En nødsituation er ikke en passende tid for kritik. Nogenlunde sådan har budskabet lydt fra magthavere verden over, siden corona-pandemien brød ud. Det har ført til, at myndigheder og virksomheder uden den store modstand har blokeret kritiske medier under påskud af at begrænse “fake news” om virussen. Ligesom undtagelsestilstanden har givet mulighed for at tage helt nye metoder i brug til masseovervågning af befolkninger.
Tendensen har været den samme i Libanon, hvor myndighederne i deres indsats mod smittespredning har øjnet muligheden for at forbyde de store regeringskritiske protester, som har stået på i landet siden oktober sidste år. En stor del af libaneserne har på den måde været tvunget væk fra gaderne i et par måneder nu.
I mellemtiden er landets igangværende politiske og økonomiske krise imidlertid kun blevet forværret. Alene i april er Libanons møntfod, liraen, faldet til under halvdelen af sin værdi. Imens er inflationen steget, og den almindelige libaneser har svært ved at få råd til dagligvarer. Ifølge nye regeringsberegninger kan 75 procent af befolkningen snart have brug for økonomisk støtte for at få mad på bordet. Og Verdensbanken regner med, at halvdelen af Libanons befolkning i løbet af 2020 vil ryge under fattigdomsgrænsen.
Landet står på kanten af en statsbankerot, og for at klare skærene har landets regering bedt valutafonden IMF om et lån på ti milliarder dollar. Men det er ikke gratis at låne den slags penge, og Libanon er i forvejen et af de mest forgældede lande i verden.
Den økonomiske krise er efterhånden en større bekymring for libaneserne end coronasmitte, og derfor er det snart ikke længere muligt at forhindre folk i at genoptage masseprotesterne. Det fortæller Diana Moukalled, journalist og stifter af mediet Daraj, Danwatchs samarbejdspartner i Beirut, da vi fanger hende i slutningen af april.
”Ja, Covid-19 har uden tvivl været en gave for regeringen. Lige siden oktober har befolkningen været på gaden for at demonstrere mod landets ledere, og nu fik myndighederne så en chance for at sige ’alle må blive hjemme, I kan ikke gå ud og demonstrere’. Vi så det særligt i centrum af Beirut på Martyr Pladsen, hvor folk plejede at samles for at protestere. Selv efter folk var gået hjem og pladsen var tom, var det første, myndighederne gjorde, at gå ned til centrum og rive alle protestteltene ned og brænde dem. Altså, teltene var tomme, og man gjorde det alligevel! Det var et signal, man ville sende”.
”Nu siger alle de regeringsvenlige stemmer, at tiden ikke er inde til protester, og at demonstrationerne skader økonomien. Men folk er blevet hjemme i mere end en måned, og økonomien er kun forværret i mellemtiden. Det er ikke de folkelige protester, som skader økonomien, det er den dårlige regeringsførelse”.
”Corona var bare prikken over i’et. Før Covid-19 var landet allerede ét stort rod. Protestbevægelserne er blevet til som svar på den udbredte korruption blandt myndighederne og regeringen. Og nu er det finansielle system så brudt sammen. 4000 lira svarer i dag til en dollar – det er et fald på mere end 130 procent af dens værdi på ingen tid. Så der er en enorm krise. Samtidig har myndighederne prøvet at indskrænke ytringsfriheden og lukke ned for kritiske røster. Libaneserne har skullet finde sig i meget, og man må sige, at den økonomiske krise lige nu har langt værre konsekvenser for befolkningen end Covid-19”.
“Det er meget svært for myndighederne at forhindre folk i at sige deres mening, men de prøver bestemt at gøre det sværere. Folk protesterer stadig på alle mulige måder. Du kan se folk lufte deres holdninger på sociale medier eller finde på alle mulige teknologiske løsninger, og enkelte protesterer stadig i gaderne. Økonomien og situationen er virkelig opslidende for folk. Men jeg tror også, at den her katastrofale situation vil få endnu flere mennesker på gaden, og jeg regner med at se flere protester.. Ja, myndighederne kommer til at slå ned på det, men vi er ikke Syrien, vi er ikke Egypten, vi er ikke Iran og ikke engang Tyrkiet. I Libanon har vi en tradition for åbenhed. Så selvom jeg forventer hårde modsvar fra myndighederne, tror jeg ikke, at de for alvor vil være i stand at stoppe protestbevægelserne og de mange kritiske røster lige nu”.
Dagen efter interviewet med Diana Moukalled brød protester ud i byen Tripoli i det nordlige Libanon. De følgende dage blev folk ved med at gå på gaden og pludselig udviklede tingene sig voldsomt. Demonstranter kastede molotow-cocktails mod banker, men det var en ellers fredelige demonstrant, for hvem det endte fatalt.
Den libanesiske hær fyrede tåregas, gummikugler og enkelte skarpe skud ind i en demonstration i Tripoli. En ung mand ved navn Fawaz Fouad al-Samman blev ramt og døde, mens 20 andre blev såret.
“Regeringen og myndighederne har brugt mange kræfter på at dæmme op for den politiske situation i Beirut. Men hvis du ser uden for Beirut i for eksempel Tripoli, så fortsætter demonstrationerne,” fortæller Alia Ibrahim, medstifter og direktør af Daraj, da Danwatch kommer igennem til hende via Zoom i slutningen af maj.
“Og demonstrationerne fortsætter ganske enkelt, fordi folk står over for ekstremt svære økonomiske problemer. I Tripoli gik folk på gaden og græd og skreg og var meget vrede, og én blev dræbt. En ung far blev skudt og døde. Alt han sagde, var, at han ikke kunne blive hjemme.”
“Situationen er den, at du har en stor del af det libanesiske samfund, der lider af fattigdom, arbejdsløshed og manglende sociale ydelser på en gang, og oven i det kommer indespærringen. Det er fornærmende, når man midt i deres protester beder folk om sætte deres vrede til side, sætte deres sult til side, og gå hjem, fordi de kan blive ramt af en virus.”
“Bliv hjemme og dø i stilhed. Det er, hvad den libanesiske befolkning hører fra deres regering,” siger Alia Ibrahim
Nikolaj Houmann Mortensen
