En mur af undertrykkelse.
Det er, hvad der møder de besøgende på årets arkitektur-biennale i Venedig, hvor arkitekten Allison Killing (Killing Architects) med værket “Investigating Xinjiang’s Network of Detention Camps” viser, hvordan arkitekturen kan bidrage til at undersøge undertrykkelse og krænkelser af menneskerettighederne.
På en flere meter høj væg mødes beskueren af arkitekternes optegninger af, hvordan hverdagen ser ud for de internerede kinesiske mindretal i en af de såkaldte genopdragelseslejre i Xinjiang.
Det har ellers været nær umuligt for journalister at få adgang til Xinjiang og særligt til interneringslejrene, der ifølge kinesisk propaganda blot er uddannelsesinstitutioner for det muslimske mindretal uighurerne og andre forfulgte mindretal i Kina.
Men ved hjælp af optegninger fra tidligere internerede, satelitfotos, kinesiske fængselsbygningsregulativer samt lækkede dokumenter er det alligevel lykkedes at give omverdenen et indblik i, hvor massiv undertrykkelsen af uighurerne i Xinjiang er.
Der er en interneringslejr på grænsen mellem Kina og Kazakhstan, Mongolküre facility, som er afbilledet på væggen. Bag den flotte indgangsport, der fortæller, at uddannelse er vejen til fremtiden, gemmer sig et rædselsregime med mikrofoner og videokameraer på sovesalene, der opfanger enhver, der taler et andet sprog end mandarin – en forseelse der kan give en uge i isolation. Bag de 7,2 meter høje betonmure tages børn fra deres forældre, mens internerede tvinges til at tage medicin og få sprøjter, som de ikke ved, hvad indeholder.
Ved hjælp af primært satelitfotos har Allison Killing og hendes kollegaer afdækket, at der er 348 lignende lejre i provinsen. Det estimeres, at mere end en million kinesiske muslimer har været interneret i lejrene siden 2016.
“De to professioner arbejder på meget forskellige måder – visuelt versus tekstuelt – og har meget forskellige ideer om, hvordan man kan indhente viden. I journalistikken er guldstandarden en øjenvidnefortælling, men i arkitekturen lægges der mere vægt på visuelle og materielle beviser”, skriver arkitekterne hos Killing Architects om udstillingen.
Det ses også I måden, arkitekterne interviewer øjenvidnerne.
“Vi har rejst i Kazakhstan og interviewet tidligere indsatte, men udover at bede dem fortælle, hvad de oplevede, har vi også bedt dem tegne for os, hvordan de fysiske rum de var interneret i så ud”, fortæller en af arkitekterne i en video, der vises på udstillingen. Og det har givet mulighed for, at formidle til omverdenen, hvordan lejrene ser ud og også åbnet for nye måder at dokumentere undertrykkelsen af uighurerne og andre mindretal i Xinjiang.
I lejrene har mennesker været indsat i årevis på grund af deres religiøse praksis eller for opførsel der af de kinesiske myndigheder opfattes som illoyal, så som at downloade Whatsapp, lade sit skæg gro eller studere i udlandet.
Af samme grund har menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kaldt undertrykkelsen af uighurerne for en af vor tids største overgreb på menneskerettighederne.
Arkitekterne, der står bag udstillingen, der dette år kan ses i Venedig, har talt med tidligere internerede der fortæller, at de blev hentet om natten, iført hætter og lænker, og sendt til de grusomme interneringslejre på et ukendt sted.
Blandt andet ved at sammenholde de tidligere indsattes egne optegninger af lejrene med satelitfotos og kinesiske myndigheders regulativer for fængselsbygningerne, er det efterfølgende lykkedes for holdet hos Killing Architects at identificere, hvor de indsatte har været interneret.
Både Amnesty International og Human Rights Watch kategoriserer undertrykkelsen af uighurerne og de andre muslimske mindretal i interneringslejrene som forbrydelser mod menneskeheden.
Emilie Ekeberg
