Migranter er mafiaens nye narko

Ghetto-økonomien

Udnyttelsen af både asylansøgere og migranter er allermest nærværende i Italiens landområder, siger Iside Gjergji. Her ligger mange af landets asylcentre afsides, langt fra italienske byer men tæt på de italienske landbrug. Så med den daglige lommepengesats på 2-3 euro bliver centrenes beboere ligesom andre udlændinge let en del af de 330.000 migranter, der under ofte stærkt kritisable forhold er ansat i landbruget.

Den italienske fagforening for landbrugsarbejdere FLAI-CGIL estimerer, at omtrent 100.000 migrantarbejdere i øjeblikket arbejder under, hvad fagforeningen kalder “slavelignende arbejdsforhold” i det italienske landbrug.

Tendensen udmønter sig i landlige ’ghettoer’, som især er skudt op i Syditalien over de seneste år. En af dem er landsbyen Borgo Mezzanone, der ligger i regionen Apulien, ”Italiens hæl”, hvor bl.a. en stor del af de dansk-solgte dåsetomater kommer fra.

I Borgo Mezzanone bor migranter fra både den nuværende og tidligere ’flygtningekriser’ side om side. Siden 2005 har Italiens tredjestørste asylcenter her været drevet af en katolsk velgørenhedsorganisation, som ifølge flere italienske medier har mafiaforbindelser og lader asylansøgerne leve under kummerlige kår.

Få meter fra dets hegn vokser en ’ghetto’ af diverse træ-, plastik- og cementkonstruktioner op. Her lever 500 migranter – og langt flere i juli-oktober hvor tomathøsten står på – i undtagelsestilstand: myndighederne har efter sigende ikke bevæget sig ind i ’ghettoen’ i mere end fem år, der er intet skraldesystem og ingen hospitaler eller lægeklinikker. Men gennem huller i hegnene kan både mennesker og varer passere til og fra asylcenteret uden indgriben fra det italienske politi. Det beretter henholdsvis forskningsassistent og lektor ved Aalborg Universitet, Sergio Goffredo og Susi Meret, som begge beskæftiger sig med migration og migrantarbejderes organisering og begge besøgte Borgo Mezzanone i foråret.

Den italienske avis L’Espresso kunne sidste år dokumentere, hvordan beboerne i Borgo Mezzanones asylcenter ligesom de andre af ’ghettoens’ beboere dagligt blev rekrutteret af de såkaldte caporale, bandeledere, for som kontraktløse arbejdere at plukke tomater og andre grøntsager i de omkringliggende landbrug for helt ned til 1,5 euro i timen.

På den måde indkapsler Borgo Mezzanone, hvad Sergio Goffredo og Susi Meret betegner som Italiens gryende ”ghetto-økonomi”: En økonomi, der i stigende grad er afhængig af underbetalt arbejdskraft for at kunne køre rundt og klare sig i den internationale konkurrence.

“Vi taler om en ghetto-økonomi, fordi der er tale om noget strukturelt. I mange tilfælde kan italienske landmænd fx ikke leve op til den efterspurgte produktion på de økonomiske vilkår, der er. Valget står derfor ofte mellem at lade appelsiner rådne, fordi det ikke er muligt at tjene nok på høsten, eller at benytte sig af den type arbejdskraft, som udokumenterede migranter udgør,” siger Susi Meret.

Udbud og efterspørgsel

Ifølge flere studier føler især de mindre italienske landbrug sig presset af lave fødevarepriser. Og efterspørgslen på billige produkter samtidig med udbuddet af ekstrem billig og fleksibel migrantarbejdskraft fungerer som brændstof til Caporalato-systemet. Caporalernes arbejdsrekruttering, som længe har været en indgroet del af det syditalienske landbrug, blev ekstra profitabelt, i takt med at flygtninge og migranter fra Afrika, Balkan og Østeuropa i stigende grad ankom i 1990’erne.

“Det bliver bare normen. Caporalato-strukturerne har eksisteret i Italien siden starten af det 20. århundrede, så det er igennem 100 år, at systemet er blevet opretholdt,” fortæller Sergio Goffredo.

Caporalerne fungerer som regel som mindre organiserede mellemmænd, der tager en del af arbejdernes løn, men ifølge fagforeninger og Leonardo Palmisano, forfatter til en række bøger om landbrugsarbejdere og caporalato-strukturerne, er der også overlap til de mere organiserede mafia-netværk.

Samtidig med at mange landmænd har svært ved at leve op til lave fødevarepriser, er markedet i stigende grad bygget op omkring ”just in time”-leverancer, som kræver, at producenten med meget kort varsel skal kunne levere en ordre, forklarer Rossana Cillo, der er forskningsassistent ved Ca’ Foscari Universitet i Venedig, hvor hun beskæftiger sig med migrantarbejderes forhold.

”Så caporalato-systemet er en måde at have en ‘just in time’-arbejdsstyrke, der kan rekrutteres i sidste øjeblik. Det presser altså producenterne til at have det her system af udnyttelse, for det globale marked vil have billig mad. Og det vil have den rigtige mængde tomater, agurker og æbler, så snart der er efterspørgsel på det,” siger Cillo.

Trusler om udvisning

Sagen om modtagecentrene ved Cosenza, hvor asylansøgerne blev sendt ud i marken, blev afsløret, da en af beboerne, Uyi Ekogiawa, kontaktede myndighederne, som efterfølgende overvågede de to centre i månedsvis. Men det hører sig til sjældenhederne, at asylansøgere og migrantarbejdere selv klager over deres arbejds- og boforhold.

I aflyttede telefonsamtaler fra Cosenza-centrene hører man bl.a. den ene centerchef fortælle nogle landmænd, hvordan han har truet flere asylansøgere med, at de kunne blive deporteret, hvis de ikke makkede ret.

På den måde kan både asylansøgere i en asylproces og migranter, der arbejder ulovligt i landbruget, være bange for at få skadet deres sag eller blive udvist.

En rapport fra EU’s Agentur for Grundlæggende rettigheder fra 2015 beskriver, hvordan en gruppe migrantarbejdere fra Ghana på opfordring fra italienske aktivister klagede til myndighederne over at blive groft udnyttet i landbruget. Resultatet blev, at gruppen blev fængslet og deporteret.

Som en anonym italiensk politibetjent er citeret for i rapporten: ”En betjent er splittet mellem en lov, der siger, at udokumenterede migranter skal retsforfølges, og en anden lov, der beskytter den selvsamme migrant som et offer for mere alvorlige forbrydelser.”

“Resultatet er, at arbejderne som regel kun går til myndighederne, når der er tale om, at de er udsat for voldsom fare,” siger Rossana Cillo.

Ifølge italiensk udlændingelovgivning kan en lovlig ansættelse føre til en opholdstilladelse. Men ansøgningen skal foregå gennem arbejdsgiveren. Så udover at de fleste migrantarbejdere er stærkt afhængige af deres lave løn for at kunne overleve og evt. sende penge til deres familier, sætter dette dem i en endnu mere sårbar situation. Den lovligt ansatte, der oplever kritisable arbejdsforhold, tør ofte ikke klage af frygt for at miste job og ophold. Og papirløse migranter bliver ofte lovet af caporalen, at de vil kunne få lovligt arbejde med kontrakt – og dermed en mulig opholdstilladelse – hvis de bare er flittige og ikke klager.

“Så det bliver en slags afpresning. Caporalen siger måske, at du får en kontrakt, med mindre du gør noget forkert på arbejde. Så du forbliver ’en god arbejder’ i den forstand, at du ikke klager, du er hurtig og i god form, og du beder fx ikke om sundheds- og lægehjælp,” siger Sergio Goffredo.

Italieners død førte til lovgivning

I Borgo Mezzanone reagerede politiet ikke på den store trafik fra asylcenteret og ‘ghettoen’ til omkringliggende landbrug, fortæller både Sergio Goffredo og den journalist fra den italienske avis L’Espresso, der sidste år gik undercover i centeret.

Landbruget er ekstremt vigtigt for den italienske økonomi, hvilket kan være en medvirkende årsag til, at myndighederne ofte vender det blinde øje til udnyttelsen af migrantarbejderne, mener både Sergio Goffredo og Susi Meret. Rossana Cillo peger videre på, at der længe har været afsat ekstremt få ressourcer til arbejdsinspektører, som kan tjekke op på arbejdsforholdene i landområderne.

Men en italiensk vindrueplukkers død i Puglia har nu fået myndighederne til at reagere på problemet. På italienske vinfarme er kvinder på grund af tyndere fingre foretrukne, og 49-årige Paola Clementes hjertestop i marken fik sat fokus på, hvordan caporalato-systemets 12-timers arbejdsdage og usle forhold også rammer fattige italienske kvinder.

Det fik i november sidste år det italienske parlament til at indføre skærpet lovgivning mod ”caporalato-fænomenet”, som bl.a. medfører strengere fængselsstraffe til både caporale-mellemmænd og arbejdsgivere, der groft udnytter arbejdere i landbruget. Og resultaterne kan allerede ses, fortæller Jean-René Bilongo, der er national chef for migrant-anliggender i den italienske fagforening for landbrugsarbejdere FLAI-CGIL.

”Der er en stigning i antallet af arbejdere, der klager over kummerlige arbejdsforhold og udnyttelse. Nu er det blevet meget almindeligt på næsten daglig basis at læse om caporaler og landmænd, der arresteres pga. udnyttelse af arbejdere,” siger han.

Selvom de fleste synes, at den nye lovgivning er et skridt i den rigtige retning, mener en række kritikere imidlertid, at den ikke løser meget ift. Italiens mere grundlæggende problemer med migranters manglende rettigheder, efterspørgslen på billige landbrugsvarer og andre dybereliggende strukturer der skaber grobund for udnyttelse.

På Sicilien, hvor problemerne med mafiaens udnyttelse af migranter er mest massive, mener borgmesteren i Palermo fx hellere, at man helt bør afskaffe ideen om opholdstilladelser og illegalt tophold, fordi det er hvad, “der driver” mafiaen i øjeblikket.

Og Sergio Goffredo mener heller ikke, at højere straffe til caporalerne vil løse de dybereliggende problemer.

”Man kan sige, at den nye lovgivningen forsøger at ramme noget af udnyttelsen – men uden at rette sig mod de grundlæggende årsager til den,” siger han.