Shell og Eni hives i retten i Italien i kæmpe korruptionsskandale

Olieselskaberne Shell og Eni skal for retten i Italien anklaget for bestikkelse og korruption i forbindelse med en aftale til 1,3 milliarder dollars om rettighederne til et kæmpe oliefelt i Nigeria tilbage i 2011.


Topfolk i de to oliegiganter Shell og Eni skal til marts i år for retten i Italien anklaget for international korruption i forbindelse med en aftale om et nigeriansk oliefelt.

Aftalen omhandler rettighederne til at udvinde olie fra oliefeltet OPL 245, som ligger ud for Nigerias kyst, og som menes at være det største uudnyttede oliefelt i Afrika.

I retssagen, som organisationen Global Witness til Danwatch kalder for “historisk” og “skelsættende”, vil blandt andet den nuværende og den tidligere direktør for italienske Eni samt flere tidligere højtstående ansatte hos Shell stå anklaget.
Begge selskaber har nægtet sig skyldige i anklagerne om korruption og bestikkelse.

[INSERT_ELEMENTOR id=”9015″]

Påstande om omfattende bestikkelse
Efterforskningen, som har ført til anklagen, sker på baggrund af en officiel klage i 2013 fremført af de tre ngo’er Global Witness, The Corner House, Re:Common og den nigerianske anti-korruptions aktivist, Dotun Oloko samt en rapport fra 2017 af Global Witness og Financed Uncovered. Her beskyldes selskaberne for at have bestukket tidligere politikere i Nigeria i forbindelse med den lukrative olieaftale, blandt andet den tidligere olieminister i Nigeria, Dan Etete.  

Dan Etete havde tilbage i 1998, under sin tid som minister i diktatoren Sani Abachas regering, tildelt sit eget firma Malabu Oil & Gas rettighederne til det kostbare oliefelt OPL 245.
Global Witness påstår, at både Shell og Eni var bekendt med, at store summer ville ende i Dan Etetes virksomhed. Dan Etete er desuden dømt for hvidvaskning af penge i Frankrig i 2007.

Ligeledes mener den italienske anklager, at der er beviser for, at der i forbindelse med milliardhandlen blev betalt bestikkelse til den tidligere nigerianske præsident Goodluck Jonathan og andre højtstående politikere.

En unik retssag
Global Witness, som er en ngo, der afdækker korruption og ressourceudnyttelse, mener, at retssagen er historisk i kampen mod international korruption, fordi store internationale virksomheder sjældent stilles til regnskab i sager om korruption.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

“Det bemærkelsesværdige ved sagen er ikke, at der er bestikkelse og korruption i et land som Nigeria. Det unikke er, at vi ser så omfattende et bevismateriale finde vej til offentligheden. Derfor er der en større chance for at se retfærdigheden ske fyldest i denne sag”, udtaler Barnaby Pace fra Global Witness til Danwatch.

Højtstående medarbejdere anklages
Retssagen er sat til at starte den 5. marts 2018, og i anklageskriftet står 13 personer nævnt. Her i blandt den den nuværende administrerende direktør for den italienske oliegigant Eni, Claudio Descalzi, den tidligere direktør i Eni, Paolo Scaroni, chef for teknologi, Roberto Casula og tidligere bestyrelsesmedlem i Shell, Malcolm Brinded, samt fire tidligere ansatte ved Shell, Dan Etete og flere mellemmænd og nigerianske embedsmænd.

Netop det faktum at der ikke kun lægges sag an mod virksomhederne, men også mod ledende skikkelser og tidligere topfolk i de to gigantselskaber er ifølge Barnaby Pace skelsættende.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
“Det er helt afgørende, at virksomheder ikke længere ser den slags metoder som acceptable, og at det ikke blot resulterer i et slag over fingrene og en bøde. De mennesker, som foretager ulovlige transaktioner, bør stilles for retten. I dette tilfælde er det ledende skikkelser, der stilles til ansvar”, udtaler Barnaby Pace.

Nægter sig skyldige
Ovenpå anklagen slog Eni i en pressemeddelelse fast, at bestyrelsen har tillid til, at virksomheden ikke har været involveret i ‘korrupte aktiviteter i forbindelse med transaktionen’. Samtidige skrev Shell i en udtalelse, at de var ‘skuffede over resultatet’, og slog fast ‘at der ikke er plads til bestikkelse og korruption i deres virksomhed’. Shells danske afdeling henviser Danwatch til denne udtalelse og har ikke yderligere kommentarer i sagen.

Shell skiftede dog forklaring i sagen i april 2017, hvor Shells Vice President for Global Media Relations, Andy Norman, udtalte til New York Times, at Shell blev opmærksom på, at de var nødsaget til at handle med Dan Etete, og at han var involveret i selskabet Malabu Oil & Gas.

Italien, hvor oliefirmaet Eni har base, er det første land, hvor efterforskningen af aftalen fører til en retssag mod ledende skikkelser i Eni og Shell. Samtidig efterforskes omstændighederne omkring handlen dog også i blandt andet Storbritannien, Nigeria, USA og Holland og Schweiz.

I Nigeria blev aftalen i 2014 kaldt i strid med landets love af ‘the Nigerian House of Representatives’, som er det ene af kamrene i det nigerianske parlament. Regeringen blev samtidig opfordret til at annullere aftalen, og i 2015 blev der indledt en undersøgelse.

Omfattende korruption i Nigeria
Global Witness mener, at aftalen til 1,3 milliarder dollars har snydt den nigerianske befolkning for en indtjening på 1,1 milliard dollars. Et beløb som ifølge Global Witness svarer til mere end Nigerias samlede sundhedsbudget for 2016.

“Det er nødvendigt, at det nigerianske folk oplever retfærdighed i denne her sag. Hver tiende barn i Nigeria når ikke at blive 15 år, og befolkningen har været ofre for korrupte politikere og udenlandske virksomheder“, siger Barnaby Pace.

Det vestafrikanske land, som er kontinentets folkerigeste stat, har en lang historie med korruption, og i 2015 blev Muhammadu Buhari valgt til præsident i landet efter i valgkampen at have lovet at kæmpe mod korruption. Nigeria lå på en 136. plads ud af 176 på Transparency Internationals liste Corruption perceptions index i 2016, hvilket vil sige, at landet hører til den mest korrupte fjerdedel i verden.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down