Det er nemt at få indtrykket af, at det værste er drevet over. Coronasmitten har i ugevis været på tilbagetog i Danmark, mens vi i denne uge har åbnet fitnesscentre og fået lov at holde sommerbryllupper. Men kigger vi ud over de danske og europæiske grænser, er situationen mere alvorlig, end den har været på noget andet tidspunkt under den globale pandemi. Søndag d. 7. juni blev der på et enkelt døgn registreret over 136.000 nye tilfælde af corona på verdensplan. Det er mere end i noget andet døgn i løbet af pandemien. “Selvom situationen i Europa bliver bedre, forværres den globalt,” sagde generaldirektør i verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde mandag d. 8. juni Generaldirektøren tilføjede, at antallet af nye smittede de seneste uger næsten kontinuerligt havde været på mere end 100.000 i døgnet. Og at 75 procent af tilfældene kommer fra de samme ti lande, primært i Sydamerika og Sydasien. En gennemgang fra The Economist viser, at tre ud af fire nye tilfælde for tiden sker i fattige lande. Danwatch har den seneste tid dækket en række af disse lande gennem vores partnermedier for at vise, hvilke konsekvenser corona har i fattige lande. Beretningerne er ubehagelige, men vigtige. Samtidig har forskere den seneste tid arbejdet i et hidsigt tempo for at forstå, hvilke samfundskonsekvenser pandemien har, og deres resultater bekræfter, hvad vi hører fra de enkelte lande.
I de fattige lande, der nu bliver ramt hårdt af corona, må man forvente, at antallet af smittede er langt højere end de officielle tal, fordi der ikke er mulighed for at lave lige så mange tests som i rigere lande. Det er samtidig et symptom på, at sundhedssystemerne i disse lande slet ikke er klædt på til at håndtere corona og kan knække under det pres, som pandemien lægger på dem. Det er blandt andet tilfældet i Afghanistan, hvor sundhedssystemet har lidt under årtiers krig, udbredt fattigdom og sygdomme som polio, der er udryddet i resten af verden. Derfor har det været en umulig opgave, at holde styr på corona i Afghanistan, fortæller Asad Kosha, der er chefredaktør på mediet Kabul Now. Det måske bedste eksempel på problemerne I Afghanistan er den begrænsede mulighed for at analysere coronatests: “Afghanistan har en befolkning på over 36 millioner. Problemet er, at selvom sundhedsmyndighederne siger, at de prøver at løse problemet, så er virkeligheden den, at der i hele landet kun er et hospital i Kabul, der har faciliteterne til at undersøge og analysere prøverne,” fortæller Asad Kosha.
I Brasilien forsøgte landets omstridte præsident Jais Bolsonaro for nyligt at skjule landets smitte og dødstal, der for tiden er større end noget andet sted i verden. Men efter retslige indsigelser fra landets opposition krævede en højesteretsdommer, at den brasilianske regering igen begyndte at offentliggøre tallene, der har fået eksperter og WHO til at omtale landet som det nye epicenter for virussen. I flere uger har man talt om, hvordan hospitalerne i storbyen São Paulo er ved at kollapse, og fodboldstadioner er blevet indrettet som nødhospitaler. Den tilstand gælder nu det meste af landet, og det er også tilfældet i nabolande som Chile og Peru, hvor smitten også er svær at kontrollere. Imens har smitten bredt sig til regnskoven og de oprindelige folk, der ikke har den samme modstandsdygtighed over for corona som resten af samfundet, fortæller André Campos, der er undersøgende journalist på mediet Reporter Brasil. “Vi har jo set det historisk – at oprindelige folk, der lever isoleret, kan være særligt sårbare overfor sygdomme udefra, fordi deres immunsystem ikke er vant til dem,” siger André Campos. I begyndelsen af maj havde staten Amazonas, hvor de fleste oprindelige folk lever, 19,4 coronadøde per 100.000 indbyggere. Til sammenligning har hele Brasilien 4,4 coronadøde per 100.000 indbyggere. Dødeligheden i Amazonas er altså fire gange så stor.. Det har dog ikke kun at gøre med immunforsvar, men også sundhedssystemet, der er nærmest ikke eksisterende i områderne tæt ved regnskoven. For eksempel er byen Tefé i Amazonas 550 kilometer væk fra Manaus, den nærmeste by med et reelt hospital, og det er i forvejen overbelagt. “Det gælder jo for de fleste af de her små samfund, at de ligger meget langt fra de moderne hospitaler og sundhedssystemer. For mange folk i Amazonas kræver det to-tre dage i båd at nå et hospital med en respirator,” fortæller Andre Campos.
Udover dårligt immunforsvar og et dårligt sundhedssystem, udgør fattigdom også et problem i sig selv for de oprindelige folk. Dårlig sanitet og manglende mulighed for at isolere sig, skubber på problemet. Det samme gør sig gældende i en lang række af de lande, der lige nu er hårdest ramt af corona. Her lever store dele af befolkningen fra hånden til munden, og der er ikke noget socialt sikkerhedsnet, hvis de mister deres arbejde. Derfor står de ofte med et valg mellem sult og risikoen for at blive smittet. Det gælder blandt andet for buschaufføren U Ba Maw, der kører linje 22 gennem Myanmars hovedstad Yangon. “Selv med risikoen og de færre penge, må vi buschauffører fortsætte med at køre igennem pandemien,” siger U Ba Maw til Danwatchs partnermedie Frontier Myanmar. “Sulten tager os måske før virussen”. Den samme historie fortæller gadesælgere i Kabul, der er vendt tilbage til deres boder på trods af risikoen for smitte. De er simpelthen nødt til at tjene nogle penge. I Brasilien er den sociale isolation også kun et privilegium for dem med flest penge, fortæller Andre Campos fra Reporter Brasil. Imens står hundredetusindvis af tekstilarbejder i Sydøstasien helt uden muligheden for at gå på arbejde, fordi den manglende efterspørgsel på tøj har lukket fabrikkerne, de arbejdede på – og nu kan medarbejderne hverken forsørge sig selv eller deres familier. En analyse fra FN-organisationen WFP, der bekæmper sult, viser, at corona forværrer den sultkrise, der i forvejen plagede verden, ret markant. Ifølge WFP er corona godt i gang med at fordoble antallet af sultende i verden, så 265 millioner kan ende med at sulte inden årets udgang.
Samtidig er corona en ond økonomisk spiral, der ikke bare rammer de fattige hårdest, men også betyder at langt flere bliver fattige. Vi ved ikke præcis, hvor mange coronakrisen vil skubbe ud i fattigdom, men det er mange. Vurderingen fra Verdensbanken lyder på, at 50 millioner flere vil blive skubbet ud i ekstrem fattigdom og leve for under 1,90 dollar om dagen. Andre konkluderer på baggrund af et studie gennemført af King’s College i London, at pandemien kan skubbe en halv milliard mennesker ud i fattigdom. Det svarer til, at den globale kamp mod fattigdom bliver sat 30 år tilbage. Konsekvenserne kan ses meget konkret på i Kabuls gader, fortæller Asad Kosha fra Kabul Now: “Arbejdsløsheden stiger, fattigdommen stiger, antallet af tiggere stiger, og vigtigst af alt, så har den store del af befolkningen, der var afhængige af deres daglige lønninger, mistet deres indkomst, og de har ingenting at leve af.” På samme måde står Libanon i en svær situation, hvor landet møntfod liraen er faldet til under den halve værdi, samtidig med at priserne i landet er steget, så folk ikke har råd til deres basale nødvendigheder. Ifølge beregninger fra den libanesiske regering, vil 75 procent af landet befolkning have brug for økonomisk støtte for at få mad på bordet. “Mere end 40 procent af den libanesiske befolkning arbejder i dag-til-dag-jobs, og hvis de ikke arbejder, får de ikke løn. Og vi taler om et land, hvor sociale ydelser nærmest ikke eksisterer,” fortæller Alia Ibrahim, der er medstifter og direktør på det libanesiske medie Daraj, som Danwatch arbejder sammen med: “Det betyder, at hvis du bliver syg, kan du ikke komme på hospitalet. Hvis du har brug for mad, er der ikke nogen, der sørger for dig.”
Libanon var i forvejen i en svær økonomisk situation, da corona resulterede i en nedlukning af landet. Siden oktober har landet været præget af store protester over landet økonomi og politisk korruption. For den libanesiske regering kom corona som en gave, fordi de med kravene om social afstand kunne undertrykke protesterne, fortæller Danwatchs partnermedie Daraj: “ Noget af det første, regeringen for eksempel gjorde for at få folk til at isolere sig, var at sende politi til downtown Beirut for at fjerne demonstranternes telte, der var der,” siger Alia Ibrahim. På samme måde blev protester i Chile og Hong Kong lagt ned på grund af lockdowns. Imens er en lang række landet blevet mere autoritære. I Brasilien fremhæver landet præsident, Jais Bolsonaro. at han har hæren bag sig, hvis nogen vil kritisere hans politik. Og i Cambodia har regeringen indført særlige nødlove med autoritære elementer: “Meget af den indeholder nogle vidtrækkende begrænsninger af ytrings- og pressefriheden, og myndighederne kan nu lukke medier, som publicerer ting, der påvirker den offentlige orden eller sikkerhed – eller ting, som regeringen vurderer, vil skabe frygt og protester,” fortæller Nop Vy, direktør for Cambodian Center for Independent Media, som Danwatch samarbejder med. På trods af undertrykkelse er folk dog begyndt at gå på gaden igen. I de fattige forstæder til Chiles hovedstad Santiago går folk imod kravet om at blive indendøre for at protestere over regeringens håndtering af corona. I Brasilien forsøger folk at finde nye måder at protestere mod præsident Jais Bolsonaros autoritære metoder. I Hong Kong, Iran og Libanon går folk på gaden på trods af smittefare. “Realiteterne er, at du har en stor del af befolkningen, der lider. Ikke af fattigdom, ikke af arbejdsløshed, ikke af manglende sociale ydelser, men det hele på en gang. Oven i det kom isolationen, og det er fornærmende, når man siger til folk midt i deres vrede demonstrationer: ‘Sæt din vrede til side, sæt din sult til side og gå hjem, fordi du måske kan blive smittet af en virus,’” siger Alia Ibrahim fra Daraj i Libanion.
Jonathan Tybjerg
