En Danwatch-undersøgelse

’Jeg er bange for at gå udenfor’: Migrantarbejdere ender som lovløse i Malaysias elektronikindustri

Foto: Amin Kamrani
Research: Sara Kaas-Petersen
28. juni 2019
Da en malaysisk fabrik lukkede en del af produktionen og fyrede en gruppe nepalesiske arbejdere, krævede ledelsen store pengebeløb for at give de ansatte deres pas tilbage, hævder de. De arbejdere, som ikke havde råd, lever nu uden papirer i Malaysia. Fabrikken, som producerer til Panasonic og Toshiba, afviser anklagerne.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Alina tager fat i en kinaradise med venstre hånd og skærer møjsommeligt rodfrugten i runde skiver med en køkkenkniv. Hun laver små bunker af de cirkelrunde stykker, skærer dem til aflange stave og skraber dem så af skærebrættet over på én af de mange store bunker af snittede radiser, som omringer hende i den tomme restaurant.

Om undersøgelsen

Danwatch har været i Malaysia for at tale nogle af de hundreder af tusindvis af migrantarbejdere, der spiller en afgørende rolle for landets elektronikindustri.

I Malaysia interviewede vi 12 arbejdere fra tre forskellige fabrikker og har siden gennemført en række interviews med arbejdere via videoopkald.

I Malaysia interviewede Danwatch to tidligere ansatte på elektronikfabrikken Mctronic, som nu er papirløse migrantarbejdere i landet. Via videoopkald har vi desuden interviewet yderligere tre tidligere medarbejdere, der er rejst hjem til Nepal.

Danwatch har kopier af de ansattes id-kort og dokumenter, der viser, at de alle har arbejdet på fabrikken og ikke fik til afsluttet deres arbejdskontrakter. For arbejdernes sikkerhed er deres navne alle anonymiseret.

Undersøgelsen blev støttet af det EU-finansierede projekt Make ICT Fair og er udgivet i samarbejde med Setem.

Alina er ikke særligt hurtig til at hakke grøntsager. Men den 37-årige nepaleser er heller ikke vant til at være ansat i et køkken. Hun plejede at samle dele til telefoner og lodde ledninger til computerservere, og det er kun en uge siden, at hun blev ansat i restauranten. Siden den dag har Alina ikke forladt bygningen.

”Der er gået en uge nu. Jeg har ikke været andre steder. Jeg er bange for at gå udenfor”, siger hun.

”Jeg har fået at vide, at politiet vil anholde mig”.

Ifølge Alinas malaysiske Id-kort er hun ansat på en malaysisk elektronikfabrik. Men eftersom hun nu arbejder på restauranten i stedet, er hendes opholdstilladelse blevet ugyldig, og Alina er blevet en papirløs migrantarbejder i Malaysia.

Ligesom de estimerede to til fire millioner andre papirløse migrantarbejdere i Malaysia er hun nu ekstra udsat og risikerer at blive groft udnyttet for at overleve.

Bliver Alina tilbageholdt af de malaysiske udlændingemyndigheder, risikerer hun ikke bare flere måneder i detentionscentre men også piskeslag – en strafmetode, som ifølge malaysiske udlændingeadvokater jævnligt tages i brug, før papirløse migranter deporteres.

Stoppede med at betale løn

Oprindeligt havde Alina skrevet kontrakt med den malaysiske elektronikfabrik, Mctronic, som producerer telefondele til Panasonic og computerservere til Toshiba.

Kontrakten burde have garanteret hende arbejde i tre år. Men efter bare et år og fire måneder fik hun og omkring 40 nepalesiske kolleger at vide, at der ikke var mere arbejde til dem lige nu på grund af nogle omlægninger i produktionen.

Der er gået en uge nu. Jeg har ikke været andre steder. Jeg er bange for at gå udenfor

'Alina', papirløs migrantarbejder

 ”De stoppede bare med at betale vores lønninger”, fortæller Alina.

 ”De sagde, at vi skulle gå hjem og vente på mere arbejde på vores hostel. Så skulle vi nok høre fra dem efter en uge eller en måneds tid”.

 Men Alina hørte ikke fra fabrikken. Og fordi udenlandske arbejdere ifølge malaysisk lovgivning er bundet til deres oprindelige arbejdsgiver, var hun og hendes kolleger strandet på deres hostel uden løn og uden mulighed for at søge andre job. De begyndte at bruge af deres opsparinger, og snart måtte flere tage lån for bare at kunne have råd til de mest essentielle fornødenheder.

Køkkenet som ‘Alina’ har arbejdet i den sidste uge. Danwatch møder hende her et par timer inden, restauranten åbner.

Efter flere måneder uden løn ville en række af arbejderne helst bare hjem til Nepal. Men fabriksledelsen havde holdt deres pas, siden den første ansøgning om deres arbejdstilladelse. Og ifølge de ansatte krævede fabrikken nu store pengebeløb for at aflevere deres pas tilbage.

Andet arbejde var for farligt

Alina hævder, at fabrikken ville have knap 6.500 kroner for at give hende passet tilbage sammen med en flybillet hjem. Ifølge Danwatch’s research er det cirka fem gange prisen på de billigste fly fra Malaysia til Nepal, og beløbet svarer til omtrent fire af Alinas månedslønninger på fabrikken.

Rekrutteringsgebyrer

Ifølge Verité-studiet fra 2014 havde 92 procent af migrantarbejderne i den malaysiske elektronikindustri betalt ’rekrutterings-gebyrer’ for at blive ansat i Malaysia, og disse gebyrer kan det ofte tage måneder og endda år for de lavtlønnede arbejdere at betale tilbage.

En ny malaysisk lov forbyder, at rekrutteringsgebyrer er på mere end en enkelt månedsløn, men kritikere hævder, at de fleste gebyrer uofficielt stadig er langt højere.

Oftest går pengene til både fabrikken, rekrutteringsagenter og diverse ‘under-agenter’ i både Malaysia og arbejdernes hjemlande.

Kilde: ILO, OECD og The Asian Development Bank Institute 2019, Verité 2014

Danwatch har været i kontakt med en række andre tidligere Mctronic-ansatte, der blev opsagt samtidig med Alina og nu er tilbage i Nepal. Én tidligere ansat siger, at han endte med at betale knap 3.000 kroner for at få sit pas og rejse hjem. Ifølge flere af de tidligere ansatte blev prisen nedsat, jo længere tid arbejderne nægtede at betale. De hævder, at nogle af de første, der rejste, betalte over 7.200 kroner for at få deres papirer tilbage og flyve hjem, mens andre, som endte med at blive på hostellet i månedsvis, endte med at rejse hjem for bare 1.300 kroner.

Nogle af migranterne siger, at Mctronic tilbød dem arbejde på andre fabrikker, før de rejste hjem. Én fortæller, at han takkede ja til et nyt job på en glasfabrik, men at han efter 42 dage på glasfabrikken endte med at betale Mctronic for at rejse hjem til Nepal alligevel.

Han siger, at han vurderede arbejdet til at være for farligt, efter at han overværede sin kollega få sin arm alvorligt skåret op i en ulykke, og efter at de ansatte havde fået besked på at løbe ud og gemme sig, da politiet mødte op for at inspicere arbejdstilladelser. Lønningerne var desuden end del lavere end på Mctronic, siger han.

En anden tidligere ansat siger, at han og en gruppe kolleger først fik ansættelse på to andre elektronikfabrikker, men at lønningerne her også var meget lavere, og at de ikke blev betalt for deres to daglige overarbejdstimer. De ansatte var desuden pålagt at købe mad på fabrikken, hvilket i kombination med den manglende betaling for overarbejde, gjorde det tæt på umuligt at spare penge op. Derfor endte han også med at betale Mctronic 3.000 kroner for at rejse hjem til Nepal.

Havde ikke råd til at tage hjem

Andre ansatte, såsom Alina, besluttede at stikke af fra det hostel, som Mctronic havde dem indlogeret på, for i stedet at lede efter nyt arbejde – nu som papirløs migrantarbejder i Malaysia.

‘Alina’ rejste oprindeligt til Malaysia for at tjene penge til at betale sin afdøde mands gæld af og for at dække udgifterne til sine to børns uddannelse.

Som for de fleste andre migrantarbejdere i landet har det været en stor investering for Alina og hendes familie at lade hende rejse til Malaysia. Hun tog afsted for at tjene penge til at afbetale gæld fra sin afdøde mands landbrug og for at kunne finansiere sine to børns uddannelse. Men en stor del af første års løn gik til at betale de cirka 7.000 kroner af, som hun hævder at have betalt i såkaldte ’rekrutterings-gebyrer’ for sin ansættelse i Malaysia. Fabrikken fratrak pengene fra hendes lønninger oveni et par andre afgifter, siger hun.

”Det var meget vanskeligt, men jeg havde ikke nogen andre muligheder,” siger hun.

Boede 20 mennesker i ét rum

Et par kilometer fra hvor Alina hakker kinaradiser, serverer en anden tidligere Mctronic-ansat mad som tjener på en kinesisk restaurant. Ligesom Alina havde 38-årige Binsa ikke råd til at betale for hjemrejsen til Nepal, da fabrikken stoppede med at udbetale hendes løn, så nu er hun også papirløs migrantarbejder i Malaysia.

I restauranten arbejder Binsa 12 timer om dagen, syv dage om ugen for cirka 65 kroner i dagløn. Da Danwatch møder hende, kan hun ikke få lov til at tage pause, så vi taler, mens hun tilser bordene og serverer stegte ris og kaffe til kunderne omkring os.

”Jeg har prøvet at finde andre job, men forholdene er ofte meget værre”, siger hun, mens hun balancerer tre bakker frokost i armene.

De havde lovet os, at der ville være rent, men de anbragte os alle sammen i et beskidt rum – 10-20 arbejdere, der var mast sammen som køer

'Binsa', papirløs tidligere elektronikarbejder

Ifølge de fleste skøn er der flere papirløse end lovlige migrantarbejdere i Malaysia, og ifølge FN’s Organisation for Migration, IOM, skal de tælles i millioner.

De fleste papirløse arbejdere er egentlig kommet til Malaysia på lovlig vis men har ofte mistet deres arbejds- og opholdstilladelse, hvis de er flygtet fra deres oprindelige arbejdsgiver på grund af elendige arbejdsforhold, eller hvis arbejdsgiveren har glemt at forny deres visum eller smidt deres pas væk. Så snart migranterne bliver anset som ’illegale’ er de i risiko for en endnu større grad af udnyttelse og overgreb – som Danwatch kan fortælle i vores historie om papirløse migranter, der udsættes for tvangsarbejde.

Som det ifølge iagttagere ofte er tilfældet, hævder både Alina og Binsa, at en rekrutteringsagent i Nepal havde lovet dem langt bedre løn-, arbejds- og leveforhold, inden de rejste til Malaysia og sagde ja til at betale store summer i rekrutteringsgebyrer.

Mctronic-ansatte har taget billeder inde fra det hostel, som fabrikken indlogerede dem på. Ifølge Alina boede de som regel 10-20 mennesker i samme rum.

Binsa hævder at have betalt over 8.200 kroner i rekrutteringsgebyr. Udover de lavere lønninger var hun særligt skuffet over forholdene på det hostel, som alle Mctronic-ansatte blev indlogeret i, da hun kom til Malaysia.

”De havde lovet os, at der ville være rent, men de anbragte os alle sammen i et beskidt rum – 10-20 arbejdere, der var mast sammen som køer”, siger hun.

Ulovligt

Ifølge Sumitha Shaanthinni, der er malaysisk advokat med speciale i udlændingesager, er det stort set umuligt for migrantarbejdere at skifte arbejdsplads lovligt i Malaysia. Det er en af hovedårsagerne til de mange papirløse arbejdere i landet, siger hun.

Konfiskering af pas

Den malaysiske paslov fra 1966 fastslår, at en person ikke må besidde andres pas.

Arbejdsgivere har generelt brug for migrantarbejdernes pas til papirarbejde og ansøgning om arbejdstilladelse, når migranterne først ankommer til Malaysia. Og selv om det er lovstridigt, beholder arbejdsgiverne ofte passet efterfølgende.

Kilder: Passport Act 1966, Verité 2014

”Hvis de er utilfredse med deres arbejdsgiver, har de som regel ikke andre muligheder end at løbe væk og blive papirløse. De ved godt, at de ikke vil være i stand til at skifte job lovligt”, forklarer hun, da Danwatch møder hende på et lille kontor på femte sal i det centrale Kuala Lumpur.

Mens rekrutteringsgebyrerne generelt bliver betalt af arbejderne selv, så har arbejdsgiverne som regel også betalt nogle penge til en rekrutteringsagent foruden en række officielle afgifter for at ansætte udenlandsk arbejdskraft.

”Normalt vil de helst ikke lade arbejderne rejse, før de har dækket disse udgifter også”, fortæller Adrian Pereira, som er generaldirektør for organisationen North South Initiative, der yder juridisk hjælp og anden slags støtte til migrantarbejdere i Malaysia og deres hjemlande.

Ifølge malaysisk lov er det ulovligt for en arbejdsgiver at konfiskere de ansattes pas, og ifølge lovgivningen bør arbejdsgiveren desuden dække udgifter til hjemrejse – i det her tilfælde flybilletten hjem til Nepal – hvis kontrakten bliver opsagt før tid, forklarer Sumitha Shaanthinni.

Arbejdsgivere: de ansatte er egoistiske

I 2014 viste en omfattende undersøgelse fra den amerikanske organisation Verité, at hver tredje migrantarbejder i Malaysias elektronikindustri arbejdede under tvang.

De opfører sig nok bare egoistisk

Sharfadeen Abd. Hamid, ærespræsident for den malaysiske arbejdsgiverorganisaionen PIKAP

Faglige organisationer har igen og igen peget på, at arbejderne især risikerer at blive groft udnyttet, fordi de ikke har mulighed for at skifte arbejdsgiver – og at det er en central grund til, at så mange bliver papirløse.

Det er i høj grad bureauer, som ansætter migrantarbejderne, der så kan outsources til fabrikkerne, når de har brug for arbejdskraft. Men hos foreningen for malaysiske arbejdsgiverbureauer, PIKAP, der repræsenterer 150 malaysiske bureauer, mener ærespræsident Sharfadeen Abd. Hamid ikke, at dårlige arbejdsforhold er hovedårsagen til, at migranterne bliver papirløse.

”De opfører sig nok bare egoistisk”, siger Sharfadeen Hamid til Danwatch.

Vi møder ham i PIKAP’s kontorbygning fem minutters gang fra Kuala Lumpurs vartegn, verdens højeste tvillingetårne, Petronas Towers.

Ifølge Sharfadeen Hamid stikker de ansatte ofte af fra fabrikkerne, fordi de ikke er i stand til at gøre deres arbejde ordentligt, eller fordi de ser en mulighed for tjene flere penge uden en lovlig ansættelseskontrakt. Ærespræsidenten præsenterer ikke nogen dokumentation for den teori.

”Når du har et problem, bør du prøve at finde en løsning på det i stedet for at bebrejde andre, såsom din arbejdsgiver, og så bare løbe væk”, siger Sharfadeen Hamid og tilføjer, at arbejderne bliver ”illegale”, når de forlader deres første arbejdsplads, og at de dermed ”melder sig frivilligt til at blive udnyttet”.

Ifølge FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, UNGP, bør staten beskytte menneskerettighederne, mens virksomhederne bør respektere dem – også når staten svigter sin opgave.

Alle virksomheder bør undersøge, om menneskerettighederne påvirkes negativt i deres varekæde, og virksomheden bør skride til handling, hvis det viser sig at være tilfældet.

Kilde: FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv 2019

”De giver også myndighederne hovedpine. Myndighederne bliver nu nødt til at lede efter de illegale arbejdere, fange dem og sætte dem i detentionscentrene. Og så konferere med ambassaderne om hjemsendelserne. Det er rigtig meget arbejde”, siger Sharfadeen Hamid.

Afviser anklager

Det har ikke været muligt for Danwatch at få en kommentar fra den malaysiske fabrik Mctronic. I en email til Danwatch skriver talsperson for Toshiba, Peter Carson, at Toshiba har været i kontakt med fabrikken efter Danwatch’s undersøgelse.

”Vi kunne dog ikke identificere de problemer, I nævner, ud fra det svar vi har modtaget fra Mctronic Industries”, skriver han og fortsætter med at understrege, at Toshiba anerkender, at ”overtrædelser af menneskerettigheder er af afgørende betydning i asiatiske lande, inklusive Malaysia”, samt at Toshiba kræver, at deres leverandører overholder selskabets indkøbspolitik.

Fra Panasonic siger medietalsperson Mio Yamanaka også, at man har været i kontakt med Mctronic. Hun fortæller, at fabrikken har fortalt en historie, der er anderledes end arbejdernes, men afholder sig fra at love, at Panasonic vil undersøge sagen nærmere.

”Mctronic forklarede, at 39 af deres ansatte for nyligt sagde op og tog hjem til deres hjemlande. Da Mctronic foreslog de ansatte, at de kunne skifte arbejdsplads på grund af omlægninger i produktionen, afslog de ansatte tilbuddet og besluttede sig for at sige op. De ansattes lønninger blev fuldt ud betalt af Mctronic,” skriver Mio Yamanaka.

Toshiba har siden meddelt, at de nu vil lave deres egen undersøgelse af sagen. Panasonic skriver, at man nu “overvejer” en undersøgelse, som ikke alene baserer sig på leverandørens beretning.

en danwatch-undersøgelse
Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.