12. maj 2014

Overblik: Hvem arbejder for bedre forhold i tekstilindustrien?

DanWatch dokumenterer og fortæller, når virksomheder ikke lever op til deres etiske ansvar, men vi leverer ikke løsninger på problemerne. Det er der derimod mange andre, der gør. Få overblik over de danske aktører, der arbejder på at forbedre forholdene for tekstilarbejderne i Bangladesh.


Her får du et overblik over vigtigste initiativer, der fulgte i kølvandet på Rana Plaza-tragedien, der kostede mindst 1134 mennesker livet.

Partnerskab for ansvarlig tekstilproduktion

I maj 2013 indgik den danske regering, fagforeninger, folkelige organisationer og hovedparten af den danske tøj- og tekstilbranche et partnerskab for ansvarlig tekstilproduktion i Bangladesh.
Partnerskabet sætter fokus på tekstilarbejdernes rettigheder, sikkerhed, grønnere produktion og øget gennemsigtighed i leverandørkæderne. Partnerne har taget initiativ til en stribe aktiviteter, blandt andet informationsmøder om Aftalen om Brand- og Bygningssikkerhed og dialogmøder med fagbevægelser fra Bangladesh. Aktiviteterne koordineres i regi af Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH).

Dansk Initiativ for Etisk Handel

DIEH er sat i verden for at fremme en international handel, der respekterer arbejdstager- og menneskerettigheder og bidrager til en bæredygtig udvikling i udviklingslandene og de nye vækstøkonomier. Det gør DIEH konkret ved fungere som et forum for udveksling af viden og erfaring mellem erhvervsliv, fagbevægelse, NGO’er og offentlige instanser om fælles løsninger på problemer med etisk handel. Virksomheder kan bruge DIEH til at få vejledning og konkrete redskaber til etisk handel og ansvarlig leverandørstyring.

Udenrigsministeret: 25 mio. til bedre arbejdsforhold

Danmark giver yderligere 25 millioner kroner til at forbedre forholdene for tekstilarbejdere i Bangladesh og i andre udviklingslande. De 15 millioner kroner går til programmet, Better Work, der løbende laver inspektioner og vurderer, om fabrikkerne overholder national lovgivning og internationale konventioner om arbejdstagerrettigheder. Kernebevillingen til FN’s arbejdsorganisation, ILO, øges også med 10 millioner kroner i år, oplyste handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Aftalen om Brand- og Bygningssikkerhed

Aftalen er en juridisk bindende aftale mellem fagforeninger og globale tekstilbrands og forhandlere, der skal forebygge tragedier som Rana Plaza. Aftalen indebærer uafhængige inspektioner af alle de fabrikker, som underskriverne får produceret på. Fabrikker omfattet af aftalen er forpligtet til at udbedre fejl og mangler inden for fastsatte tidsrammer. De virksomheder, der underskriver aftalen, forpligter sig samtidig til at blive i Bangladesh og om nødvendigt bistå fabrikkerne økonomisk med udbedringer. Aftalen omfatter 1545 fabrikker og flere end 2 millioner arbejdere. Seks danske virksomheder har underskrevet aftalen: Bestseller, Coop Danmark, Dansk Supermarked, DK Company, IC Companys A/S og Texman.

Alliance for Bangladesh Worker Safety

Initiativet er en anden aftale, der sigter på at løfte sikkerhedsniveauet i tekstilsektoren i Bangladesh. I modsætning til Aftalen om Brand- og Bygningssikkerhed er der dog ikke tale om en juridisk bindende aftale, der er ingen deltagelse af fagforeninger, og virksomhederne forpligter sig ikke til at fortsætte engagementet med de berørte fabrikker. Aftalen omfatter primært amerikanske brands som Walmart, Gap og Fruit of the Loom.

3F: Opkvalificering af fagforeninger

Danske 3F er tilstede i Bangladesh, hvor de blandt andet arbejder med at opkvalificere og støtte lokale fagforeninger. Læs mere om 3F’s arbejde i Bangladesh.

Clean Clothes Campaign

Bangladesh er også et vigtigt fokusland for Clean Clothes Campaign (CCC), der er en netværksorganisation, hvis mål er at forbedre vilkårene for arbejdere i tekstilindustrierne i udviklingslandene. Flere end 300  organisationer fra hele verden indgår i netværket. Et af de vigtigste krav er, at tekstilarbejderne får ret til at organisere sig, så de kan indflydelse på deres egne vilkår og lønninger. Clean Clothes Campaign Danmark består blandt andre af LO-Storkøbenhavn, Mellemfolkeligt Samvirke og Handelskartellet Danmark.

Action Aid

Action Aid er tilstede i en stor del af Bangladesh, hvor de blandt andet arbejder med at bekæmpe børnearbejde, skabe opmærksomhed om arbejdstagerrettigheder og generelt  forbedre arbejdsvilkårene for arbejdere i industriområderne.

Red Barnet

Red Barnet har kæmpet for at forbedre vilkårene for Bangladesh’ mange børn og børnearbejdere siden landets uafhængighed i 1971. Og der er nok at arbejde med. Over en tredjedel af befolkningen i Bangladesh er under 18 år, og op mod syv millioner børn under 14 år arbejder for at forsørge familien.

Har du kendskab til andre initiativer, hører vi meget gerne om det på info@danwatch.dk

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right