Hun er 15 år, men har fået at vide, at hun skal sige 18 år, hvis nogen spørger. Efter arbejde går hun direkte hjem til sit pensionat, hvor arbejdet fortsætter med huslige gøremål. Hun har arbejdet på fabrikken i 6 måneder, men har endnu ikke fået en lønseddel. Af en jobagent blev hun lovet ca. 100 euro om måneden i løn, men første udbetaling lød kun på 43 euro. Hun var også blevet lovet, at kost og logi på pensionatet var med i lønnen, men det skal hun selv betale for.
Pigen, som ikke nævnes med navn, producerer ligesom tusindvis af andre piger i hendes situation, tøj for en lang række internationalt kendte tøjmærker, såsom Abercrombie & Fitch, H&M, Gap og Tommy Hilfiger.
Hun er blot ét eksempel på de vilkår, som unge kvinder fra Indiens nordlige provinser ifølge en ny rapport, lever under, når de rejser til Indiens sydvestlige stat Karnataka for at finde arbejde i én af hovedstaden Bangalores 1.200 tøjfabrikker. Indiske fagforeninger estimerer ifølge rapporten, at der arbejder mellem 15-70.000 tusinde kvindelige migranter på tøjfabrikkerne i Bangalore.
Rapporten Labour without Liberty er udarbejdet i et samarbejde mellem den hollandske NGO The India Committee of the Netherlands, den internationale organisation Clean Clothes Campaign og den indiske fagforening The Garment Labour Union. Den er baseret på interviews foretaget i 2016 med 63 kvindelige arbejdere på tre forskellige tøjfabrikker i Bangalore.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Rapporten konkluderer, at de kvindelige migrantarbejderes leve- og arbejdsvilkår opfylder mindst 5 ud af ILO’s (FN’s internationale arbejderorganisation) 11 indikatorer på tvangsarbejde.
Blandt andet nævnes det i rapporten, at kvindernes bevægelsesfrihed bliver begrænset af udgangsforbud, som bliver håndhævet af vagter på de pensionater, som de bliver indkvarteret i ved ansættelsen. Nogle kvinder fortæller, at de skal gå direkte hjem efter arbejde og kun må forlade pensionatet mellem klokken 16 og 19 om søndagen, som er deres eneste fridag i ugen.
Kvinderne fortæller, at de er glade for, at de kan bo billigere på pensionaterne, end hvis de skulle bo i egen lejlighed, og at de sætter pris på sikkerheden. Men de påpegede også, at knaphed på rindende vand, manglende reparationer af toiletter, håndvaske eller vandfiltre gjorde leveforholdene sværere. På ét pensionat måtte 15 kvinder ifølge rapporten deles om ét toilet og bad, hvilket gør det svært at få et bad inden arbejde.
Flere af de interviewede kvinder i rapporten fortæller også, at de fik mindre i løn, end hvad de var blevet lovet af jobagenter.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]
“Lønnen, som arbejderne modtog i deres første måned på Fabrik 1 (fabrikkerne nævnes ikke med navn) er ofte 13 til 26 euro lavere end, hvad der blev lovet. Nogle gange var lønnen i den første måned helt nede på halvdelen af det lovede beløb ved ansættelsen,” står det i rapporten. I de to andre fabrikker havde nogen fået, hvad de var blevet lovet, mens andre fik mindre.
Minimumslønnen i Bangalore lå i 2016/2017 mellem ca. 6500 og 8000 indiske rupier (625 og 774 kroner) ifølge tal fra rapporten. Lønnen er afhængig af arbejdernes kompetencer.
Mange af kvinderne blev ved ansættelsen lovet, at kost og logi på pensionatet ville være gratis. To ud af tre fabrikker betaler for kvindernes ophold på pensionater, men den sidste trækker opholdet i deres løn. Samtlige interviewede måtte selv betale for deres egen mad på trods af løfter om det modsatte.
Rapporten beskriver, hvordan migrantarbejdere generelt får en lavere løn end lokale medarbejdere, og at lederne på fabrikken skælder dem ud, hvis de ikke opfylder deres produktionsmål. De fleste kvindelige migrantarbejdere taler hindi, og forstår ikke regionalsproget Kannada.
[INSERT_ELEMENTOR id=”9015″]
Ansættelsesvilkårene på fabrikkerne er generelt uklare ifølge rapporten, og kvinderne er ofte ikke klar over deres rettigheder til f.eks. betalt orlov, overtidsbetaling eller kompensation for at flytte mange hundrede kilometer. Størstedelen af kvinderne har heller ikke skrevet under på en kontrakt, og dem der har, har ofte ikke fået en kopi. De fleste lokale arbejdere, som blev adspurgt i undersøgelsen, havde både kopier af kontrakter og modtog lønsedler hver måned.
Manodeep Guha, som er Indien-repræsentant for den internationale vagthund-organisation, Workers Rights Consortium, fortæller Danwatch, at rapporten stemmer overens med de erfaringer, hans organisation har fra arbejdere i Bangalore.
“Konklusionerne i rapporten er mere eller mindre de samme for alle migrantarbejdere i Bangalore, især når det kommer til levevilkår, bevægelsesfrihed og sprogbarrierer.”
Migrantarbejdere fra de nordlige stater modtager undervisning i tøjproduktion som led i Indiens premierminister Modi’s arbejdsmarkedsreform, den såkaldte “Skill India”-kampagne. Efterfølgende bliver de ofte tilbudt at få arbejde på fabrikkerne i f.eks. Bangalore. Guha undrer sig over, at et regeringsledet program, kan være så uigennemsigtigt.
“At et sådant program har en så uigennemsigtig ansættelsesproces, hvor arbejderne ikke ved, hvor de skal hen, hvad de får i løn eller hvad arbejdsvilkårene er – dét er overraskende,” siger han til Danwatch.
[INSERT_ELEMENTOR id=”20092″]
Som svar på rapportens konklusioner refererede syv ud af ni tøjmærker til, at de jævnligt fik foretaget tredjeparts-tilsyn hos deres leverandører. Men de tilsyn er ifølge Manodeep Guha ikke udførlige nok.
“Det er meget sjældent, at jeg møder arbejdere, som er blevet kontaktet af auditører. I de tilfælde, hvor en auditør har talt med dem, har de stillet generiske spørgsmål. I mange tilfælde bliver tilsyn, som rapporten nævner det, foretaget på en meget generisk måde, som ikke går i dybden,” siger han til Danwatch.
Mærkerne Benetton, Columbia, H&M og M&S svarede kun kort eller generelt på rapportens konklusioner, mens C&A, Decathlon, Gap, Levi og PVH (Calvin Klein og Tommy Hilfiger) bragte mere uddybende svar. Abercrombie & Fitch svarede ikke.
Benetton udviste stor overraskelse over rapportens konklusioner, for selskabets tilsynsrapporter påviste ikke nogen problemer hos leverandøren, som derimod scorede 96 point ud af 100. Benettons tilsynsrapport sagde også, at der ikke arbejdede migranter på fabrikken. Det er dog ifølge Guha nærmest umuligt ikke at genkende migrantarbejdere i Bangalore:
“Ingen kan sige, at de ikke vidste, at en person var migrantarbejder. Især når man arbejder i en sydindisk stat, hvor forskellen på sproget er så stor. En person fra en anden del af landet, særligt nord- og nordøstindien, ville være let genkendelig,” fortæller han til Danwatch.
Ifølge rapporten har de fleste mærker indskrevet regler om ordentlige leve- og arbejdsvilkår i deres såkaldte Code of Conduct. Nogle af mærkerne karakteriserer eksplicit migrantarbejdere, som sårbare.
PVH, C&A og Gap foretager kapacitetstræning eller “supplier engagement” udover de jævnlige tilsyn. C&A anerkender også, at effekten af at føre tilsyn er begrænset.
Ifølge Manodeep Guha bør mærkerne tage deres Code of Conduct mere alvorligt og tage ansvar.
“Mærkernes Code of Conduct burde få dem til at tage ansvar og ikke vige uden om. De burde kræve af fabrikkerne, at de overholder reglerne, så internationale standarder og ILO’s konventioner ikke overtrædes, og arbejderne ikke sættes i farlige og sårbare situationer,” siger han til Danwatch.
Nikolaj Skydsgaard
