12. maj '23Udvinding og minedrift

Grønlandske og danske politikere dybt uenige om ansvaret for Kvanefjeldets kollaps

Politikere fra Danmark og Grønland er langt fra enige om, hvem der har skylden for et afvist mineprojekt. Sagen kan koste Rigsfællesskabet 15 milliarder kroner – eller give grønt lys til et mineprojekt, som folket har protesteret mod i årevis.

Kvanefjeld Gr Vs Dk

Denne artikel er en del af undersøgelsen Jagten på Grønlands sjældne jordarter

En sag med et muligt erstatningskrav på 15 milliarder kroner, har skabt en dyb splittelse mellem politikere i Danmark og Grønland. 

Efter Danwatch og Politiken skrev historien om, at det australske mineselskab, Energy Transition Mining, vil have lov til at udvinde kritiske mineraler i Kvanefjeld i Sydgrønland eller tildeles en erstatning i milliardklassen, skyder politikerne skylden på hinanden. 

Inden længe vil Grønland afvise mineselskabets ansøgning, og derfor har mineselskabet nu indledt en voldgiftssag mod Danmark og Grønland.

“Ansvaret for voldgiftssagen er ultimativt Danmarks”, siger Mariane Paviasen, der er medlem af det grønlandske parlament Inatsiasut for regeringspartiet IA og forkvinde for Erhvervs- og Råstofudvalget.

Tværtimod, siger Alex Ahrendtsen, grønlandsordfører for Danske Folkeparti:

“Det er Selvstyret, som har besluttet at stoppe mineprojektet, og så må selvstyret også være ansvarlig for den regning, der måtte komme. Danmark kan højst hjælpe med at give Grønland et lån”. 

Minen på Kvanefjeld, som Energy Transition Mining vil lave, skal udvinde kritiske mineraler fra en af de største depoter i verden. Men side om side med mineralerne, der er afgørende for den grønne omstilling, ligger de radioaktive stoffer uran og thorium, som man ifølge en ny grønlandsk lov ikke må hive op af jorden.

Da Energy Transition Minerals fik lov til at eftersøge mineralerne længe før den ny lov, mener de, at de har ret til at fortsætte projektet og ellers er der tale om ekspropriation, som de skal kompenseres for. Derfor har Energy Transition Minerals trukket det grønlandske selvstyre og det danske Klima, Energi- og Forsyningsministerium i voldgiftsretten. 

Til juli skal parterne mødes igen for at tage stilling til tvisten, der nu skaber splid i Rigsfællesskabet og stiller spørgsmålstegn ved relationen mellem Danmark og Grønland.

Danmark skulle have lyttet til folket

Historien tager sin begyndelse i 2007, før Grønland havde fået selvstyre. Derfor var det myndigheder i København, der svarede og godkendte projektet, da mineselskabet, der dengang hed Greenland Minerals, søgte om lov til at lede efter mineraler i Kvanefjeld.  Beslutningen blev ifølge Mariane Paviasen fra IA truffet hen over hovedet på lokalbefolkningen i Sydgrønland, der ellers protesterede mod projektet. Derfor er nutidens rod Danmarks ansvar, siger hun.

“Daværende myndigheder forsømte at inddrage de folk, der bor i nærområdet, og det betyder at man totalt har brudt oprindelige folks rettigheder”, siger Mariane Paviasen og henviser til den internationale konvention 169 fra ILO, der dikterer at oprindelige folk skal inddrages i beslutninger såsom større mineprojekter.  

Mariane Paviasen tilføjer, at der fra 2007 til 2013  ifølge grønlandsk lov var nultolerance over for udvinding af uran. Nultolerancen for uran sammenholdt med lokalbefolkningen modstand mod mineprojektet og den mulige forurening, det ville medføre, burde have stoppet projektet fra begyndelsen, mener Mariane Paviasen. 

“Da mineselskabet søgte om tilladelse til at efterforske i området, vidste de, at der var uran, og at der var nultolerance over for uran. Alligevel gav den danske regering lov”, siger hun.

“Mineselskabet overhører desværre til stadighed i dag, at de er uønskede i området. Det betyder, at mulighederne for at udvikle vores by i Narsaq og området i mange år har været sat i bero pga mineselskabet”, siger Mariane Paviasen, der har stået i spidsen for den største protestbevægelse mod mineprojektet i form af organisationen ‘Urani Naamik’, nej tak til uran. 

En uheldig sag

I 2009 fik Grønland selvstyre, og i 2010 hjemtog de ansvaret for Råstofområdet og mineralerne, der findes i store mængder i den grønlandske undergrund. Siden har holdningen til uran bølget frem og tilbage i Grønland. Men ved det Grønlandske valg i 2021 vandt IA på en kampagne, der gik imod udvindingen af uran og ville sætte en stopper for minen på Kvanefjeld. 

IA vandt magten, og i slutningen af 2021 vedtog det grønlandske parlament en uranlov, som de kunne bruge til at gøre det, som Mariana Paviasen mener, Danmark burde have gjort for længst. 

På Christiansborg tager man dog ikke samme højde for historien og vurderer derfor sagen anderledes. 

Alex Ahrendtsen (DF) mener, at Grønland selv må tage konsekvenserne af, at de har afvist mineselskabets ansøgning om at udvinde kritiske mineraler. 

“Sagen understreger, hvorfor Grønland ikke har mulighed for at blive selvstændig, når de ikke kan overskue konsekvenserne af de beslutninger, de tager. Sagen viser også, at det var en fejl at overlade undergrunden til grønlænderne”, siger Alex Ahrendtsen.

I SF vil ordfører for Grønland og Færøerne, Karsten Hønge, der har udtalt sig kritisk om det dansk-grønlandske forhold, ikke tage stilling til den konkrete sag:

“Det er et anliggende for grønlandske politikere, og afhængig af, hvad de beslutter, tager vi den derfra”.

RV: Et problem for investeringer

Sagen er “meget uheldig”, siger arktisordfører for Radikale Venstre, Christian Friis Bach (RV), der er enig i, at ansvaret skal placeres, omend han ikke skyder skylden på nogen bestemt. 

“Der skal placeres et ansvar for, at nogle har taget beslutninger på et mangelfuldt grundlag uden at forstå de politiske og økonomiske konsekvenser”, siger Christian Friis Bach (RV). 

“​​At trække dette ud i en langstrakt retssag bliver en ødelæggende proces for Selvstyret og de forhåbninger, som Selvstyret har om at kunne tiltrække investeringer, der kan styrke Grønlands uafhængighed”, mener han og understreger håbet om, at parterne kan finde et forlig. 

“Grønland vil ikke blive et attraktivt investeringsmarked, hvis investorer står tilbage med en fornemmelse af, at de ikke kan planlægge deres investeringer uden at risikere, at tæppet pludselig bliver trukket væk under dem”, siger han.  

Spørgsmålet om, hvem, der skal betale, hvis Danmark og Grønland ender i en erstatningssag, risikerer også at skabe problemer, mener Christian Friis Bach:

“Hvis Danmark og Grønland bliver dømt til at betale en erstatning, må Danmark i første omgang lægge ud for Grønland, for Selvstyret kan ikke udrede en så stor milliardregning i dets budget. Så der vil opstå et økonomisk mellemværende mellem Danmark og Grønland, som vil række mange år ud i fremtiden”, siger Christian Friis Bach og spår et politisk efterspil.

Politiken og Danwatch har kontaktet Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Klima- Energi- og Forsyningsministeriet i Danmark. Sidstnævnte har ikke yderligere at tilføje, mens voldgiftssagen stadig er i gang.

Vi har bedt om en kommentar fra Landsstyreformand i Grønland, Muté B. Egede (IA) samt den ansvarlige minister for Departementet for Råstoffer og Justitsvæsen, Aqqaluk B. Egede (IA), men ingen af dem har ønsket at lade sig interviewe.  

Men i en opfølgende mail skriver Departementet for Råstoffer og Justitsvæsen, at der ikke er planer om at ændre uranloven, og at det ikke er en realistisk mulighed, at Grønland betaler en eventuel erstatning. 

“Hvis Naalakkersuisut meddeler selskabet et afslag på baggrund af uranloven, og en domstol senere finder, at det skulle være uberettiget, så forventer jeg, at myndighederne genoptager behandlingen af selskabets ansøgning.”

Vi har lavet et spørgeskema, der tager 4-8 minutter at udfylde, og vi håber du har lyst til at give din mening om os til kende.

Det gider jeg godt