Undersøgelse
Støt Danwatch

Den radioaktive fare i fjeldet

I jagten på sjældne jordarter vil et australsk mineselskab efterlade mere end 100 millioner ton mineaffald i en sø på toppen af et grønlandsk fjeld. Ifølge eksperter er det den farligste måde at opbevare det giftige mineaffald, der i yderste konsekvens kan ende som en flodbølge, som udsletter alt liv på sin vej.
I jagten på sjældne jordarter vil et australsk mineselskab efterlade mere end 100 millioner ton mineaffald i en sø på toppen af et grønlandsk fjeld. Ifølge eksperter er det den farligste måde at opbevare det giftige mineaffald, der i yderste konsekvens kan ende som en flodbølge, som udsletter alt liv på sin vej.
Samarbejdspartner
I samarbejde med Politiken
Redaktør: Jesper Hyhne | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark
En Danwatch-undersøgelse

Den radioaktive fare i fjeldet

På toppen af Kvanefjeldet i det sydlige Grønland er åbningen til en mine, hvorfra et australsk mineselskab håber at kunne begynde at udvinde sjældne jordarter inden længe. Bagsiden er, at selskabet vil deponere millioner af tons radioaktivt affald i en sø bag minen. Foto: Inuk Jørgensen

I den sydligste del af Grønland ligger et fjeld fuld af drømme. Kvanefjeld, som det hedder, er et af de få grønne steder i landet, men rundt omkring bliver det grønne dække brudt af mørkebrune og sorte klipper fyldt med sjældne jordarter. Sjældne jordarter, der indeholder helt særlige metaller, som kan drive elbiler, vindmøller og den grønne omstilling fremad; give grønlænderne tiltrængte arbejdspladser og gøre Grønland rigere.

Det er i hvert fald den drøm, som det australske mineselskab Greenland Minerals, der vil grave de sjældne jordarter op, prøver at sælge.

Men på den anden side af en højderyg ligger en sø, som nogle frygter kan vende drømmen til et mareridt. Søen hedder Taseq og ligger i 518 meters højde, og her vil Greenland Minerals placere over 100 millioner ton radioaktivt affald fra minen. Her skal det holdes inde for al eftertid af to 45 meter høje dæmninger.

Dét foruroliger lokale fiskere, fåreavlere og beboere i byen Narsaq, der ligger mindre end otte kilometer væk for foden af Kvanefjeld, og ikke uden grund, siger fem førende internationale mineeksperter, som Danwatch og Politiken har talt med.

“Meget store mængder vand bag en dæmning til mineaffald øger både sandsynligheden for og konsekvensen ved fejl på dæmningen”, forklarer Steven H. Emerman, der gennem 30 år har været professor i geologi ved Utah Valley University og nu ejer Malach Consulting, der specialiserer sig i arbejdet med miner og håndtering af medfølgende affald.

Vi, der beskæftiger os med fejl på dæmninger til mineaffald anbefaler i dag, at affaldet bliver opbevaret i en tør tilstand frem for en våd tilstand for at minimere den potentielle konsekvens ved fejl på dæmningen.

Greenland Minerals siger, at der ikke er noget at være nervøs for. Den planlagte minedrift er fuldstændig sikker.

“Alt er blevet gennemgået meget, meget grundigt”, siger John Mair, der er direktør for Greenland Minerals.

Med miljøet som indsats

I slutningen af 2020 godkendte Miljøstyrelsen i Grønland mineselskabets egen miljøvurdering, den såkaldte VVM-redegørelse, der netop gennemgår projektets potentielle risici for miljøet. Rapporten, der bygger på 9.000 siders baggrundsrapporter fra forskellige konsulenter, omtaler i store træk mineprojektet som problemfrit og uden risici. Men hvis man læser nærmere efter, står der også, at hvis det usandsynlige sker, og dæmningen bryder sammen, vil en flodbølge af mineaffald udslette alt liv på sin vej.

Danwatch har bedt Steven H. Emerman og en række andre eksperter om at se nærmere på miljøvurderingen og dele af baggrundsmaterialet. Eksperterne er langt mere bekymrede og mener alle fem, at Greenland Minerals har valgt en af de farligste løsninger ved at efterlade det radioaktive affald i søen.

Danwatch har igennem flere år fulgt mineprojektet på Kvanefjeld.

Da VVM-redegørelsen blev godkendt, sendte vi i samarbejde med Politiken rapporten til en række eksperter med erfaring fra lignende mineprojekter, og bad dem se nærmere på de områder, de var ekspert inden for.

Samtidig har vi samlet alle baggrundsrapporterne og lagt dem i Google Pinpoint, et program, der gør det muligt at sortere og filtrere materialet, ligesom at Danwatch har kunne søge efter udvalgte kerneord på tværs af rapporterne.

I de seneste år har der været flere eksempler på, at netop minedæmninger er brudt sammen med enorme miljøkatastrofer til følge. Problemet er, ifølge Steven H. Emerman, at dæmningerne ved Taseq søen også skal holde på mineaffaldet om 100 år og 500 år, og med tiden stiger sandsynligheden for problemet til så godt som 100 procent, siger han.

“Det er ganske enkelt den pris, som samfundet og fremtidige generationer må betale for, at vi kan få de her metaller”, siger Steven H. Emerman.

Det er i sidste ende Grønlands Selvstyre, der skal beslutte, om den pris er værd at betale. Og den beslutning blev fremskyndet, da der i februar 2021 blev udskrevet valg til det grønlandske landsting. Kvanefjeld er blevet et af valgkampens vigtigste emner, og befolkningen kræver svar på, hvor partierne står. Flere partier har meldt ud, at de vil sætte en stopper for projektet, hvis de får flertal ved valget den 6. april.

På den måde er drømmene på fjeldet og frygten for katastrofen blevet højaktuelle. Med valget følger en vigtig historie om konflikten mellem enorme økonomiske forhåbninger og hensyn til miljøet. Det er en historie, der er fuld af spørgsmålstegn om alt fra Danmarks årlige milliardtilskud til Grønland til mængden af radioaktive stoffer som thorium og uran i Kvanefjeldets klipper. Og så er det en historie om kampen mellem et ivrigt australsk mineselskab og en tyndt besat grønlandsk miljøstyrelse.

Vejen op til minens indgang på Kvanefjeld går gennem den grønne del af Grønland, hvor størstedelen af landets fåreavlere er bosat i og omkring Narsaq med knap 1500 indbyggere. De frygter, at udvinding fra Kvanefjeld kan påvirke deres bedrifter. Foto: Inuk Jørgensen.

En rasende klage

Den 4. april 2019 modtog Miljøstyrelsen for Råstofområdet i Grønland en klage skrevet i et rasende sprog. Klagen var fra John Mair, direktøren for mineselskabet Greenland Minerals, der beskyldte de grønlandske myndigheder for at “have alvorlige mangler”, “gemme sig bag bureaukrati”, “være ekstremt subjektive” og stille krav, der er “urimelige” og “vildledende og ondsindede”.

John Mairs klage handlede om Miljøstyrelsens håndtering af mineselskabets miljøvurdering, og den er interessant af især to grunde. Den fortæller en vigtig historie om forløbet med at få godkendt miljøvurderingen, som er en forudsætning for, at mineselskabet overhovedet kan få tilladelse til at udvinde sjældne jordarter fra Kvanefjeld. Ligeså vigtigt stiller klagen spørgsmålstegn ved, om Grønlands Selvstyre har ressourcerne til at håndtere så kompliceret et mineprojekt.

John Mair fortæller i dag, at han var ret frustreret, da han skrev og sendte klagen, men at der er kommet en bedre forståelse mellem mineselskabet og myndighederne.

“Der har været øjeblikke, som har været frustrerende, hvilket klagen er en demonstration af”, siger John Mair.

Greenland Minerals havde siden 2007 arbejdet på mineprojektet på Kvanefjeld og siden 2015 havde selskabet forsøgt at få en miljøvurdering godkendt. Med hjælp fra forskellige konsulenter havde Greenland Minerals regnet på de potentielle konsekvenser og risici for miljøet.

Planen, som Greenland Minerals havde dengang, er stort set den samme, som den der står i den godkendte miljøvurdering:
De vil lave en såkaldt åben mine på toppen af Kvanefjeld. Herfra vil de udvinde og bearbejde tre millioner ton malm årligt i de 37 år, som minen i første omgang skal være i drift.

I de 37 år vil minen producere mere end 100 millioner tons  radioaktivt mineaffald, såkaldte tailings. Affaldet skal placeres under vand i søen Taseq, der ligger på den anden side af højderyggen, og inddæmmes af to dæmninger, der løbende bliver bygget højere, indtil de til sidst er 45 meter høje.

Det er en fuldstændig sikker plan, skriver John Mair i klagen.

“Det er intet mindre end fordomme at sige, at projektet skulle udgøre en substantiel miljømæssig risiko. Ingen risici er blevet identificeret i miljøvurderingsprocessen, der er designet specifikt til at undersøge risici”.

Alligevel havde Miljøstyrelsen på daværende tidspunkt sendt miljøvurderingen tilbage fire gange med besked om, at de ville have mere info, flere data eller andre former for forsikringer om, at mineprojektet ikke vil skade miljøet. I klagen skriver John Mair, at der er tale om et “endeløst krav”, der er resultatet af Miljøstyrelsens “ubeslutsomhed og tøven, grænsende til obstruktion”.

I dag er John Mair på god fod med de grønlandske myndigheder, og miljøvurderingen er godkendt. Alligevel mener internationale eksperter, som Danwatch har talt med, at miljøvruderingen er mangelfuld. Og de siger, det er fuldstændig forkert at påstå, at der ikke er store miljømæssige risici.

Miljøvurdering med mangler

Det er Greenland Minerals selv, der er afsender på miljøvurderingen, der bærer titlen, Projekt Kvanefjeld Environmental Impact Assessment, og de har hyret både danske og internationale konsulenter for at lave de omkring 9000 siders baggrundsmateriale, der følger med miljøvurderingen.

Miljøvurderingen er vigtig, fordi det er myndighedernes, Selvstyrets og ikke mindst befolkningens mulighed for at forstå, hvilke potentielle konsekvenser, det kan have at sige ja tak til en mine på Kvanefjeld.

Med myndighedernes godkendelse af mineselskabets miljøvurdering er Greenland Minerals kommet et stort skridt nærmere deres mål om at udvinde mineraler. Men det betyder ikke, at der ikke er miljømæssig risici forbundet med projektet. Det understreges af myndighedernes rådgivere, der har set miljøvurderingen efter i sømmene.

Det er forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet og fra Grønlands Naturinstitut (GN), der har vejledt myndighederne og Selvstyret i arbejdet med miljøvurdering fra Greenland Minerals.

Forskerne fra Aarhus og Grønland har sammen med myndighederne sagt god for mineselskabets miljøvurdering, fordi de mener, at den overholder de officielle kriterier. Men de har en række betingelser, der skal være opfyldt, før selskabet kan få tilladelse til at udvinde sjældne jordarter.

For det første kan mineprojektet kun gennemføres forsvarligt, hvis der er omfattende regulering, tilsyn, overvågning og dialog, står der i et notat, der er offentliggjort i januar 2021.

Det er myndighederne, der skal føre tilsyn med konstruktionen af minen og dæmningerne i Tarseq, og samtidig skal de overvåge det omkringliggende miljø, og det kan kun lade sig gøre, hvis der sker en omfattende rekruttering, påpeger rådgiverne fra DCE og Grønlands Naturinstitut.

Men vigtigere er det, at de også peger på, at der mangler ret afgørende undersøgelser, før Greenland Minerals kan få en endelig tilladelse til at grave i Kvanefjeldet. Og det drejer sig om risikoen for miljøet.

“Selskabets risikovurdering og konklusioner om muligheden for udsivning af forurening fra tailingsdeponierne er baseret på en række litteraturstudier, teoretiske vurderinger og antagelser,” skriver forskerne i notatet.

Mineselskabet mangler simpelthen at undersøge, om fjeldet rundt om søen Taseq, der skal fungere som affaldsdepot for de 100 millioner ton radioaktivt mineaffald, er tæt.

“Det er klart, at før man kan få endelig tilladelse til at lægge tailings (red. mineaffald) op i sådan en sø, så skal man jo meget klart kunne dokumentere med feltdata, at det man antager, nemlig at der ikke bliver spredt forurening, stemmer overens med virkeligheden.” siger Christian Juncher Jørgensen, der er ph.d. og en af rådgiverne fra DCE ved Aarhus Universitet.

Rådgiverne har derfor anbefalet myndighederne, at de afkræver de manglende undersøgelser fra mineselskabet, før man går videre med projektet.

På trods af de manglende undersøgelser, så holder Greenland Minerals fast i, at det radioaktive mineaffald skal placeres i Taseqsøen. Også selvom selskabet kender de enorme konsekvenser, det vil have, hvis det usandsynlige sker.

Det værst tænkelige

Selvom Greenland Minerals igen og igen understreger, at risikoen for fejl på dæmningerne er meget usandsynlige, har de efter pres fra forskerne ved Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut undersøgt, hvad der rent faktisk vil ske, hvis det går galt.

Et konsulentbureau ved navn Arcadis har på vegne af mineselskabet udført simuleringer af, hvordan miljøet vil blive påvirket under tre forskellige scenarier, hvor der kommer brud på den dæmning, der holder på størstedelen af mineaffaldet, som er det mindst giftige og mindst radioaktive.

I de to værst tænkelige scenarier, hvor affaldet enten flyder ud gennem en kanal i dæmningen, eller der sker et større brud på dæmningen, vil det få enorme konsekvenser for det omkringliggende fjeld, viser modellerne fra Arcadis.

Problemet med at opbevare mineaffald i en sø på toppen af et bjerg, er, at det kan ramme meget store områder, forklarer David Chambers, der er professor fra Berkeley og Colorado School of Mines.

“Hvis der er fejl på dæmningen, vil mineaffaldet være meget mobilt, og det vil flyde en betydelig afstand, hvis det slipper ud”, forklarer David Chambers, der i dag leder Center for Science in Public Participation og har 40 års erfaring inden for jagten på mineraler, hvor han har rådgivet om mineprojekters betydning for miljøet.

I værste tilfælde betyder det, at et nedbrud på dæmningen vil udløse en bølge af mineaffald og forurenet vand. Det vil oversvømme Taseq Elv og et område af Narsaq-dalen på op mod to kvadratkilometer.

FAKTA

Mineaffaldets vej ned gennem dalen

Ved et brud på den yderste dæmning vil mineaffald og forurenet vand, løbe fra Taseq, ned i Narsaqdalen og til sidst ende i bugten.

Narsaq
Taseq
Kilde: Google Maps / Greenland Minerals

Mineaffaldet vil blive aflejret langs dalen, inden det ender i bugten Narsaq Ilua.

Fiskene i elven vil blive skyllet væk af strømmen, begravet i slam eller få stoppet deres gæller til. De fisk, der overlever selve bølgen af mineaffald, skal kæmpe med konsekvenserne af vandets ændrede surhed og temperatur, ligesom at lys vil få svært ved at trænge gennem det mudrede vand, hvilket skaber problemer for fotosyntesen.

20 procent af mineaffaldet vil ende i dalen, mens 80 procent i sidste ende vil nå ud i havet. Begge steder bemærkes det til simuleringen, at mineaffaldet “ville kvæle eksisterende biota, og at arterne ville have behov for at genkolonisere, hvilket kunne være vanskeligt”.

Sagt på mere mundret dansk vil bølgen af mineaffald kvæle alt liv på sin vej, og det vil være vanskeligt at få arterne tilbage igen. Heldigvis, bemærker rapporten, ligger Narsaq by på den anden side af fjeldet, og det vil kun være folk, der uheldigvis er på vandretur i området, der vil komme i livsfare.

En af de største bekymringer for lokalbefolkningen, der lever af fiskeri og landbrug omkring Kvanefjeldet, er, at mineaffaldet indeholder radioaktive stoffer som uran og thorium, der kan slippe ud ved en ulykke. Det vil altså være radioaktivt og “medføre en øget bestrålingsrisiko for både natur og mennesker”, vurderer Arcadis.

“Den mulige radiologiske påvirkning af det naturlige miljø, hvis dæmningen svigter, er blevet vurderet som høj. Men da der er en ekstremt lav risiko for et brud i dæmningen, vurderes den samlede påvirkning som lille”, skriver Greenland Minerals.

Grønne interesser

Den 9. februar 2021 præsenterede Jørn Skov nogle lidt andre konsekvenser af en mine på Kvanefjeld. Jørn Skov er direktør for Kvanefjeld-projektet i Greenland Minerals, men indtil for nylig sad han på den anden side af bordet, hos myndighederne i Grønland, som departementschef i Ministeriet for Erhverv, Energi og Forsyning. Og nu var han altså til en høring som repræsentant for mineselskabet, fordi miljøvurderingsrapporten var godkendt.

Jørn Skov præsenterede positive budskaber. “Kvanefjeldsprojektet har stor betydning for reduktionen af den globale drivhusgasudledning”, og “Vi kan lukke hullet i Grønlands økonomi”. Han fortalte om de 750 arbejdspladser, som mineprojektet vil sikre i Narsaq, og 50 milliarder kroner, som Selvstyret vil få ind i selskabs- og udbytteskat.

Da Danwatch interviewer John Mair, direktør for den internationale del af mineselskabet, er der heller ikke tvivl om, at han synes, mineprojektet er fremtiden.

“Det her projekt handler om fremtiden. Det er fremtidens minedrift af mineraler, der er vigtige for fremtidens industrier. Vi ser allerede nu, at det er vigtigt for Grønland. Hvis vi arbejder sammen om det her, så bliver det en enorm succes”, siger John Mair.

Når John Mair siger, at mineprojektet handler om fremtiden, så henviser han til de sjældne jordarter. De sjældne jordarter er kernekomponenter i blandt andet vindmøller, genopladelige batterier til elbiler og andre elektroniske teknologier, der lige nu oplever en stor efterspørgsel på grund af den grønne omstilling. Alene inden for EU regner man med, at behovet for sjældne jordarter vil tidobles frem mod 2050.

Ifølge selskabets egne beregninger rummer Kvanefjeld op mod en femtedel af verdens beholdning af sjældne jordarter. Greenland Minerals vil udvinde tre millioner tons malm om året og herfra spår de, at der vil blive 30.000 tons sjældne jordarter. Salget af disse udgør 90 procent af omsætningen fra projektet.

Skraldespandsmineralet

Det er et særligt mineral, som stort set ikke findes andre steder i verden, der gemmer på de sjældne jordarter. Steenstrupin hedder mineralet efter den danske geolog K.J.V Steenstrup, der udforskede Kvanefjeld i slutningen af 1800-tallet.

Hvor andre mineraler med sjældne jordarter er relativt simple, er historien om steenstrupin en lidt anden, fortæller Anton Chakhmouradian, der er professor i geologi og forsker i sjældne jordarter og deres metaller ved University of Manitoba.

“Jeg plejer at beskrive steenstrupin som en skraldespand, fordi der er alle mulige ting i det”, fortæller han.

Det betyder ikke bare, at der er mange forskellige sjældne jordarter at komme efter, men gør det også til en relativ kompliceret proces at udskille dem, fortæller Anton Chakhmouradian.

For at sikre de 750 arbejdspladser har Grønlands Selvstyre krævet, at en del af den ellers komplicerede proces skal foregå i Grønland. Derfor skal steenstrupinen bearbejdes og raffineres oppe på fjeldet, inden det sejles til Kina.

FAKTA

Sådan skal de sjældne jordarter udvindes

1 Bjergmassen, også kaldet malmen, knuses og males, så det nærmest er som sand, og man kan skille uran og steenstrupin fra de andre mineraler.

2 Det fintmalede steenstrupin eller uran kommer i store tanke med vand for at lave det, der kaldes flotation, hvor man fjerner alle de korn, man ikke skal bruge ved hjælp af kemikalier og små luftbobler, der får nogle korn til at stige op til overfladen, mens andre falder til bunds. Det giver et koncentrat af de sjældne jordarter.

3 De sjældne jordarter bliver derefter sendt til et raffinaderi, der ved hjælp af en række kemikalier forarbejder det til fire forskellige “produkter” med sjældne jordartsmetaller.

4 Produkterne sejles til Kina, hvor metallerne forarbejdes færdige, så de kan bruges i vores teknologi.

Holder det vand?

Det er affaldet fra udvindingen af sjældne jordarter fra Kvanefjeld, som mineselskabet vil pumpe gennem rørledninger til den nærliggende sø Taseq. Og det er her alarmklokkerne ringer for de internationale forskere, Danwatch har talt med. For ifølge dem er selve løsningen med at opbevare affaldet i en sø, den farligst tænkelige.

Taseq er på størrelse med Furesø nord for København, den er aflang og omkring 30 meter dyb. Søen ligger i bunden af et bassin, der vil fungere som en skål, hvilket ifølge Greenland Minerals gør den ideel til at opbevare mineaffaldet.

Planen er at rejse en dæmning i den ene ende af Taseq, hvor søen løber over i Taseq flod, og en dæmning i den modsatte ende, hvor man vil indhegne det mest giftige og radioaktive mineaffald. I takt med, at der kommer mere mineaffald i søen vil man hælde mere vand i, så de radioaktive stoffer bliver isoleret under vandets overflade. Samtidig vil man bygge dæmningerne højere og højere, indtil de når 45 meter.

Dæmningerne vil ifølge Greenland Minerals være i stand til at holde i 10.000 år.

Men ifølge de eksperter, som Danwatch har talt med, kan Greenland Mineral bygge nok så gode dæmningerne, og det vil stadig være en ufornuftig løsning.

“Jeg var ret overrasket over planen om at dække affaldet til med vand”, forklarer Steven H. Emerman minekonsulenten og professoren fra Utah Valley University, der mener, at det i udgangspunktet er en farlig måde at opbevare mineaffald på og derfor ikke lever op til de standarder, man har på området.

Det bakkes op af David Chambers, der er professor fra Berkeley og Colorado School of Mines:

“Som minimum vil overvågning af dæmningen være påkrævet i al evighed”, forklarer David Chambers.

“Vi, der beskæftiger os med fejl på dæmninger til mineaffald anbefaler i dag, at affaldet bliver opbevaret i en tør tilstand frem for en våd tilstand for at minimere den potentielle konsekvens ved fejl på dæmningen”, siger David Chambers.

Hvad siger Greenland Minerals?

Muligheden for at placere affaldet i søen er ifølge Greenland Minerals “ret unik”, fordi klipperne under Taseq består af de selvsamme mineraler, som man graver op i minen, og den naturlige erosion i søen skaber nogle af de samme stoffer, som der er i affaldet. Det betyder blandt andet, at der kun er begrænset liv i søen, som heller ikke kan bruges til drikkevand.

“Vi tager det overskydende materiale fra den ene side af højderyggen og placerer det på den anden side oven på lignende geologi, i et område hvor der ikke er nogen konfliktende brug og et meget stabilt miljø”, siger direktør John Mair.

Lukning af søen

Greenland Minerals har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med mineaffaldet i Taseq, når minedriften stopper efter 37 år. De placerer beslutningen hos myndighederne, og det er en vigtig en af slagsen, for affaldet skal være der i al eftertid.

Der er to forskellige måder at efterlade mineaffaldet: Under vand eller under et tørt dække som jord, ler og sand.

Greenland Minerals har tidligere været fortaler for, at mineaffaldet i al fremtid skal være under vand. Det er da også, som rådgiverne fra DCE ved Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut bemærker i deres notat, syv gange dyrere at lave en såkaldt tør lukning af søen. Greenland Minerals har skudt beslutningen til hjørne med begrundelsen, at Grønlands Selvstyre på et senere tidspunkt vil have mere viden og bedre teknologi.

Det er permanent. Det er for evigt. Vi kan ikke fjerne øjnene fra de her bygningsværker. Vi er nødt til at holde øje med dem i al evighed.

David Chambers, der har årtiers rådgivning om mineaffald på bagen, tror ikke, at det ender med en tør lukning, for det er man nødt til at have indtænkt i konstruktionen fra begyndelsen:

“Det er ikke praktisk at inkorporere en tør lukning, efter man er gået i gang med, at efterlade mineaffaldet under vand”, forklarer han.

Om 37 år, når Greenland Minerals som planlagt lukker minen, vil de ved en våd lukning rense det giftige vand i Taseq i seks år, og derefter kan søen få lov til at løbe over bredderne og fortsætte som en almindelig sø.

Ifølge professor og minekonsulent Steven H. Emerman, er en våd lukning under ingen omstændigheder at betragte som den bedste løsning. Han kender ikke til andre projekter og har heller ikke hørt, om nogen, der har ladet vandet løbe over, og han frygter, at det kan være med til at erodere dæmningerne.

Bekymringerne bakkes op af Gavin Mudd, der er lektor ved Department of Environmental Engineering på RMIT University i Australien. Han tilføjer, at den slags bekymringer vil vare for evigt:

“Det er permanent. Det er for evigt. Vi kan ikke fjerne øjnene fra de her bygningsværker. Vi er nødt til at holde øje med dem i al evighed”.

Hvad siger Greenland Minerals?

Greenland Minerals skriver i VVM-rapporten:

”Projektet er udviklet under forudsætning af en våd tildækning ved nedlukningen, men i betragtning af den sandsynlige udvikling af teknologi med tiden vil dette valg blive revurderet tættere på nedlukningstidspunktet. Det endelige valg af våd eller tør tildækning vil afspejle Grønlands Selvstyres ønsker og afprøvet teknologi på det relevante tidspunkt.”

En flodbølge af problemer

Op igennem 1900-tallet og begyndelsen af dette århundrede, har det faktisk været det mest normale at opbevare mineaffald bag store dæmninger, men i 2014 skete der en katastrofe, som har fået eksperter og mineselskaber til at stoppe op.

Ved en canadisk guld- og kobbermine på bjerget Mount Polley brød en 40 meter høj dæmning sammen. 21 millioner kubikmeter mineaffald væltede ud i de nærliggende floder og vandløb og forgiftede blandt andet de særlige sockeyelaks, der levede der i stort antal.

Ulykken var chokerende, fordi Canada blev set som det førende land, når det kom til at bygge dæmninger til mineaffald, og mineselskabet, der byggede dæmningen, var respekteret.

Siden da har den ene tragiske ulykke fulgt den anden. I 2015 brød en dæmning sammen i Brasilien. Mineaffaldet dræbte 19 og forgiftede 668 kilometer af en flod, inden det nåede Atlanterhavet. Tre år senere, i 2018 var de heldige i Australien, da en dæmning faldt sammen og kun blev reddet af en ekstra dæmning, men året efter, i 2019, brød en dæmning ved den brasilianske jernmine i Brumadinho sammen og udløste en flodbølge, der dræbte 270 mennesker. I slutningen af marts 2020, blev der dannet en tunnel gennem dæmningen ved en mine i Tjeli i Kina. Gennem tunnelen løb 2,53 millioner kubikmeter vand og mineaffald ud i området og ned i Yijim flod, hvor det forurenede drikkevandet i Tjeli.

Katastrofen i detaljen

Modsat de dæmninger, der bruges i forbindelse med produktionen af elektricitet, kommer der ingen indkomst fra dæmninger, som holder på mineaffald. Det betyder, at mineejere ikke har det samme incitament til at investere store summer i deres dæmninger, skriver Sciencemag. Når man ser på tallene, er konsekvensen åbenlys: Over det seneste århundrede har fejlraten for dæmninger, der holder på mineaffald været 100 gange højere end for dæmninger, der producerer strøm.

Ulykkerne har forskellige årsager, men hænger ofte sammen med konstruktionsfejl på dæmningerne eller mangler ved de undersøgelser, der er gået forud for dem. Ofte er det flere små fejl, der tilsammen leder til katastrofen, skriver Sciencemag.

Det er en krævende affære at bygge de enorme dæmninger, siger Gavin Mudd, der er lektor ved Department of Environmental Engineering på RMIT University i Australien og en af de førende eksperter, når det kommer til håndteringen af mineaffald.

“Det kræver rigtig meget arbejde, mange omhyggelige undersøgelser og test af designet og en grundig overvågning af selve konstruktionen, for du kan have et fantastisk design, men hvis konstruktionen er noget lort, kan det stadig give fejl”, forklarer Gavin Mudd til Danwatch.

Spørgsmålet er, om Greenland Minerals og de grønlandske myndigheder hver især har de nødvendige ressourcer til at undgå fejl.

I minenationer som Canada og Australien har man erfaring, regulering og dygtige ansatte til at overvåge projekterne. Det er ikke tilfældet i Grønland, og forskerne i Aarhus bemærker i deres notat om miljøvurderingen, at de grønlandske myndigheder vil få brug for “omfattende miljøfaglig og teknisk ekspertise”:

“Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og Grønlands Naturtilsyn (GN) anbefaler, at der rettes særlig opmærksomhed mod at sikre, at de grønlandske myndigheder har det fornødne beredskab til at kontrollere anlægsfasen af tailingsdæmningerne (red. affaldsdæmningerne)”, står der blandt andet.

Danwatch har kontaktet de grønlandske myndigheder for en kommentar, men de er ikke vendt tilbage.

I teorien en god ide

Direktøren John Mair og Greenland Minerals kender godt til de mange ulykker. De kender godt til kritikken af dæmninger, men de mener, at søen Taseq giver en særlig mulighed, fordi den allerede er formet som en stor skål i solid klippe. Samtidig understreger Greenland Minerals, at de følger retningslinjer fra Det Internationale Atomenergiagentur og EU.

Men bare fordi det er en god ide, får det ikke risikoen for fejl eller andre problemer til at forsvinde, siger de eksperter, som Danwatch har talt med.

Geologen Ole Christiansen er rådgiver for Kujalleq kommune på råstofområdet og har sin faste gang på Kvanefjeld. Han mener ikke, at Greenland Minerals har taget højde for de lokale forhold, men lavet antagelser og fulgt retningslinjer i blinde.

“Søen er omgivet af stejle fjelde med hyppige stenskred og sneskred. Jeg har arbejdet meget i Grønland, der er masse af skred, og man kan faktisk se på google earth, hvordan de løber lige ned mod søen og dæmningen,” siger Ole Christiansen.

Hvad siger Greenland Minerals?

Greenland Mineral har i deres risikovurdering af mineprojektet set på stenskred oven for Taseq, men vurderer, at risikoen er lav. Danwatch har læst baggrundsmaterialet for miljøvurderingen igennem for at se, hvad vurderingen bygger på, men det har ikke været muligt at finde. Til gengæld fremgår det, at DCE tidligere har bedt Greenland Minerals om at lave geologiske undersøgelser af bjergsiden, “da der kan være mulighed for stenskred ned i søen med mineaffald”.

John Mair afviser, at der skulle forekomme stenskred ved Taseq og kalder kritikken grundløs.

“Vi har haft geotekniske eksperter til at gå gennem området, og pointen er, at vi ikke gør det her uden grundige overvejelser”.

 

Den g(l)emte stråling

Udsigten til radioaktive stoffer i Taseq er en af de ting, der har skabt størst bekymring hos de lokale grønlændere i Narsaq. Særligt miljøorganisationen Urani Naamik (Nej til uran) er blevet samlingspunkt for lokale modstanderne af projektets radioaktive bivirkninger.

I store dele af miljøvurderingen fra mineselskabet beskrives mulig stråling som en meget lille risiko, og i gennemgangen af konsekvenserne af brud på dæmningen bemærkes det også, at det hovedsageligt er plankton og planter som bregner, der vil blive påvirket af strålingen fra radioaktive stoffer.

Der er især uran og thorium i mineralet steenstrupin, som de sjældne jordarter i Kvanefjeldet skal udvindes fra, men det bliver kun behandlet flygtigt i miljøvurderingen fra Greenland Minerals. Når man nærlæser rapportens tabeller og søger i baggrundsrapporterne, opdager man dog, at det er en relativ stor mængde radioaktive stoffer.

Ifølge en Radiological Assessment, som Greenland Minerals har fået lavet af konsulentbureauet Arcadis, er der en “betydelig koncentration af uran og thorium” i Kvanefjeld. Det samme fortæller Anton Chakhmouradian, professor i geologi fra University of Manitoba:

“Steenstrupin har et meget højt niveau af thorium”, siger han.

På baggrund af tal fra rapporten har Danwatch regnet sig frem til, at der i de 37 år man i første omgang vil have minen til at køre, vil blive produceret 86.400 ton thorium og 39.000 ton uran. Greenland Minerals vil udvinde halvdelen af uranen, men resten af de radioaktive stoffer skal umiddelbart pumpes ned i Taseq.

Sådan udregnes mængden af affald

I løbet af minens 37-årige levetid vil der være en mineralforekomst på 108 millioner ton.

I denne malm vil der være 362 milliontedele (ppm) uran og 800 milliontedele thorium.

Thorium: 800*108 = 86.400 tons


Uran: 362*108/2 (fordi Greenland Minerals vil udvinde halvdelen) = 19.584 tons

Greenland Minerals understreger, at der allerede er en høj stråling i området, fordi uran og thorium bliver udvasket fra klipperne. Men Greenland Minerals egne tal viser samtidig, at strålingen fra det materiale, man placerer i Taseq i den ene del af søen vil være næsten fem gange så høj som baggrundsstrålingen, mens den i den anden ende af søen vil være næsten 35 gange så høj. Derfor er der netop brug for, at der er vand oven på mineaffaldet, da det holder på strålingen.

Ifølge professor i geologi fra University of Manitoba, Anton Chakmouradian, er planer om mineprojekter med så højt et niveau af thorium tidligere blevet stoppet af netop den grund. Det er blandt andet tilfældet i den russiske by Krasnoufimsk, hvor thorium satte en stopper for planen om at udvinde sjældne jordarter:

“De kunne ikke se nogen måde, hvor det på kommerciel vis kunne give mening at bortskaffe thorium”, forklarer han.

Han mener, at Greenland Minerals bør give mere informationer om de radioaktive stoffer, og hvordan de skal håndteres, så folk kan tage en informeret beslutning .

“Jeg ville ikke være tryg ved at træffe beslutning om det her projekt på baggrund af de informationer, som selskabet har leveret indtil videre”, siger Anton Chakmouradian.

Hvad siger Greenland Minerals?

“Detaljegraden i miljøredegørelsen er udformet efter anmodninger fra de grønlandske miljømyndigheder og DCE på Aarhus Universitet. Det er deres ansvar at sikre, at det som bliver præsenteret i miljøredegørelsen er en sand refleksion af de tekniske studier.
Nogle siger, at det er bevidst forsøg på, ikke at give opmærksomhed til det. Det er overhovedet ikke sagen. Hvis du ser på detaljegraden i baggrundsstudierne er den enorm. Det er alt sammen blevet gennemgået grundigt, og man forventer ikke nogen problemer, så længe at alt bliver udført ordentligt, og det handler ikke om alarmerende niveauer af stråling”, siger direktør John Mair.

 

Den sikre løsning

Samtlige eksperter Danwatch har talt med, tror dog på en anden og mere sikker løsning, end den som Greenland Minerals disker op med lige nu. Eksperterne foreslår, at man flytter mineaffaldet tilbage i minen. På den måde fjerner man mineaffaldet fra overfladen og minimerer risikoen og konsekvenserne ved fejl på dæmningen. Ifølge Gavin Mudd vil det være den bedste af de bedste løsninger.

Alligevel har Greenland Minerals afvist den løsning for flere år siden. I et 10-siders langt notat giver selskabet udtryk for, at det vil være for langsomt, for dyrt og for besværligt, ligesom det potentielt vil kunne forurene grundvandet. Men det ved Greenland Minerals ret beset ikke, om det vil, siger Steven H. Emerman, for de har slet ikke analyseret grundfjeldet.

Steven H. Emerman har gennemlæst notatet og peger på en anden ting som den reelle grund til, at Greenland Minerals ikke vil vælge den løsning. alle eksperter mener, er mere sikker.

Af notatet fremgår det, at Greenland Minerals håber at fortsætte mineprojektet i flere hundrede år, fordi der potentielt set er seks gange så mange tons mineraler i Kvanefjeldet, end de lige nu planlægger at udvinde. Og det er væsentligt mere besværligt at fylde mineaffald i en mine fuld af medarbejdere, der graver videre efter nye mineraler, end det er at fylde affaldet i en lukket mine.

“Med andre ord vil de ikke flytte det tilbage i minen, fordi de gerne vil have muligheden for at grave videre”, forklarer Emerman, der ligesom andre eksperter understreger, at det godt kan lade sig gøre, at flytte affaldet tilbage i minen under drift.

Der er bare det, at Greenland Minerals endnu ikke ved, hvor store omkostninger der er forbundet med at få fat i mineralerne, og derfor er der ifølge Steven H. Emerman “nul sikkerhed” for, at det økonomisk set kan betale sig at fortsætte projektet.

Hvad siger Greenland Minerals?

“Det er meget svært at putte mineaffald tilbage i et område, hvor du bevæger dig nedad lidt ad gangen. Ideen med at putte mineaffaldet tilbage i minen virker i nogle scenarier, og du kunne i fremtiden pumpe materialet fra Taseq tilbage i minen, men det afføder også et spørgsmål om, hvorvidt minen er bedre end Taseq, fordi søen faktisk kan være et mere stabilt miljø,” siger John Mair, direktør i Greenland Minerals.

“Projektet kan ende med at fortsætte ud over de 37 år. Det vi gør lige nu, er, at vi præsenterer et scenarie på baggrund af de data, vi har. Mineoperationer udvikler sig hen ad vejen, og det der typisk sker, er at lukningen bliver udviklet sammen med selve operationen,” siger John Mair.

Det svære valg

Lige meget hvordan man vender og drejer det, og hvad end Danwatch konfronterer John Mair med, så står han ved, at udgangspunktet for en mine ikke kan være meget mere sikker, end det som Greenland Minerals har præsenteret. Heller ikke når det gælder opbevaringen af mineaffaldet. Enhver lille detalje er gennemgået af internationale eksperter, understreger John Mair igen og igen.

Problemet er bare, at mange af de detaljer ligger gemt i små bisætninger eller i de 9.000 sider af tekniske rapporter. Det gør det svært at finde og forstå detaljerne. Selv de internationale eksperter, som Danwatch har talt med, har svært ved at finde den tilstrækkelige info i miljøvurderingen. Når det er tilfældet, vil det med stor sandsynlighed også være svært for befolkningen og de politikere, der skal afgøre minens fremtid.

John Mair afviser, at det skulle være et problem. Miljøvurderingen lever op til kravene fra det Grønlandske Selvstyre, siger han. Da Danwatch spørger ham, om Greenland Minerals kunne gøre mere for miljøet, understreger han, at man “altid kan blive klogere”.

“Men vi ville ikke foreslå det her til det grønlandske folk, hvis vi ikke havde en stor tro på det, vi lægger frem”.

Beslutningen ligger i grove træk hos de grønlandske politikere. De skal beslutte, om de kan leve med den risiko, der er ved at placere 100 millioner tons mineaffald i Taseq for al eftertid. Og det skal de gøre med visheden om, at går galt, så vil en flodbølge af mineaffald udslette alt liv på sin vej.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram