15. maj 2020

“En del af ejerne har bare lukket deres fabrikker og er stukket af. Uden at tage sig af arbejderne”

Mangel på råmaterialer og aflyste ordrer får flere og flere fabriksejere til at lukke deres tøjfabrikker i Myanmar og stikke af til udlandet. Samtidig tager hjemvendte migrantarbejdere coronasmitten med hjem fra nabolandene, fortæller Sonny Swe, direktør for Frontier Myanmar, som er et af de medier, Danwatch samarbejder med.


I Yangon, Myanmars tidligere hovedstad, sidder Sonny Swe ligesom sine kolleger og arbejder hjemme for at mindske risikoen for smitte af Covid-19 blandt millionbyens indbyggere.

Det er nu ikke fordi, man har kunnet opretholde en egentlig lockdown i Myanmar, hvor de færreste er så privilegerede, at de kan blive hjemme, hvis de skal have mad på bordet. Som Danwatch tidligere har beskrevet, rammer corona-krisen særligt regionens millioner af tekstilarbejdere i takt med, at internationale modebrands ruller ordrer for milliarder tilbage. Og i Myanma, som på få år har åbnet en økonomi op omkring særligt tekstilindustrien, er det et ekstra hårdt slag.

Med 181 bekræftede smittede med Covid-19 har selve sygdommen stadig ikke ramt landets befolkning særligt hårdt. Man regner med, at den kommer til at kulminere over de næste måneder, i takt med at Myanmars tusinder af migrantarbejdere vender hjem fra andre lande i regionen, og vejret bliver koldere. Det fortæller Sonny Swe, direktør og stifter af nyhedsmagasinet Frontier Myanmar til Danwatch.

“Jeg tror, de næste par måneder vil blive kritiske. Der er blevet indført maskepåbud, men jeg kan se, at mange mennesker stadig ikke bærer masker – sikkert fordi, at antallet af smittede stadig er lavt. Det handler jo nok om det her med, at man har svært ved at tage det alvorligt, før man ser det med sine egne øjne. Så folk tager det for afslappet lige nu – hvilket jo ser ud til at være en fase, som de fleste lande har været igennem.”

“Hvis du ser på geografien for de bekræftede tilfælde, så er der særligt mange, der er berørt i Yangon. Det kan have at gøre med de studerende, der kommer tilbage fra udlandet. Men det er særligt en konsekvens af de titusinder af migrantarbejdere, der i øjeblikket vender hjem fra Thailand og Kina. Det er især sådan, smitten spreder sig i øjeblikket”.

Hvad er situationen for Myanmars økonomi og tekstilindustri i øjeblikket?

“Myanmar har i forvejen en meget svag økonomi. Så en pandemi rammer hårdt. Og derfor tror jeg heller ikke, ​​at regeringen kan tvinge en fuldstændig nedlukning af samfundet – skønt vi nu har udgangsforbud fra klokken 10 om aftenen til klokken fire om morgenen.”

“I forhold til vores tekstilindustri har vi dybest set opbrugt alle nødvendige forsyninger til at kunne producere noget. Vi har arbejdskraften, men vi har ingen råmaterialer på lager. Så fabrikkerne lukker. Selv hvis du er så heldig at have råvarer, så er alle ordrer og al efterspørgsel jo stoppet – der er intet på efterspørgselssiden, og der kommer intet fra leverandørsiden. En del af ejerne har bare lukket deres fabrikker og er stukket af. Uden at tage sig af arbejderne eller noget andet.”

“Der er en fabrik, der producerer værnemidler, som stadig kører. Jeg tror, ​​vi lige har sendt omkring 100.000 eller 200.000 stykker beskyttelsesudstyr til England. Så den fabrik får stadig ordrer. Men nu siger arbejderne til gengæld, at de ikke længere ønsker at arbejde der på grund af forholdene. Så det hele er forholdsvis kaotisk”

Påvirker corona-virussen på nogen måde de væbnede konflikter i Myanmar?

“De forskellige væbnede grupperinger reagerer i øjeblikket forskelligt på krisen. Men for de mennesker, der er fanget i områder med kampe, tror jeg, at bekymringen er langt større for at blive ramt af kugler og bomber end at blive smittet med Covid-19. Derudover er der dårligere internet og adgang til information i de dele af landet, så mange er slet ikke ordentligt informeret om, hvad det er, der foregår.”

Hvordan forestiller du dig, at situationen udvikler sig i de næste par måneder?

“Vi har været heldige at have oplevet hedebølge de sidste par uger, hvor temperaturerne har været helt oppe på 40-41 grader. Det har sandsynligvis bremset virussen en smule. Men i juli og august får vi regn, og det er normalt vores influenzasæson. Så vi er endnu først ved at bevæge os ind i stormen”.

”Myanmar har lige fået et lån på 50 millioner dollars fra Verdensbanken, som regeringen vil bruge i forbindelse med corona-krisen. Og vi har lokale virksomhedsejere, der donerer penge til testudstyr. Så tingene går langsomt fremad. Men vi er ikke de amerikanske eller britiske myndigheder. Og når du ser på New York, Storbritannien eller Italien, så har du at gøre med stærke sundhedssystemer, som alligevel har meget svært ved at kontrollere smitten. Vi kan ikke opgradere vores sundhedssystem inden for et par få måneder. Så vi må se, hvad der sker. Vi krydser fingre lige nu.”

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right