Da Mette Frederiksen på den historiske dag 11. marts 2020 stod på et pressemøde og lukkede landet ned, var det blandt andet med en kommentar om, at der var “ingen grund til at hamstre” toiletpapir.
Få minutter senere stod mange af os i kaotiske køer i supermarkedet med pakker af toiletpapir i favnen. På den måde blev de hvide ruller et symbol på det, der udfoldede sig i de dage. Den måned blev der solgt 54 procent mere toiletpapir end normalt i Coops butikker.
I andre lande så man en lignende udvikling. I USA begyndte man at tale om “det hvide guld”, og forskere skrev om, at salget af toiletpapir var en indikator på den manglende tillid på de økonomiske markeder.
Siden har panikken lagt sig, men det har toiletpapirets betydning ikke. I gennemsnit bruger vi mindst én rulle toiletpapir om ugen, og få produkter er i tættere berøring med vores kropsåbninger. Problemet, som økonomimediet Quartz for nyligt beskrev, er, at “det meste industrielt producerede toiletpapir indeholder spor af potentielt skadelige blegemidler”, og at der er fundet eksempler på, at det kan give urinvejsinfektion, ligesom et studie fra 2019 har forbundet toiletpapir i Ghana til en højere risiko for at udvikle kræft.
Så galt står det efter alt at dømme ikke til i Danmark, hvor meget toiletpapir er svanemærket. Men rullerne er stadig et eksempel på et af det moderne forbrugs paradokser: I jagten på den reneste hvide farve og den blødeste, behagelige følelse, har vi fyldt toiletpapiret med kemikalier, der i nogle tilfælde er giftige for os – men også for dem, der skal producere det og naturen, som vi får papiret fra.
Det er en udvikling, man også kan finde hos en række andre produkter, vi har tæt på kroppen, fortæller Claus Jørgensen, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi. Og på den måde gemmer der sig en større historie bag toiletpapiret, som er værd at kigge nærmere på.
Det første kendte eksempel på, at et menneske har tørret sig i numsen med papir, er 1.500 år gammelt. Det var en kinesisk embedsmand ved navn Yan Zhitui, der ifølge eget udsagn “efter et toiletbesøg aldrig kunne finde på at bruge papir fra de fire bøger” – en samling tekster fra filosoffen Konfutse. Men det må til gengæld betyde, at han har brugt andet papir.
Der gik lidt tid, før europæerne og amerikanerne kom med på trenden, men op til 1900-tallet var det almindelig kutyme mange steder at bruge gamle aviser og lignende til at tørre sig med. Allerede på den tid havde man de første eksperimenter med papir beregnet til opgaven, men det var først i 1920’erne, at papiret kom på rulle, som vi kender det i dag og blev en del af folks toiletrutine.
Fra begyndelsen har man arbejdet med at gøre mødet med toiletpapiret så blødt og behageligt som muligt. I 1930’erne reklamerede det amerikanske firma Northern Tissue med, at det var lykkedes dem at lave toiletpapir, der var “fri for splinter”, og i begyndelsen af 1940’erne var briterne de første til at introducere papir i to lag.
Til gengæld har farven på rullerne ikke altid været hvid. De første typer papir var mere gullige og fra 1950’erne var meget toiletpapir farvet. Frem til 1980’erne kunne man få toiletpapir i farver som “Green Mist”, “Powder Blue” og “Peach Blush”. Da farverne i toiletpapiret ifølge en række læger viste sig at være sundhedsskadelige, ligesom de også var dårlige for miljøet, blev de farvede ruller i store træk udfaset.
Siden da har toiletpapir i de fleste tilfælde været hvidt – men ikke helt fri for sundhedsskadelige stoffer eller konsekvenser for miljøet.
Psykologisk set forbinder vi gul med noget snusket og med snavs
Overordnet set er der to kilder til toiletpapir. Den ene er de ruller, der laves ud af nyfældet træ, den anden er de ruller, der laves af genbrugspapir.
Problemet med det første kan være konsekvensen for vores økosystemer. I USA har US Natural Resources Defense Council i en rapport fra 2019 vist, hvordan amerikansk toiletpapir er skyld i, at Canadas gamle nåleskove bliver fældet. Og i 2017 beskyldte Greenpeace verdens næststørste toiletpapirsproducent, Velvet, for at stå bag fældningen af gamle svenske skove, der er hjemsted for rensdyr og truede dyrearter som ulve.
Problemet med det andet er, at der i genbrugspapiret kan være stoffer fra det, som papiret tidligere er blevet brugt til. For eksempel har man fundet spor af det hormonforstyrrende stof Bisphenol A i toiletpapir. Det skal dog siges, at koncentrationen af Bisphenol A er langt højere på de kasseboner, som stoffet sandsynligvis stammer fra, når det genbruges til toiletpapir.
Lige meget hvad, kræver toiletpapir forarbejdning med blegemiddel, for at vi kan få “de ultra-bløde, liljehvide ruller, som vi elsker”, skriver Quartz og tilføjer:
“Jo hvidere og blødere mærket er, jo mere forarbejdning har det været igennem”.
På en måde er det ganske naturligt, at toiletpapiret skal være hvidt, for mere end nogen anden farve forbindes hvid med renhed.
Denne forbindelse mellem det hvide og det rene har sandsynligvis sine rødder i religion, skriver det amerikanske videnskabsmagasin Nautilus i en interessant historie om vores besættelse af farven hvid. Hvide klæder har været en måde, som troende signalerede deres kald, og vi ser det den dag i dag med de hvide brudekjoler.
Siden er den religiøse renlighed blevet kropslig. Det viste sig for eksempel ved, at man begyndte at gå i hvidt undertøj, som man mente havde rensende kræfter. Pletterne, som undertøjet fik, var bevis på, at det sugede skidtet ud af kroppen.
Senere blev hvid sanitetens farve og et symbol på den bevægelse, der kom i kølvandet på store kolera- og influenzaudbrud i det 19. og 20 århundrede. Det hvide fandt vej til toilettet, til vores hårde hvidevarer og til lægernes kitler.
Med tiden har den hvide farves rene symbolik udviklet sig til et konkurrenceparameter for virksomheder. Ifølge Nautilus kæmper de om at udvikle den hvideste farve til deres produkter.
Farveforskeren Renzo Shamey fra North Carolina State University forklarer til Nautilus, at det handler om at overvinde den gule farve, fordi materialer som bomuld, linned og den træmasse, som toiletpapir laves af, har gullige nuancer.
“Psykologisk set forbinder vi gul med noget snusket og med snavs, så hvis en hvid base opfattes som gullig hvid, betragtes den som snavset,” siger Renzo Shamey til Nautilus.
En måde at fjerne de gule nuancer er at bruge blegemiddel, men ifølge Renzo Shamey er virksomheder i tiltagende grad begyndt at bruge fluorescerende stoffer for at få papiret endnu hvidere.
Problemet er bare, at i nogle tilfælde bliver produkterne mindre rene, når virksomheder forsøger at give dem den rene hvide farve.
Claus Jørgensen fra Forbrugerrådet Tænk kalder det “reklametricks”, der bliver brugt til at få ting til at fremstå bedre, end de er, og han har flere eksempler på, at tricksene rent faktisk gør det værre.
Et af de produkttyper, hvor der er rigtig mange eksempler på det her paradoks, er vores tøj, og det er “virkelig noget, der bliver brugt kemikalier i”, siger Claus Jørgensen.
Vi vil gerne have de hvideste sneaks eller t-shirten, der er så hvid, at den næsten er selvlysende. Vi har sågar udviklet vaskepulver specifikt til hvidt tøj, så det holder sig så hvidt som overhovedet muligt.
Men der bruges også kemikalier til at gøre tøjet blødt, eller sørge for at det ikke rynker.
“Ofte vil din skjorte være mere blød, når du prøver den i butikken. Det er på grund af kemikalier, og derfor anbefaler vi, at du vasker dit tøj, inden du bruger det”, forklarer Claus Jørgensen.
Han har også et helt nyt eksempel på et andet område, nemlig tyggegummi.
For nyligt lavede Forbrugerrådet Tænk nemlig en test af tyggegummi og ud af 201 produkter var der problematiske tilsætningsstoffer i 70 procent. Et af stofferne, som Forbrugerrådet fandt i rigtig meget af tyggegummiet, er et farvepigment, der hedder titaniumdioxid, som får tyggegummiet “til at fremstå kridhvidt”.
“Farven har egentlig ikke noget at gøre med tyggegummiets kvalitet, men noget man bruger for at signalere hygiejne og renhed”, siger Claus Jørgensen.
Titaniumdioxid kan ifølge en ny risikovurdering fra de europæiske fødevaremyndigheder EFSA beskadige menneskers DNA, hvilket også giver en mistanke om, at det kan være kræftfremkaldende. Derfor har EU Kommissionen nu varslet et forbud mod titaniumdioxid.
På samme måde som med titaniumdioxid er myndigheder rundt om i verden blevet mere opmærksomme på, at de stoffer, der får ting til at se godt ud, ikke altid er gode for os eller miljøet.
Samtidig foregår der en bevægelse tilbage mod det naturlige og det bæredygtige. I slutningen af september kunne den globale hygiejnevirksomhed Essity, der blandt andet laver toiletpapirmærket Lotus, præsentere et gennembrud. Essity havde fundet en måde at bruge strå fra hvede til at lave toiletpapir. Imens vokser en lang række af nye producenter frem, som laver toiletpapir af bambus og ikke bruger blegemiddel eller bruger mindre eller bedre blegemiddel. Det betyder blandt andet, at man kan få ruller, der er brune.
Det er en udvikling som Claus Jørgensen også oplever på andre områder, når Forbrugerrådet Tænk har testet produkter, og virksomheder efterfølgende henvender sig for at finde ud af, hvordan de kan komme af med den skadelige kemi.
“Der er en tendens til, at de vil levere bedre produkter”, siger han.
“Men der er lang vej endnu”.
Og en af bumpene er en århundreder lang kulturel forståelse af, hvordan noget ser ud, når det er rent.
Jonathan Tybjerg
