En Danwatch-undersøgelse

“Det er min pligt at fortælle omverdenen om, hvad der foregår i Xinjiang..”

Foto: Pascal Giese

Redaktør: Jesper Hyhne | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her

Vi har læst artiklen op. Lyt til den her
14. juli 2022
Qalbinur Sidik er folkeskolelærer fra Xinjiang. I et år blev hun udskrevet til tvangsarbejde i to af provinsens genopdragelseslejre for uighurer, hvor hun blev vidne til systematisk tortur, udsultning og voldtægt af kvindelige fanger. Men at hun selv skulle blive et offer for Kinas forfølgelse af etniske og religiøse mindretal, havde hun ikke forudset.

“Assalamu Alaikum. Fred være med jer.” 

Da Qalbinur Sidik træder frem for at undervise eleverne i det store klasselokale en forårsdag i 2017, lyder den traditionelle muslimske hilsen pludselig helt forkert. 

Religiøse ledere, imamer og andre ældre mennesker sidder på bittesmå stole, tæt ved siden af hinanden. Række efter række. Stemningen er opgivende og dyster. Ingen af eleverne besvarer hendes hilsen. I stedet ser de ned i gulvet. 

Og pludselig opdager hun, at elevernes hænder og fødder er lænkede. 

Det her er ingen almindelig skole. Her er hverken borde, bøger, papir eller blyanter. Og eleverne er alt andet end de uuddannede analfabeter, hun har fået at vide, hun skal undervise i kinesisk.

“De var uighurer allesammen. Tydeligvis veluddannede folk. Jeg forstod pludselig, hvad det var for en lejr, jeg befandt mig i og blev virkelig bange. Det var en stor fejl at bruge den traditionelle islamiske hilsen. Der var tydeligvis ingen, som turde svare mig”, fortæller Qalbinur Sidik. 

“Jeg havde godt hørt, at der fandtes den slags lejre, men det var første gang, jeg så det med mine egne øjne. Jeg var fuldstændig chokeret. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer”.

Som mange tusinde indbyggere i Kinas Xinjiang-provins blev Qalbinur Sidik for fem år siden udskrevet til tvangsarbejde – ikke i en mine, på en fabrik eller i en bomuldsmark, som så mange andre, men som sproglærer i en af de mange genopdragelseslejre, som det kinesiske kommunistparti oprettede fra 2014 for at opnå kontrol over provinsens etniske og religiøse mindretal og kvæle ethvert tilløb til selvstændighed i Xinjiang.

Qalbinur Sidik tilhører selv provinsens usbekiske mindretal og mener, at det blandt andet var derfor, de kinesiske myndigheder stolede tilstrækkeligt på hende til at sende hende til en uighurisk fangelejr for at undervise.

Danwatch har mødt den nu 53-årige folkeskolelærer i Holland, hvor hun bor på en hemmelig adresse på flugt fra det kinesiske styre, der stadig med alle midler forsøger at få hende til at tie stille med, hvad hun har oplevet.  

Dette er hendes historie.

Qalbinur Sidik blev tvunget til at arbejde som underviser i kinesisk i to forskellige genopdragelseslejre for uighurer i perioden 1. marts 2017 til 1. februar 2018. 

Skrigene 

Noget af det, Qalbinur husker allerbedst fra lejren i nærheden af byen Sangfanggu, er skrigene

“Hver gang vagterne hentede en af mine elever fra klassen, kunne vi kort efter høre ham skrige noget så forfærdeligt. Det skete hver dag, formiddag, eftermiddag, aften. Vi kunne hele tiden høre de mest forfærdelige skrig.”

Qalbinur Sidik så ikke selv, hvad der skete med fangerne. Men hun vidste, de blev slået og tortureret. 

“Nogle gange så jeg dem i deres celler, når jeg gik forbi. Der var et lille vindue, som blev brugt til at give dem mad. Jeg kunne se, når de lå forslåede og sårede på jorden”.

Efter det første chok havde lagt sig, vovede Qalbinur Sidik at spørge en af vagterne, som hun indimellem talte med i pauserne, hvad der egentlig foregik. Bagefter ville hun ønske, at hun aldrig havde spurgt.

“Han fortalte, at der er fire former for tortur. Der er den elektriske hat, hvor man får stød i hovedet, der er de elektriske handsker, hvor man får stød på hænderne, der er den elektriske stol,  og så har de også en elektrisk stav, som de bruger til at give stød i anus og på kønsdelene”. 

I det hele taget var forholdene i lejren forfærdelige.

Tårerne løber ned af Qalbinur Sidiks kinder, når hun fortæller om, hvordan fangerne fik så lidt mad, at de bare blev tyndere og tyndere. En bolle og en kop tynd rissuppe var ofte det eneste, de fik på en hel dag. Qalbinur Sidik var selv med til at dele maden ud, og hun så, hvordan fangerne huggede det i sig. 

Toiletbesøg var tilladt tre gange om dagen, et minut ad gangen. Og om natten sov fangerne uden tæpper på det bare cementgulv, uanset hvor koldt det var. Lægehjælp var der tilsyneladende heller ikke meget af. 

En dag var det Osman, en stor, stærk fyr og en af hendes dygtigste elever, som ikke dukkede op til undervisningen. Da hun spurgte efter ham fik hun at vide, at han var død om natten, angiveligt af mangel på insulin.

Qalbinur Sidik blev selv tvunget til at arbejde som underviser i kinesisk i to forskellige genopdragelseslejre for uighurer i perioden 1. marts 2017 til 1. februar 2018. 

Derudover har hun kendskab til anvendelsen af uighuriske tvangsarbejdere i Xinjiang Tianshan Building Materials Group, som er det firma, hendes mand arbejder i.

I april 2018 blev hun bedt om at oversætte en kinesisk-sproget kontrakt som firmaet havde indgået med 114 uighuriske tvangsarbejdere, som fabrikken havde fået. Mange af dem kom fra Kashgar. 

Det fremgik af kontrakten, at deres månedsløn var på cirka 200 dollar (1200 Yuan eller 1300 kroner). De skulle arbejde 12 timer om dagen med en halv times middagspause. 

De skulle betale 500 Yuan for den mad, de modtog på fabrikken. 

De resterende 700 Yuan blev indsat på deres private bankkonti.

Arbejderne havde forbud mod at forlade fabrikken, forbud mod at modtage besøg og forbud mod at have kontakt med folk udenfor. 

I forbindelse med deres ansættelse skulle de aflevere deres mobiltelefoner.
Ifølge Qalbinur Sidik kom flere af dem fra genopdragelseslejre, hvor de fortalte, at forholdene var endnu værre.

Sindelagskontrol

Qalbinur Sidik beskriver i dag undervisningen som det rene hjernevask. Eleverne skulle følge et særligt undervisningsmateriale, som hele tiden understregede kinesisk kultur og nationalisme.

For eksempel skulle eleverne lære “røde sange” udenad, fortæller Qalbinur Sidik med henvisning til Kinas kommunistiske sangskat. 

Men det var ikke kun fangerne, som blev indoktrineret til at elske Kina og kineserne.

Som led i sindelagskontrollen blev Qalbinur Sidik og hendes mand Tursun også tvunget til at være vært for en kinesisk venskabsfamilie. Myndighederne valgte Tursuns overordnede i Xinjiang Tianshan Building Materials Group til opgaven.

Først kom den overordnede med sin kone og barn og boede hos familien Sidik i en hel uge, hvor Qalbinur og hendes mand måtte beværte og underholde dem.

Derefter kom chefen alene cirka hver tredje måned, blev hos dem i flere dage, og bagefter rapporterede han til myndighederne om deres “sindelag”.

Chefen forsøgte flere gange at lokke Qalbinur Sidiks mand til at gå til den nærliggende moske for at “bevise”, at familien var “ekstreme muslimer”, som dyrkede deres tro. Og han tvang gentagne gange parret til at drikke alkohol sammen med ham, selvom de normalt ikke drikker.

Men noget af det værste var, at han konstant lagde pres på Qalbinur Sidik for at få hende til at gå i seng med ham.

“Opskriften på de såkaldte venskab blev kaldt ‘Fem ting I gør sammen’ – vi skulle lave mad sammen, spise samme, studere sammen, rejse sammen og sove sammen. Vores såkaldte ‘familieven’ lagde meget vægt på det sidste”, fortæller Qalbinur Sidik.

Hun beskriver den kinesiske “familieven” som “et uhyre”, der f.eks. tvang hende til at stå tæt og holde sin hånd oven på hans, når han snittede grønsager sammen med hende i køkkenet eller stegte ting på komfuret. 

“En dag tvang han os til at drikke med ham, og så tog han tøjet af. Han sad der i bar overkrop og tvang mig til at sidde på hans skød, kramme og kysse ham. ‘Du er så smuk, lad mig kysse sig, din mad er vidunderlig’, sagde han blandt andet. Senere ville han igen sove med mig, men jeg sagde til min mand, at jeg ville slå både ham og uhyret ihjel, hvis han vovede sig ind på mit værelse og voldtog mig om natten”.

Zombier

Netop som Qalbinur Sidik troede, at livet ikke kunne blive værre, fik hun fra den ene dag til den anden ordre til at tage til en ny lejr for at undervise. Denne gang en lejr kun for kvinder.

Ligesom lejren i Sangfanggu havde denne lejr, som lå i Tougung, intet navn. Men Qalbinur husker et skilt med ordene “LaoNian Gong Li” på bygningen, der tidligere havde fungeret som ældrecenter. 

Indenfor var forholdene om muligt endnu værre end i Sangfanggu-lejren.

“Det var en bygning på seks etager med høje mure omkring. Der var kameraer overalt, og vinduerne var så tæt lukkede, at selv en flue hverken kunne komme ind eller ud”, fortæller hun.

“Alle fangerne, også i denne lejr, var uighurer. De var kvinder mellem 15 og 40 år, vil jeg tro. Der var en ubeskrivelig stank overalt. Der var mellem 30 og 50 kvinder i hver celle og kun et enkelt toilet i hver celle, så der lugtede så afskyeligt af pis og lort i hele bygningen”. 

Men det værste var de indsprøjtninger og piller, som Qalbinur Sidik fortæller, at kvinderne blev tvunget til at tage for at forhindre dem i at få børn.

“Hver mandag blev der taget blodprøver og givet indsprøjtninger og noget medicin, som havde til formål at stoppe deres menstruation og forhindre, at de kunne blive gravide”.

Præcis hvad det var for medicin, kvinderne fik, ved Qalbinur Sidik ikke. Men alle fangerne var uighuriske kvinder i den fødedygtige alder og flere af dem blødte ihjel, mens hun var i lejren. Angiveligt på grund af medicinen.

“Allerede den første dag, så jeg en kvinde på 18-20 år blive båret ud. Hun var blødt til døde. De andre sagde det var på grund af indsprøjtningerne”, fortæller Qalbinur Sidik, mens tårerne endnu engang triller.

“Det var så uhyggeligt at se, hvordan kvinderne opførte sig nærmest som zombier. Deres hår var barberet af, og det virkede som om, de var på stoffer, som om de ingen sjæl havde”.

Allerede den første dag, så jeg en kvinde på 18-20 år blive båret ud. Hun var blødt til døde. De andre sagde det var på grund af indsprøjtningerne.

Qalbinur Sidik

Systematisk voldtægt 

Qalbinur Sidik er ikke i tvivl om, at de kvindelige fanger var ofre for tvungen fødselskontrol. Men det var ikke det eneste, der foregik i lejren, som hun vurderer husede mindst 7.000-8.000 fanger.

En dag mødte hun en tidligere kollega i lejren, som fortalte, at hun havde fået til opgave at undersøge beskyldninger om voldtægt af en række fanger.

“Jeg spurgte hende om det var sandt, at kvinderne blev voldtaget, og det var det. Hun fortalte, at fire-fem fangevogtere eller politifolk tog en pige med ind i et rum uden kameraovervågning, og så voldtog de hende efter tur. Ofte brugte de også elektriske stave til at voldtage hende med og gentog så det hele forfra. Nogle af pigerne blødte voldsomt, men blev alligevel tvunget til at gøre rummet rent bagefter. Nogle piger blødte endda fra munden og ørerne efter overgrebene”.

Kollegaen fortalte, at mange af pigerne var helt unge teenagere, og at gerningsmændene ofte pralede med voldtægterne over for deres kolleger. Det var derfor, hun var blevet bedt om at undersøge anklageren, fortæller Qalbinur Sidik.

“Jeg var bange og følte mig konstant i fare. Men jeg havde ikke noget valg." Qalbinur Sidik

Kvindernes historier

Forholdene i lejren gik hende mere og mere på, men der var tilsyneladende ingen måde, hun kunne slippe væk fra opgaven med at undervise dem.

“Jeg var bange og følte mig konstant i fare. Men jeg havde ikke noget valg. Hvis myndighederne vil have, at du skal arbejde i en af lejrene, kan du ikke sige nej. Du er nødt til at adlyde, ellers ender du selv i lejren”, siger hun.

Indimellem fandt Qalbinur Sidik en måde at vise fangerne respekt på. Eksempelvis skulle de en dag lave sætninger med udtrykket “Mit fædreland”.  

“Alle kvinderne rakte hånden op for at svare og så brugte de sætningerne til at fortælle mig deres historier. En sagde for eksempel ‘Jeg elsker mit fædreland. Derfor sendte mine forældre mig til USA for at studere. Jeg kom tilbage, fordi jeg savnede mit fædreland. Da jeg landede i lufthavnen, blev jeg sendt herned uden at se mine forældre. Jeg elsker mit fædreland og takker regeringen og kommunistpartiet for at give mig denne mulighed.’”

En anden fortalte, at hun havde fire børn derhjemme, den yngste var kun 15 dage, da hun blev sendt til lejren. 

“Jeg gav bryst, da de kom for at hente mig hertil for at lære kinesisk. Jeg takker regeringen og kommunistpartiet for at give mig denne mulighed. Jeg elsker mit fædreland”.

Qalbinur Sidik fortæller, at hun lyttede til alle kvindernes beretninger uden at græde.

Tvangssteriliseret

Selv om Qalbinur blev øjenvidne til de kinesiske myndigheders bestræbelser på at forhindre uighuriske kvinder i at få børn, havde hun ikke forestillet sig, at hun selv skulle blive et offer for den politik.

Med sine efterhånden 49 år var hun ikke længere i den fødedygtige alder og havde i øvrigt heller ikke tænkt sig at skulle have flere børn, men så…

“En dag fik jeg besked om, at alle kvinder mellem 18 og 59 skulle henvende sig på Chang Le Yuan hospitalet for at blive kontrolleret. Der stod, at hvis man ikke møder til kontrol, vil man selv og ens familie ende i jernstolen på politistationen. Det betyder, at man bliver hentet af politiet og fængslet eller sendt i en lejr, hvis man ikke samarbejder”, fortæller hun.

I første omgang insisterede hospitalet på at lægge en spiral op. Og det samme gentog sig, da Qalbinur på et tidspunkt begyndte at bløde og måtte have den fjernet igen.

Men en forårsdag i 2019 ringede hendes telefon pludselig, og den nu 50-årige skolelærer fik besked på omgående at møde på hospitalet til sterilisation.

“Det var tre uger efter min 50 års fødselsdag, og den unge kvinde i den anden ende af telefonen sagde: ‘Qalbinur, min søster, du bliver nødt til at tage på hospitalet og blive steriliseret. Der er ikke noget at gøre. Jeg kan ikke hjælpe dig.’ Jeg tiggede og bad og sagde, at jeg var parat til at gøre alt andet, men ikke sterilisation. Men hun stod fast og sagde, at jeg ikke havde noget valg”.

Tvangssteriliseringen fandt sted et par dage senere. Det var en dybt ydmygende oplevelse, som Qalbinur Sidik ikke er meget for at tale om i detaljer. 

“Der var en lang kø af kvinder. De var allesamme uighurer. Der var ikke kinesere imellem. Jeg ventede længe, før det blev min tur. Jeg fik besked på at lægge mig op på en briks, og lægen lovede, at det det ikke ville gøre ondt. Jeg fik et drop i armen, men var ved bevidsthed under hele operationen. Det varede måske en time, jeg ved det ikke. Bagefter var jeg meget svimmel og dårlig. Personalet sagde, at det var fordi, jeg havde mistet en masse blod. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kom hjem fra hospitalet den dag”.

Flugten

Som belønning for sterilisationen fik Qalbinur Sidik et stempel i sine papirer, som gjorde det muligt for hende at få udleveret sit pas, som myndighederne havde tilbageholdt i flere år.

“Jeg afleverede papirerne, der beviste at jeg var blevet steriliseret. De viste, at jeg havde gjort alt for at opfylde regeringens krav, og en uge senere fik jeg endelig mit pas tilbage”.

Med passet i hånden lykkedes det Qalbinur Sidik at rejse til Holland, officielt for at besøge sin datter Dilfuze, som studerer der, men reelt havde hun ingen planer om at vende tilbage til Kina. Hendes mand Tursun har ikke fået udrejsetilladelse, og det regner hun heller ikke med, at han får i fremtiden. 

“Vi har kun den ene datter, så det er meget vigtigt for mig at være i nærheden af hende. Det var et svært valg, men min mand kan ikke rejse med. Det har politiet sagt lige ud til ham, da vi kom for at ansøge om pas. Vi havde en invitation med fra min datter, og politiet sagde til mig: ‘Du er usbeker, så vi vil overveje din ansøgning’, men til min mand sagde de: ‘Du er uighurer, så du skal end ikke drømme om at få et pas’”.

 

"Han skrev, at han ville skilles – at vi ikke længere havde noget ægteskab. Derefter blokerede han mig”, fortæller Qalbinur Sidik om sin mand Tursun. Hun er overbevist om, at hendes mand er blevet tvunget af de kinesiske myndigheder til at kræve skilsmisse.

Pisk og gulerod

Qalbinur Sidik har nu boet i Holland i to et halvt år, og hun aner ikke, hvordan hendes mand har det.

“Det første år blev han konstant generet af politiet og sikkerhedstjenesten. Og pludselig sendte han mig en WeChat-besked fra politistationen, hvor han blev tilbageholdt. Han skrev, at han ville skilles – at vi ikke længere havde noget ægteskab. Derefter blokerede han mig”, fortæller Qalbinur Sidik.

WeChat er en kinesisk besked-app, som en milliard kinesere bruger både som socialt medie, dating-app og til betalinger. 

Hun er overbevist om, at hendes mand er blevet tvunget af de kinesiske myndigheder til at kræve skilsmisse. 

I december 2020 kontaktede Tursun hende pludselig igen og fortalte, at de lokale kinesiske myndigheder havde tvunget ham til at tage offentligt afstand fra hende. 

“‘De optog næsten fire timers video med mig, hvor jeg tog afstand fra dig’, fortalte han. ‘Jeg er så ked af jeg ikke kunne beskytte dig. Jeg forsøgte men fejlede’”. 

Selv om Qalbinur Sidik nu bor i Holland, føler hun, at de kinesiske myndigheder stadig jagter hende. 

“De har forsøgt på alle mulige måder at få mig til at tie og også forsøgt at overtale mig til at komme tilbage til Xinjiang. Men det vil ikke lykkes”, slår hun fast.

“I begyndelsen af 2021 arresterede de for eksempel min søster og tvang hende til at ringe mig op sammen med en politimand, der forsøgte at lokke mig til at komme hjem til Xinjiang. Han lovede, at jeg ville kunne leve i frihed med familie. Jeg ved jo godt, det ikke passer”, siger hun.

Qalbinur Sidik afviste høfligt tilbuddet, men politiet blev ved med at ringe til hende. Og fordi hendes søster var arresteret, turde hun ikke ikke lade være med at tale med dem.

“De ringede hele tre gange, og sidste gang lod jeg en journalist fra BBC optage opkaldet”, fortæller Qalbinur Sidik.

Det fik imidlertid myndighederne til at droppe fløjlshandskerne, og få dage før Danwatchs interview med Qalbinur Sidik, kontaktede hendes mand hende igen. 

Denne gang ringede han med kameraet slået til og fortalte, at han var blevet udsat for tortur, fortæller Qalbinur Sidik. 

“Han var blevet afhørt igen og igen. Han var rædselsslagen og undskyldte igen, at han havde fordømt mig. Men jeg forstår selvfølgelig hans situation”, fortæller Qalbinur Sidik.

“Jeg er så frygtelig ked af det og har så ondt af ham. Han så så bange ud.”

Qalbinur Sidik fortæller, at videoopkaldet kom dagen før, hun skulle afgive vidneforklaring ved Uighur Tribunal i London. Det er et folkeretligt initiativ, der har til formål at indsamle vidnesbyrd om forfølgelsen af uighurer og andre etniske mindretal i Xinjiang.

Og det mener hun bestemt ikke er tilfældigt. Men Qalbinur Sidik har for længst besluttet, at hun ikke vil tie. 

“Det, der foregår i Xinjiang, er et folkemord. Kineserne slår det uighuriske folk ihjel. Det er min pligt at fortælle omverdenen om, hvad der sker”, siger hun.

På sin mobiltelefon har Qalbinur Sidik stadig nogle få billeder fra sit liv i Xinjiang. Der er glade billeder af hende selv og søsteren, forelskede billeder sammen med Tursun og billeder af lærerstaben på hendes gamle arbejdsplads, Folkeskole Nummer 24.

To af lærerne har hun tegnet en grøn cirkel om. Det er Akbar Sawut og Ahmet Turghun, som ifølge Qalbinur Sidik er blevet arresteret, efter hun selv blev tvunget på pension i foråret 2019.

Hvor de er nu, aner hun ikke. Og det samme gælder hendes søster og ikke mindst hendes mand, som hun ikke har haft kontakt med, siden han fortalte hende om torturen i foråret 2021.

en danwatch-undersøgelse

Er denne undersøgelse noget værd for dig?​

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.