En Danwatch-undersøgelse

Wet blues og syrer: Indiske garverier indefra

Lyseblå, kromgarvede skind, også kendt som ‘wet blues’ ligger i bunker foran garvetromle. Foto: Uffe Weng

Wet blues og syrer: Indiske garverier indefra

Foto: Uffe Weng

Redaktør: Louise Voller

Støttet af Danidas Oplysningsbevilling
danida
4. marts 2019
Sprøjt og dampe fra giftige kemikalier og maskiner, der kan rive lemmer af, er hverdag for arbejderne i den sydindiske læderby Vaniyambadi. Arjun arbejder på et af byens garverier og risikerer dagligt at få hænderne knust i maskinen, som han betjener.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Langs floden Palar i den indiske delstat Tamil Nadu ligger garveribyen Vaniyambadi. Byen bliver splittet i to af den udtørrede flod og langs dens støvede bredder ligger store, grå betonbygninger med rustne bliktage. Bygningerne huser de garverier, som kendetegner byens hovedindustri og livsnerve; læderproduktionen.

I Vaniyambadi producerer garverierne læder af geder og får, der bla. sælges til læderfabrikker i Delhi, som producerer jakker, sko og bælter til danske tøjproducenter.

På en sti der krydser det udtørrede flodleje og forbinder byens to dele møder vi 23-årige Arjun. Arjun arbejder på et af byens 200 garverier, ligesom sin far, søster og to brødre.

I dag har han fri fra arbejde, men ellers arbejder han 6 dage om ugen for at forsørge sin gravide kone og resten af familien.

Arjuns opgave på garveriet er at strække skindene ud. Maskinen han betjener er gammeldags af udseende, og man skal være forsigtig ikke at få en arm eller hånd i klemme, når man lader maskinen trykke sammen om skindet. Hans far måtte opereres, fordi han fik sin hånd i klemme. Det samme skete for hans bror.

Han fortæller, at han får tilbudt beskyttelseshandsker på garveriet, men han bruger dem ikke. “Hvis jeg bruger dem, kommer jeg til at sidde fast i maskinen. De er lavet af gummi og glider nemt af. Hvis jeg sidder fast i maskinen, skærer den min hånd”.  

Arjun arbejder i den “tørre” del af garveriet efter, at skindet er blevet garvet med kromsulfat, base og syrer i store 3-4 meter høje tromler.

Støvet hvirvler om ørene på Arjun, når han arbejder, men han har ikke maske på. Han fortæller, at han månedligt tager på hospitalet med hoste og feber. Dagen før var hans far blevet hjemme fra arbejde, fordi han hostede for meget. 

Arjun tjener 10 rupees per skind, han strækker ud. Det er lige under en krone per skind. Hans månedsløn løber op i 15-16.000 rupees, som alle sammen bliver brugt på udgifter til husholdningen. Arjun drømmer om at blive taxachauffør, men har indtil nu ikke kunnet spare op til sin egen taxa.

Læs mere

Arjun

Støvet er overalt og det kan de blive allergiske overfor, og allergien kan føre til kroniske lungeinfektioner

Overlæge på privat lægeklinik i Vaniyambadi Tweet

Hos de lokale læger

I Vaniyambadis bymidte piler fyldte rickshaws frem og tilbage i gaderne, og køer ligger tilforladeligt henslængt i små grupper. Kvinder kører forbi på knallerter iklædt farverige sarier, der matcher husenes brogede facader. Luften er tyk af os og støv fra vejene, der sjældent er asfalterede.

På en af de lokale, offentlige lægeklinikker sidder mænd og kvinder og venter på at blive konsulteret af det travle lægepersonale. En af af lægerne, der gerne vil forblive anonym, fortæller, at der gennemsnitligt kommer 180 patienter om dagen på klinikken. Mange af dem er garveriarbejdere.

Ifølge lægen kommer garveriarbejderne oftest med symptomer på hudsygdomme, hudallergier, kronisk hoste og svampeinfektioner, men også astma, bronkitis og andre luftvejsinfektioner. Han var forsigtig med at give en årsag, men pegede på, at støvet var en mulighed.

“Det er de fine dampe og støvpartikler som opstår, når man behandler læderet. Det kan det i hvert fald være,” fortalte han.

Ikke langt fra den offentlige lægeklinik besøger Danwatch også en privatklinik, hvor overlægen fortæller, at garveriarbejderne, der kommer hos ham, udviser de samme symptomer.

“Nogle kommer med allergiske reaktioner på kemikalierne, såsom åndedrætsbesvær, lungesygdomme, astma og kronisk hoste, fordi de bliver udsat for de kemikalier, de bruger i garveriet”.    

I hans øjne er støvet den store synder på garverierne.

“Der er meget støv på garverierne, især når de børster og pudser de garvede skind, så kommer der en masse støv, som de inhalerer. Støvet er overalt og det kan de blive allergiske overfor, og allergien kan føre til kroniske lungeinfektioner”.

En anden hyppig ulykke er, når man spilder syre. Nogle gange spilder man det på huden, så den ætser og begynder at skalle af

Rahim, drum operator på garveri i Vaniyambadi Tweet

Krom og kræft

I udkanten af byen bliver de brogede huse skiftet ud med skrantende bygninger eller store betonhaller med bliktag, der gemmer sig bag høje mure. Uden for garverierne ligger store bunker af overskydende skindstykker eller hele, lyseblå skind, der er sirligt spændt ud på jorden med lange søm for at tørre dem.

Skindene er lyseblå, fordi garverierne bruger tungmetallet krom til at garve skindene. Krom er hurtigt og effektivt til at blødgøre og behandle skindene og giver dem deres karakteristiske lyseblå farve, som også har lagt navn til betegnelsen “wet blues” om kromgarvede skind. Men krom kan også være kræft- og allergifremkaldende.

Krom er dog langt fra det eneste kemikalie, der bruges til at garve skind.

Lidt ude for Vaniyambadi bor Rahim. Han sidder i skrædderstilling på en bastmåtte i sit hus og misser med øjnene. Han har været på arbejde hele dagen.

Danwatch mødte Rahim på ét af garverierne, hvor han var ansat som “drum operator”. Han står for at garve skindene i de store tromler, og til det bruger han kromsulfat, der står i store sække på gulvet. Men før han hælder kromen ned til skindene, fylder han først syrer og andre kemikalier i tromlen for at sænke ph-værdien.

Huden begynder at skalle af

Med en hvid plasttønde hælder han flydende svovlsyre i en tragt på siden af tromlen, så en tyk søjle af hvid røg står op til loftet lige ved siden af hans ansigt. Han har ikke handsker på og kun et improviseret forklæde af plastik hænger fra hans lænd ned til hans gummistøvler.

Rahim fortæller, at han sjældent bruger handsker eller ansigtsmaske, fordi han ikke kan arbejde ordentligt med dem på.   

“Normale ulykker kan være, at man glider på det glatte gulv, fordi der er olier og fedt i skindene. En anden hyppig ulykke er, når man spilder syre. Nogle gange spilder man det på huden, så den ætser og begynder at skalle af”.

Rahim, drum operator

Da jeg begyndte at arbejde på garveriet, sagde min læge til mig, at jeg ikke skulle arbejde med wet blues og tromlerne. At jeg skulle finde et andet arbejde.

Rahim har arbejdet som tromleoperatør i 15 år, og har ofte mavesmerter, ondt i kroppen og åndedrætsbesvær.

Hans læge har fortalt ham, at han bør finde et andet arbejde, men Rahim kan ikke se nogen anden udvej end at blive ved, fordi han er for fattig. Han tjener i gennemsnit 400 rupees (36,5 kr.) om dagen, men arbejder kun 4 dage om ugen.   

Han arbejder nemlig som freelancer på akkord. Hans løn er afhængig af, hvor meget arbejde, garverierne har til ham. Men da læderindustrien svinger i aktivitet afhængig af tiden på året har han ofte ikke arbejde i 3-4 måneder om året. Derfor må han spare op resten af året.    

Læs mere

Der er sådan set ikke noget sikkerhedsudstyr, vi kan bruge. Der er ingen handsker, vi kan bruge. Det er meget manuelt og præcist arbejde, og uden fingerfølelsen kan vi ikke gøre det.

Esagai, arbejder ved skæremaskinen på garveri i Vaniyambadi

“En enkelt kikser, og så mister du fingeren”

På Cutchery Road i Vaniyambadi kan man ikke se byen for bare garverier. På vejen, som bevæger sig fra udkanten af byen ind mod centrum, ligger garverierne på rad og række på hver side af vejen, ofte bag mure og metalporte.

Ikke langt fra Cutchery Road ligger en enklave af farvestrålende huse og danner ramme om et labyrintisk virvar af små gader, som end ikke Google Maps har formået at tegne helt op.

Landsbyen midt i Vaniyambadi huser primært garveriarbejdere, og her møder Danwatch Esagai og Vincent.

De to brødre har arbejdet på garverier en stor del af deres liv og betjener begge en skæremaskine, som trimmer læderet efter, det er blevet garvet. Både Esagai og Vincent har været ude for en arbejdsulykke ved skæremaskinen.

Esagai fik i en ulykke for 3 år siden skåret spidsen af sin lillefinger og en del af sin langefinger. Han blev hastet til hospitalet, hvor han blev opereret. Under operationen måtte kirurgerne transplantere hud fra hans armhule for at sy midterfingeren sammen igen. Han fik 30.000 rupees (2.750 kr.) i erstatning af garveriet.

Esagai fortæller ligesom Arjun, at det er svært at bruge beskyttelsesudstyr, når man betjener skæremaskinen.

“Der er sådan set ikke noget sikkerhedsudstyr, vi kan bruge. Der er ingen handsker, vi kan bruge. Det er meget manuelt og præcist arbejde, og uden fingerfølelsen kan vi ikke gøre det. Så man må være 100 procent koncentreret på arbejdet, blot en enkelt kikser, og så mister du fingeren,” fortalte han.

Et ar, hvor fingeren havde været

Dette var netop, hvad der skete for broren, Vincent. På hans venstre hånd er der et stort ar, hvor hans langefinger engang har siddet. Også Vincent kom på hospitalet og fik 65.000 rupees (6000 kroner) i kompensation fra garveriet. Men han kunne ikke arbejde i et år og blev afvist, da han søgte arbejde igen på garveriet.

Både Esagai og Vincent arbejder igen ved skæremaskinen på andre garverier, men fortæller, at de snart er for gamle til det fysisk anstrengende job. De klager over smerter i kroppen ved at stå op i mange timer og støvet, som giver dem hoste og irriterer deres øjne og hals.

De fortæller også, at de begge får kløe på armene af at arbejde med læderet.

Malar

Esagai og Vincent bor med deres familier i to tilstødende huse, der deler en lille uoverdækket terrasse mellem dem. Mens Danwatch interviewer Esagai og Vincent på terrassen, bliver en kvinde gelejdet ind fra gaden af et familiemedlem.

Hun er iklædt en rød og hvid sari, som krydser hen over overkroppen og dækker hendes venstre skulder og arm. Kun hendes højre arm er synlig, og det bliver pludselig tydeligt, hvorfor hun er her. Familien ville vise, hvor galt det kan gå.

Langsomt trækker hun med højre arm sin sari til side, så den nu kun dækker brystkassen. Hvor øjnene forventede at se en arm med fingre og albue har kvinden kun en spinkel overarm.

Kvinden hedder Malar. Hun mistede sin arm i en arbejdsulykke på et garveri i Vaniyambadi for 10 år siden, da hendes arm kom i klemme i den samme maskine, som Arjun arbejder ved. Malar var i oplæring på garveriet, men nåede ikke at være der længe, før ulykken indtraf.   

Hun havde søgt arbejde på garveriet, fordi hun troede, hun kunne tjene mere der end i jobbet som husholderske. Hun fik 200.000 rupees (18.100 kr.) i kompensation fra garveriet, men er ikke længere i stand til at udføre normalt arbejde. Malar er nu opsynskvinde på byens offentlige toiletter, hvor hun tjener 50 rupees (4,5 kr.) om dagen.

Læs mere

Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2784 8139