Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflåden
- Rusland har skabt en flåde af tankskibe bygget til at omgå sanktionerne mod deres oliehandel. Skibe fra den såkaldte skyggeflåde sejler gennem Danmark på daglig basis.
- Skyggeflåden består hovedsageligt af gamle, nedslidte tankskibe, som russerne har købt af de store rederier i Europa og resten af verden gennem skuffeselskaber i lande som Indien og Emiraterne de seneste par år.
- Det udgør en alvorlig trussel mod Vestens sanktioner, som har til hensigt at inddæmme Ruslands økonomiske muligheder for at fortsætte invasionen af Ukraine.
- Skibe fra skyggeflåden har derudover været involveret i en række ulykker på verdensplan, og i Danmark har det været tæt på at gå galt flere gange, hvor skibene har fået motorstop eller er kollideret med andre skibe.
- Gennem lækkede dokumenter har det været muligt at påvise, at tankskibene sejler på ugyldige forsikringspapirer, som sætter lande som Danmark i alvorlige problemer, hvis en ulykke sker. For der er ingen, vi kan stille til ansvar.
- Når skibene sejler i Danmark, afviser de i stigende grad at lade lodser navigere dem gennem vores farvande, hvilket ifølge lodserne øger risikoen for en katastrofe mod dansk havmiljø og infrastruktur markant.
Olieskibe fra den såkaldte skyggeflåde har i næsten et år haft rig lejlighed til at lægge til i dansk territorialfarvand uden kontrolbesøg fra danske myndigheder.
Skibene ankommer fra Rusland og er lastet med russisk olie. Det kunne Danwatch onsdag afsløre på baggrund af data fra MarineTraffic og den internationale maritime datavirksomhed Lloyd’s Liste Intelligence.
Siden oktober har mindst 10 russiske olietankere, der ifølge Lloyd’s List Intelligence sejler uden kendt forsikring, lagt til i bugten ude for Skagen Havn.
Og det er “vanvittigt,” mener SF’s erhvervsordfører Lisbeth Bech-Nielsen.
“Set i lyset af den geopolitiske situation er det jo helt vanvittigt. Vi har i starten af krigen været efter erhvervsministeren og andre myndigheder, for jeg synes ikke, vi som land gør nok for at sanktionere russerne,” siger hun til Danwatch.
De såkaldte skyggeskibe er efter Lloyd’s List Intelligences definition mere end 15 år gamle, sejler uden kendt forsikring, bag skjulte og komplicerede ejerskabsstrukturer og under radaren på vestlige lande ved at undlade at lægge til i deres havne.
På den måde kan skyggeskibene omgå de oliesanktioner, som Rusland er blevet underlagt som følge af krigen i Ukraine. Ifølge Verdensbanken betyder det blandt andet, at russisk olie stadig handles for langt højere beløb, end sanktionerne foreskriver.
Morten Bødskov skal svare “meget hurtigt”
Tirsdag kunne mediet Financial Times rapportere, at EU angiveligt vil pålægge Danmark at kontrollere skibe med russisk olie for at håndhæve sanktionerne.
At Danmark ikke selv har taget initiativ til at kontrollere skibene er ifølge Lisbeth Bech-Nielsen ‘uacceptabelt’:
“Det er jo både pinligt, men også forkasteligt. Det er i vores allesammens interesse at presse russerne så meget som muligt for at undgå at fylde Putins lommer”, siger hun og tilføjer:
“Det er meget uforståeligt, at hverken Søfartsstyrelsen eller erhvervsministeren kommer på banen. Der er så mange elementer i det her: Potentielle miljøkatastrofer, men også at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at presse russerne, og ikke bidrage til deres krigsmaskine.”
Derfor vil SF nu bede erhvervsminister Morten Bødskov (S) svare på, hvorfor man ikke fra dansk side har taget initiativ til at kontrollere de russiske fartøjer, fortæller Lisbeth Bech-Nielsen.
“Hvilke interesser bliver plejet, siden man ikke vil gøre det her af sig selv, og ministeren ikke kommer på banen,” spørger hun. Og svaret skal falde “meget hurtigt. Ellers bliver vi nødt til at kalde ham i samråd.”
EU-parlamentariker Pernille Weiss (K) hilser diskussionen om en dansk kontrol velkommen. Hun undrer sig dog over, at Danmark ikke allerede har ført strengere kontrol med olieskibene.
“Der er jo nogen, der ser de her skibe, der er nogen, der går ombord på de her skibe. Det gør ikke noget at tænke kritisk over, hvorvidt det arbejde, man er i gang med at udføre, giver mening i forhold til det, man læser i aviserne. Jeg går ud fra, at det er blevet kommunikeret op ad til, at de her sanktioner ikke stemmer overens med, hvad vi gør i de danske farvande.”
En potentiel miljøkatastrofe
Da det russiske skyggeskib Canis Power i maj fik motorstop ud for Langeland med en last på 340.000 tønder olie, kunne det meget vel have udviklet sig til en miljøulykke. Det er nemlig set før, at det ender i katastrofer, når de gamle skyggeskibe sejler. Senest var det i maj, da et skib eksploderede ud for Malaysias kyst.
Derfor er seniorrådgiver i klima og transport ved Rådet for Grøn Omstilling Jeppe Juul “stærkt bekymret” over den manglende kontrol med det danske farvand.
Ifølge hans vurdering kan manglende kontrol med de gamle olietankere skabe regulære “miljøkatastrofer”, hvor der grundet skibenes manglende forsikring ikke vil være penge til at rydde op efter eventuelle oliespild efterfølgende.
Desuden mener Jeppe Juul, at man med den aktuelle krigssituation taget i betragtning bør være på vagt for Ruslands aktivitet i dansk farvand.
“Vi synes, at man skal vælge en markant mere restriktiv kurs overfor de her skibe. Vi forsyner Ruslands fjender med våben, vi har set sprængning af gasledninger i danske zoner. Det virker rimeligt, at danske myndigheder håndterer de her skibe noget mere håndfast, end de har gjort.”
I tænketanken Fair Maritim hilser man et øget politisk fokus velkommen. For her frygter de særligt, at skibenes ophold i dansk farvand ender i en ulykke, hvor ingen kan stilles til ansvar:
“Skibenes færden er en kæmpe miljørisiko for Danmark, og deres tilsyneladende manglende forsikringsdækning kan ende med en kæmperegning for det danske samfund”, skriver medstifter af Fair Maritim Niels Tolstrup i en mail til Danwatch.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har ikke ønsket at svare på kritikken, men henviser i stedet til den ansvarlige myndighed. Søfartsstyrelsen oplyser i et skriftligt svar, at de ikke foretager kontroller af olieskibene på ankerpladsen ved Skagen, medmindre de modtager “konkrete oplysninger” om skibene, der giver dem en årsag til at inspicere.
Udenrigsministeriet afviser overfor Danwatch at bekræfte, om Danmark vil blive pålagt at kontrollere olieskibene. De kalder det “spekulationer i pressen”.