Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben19/06/2026

Skjulte optagelser giver unikt indblik i konflikten med Rusland

Der foregår en konflikt mellem NATO og Rusland i Europas farvande, som de færreste har indblik i. Gennem radiokommunikation fra krigsskibe og skjulte optagelser af lejesoldater kan Danwatch give et indblik i, hvordan.
video cover image
Grafik: Louise Kock. Foto: Wikimedia Commons
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflådens lejesoldater

  • Russiske lejesoldater er blevet sat ombord på skyggeflåden for at overvåge og kontrollere besætningen på skibene og tvinge dem til at modsætte sig anmodninger fra NATO.
  • Danwatch har sammen med internationale medier i samarbejdet Shadow Fleet Mercenaries gennemgået over 2000 besætningslister og lavet interviews med lejesoldater på skjult kamera.
  • Mindst 83 russere med militær- og efterretningsbaggrund har sejlet på 65 forskellige skibe, hovedsageligt fra maj 2025 til februar 2026.
  • Soldaterne kommer blandt andet fra Wagner-gruppen, som er kendt for ekstrem voldsparathed og har efterladt sig et spor af menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser.

En fredag i december sejlede skyggeflåde-skibet Qendil langsomt gennem Middelhavet.

Blandt besætningen var to russiske lejesoldater. Den ene var en hærdet veteran fra den berygtede Wagner-gruppe, som havde kæmpet både i Syrien og Ukraine. 

Pludselig lød et kæmpe brag på dækket. Over skibet fløj ukrainske ‘baba yaga’-droner og smed brandbombe efter brandbombe. 

Lejesoldaterne løb rundt, mens skibets indiske besætning panisk forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. 

“Den indiske besætning var fuldstændig skrækslagen”, siger lejesoldaten Arkadiy, der har været udsendt for en privat militærgruppe i Syrien i over otte år. “Men gutterne fik dem i sikkerhed i en korridor”. 

Angrebet på Qendil er blot et ud af i alt syv droneangreb mod russiske skyggeflåde-skibe, som Ukraine har udført siden november 2025.

Ukraine har desuden udført droneangreb mod russiske havne i Finskebugten. 

Danwatch kan nu for første gang dele skjulte optagelser, der giver et dybere indblik i konflikten mellem russiske lejesoldater og Ruslands flåde mod NATO i danske og europæiske farvande. 

I skrivende stund sejler russiske krigsskibe og NATO-skibe rundt i Den Engelske Kanal og i Østersøen – den ene part vil beskytte skyggeflåden, den anden vil stoppe den. 

“Det er meget lidt, der skal gå galt, før det ender i et sammenstød mellem NATO og Rusland, hvis ikke begge parter deeskalerer”, mener orlogskaptajn og selvstændig forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen. 

Fra januar til juni 2026 har NATO-landene tilbageholdt mindst ni skibe fra den russiske skyggeflåde. Det er knap fem gange så mange i forhold til samme periode sidste år, hvor kun to tankskibe blev tilbageholdt – Eventin i Tyskland og Kiwala i Estland.

På et af de tilbageholdte skibe, Boracay, fandt de franske myndigheder to lejesoldater ombord – den ene var tidligere Wagner-soldat. 

I samarbejdet Shadow Fleet Mercenaries afslørede Danwatch 9. juni, at mindst 83 russiske lejesoldater sejler hemmeligt rundt på skyggeflåden, og at deres mission er at kontrollere og overvåge besætningerne. 

Undersøgelsen er baseret på lydfiler med radiokommunikation fra krigsskibe, en gennemgang af mere end 2000 besætningslister og skjulte optagelser af russiske lejesoldater, der bemander skyggeflåden.

Har procedure for angreb

Lejesoldaten Arkadiy og tre andre russere er blevet optaget på skjult kamera i falske jobsamtaler af Danwatchs samarbejdspartner Dossier Center. 

Her fortæller Arkadiy blandt andet om den voldsomme dag i december, hvor Qendil blev angrebet, men også om sit eget arbejde på tankskibe fra skyggeflåden. 

“Baba Yaga’erne smed 18 brandbomber på skibets dæk og satte ild til både rørledningerne og dækket, og så startede branden”, siger han

Her fortæller Arkadiy om sin mission på skyggeflåden. Han tror, han deltager i en jobsamtale, men det er en journalist fra Dossier Center, han taler med. Video: Danwatch

Han var ikke selv på skibet, men fortæller om episoden fra sine kammeraters synspunkt. 

Angreb som disse er ifølge ham noget, som de russiske lejesoldater på skyggeflåden bekymrer sig for.

En anden lejesoldat, Evgenii, fortæller, at de har instrukser og procedure i tilfælde af “fjendens brug af våben”. Her taler han om, hvis Ukraine eller et NATO-land skulle angribe skibet i Europa. 

Men “det kom aldrig til det”, konkluderer han. Han bliver spurgt, hvad de kan gøre, hvis de bliver angrebet af droner.

“Jeg vil sige det sådan: Det er meget usandsynligt, at vi opdager droner, hvis vi kun er bevæbnet med automatvåben. Man ville have brug for en slags dronedetektor. Dronen er nødt til at være synlig, hvis vi skal ramme den på 400 meters afstand”, siger han. 

Situationen i Europas farvande er altså enormt anspændt, både Rusland og NATO har en massiv tilstedeværelse, og den 16. juni skete der noget, der ifølge Jens Wenzel Kristoffersen markerede en “ny rød linje” for russene. 

  • Mere end 2000 lækkede dokumenter har afsløret, at russiske lejesoldater systematisk har sejlet på tankskibe fra skyggeflåden.
  • Ud fra besætningslisterne har det været muligt at identificere dem, fordi de er optrådt som personer enten uden funktion eller som en overflødig funktion.
  • Lækkede persondata såsom pasnumre, adresser, lønsedler, rejsehistorik, sundhedsjournaler og mere til har afsløret, at de i virkeligheden har arbejdet for russiske privatmilitærorganisationer og sikkerhedsselskaber.
  • En grundig analyse af deres sociale medier og Telegram-kanaler har underbygget dette.
  • Flere personer er blevet fravalgt i processen, fordi dokumentationen ikke har været stærk nok. I de 83 tilfælde, der beskrives her, er vurderingen, at det er grundigt dokumenteret.
  • Danwatch er bekendt med alle soldaternes fulde identitet, men har valgt at anonymisere dem ved at sløre deres billeder og skjule efternavne.
  • Alle soldaterne er efterfølgende blevet kontaktet. Det er lykkedes at interviewe fire af dem under dække af, at de skulle til samtale med et selskab, der ledte efter vagter til tankskibe.
  • Interviewet er blevet sat op på denne måde, da det i praksis var den eneste mulighed for at få dem i tale. Tidligere forsøg på at kontakte dem slog fejl, men flere af dem havde delt deres cv med erfaring som soldat på skibene offentligt på jobdatabaser.
  • Jobsamtalerne er foregået online og lavet af en russisktalende journalist fra Dossier Center, der udgav sig for at repræsentere et selskab, der ledte efter vagter til skibe.
  • Alle fire er efterfølgende blevet konfronteret med, at de har optrådt på skjult kamera. To af dem kalder historien for falsk. De sidste to svarede ikke.
  • Danwatch er i besiddelse af råoptagelserne fra de fire samtaler. 
  • De er blevet spurgt til deres erfaring med at arbejde som lejesoldater på skyggeflåden, deres oplevelser med besætningen og formålet med deres tilstedeværelse. 

Et russisk krigsskib i Den Engelske Kanal affyrede varselsksud mod en lille, britisk yacht med et ældre ægtepar ombord.

“Det er noget, der kan sprede sig til hele baltikken og sejladser gennem Storebælt og Østersøen – det er jo i virkeligheden en eskalering af situationen”. 

Krigsskibe over alt

Angrebet på skyggeflåde-skibet Qendil skete over 2000 kilometer væk fra Danmark. Men i Nordeuropa fylder konflikten lige så meget. 

Russiske krigsskibe har flere gange positioneret sig ved Læsø for at overvåge og i sidste ende beskytte skibe med russisk last.

De har eskorteret tankskibe fra skyggeflåden gennem Finskebugten og Den Engelske Kanal, og NATO har ligeledes krigsskibe til at overvåge skyggeflåden og beskytte kritisk infrastruktur.

Et af dem er den tyske fregat Hamburg. Den 3. oktober 2025 sejlede Hamburg rundt mellem Danmark og Tyskland, da det pludselig rungede ud på skibsradioer i danske farvande. 

“Alle stationer. Dette er et NATO-krigsskib. NATO gennemfører maritim sikkerhedsaktivitet Baltic Sentry og opretholder en vedvarende militær tilstedeværelse i Østersø-regionen”.

“Alle stationer, alle stationer, alle stationer. Dette er et NATO-krigsskib. NATO gennemfører maritim sikkerhedsaktivitet Baltic Sentry og opretholder en vedvarende militær tilstedeværelse i Østersø-regionen i koordination med NATO-landene i Østersøen.”

“For at beskytte sikkerheden og tryghed, navigationsfrihed og sikkerheden for undersøisk infrastruktur. For at assistere denne maritime sikkerhedsindsats venligst indberet enhver observation af unormal maritim aktivitet eller opførsel på VHF Kanal 72.”

“Dette er NATO-krigsskib, som monitorerer kanal 16 og 72.”

Beskeden sluttede af med en opfordring til skibene om at indberette mistænkelig adfærd til NATO. 

Tyskerne er sammen med Danmark en del af den storstilede NATO-operation ‘Baltic Sentry’, hvor NATO overvåger skibe i Østersøen for at beskytte undersøisk infrastruktur mod sabotage.

Fra det russiske perspektiv er det dog en meget aggressiv fremfærd, som skibet Hamburg har i dette scenarie, forklarer Jens Wenzel Kristoffersen – som dog kalder det en helt “standard reaktion”. 

“Russerne spiller en rolle i Østersøen som værende de gode, der hjælper uskyldige tankskibe med at komme igennem, mens NATO bliver forsøgt fremstillet som aggressive. Men det er jo i virkeligheden helt omvendt”, siger han.

Mens NATO sejler rundt og overvåger, gør Rusland nemlig det samme. I en lækket optagelse fra Finskebugten 8. november 2025 kan man høre et russisk krigsskib kalde op på radioen for at hjælpe skyggeflåde-skibet Dalva væk fra Baltic Sentry-flåden. 

“Dalva, Dalva. Jeg er et russisk krigsskib. Skal du bruge hjælp?”, lyder det over radioen fra en mandestemme med tyk russisk accent. 

“Dalva, Dalva. Jeg er et russisk krigsskib. Skal du bruge hjælp?”

Den øgede militære tilstedeværelse fra både NATO og Rusland kan udvikle sig og eskalere yderligere, når parterne aktivt modarbejder hinanden, som optagelserne viser, lyder det fra Jens Wenzel Kristoffersen. 

“Vi kommer til at se meget mere af det her. I takt med, at vi øger kontrollen, som svenskerne har gjort, vil vi også se en modreaktion fra russerne med en større militær tilstedeværelse i området”, siger han. 

“Det er en dødsspiral, og det kan til sidst ende med en konfrontation mellem NATO og Rusland – og det er den situation, vi alle gerne vil undgå”.

Fra december 2024 til juni 2026 har NATO-landene tilbageholdt 19 russiske handelsskibe – 15 af dem er en del af skyggeflåden. 

Mindst et af dem, skibet Boracay, havde lejesoldater ombord. 

Konstant overvågning

Som led i Baltic Sentry bliver alle skibe bedt om at udlevere oplysninger om deres ejere, forsikring, flagstat og rute – specifikt møntet på den russiske skyggeflåde, der netop plejer at opgive falske oplysninger om de ting. 

Danwatch er i besiddelse af endnu en optagelse, hvor kan man høre, at Søværnskommandoen i Danmark kalder et skib op og beder kaptajnen udlevere informationerne. Noget, som han tydeligvis synes, er forstyrrende. 

“Hvad var den sidste havn, du befandt dig i?”, spørger de danske myndigheder. 

Stemmen, der svarer på spørgsmålene, har kinesisk accent og siger: “Rusland, Rusland. Ust-Luga”. 

Samtalen fortsætter i over fire minutter, hvor Søværnskommandoen og den kinesiske kaptajn tydeligt har svært ved at forstå hinanden. 

Danwatch kan ikke bringe optagelsen af hensyn til vores kildes sikkerhed. 

Skyggeflåden er kendt for at udlevere falske oplysninger, som Danwatch tidligere har afsløret, og NATO-landene er tidligere blevet taget ved næsen af blandt andet et opdigtet russisk selskab. 

Rusland forsøger aktivt at modarbejde informationsindsamlingen blandt andet ved at sætte russiske lejesoldater på skibene, der skal tvinge besætningen til at modsætte sig henvendelser fra NATO. 

Det fortæller lejesoldaterne selv på skjult kamera, som Danwatch har fortalt. Her siger lejesoldaten Arkadiy: 

’Min direkte opgave var at overvåge besætningen, kaptajnen og førstestyrmanden. Jeg identificerede, hvem der sladrede, hvem de arbejdede for, og hvilken type information, der blev sendt fra skibet til land”.

Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen er det meget sandsynligt, at netop denne type hybride operationer vil blive meget mere udbredt. 

“Jeg tror, vi vil se et stigende antal af de her Wagner-soldater og andre lejesoldater om bord på skibene. De vil vise Vesten, at det er dem, der bestemmer”, siger han. 

I marts 2026 bekræftede russerne igen, at de er villige til at beskytte skibe med russisk last med militær magt, hvis det er nødvendigt – som det også ses i Nordeuropa.

Lejesoldaterne er blevet konfronteret med deres optræden på skjult kamera. To af dem svarer ikke, mens to af dem benægter noget kendskab til interviewet og siger, at alle oplysninger, som medierne i Shadow Fleet Mercenaries har bragt, er forfalskede.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.