2. feb '25Investering

Pensionskæmper pumper millioner i korrupt våbengigant

Kæmpe atomvåbenproducent har fået en milliardbøde for årelang bestikkelse af embedsmænd. Fire danske pensionskasser har dog skruet op for millioninvesteringerne i virksomheden.

Patriot
RTX står blandt andet bag de famøse Patriot-luftforsvarssystemer, som vestlige donorer i stor skala har sendt til Ukraine.Sam Yeh/Ritzau Scanpix

Den amerikanske atomvåbenproducent RTX Corporation er blevet afsløret i systematisk korruption og svindel i Qatar, hvor virksomheden har tilranet sig store lukrative forsvarskontrakter gennem bestikkelse af embedsmænd, overtrædelse af eksport-lovgivning og udlevering af følsomme militæroplysninger til Kina.

Fire af Danmarks største investorer har trecifret millionbeløb investeret i aktier udstedt af RTX Corporation –  verdens anden største og nu korruptionsdømte våbenvirksomhed. 

Millioner af danskere er dermed via deres pensionsopsparinger med til at finansiere en global atomvåbenproducent, hvis metoder ifølge afgørelsen fra de amerikanske myndigheder er både ulovlige og kontroversielle.

487 millioner danske kroner investeret

Pensionskasserne har alle øget deres investeringer i våbengiganten det seneste år. PensionDanmark har eksempelvis købt yderligere RTX-aktier for 99 millioner siden marts 2024. Pensionskassen havde i forvejen investeret 128 millioner kroner.

Samlet set har Industriens Pension, PensionDanmark, P+ og Danica investeret 487 millioner kroner i RTX. Opkøbene afspejler en generel tendens om øget finansiel interesse i våbenindustrien. 

Også den norske oliefond, der er en af verdens største investorer i aktier, har siden 2023 postet 10 milliarder nye norske kroner i RTX,  som er en af favoritterne til at vinde udbuddet om nyt luftforsvar til det danske forsvar med selskabets Patriot-systemer. Et udbud, der er afsat svimlende 25 milliarder kroner til. 

Raytheon Company, et datterselskab af RTX (tidligere Raytheon Technologies Corporation), har indgået en aftale om at betale over 1,39 milliarder dollars – svarende til knap 10 milliarder kroner – for at afslutte undersøgelser fra det amerikanske justitsministerium om korruption og bestikkelse. 

Mellem 2012 og 2016 bestak RTX systematisk en højtstående embedsmand i Qatars luftvåben for at sikre sig lukrative forsvarskontrakter. Bestikkelsen blev udbetalt via komplicerede virksomhedsstrukturer, som RTX bidrog til at få sat i værk. Det var i strid med den amerikanske lovgivning på området (Foreign Corrupt Practices Act (FCPA)).

Mellem 2009 og 2020 undlod RTX bevidst at oplyse om omkostnings- og prisdata under forhandlinger om adskillige regeringskontrakter, hvilket er i strid med den amerikanske lovgivning (Truth in Negotiations Act (TINA)). 

Som en del af aftalerne vil RTX-koncernen betale en samlet bøde på i alt 1,39 milliarder dollars. Derudover har selskabet indvilget i at indgå en treårig opfølgningsaftale, der bl.a. omfatter ansættelse af en uafhængig compliance-medarbejder til at forbedre de interne politikker.

Samstemmende oplyser Danica, PensionDanmark og Industriens Pension til Danwatch, at de trods korruption-sagens alvor fortsat forbliver aktionærer i RTX, der i oktober blev idømt rekordstore bøder på næsten 10 milliarder danske kroner samlet set. Det er en af de største bøder nogensinde for korruption i våbenindustrien.

“Vi er opmærksomme på, at RTX er blevet dømt for alvorlige overtrædelser af amerikansk lovgivning. Vi noterer os, at selskabet har indgået forlig og har forpligtet sig til at styrke deres compliance-programmer og samarbejde med amerikanske myndigheder for at sikre fuld overholdelse af gældende love og regler”, siger Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i PensionDanmark, som har 227 millioner kroner investeret i RTX. 

Lignende svar kommer fra Industriens Pension og Danica, der henholdsvis har 184 og 28 millioner kroner placeret i RTX. 

”Vi er opmærksomme på den nylige dom i sagen, som vi naturligvis finder bekymrende”, siger chef for ansvarlige investeringer og bæredygtig udvikling i Industriens Pension, Ann-Louise Winther, der oplyser, at de vil følge den fremadrettede udvikling i selskabet.

Danica oplyser i en mail til Danwatch, at “fremover screener vi fortsat virksomheden, og hvis der opstår nye udviklinger, vurderer vi sagen på ny.”

Pensionsselskabet P+ har 46 millioner kroner i RTX. P+ oplyser til Danwatch, at de vil undersøge sagen. 

Bør øge overvågning

Ifølge direktør og stifter af rådgivningsvirksomheden GLOBAL CSR,  Sune Skadegaard Thorsen, kræver internationale standarder for multinationale selskaber, for eksempel OECD-retningslinjer, dog mere af investorerne end blot at følge med i udviklingen, når store korruptionssager rammer virksomheder, som man er aktionær i.  

“Man kan forvente, at pensionskasserne gennem aktivt ejerskab sikrer sig, at virksomheden ikke blot rydder op i den aktuelle sag, men implementerer bæredygtigheds due diligence (risikovurdering, red.) og formidler indsatsen åbent. Desuden bør pensionskasserne kommunikere til sine kunder, hvordan de fremadrettet øger overvågningen af selskabet”, siger Sune Skadegaard Thorsen.