsyrer de vestlige samfund mere, end hvad godt er, og intet understreger det bedre end Putins reaktion på den danske dronehændelse.
Næsten grinende lovede han, at han aldrig mere ville sende droner over København. Få uger efter lavede han sjov med det igen og sagde, at europæerne er mærkelige og var begyndt at se UFO’er.
Et af de andre trin i den russiske hybridkrigsdoktrin er benægtelse og vildledelse af fakta.
Det betyder, at om end han lyver eller taler sandt, så er resultatet for os i sidste ende det samme – vi aner ikke, om Rusland stod bag dronehændelsen, og vi er blevet gjort til grin på den store verdensscene.
Samtidig er Vesten også nødt til at antage, at Rusland er i stand til at stå bag disse dronehændelser og beskytte sig mod det fremadrettet, selv hvis russerne slet ikke har gjort noget.
Men at det skulle være mediernes skyld, at borgerne ikke har tillid til myndighederne i den her sag, som statsministeren siger, det er helt hen i vejret. Regeringens egen kommunikation i forbindelse med dronesagerne har været voldsom og samtidig meget uklar, og den efterfølgende redegørelse har på ingen måde levet op til den retorik, som blev lagt for dagen.
Man kunne også argumentere for, at Jeppe Bruus og Mette Frederiksen selv er med til at så mistillid i samfundet ved at holde alt hemmeligt og samtidig angribe medierne for at gøre deres arbejde.
I sidste ende er konklusionen på hele forløbet uanset hvad meget ildevarslende.
For enten er Danmark blevet angrebet og overvældet af Rusland, eller også har Danmark hybridangrebet sig selv af ren og skær russerfrygt.
Det er svært at sige, hvad der er værst.